Læsetid 4 min.

Livet efter et mord

Dokumentarfilmen ’Det han gjorde’ om Jens Michael Schaus’ drab på partneren Christian Kampmann i 1988 stiller spørgsmålet: Hvordan lader et samfund, der tror på rehabilitering, en drabsmand få en fremtid?
Det, der gør ’Det han gjorde’ virkelig interessant, er, at den ikke bare handler om, hvordan Jens Michael Schau lever med sin forbrydelse, men også om, hvordan omverdenen lever med den.

Det, der gør ’Det han gjorde’ virkelig interessant, er, at den ikke bare handler om, hvordan Jens Michael Schau lever med sin forbrydelse, men også om, hvordan omverdenen lever med den.

’Det han gjorde’
7. november 2015

Drabet på forfatteren Christian Kampmann var chokerende, da det skete, og i mange år har det været én af den slags spektakulære historier, der dukker op i samtaler i litterære miljøer en gang imellem. »Kampmann var det ikke ham?« »Jo,« bekræfter man hinanden. Et drab er en uciviliseret og bestialsk handling, ligegyldigt hvilket miljø det sker i, og det litterære miljø er ikke finere end andre. Man synes måske også, det er mere interessant at tale om, at Christian Kampmann blev myrdet af sin kæreste og forfatterkollega Jens Michael Schau i en blodrus, end at tale om Kampmanns bidrag til den danske litteraturhistorie – for eksempel med romanerne om familien Gregersen. Det, der er udfordringen for enhver, der vil fortælle historien om Christian Kampmann og Jens Michael Schau, er at undgå sensationen. At undgå, at det bliver ren nyfigenhed forklædt som en lødig dokumentar med håndholdt kamera og det hele.

Bøsser, aids, hedonistisk natteliv, gentagende slag mod ansigtet, skinsyge og jalousi i en selvreflekterende æstetisk pakke. Ekstra Bladet med Den Blå Port-omslag. Instruktør Jonas Poher Rasmussen gør forsøget i dokumentarfilmen Det han gjorde, hvis hovedperson entydigt er drabsmanden Jens Michael Schau og ikke Christian Kampmann. Og ved hjælp af en ret original måde at dramatisere på lykkes det ham. Teatret Mungo Park arbejder på en opsætning af et stykke om forholdet mellem Christian Kampmann og Jens Michael Schau og de år, og de små hændelser, der ledte op til drabet i et sommerhus på Læsø.

Når drab bliver kunst

Vi er med til prøverne på teaterforestillingen. Jens Michael Schaus stemme fortæller om første gang, han mødte Christian Kampmann, mens vi ser Anders Budde Christensen, i rollen som ham, nærme sig Christian Kampmann (Nicolai Jandorf). Klippet med enorm elegance og præcision. Pauserne i Jens Michael Schaus tale og skuespillernes langsomme og tøvende bevægelser forstærker fornemmelsen af dette øjebliks afgørende betydning for dem begge.

Vi er også med, når skuespillertruppen og instruktøren afholder læseprøver og diskuterer manuskriptet. Anders Budde Christensen modsætter sig at kalde teaterstykket for en kærlighedshistorie.

»Det er groft reducerende og krænkende at kalde det en kærlighedshistorie. Han har taget et menneskes liv,« siger han forarget. Og det er i situationer som disse, at filmen bliver virkelig interessant, fordi det ikke bare handler om, hvordan Jens Michael Schau lever med sin forbrydelse, men om, hvordan omverdenen lever med den. Hvordan det kunstneriske miljø lever med, at drabsmanden også er en kunstner, der bruger drabet i sin kunst, i selvbiografier, dramatik og romaner.

Både Jens Michael Schau og Christian Kampmann var succesfulde forfattere, da drabet skete. De arbejdede sammen på et manuskript til en tv-serie, som man forventede ville blive lige så stor som Matador. I filmen fortæller Jens Michael Schau, hvordan han kom fra et veluddannet hjem på Bornholm, men alligevel fik et kæmpe kulturchok, da han som ung flyttede til København. Da han sprang ud som bøsse, modtog han et mildt sagt ubehageligt brev fra sin far, der fandt hans nye tilværelse frastødende og beordrede ham til snarest at skaffe sig en kone. Det gjorde han ikke. I stedet blev forholdet til den fraskilte familiefar og forfatter Christian Kampmann mere og mere seriøst, og Jens Michael Schau, der var uddannet psykolog, blev forfatter i den glamourøse verden, som forfatterkæresten introducerede ham for. Forholdet var præget af jalousi og faglig konkurrence, og til sidst slog det simpelthen klik. 10 år lød drabsdommen på, og Jens Michael Schau afsonede 7 år på et psykiatrisk hospital.

En mand med en fortid

Det han gjorde skal vise os den menneskelige side af Jens Michael Schau. Det var ikke et monster, der slog Christian Kampmann ihjel. Det var en moderbunden, skinsyg, forelsket, fortvivlet, succesfuld forfatter og psykisk ustabil mand. Et helt menneske, der blev halvt, da han slog sit livs kærlighed ihjel. Han er sin forbrydelse. Den sidder i hans krop. I de små lyde, der kommer som modvillige og tøvende stød fra et sted i hans gane, når han skal svare på et svært spørgsmål. I de sammenkrøllede ben under ham, når han fra vindueskarmen stirrer ud i den verden, han ikke kan lide at være i, fordi det indebærer tilfældige møder, hverken han eller de gamle venner ønsker. I den let bøjede nakke og det usikre, søgende blik. Et bevægende portræt af et menneske, som lever med andres og sin egen væmmelse.

Man får den fornemmelse, at to mennesker døde den dag, men tegninger og fotografier af smilende børn i Jens Michael Schaus køkken viser, at det gjorde der ikke. Jens Michael Schau blev løsladt, fik kone og børn og lever ikke hele sit liv som martret, fortvivlet, skyldbetynget drabsmand. Det kan man jo ikke. Men hvordan gør man så? Filmen præsenterer Jens Michael Schau som en mand med en fortid. Men hvad med hans fremtid? Hvordan lever han med sin familielykke – hvordan gør vi? Det spørgsmål ville det gøre os alle godt at forsøge at svare på, men den mulighed giver instruktøren ikke.

Iscenesat

Teaterstykket på Mungo Park blev sat i værk i forbindelse med dokumentaren, men det får vi ikke at vide, og det er ærgerligt. Stykket blev vist tre gange for et særligt indbudt publikum. For det første ville det have været interessant faktisk at se stykket, fordi dramatiseringen virker vellykket og reflekteret – også i stykket forholder den sig til sit eget overgreb på de efterladte. For det andet vil man gerne høre teatrets begrundelse for ikke at sætte billetter til salg, for sælge skulle de i hvert fald nok. Er det reducerende og krænkende at gøre et virkeligt drab til kunst – er det derfor? Jens Michael Schau har i årevis forsøgt at genoptage sin kunstneriske karriere, men får det ene afslag efter det andet, og selv det teaterarbejde, som optræder i dokumentaren, hvor han er med til læseprøverne, er de facto et afslag, da det er iscenesat. Det er et originalt greb fra instruktørens side, men det stiller kun spørgsmålet og forsøger ikke at give det svære svar på, hvordan et samfund, der tror på rehabilitering, lader en drabsmand få en fremtid. Men måske findes det bare ikke.

’Det Han Gjorde’ vises i dag kl. 16 og 20 på teatret Mungo Park i Allerød til et arrangement, som blander film, teater, debat og videoinstallation. Instruktør Jonas Poher Rasmussen deltager ’Det Han Gjorde’ vises desuden mandag den 9. november kl. 21.30 på DR2

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu