Skal medierne tie, fordi terrorister følger med på Facebook?

I forbindelse med jagten på terrorister i Belgien opfordrede myndighederne medier såvel som borgere til ikke at skrive om politiets aktiviteter. Belgierne indvilgede og tweetede i stedet en strøm af kattebilleder. Men hvor efterlader det den frie presse?
27. november 2015

Søndag aften i Bruxelles. Den europæiske hovedstad har været i undtagelsestilstand i mere end et døgn. Myndighederne opfordrer borgerne til at blive inden døre og holde sig væk fra vinduerne, og ikke mange har udsigt til at komme på arbejde eller i skole i morgen.

Flere ambassader, blandt andet den amerikanske, beder ligefrem sine statsborgere forskanse sig, og det er, hvad de fleste af byens beboere gør. Brussels lockdown. En lokal kaffesælger fortæller til en belgisk avis, at han har solgt mindre kaffe end nogensinde. Kunderne har næsten udelukkende været soldater og politibetjente.

Indenfor i deres sikre lejligheder følger belgierne gadernes begivenheder på tv-, mobil- og computerskærme. Webaviserne og tv-kanalerne er i en permanent tilstand af gul breaking news. Men pludselig er der ikke længere nye meldinger, og de samme billeder glider rundt i det, man i gamle dage kaldte en båndsløjfe.

Klokken 21:06 tweeter landets forsvarsminister, Steven Vandeput, at offentligheden helst skal undgå at rapportere politiets aktiviteter på sociale medier. Indtil da har Facebook, Instagram og Twitter været plastret til i surrealistiske billeder af armerede køretøjer og tungt bevæbnede specialstyrker foran juletræer og butiksvinduer. Der har også været en del fotodokumentation af bybusser på tværs af byens gader, som tilsyneladende har til hensigt at afskære potentielle flugtveje.

Nu beder myndighederne om radiotavshed.

»I stedet for tweets om politiets aktiviteter i Bruxelles,« skriver Hugo Janssen, kameramand på den hollandske tv-kanal NOS på Twitter, »er her et billede af vores kat, Mozart.«

Hans billede af den røde skovkat Mozart bliver retweetet 30 gange, og inden længe er Twitter omdannet til et patchworktæppe med billeder af katte.

Mange af dem er særlige billeder lavet til anledningen. Katte klædt ud som terrorister, katte i dækning, katte med geværer og katte med religiøs hovedbeklædning. Bange katte, frygtløse katte.

Mandag morgen er der under hashtagget #brusselslockdown publiceret billeder af katte i tusindvis.

Harmløse katte eller censur?

Det er lidt kuriøst og enormt sympatisk, at de menige belgiere reagerer på den måde. Men hvilke konsekvenser kan det få, når myndighederne beder medier om ikke at rapportere?

Flere steder på de sociale medier bliver der de følgende dage udtrykt bekymring for den frie presse. Var de mange harmløse lol-katte i virkeligheden censur?

En belgisk journalist skriver for eksempel på Twitter, at man ved at begrave nyheder i billeder af katte blot censurerer sin egen stemme:

»Belgiens borgere gav deres embedsmænd muligheden for at undertrykke forhold, der stillede autoriteter i et dårligt lys,« skriver han. »Dette er intet mindre end et angreb på pressen, fordi medier bruger sociale medier som primær kilde til nyheder. En sådan censur er kun til gavn for regeringen, der ellers ikke gør meget for at sikre den offentlige sikkerhed.«

Så langt går mediejurist Vibeke Borberg, der er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, dog ikke. Myndighedernes henstilling er ikke et problem for ytringsfriheden, siger hun, eftersom der ikke er tale om et ytringsforbud, men netop blot en henstilling.

»Til gengæld er det en stor udfordring for den redaktionelle frihed. På den ene side er det klart, at når en offentlig myndighed går ud og beder medier om ikke at dække en aktion, der er i gang, ja, så har de selvfølgelig nogle rigtig gode grunde til det. På den anden side er pressen forpligtet til at dække emner af samfundsmæssig interesse; de må ikke undertrykke oplysninger, som befolkningen har krav på at få. I det felt er der bestemt en udfordring,« siger hun.

Myndighedernes henstilling giver ifølge formanden for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, mening, for som han siger: Terrorister er også på Facebook, og de læser også aviser. Men når terrortruslen er konkret, som man må formode, at den er i Belgien, er der en risiko for, at visse af pressens vilkår forandres. Det kan ikke undgås. Man bør dog kunne forvente, at medierne bringer en tydelig deklarering af, hvad de gør eller ikke gør – og hvorfor, siger han.

»Det er klart, at jeg er bekymret på vegne af den frie presse. Jeg synes ikke, det er ideelt, men i hvert fald bør den frie presse gøre sig umage for at fortælle, under hvilke omstændigheder man har valgt at gøre, som man har gjort. For det er vigtigt, at borgeren kan læse, høre og se, at når journalisterne ikke står og livedækker ved siden af den metrostation, hvor der angiveligt foregår et eller andet, så er det ikke, fordi de har opgivet at livedække.«

Det er altså ikke grundlæggende rettigheder, der er på spil. I det franske magasin Le Nouvel Observateur skriver journalist og mediekritiker Daniel Schneidermann, at det er »åbenlyst, at det ikke underminerer pressefriheden, at pressen undgår at offentliggøre geografiske oplysninger«.

»Men,« fortsætter han, »vil vi så også undlade at kritisere politiets handlinger, hvis det viser sig, at de ikke er helt efter bogen? Vil vi afstå fra at tale med naboerne i de lejligheder, hvor politiet har været? De arresteredes advokater?«

Den konkrete vurdering

Det er bestemt en udfordring, medgiver både Lars Werge og Vibeke Borberg, og ingen af dem har noget klart svar på, om vi skal forberede os på i stigende grad at skulle forholde os til den slags.

»Der har jo været en konkret trussel her, så det afhænger meget af, hvordan det konkrete trusselniveau bliver i fremtiden,« siger Vibeke Borberg, som understreger, at man må gå ud fra, at ingen ønsker, at denne slags henstillinger skal blive hverdag for vestlige medier.

Der har i Danmark været meget få eksempler på, at myndighederne frabeder sig den samlede presses dækning. Mediejuristen kan kun komme i tanker om sagen om kapringen af skibet MV Leopard, hvor to danske besætningsmedlemmer blev holdt som gidsler i Somalia. Umiddelbart efter kapringen omtalte de danske medier sagen, men på et tidspunkt skred Udenrigsministeriet ind og anbefalede medierne ikke at fortsætte deres dækning. Det var således en henstilling om ikke at rapportere, fordi man vurderede, at det kunne skade gidslernes sag.

»Som de fleste nok husker, foretog Ekstra Bladet og til dels TV 2 den helt selvstændige vurdering, at de fortsatte med at dække sagen,« siger Vibeke Borberg.

Det var en kontroversiel beslutning, som gik imod den henstilling, der lå, og som endte med en alvorlig kritik af de to medier i Pressenævnet.

Men både Lars Werge og Vibeke Borberg mener, at medierne i hver eneste konkrete situation må foretage en afvejning af, hvorvidt der skal dækkes eller ej.

»Det må altid bliver en konkret vurdering af myndighedernes henstilling over for vigtigheden af den information, man holder tilbage,« siger Vibeke Borberg.

Hvorvidt den begrænsede rapportering fra Bruxelles – og de mange billeder af katte – rent faktisk har haft nogen effekt for myndighedernes arbejde, er ikke til at sige. Ikke desto mindre valgte belgisk politi at kvittere for de mange hjælpende tweets. Mandag aften lød det fra Twitter-kontoen Federale Politie: »Til de katte, der hjalp os i går … Værsgo.«

Vedlagt tweetet var et fotografi af en madskål med ’Politi’ skrevet på siden fyldt til randen med kattemad.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Jensen

Det er trist, når man må indføre undtagelsestilstand. Borgernes rettigheder og friheder vil naturligt blive indskrænket. Advarsler til befolkningen om at fjenden lytter med, er imidlertid standard i al krigsførelse. En opfordring til ikke at offentliggøre politiets aktiviteter på facebook, forekommer mig i den sammenhæng som ganske fornuftig. Jeg tror endda, at jeg vil kunne acceptere et forbud under krigslignende omstændigheder.

anbefalede denne kommentar