Myteknuseren, der selv blev en myte

Enhver, der – som undertegnede – har haft sin regelmæssige gang på Institut for Kunst og Kultur ved Københavns Universitet Amager, har stiftet bekendtskab med franskmanden Roland Barthes.

Hans portræt pryder bagvæggen i instituttets kaffebar, der naturligvis bærer navnet ’Roland Bar’, og hans livsværk er på samtlige af instituttets pensumlister. Han er vel mere eller mindre instituttets maskot. Og Roland Barthes’ forfatterskab har utvivlsom præget det overordnede kulturbegreb på Institut for Kunst og Kultur: Sæbepulverreklamer og glatte Citroën-design analyseres her med samme alvor som Marcel Prousts berømte madeleinekage. Og hans brede interessefelt har været medvirkende til en udviskning af grænser mellem høj- og lavkultur – i universitetsverdenen i hvert fald.

Roland Barthes blev født i 1915 og døde i 1980. Han blev uddannet i klassisk filologi og fransk litteratur fra Sorbonne og prægede efterkrigstidens franske åndsliv markant med sine kritiske skrifter og sine rebelske – ofte strukturalistiske – analyser. Hans skrivestil rækker fra det impressionistiske til det encyklopædiske: Han skriver på dufte, frie associationer såvel som matematiske formler og i lingvistiske systemer.

Og netop hans metodiske rodløshed og brede interessefelt gør det svært at danne sig et overblik over hans livsværk. Men man kan groft inddele Roland Barthes’ forfatterskab i tre faser: den ideologikritiske i 1950’erne, den strukturalistiske i 60’erne og så en mere vitalistisk energisk fase i 70’erne.

Totemdrik og mælk

Uden for universitetsverdenen er han nok mest kendt for værket Mytologier fra 1957, hvor han går kritisk til fransk massekultur anno 1950. Ifølge Roland Barthes rummer ethvert produkt, objekt og sprogligt udtryk en ideologi såvel som en historisk funderet situation: »Det er når historien fornægtes, at den er mest umiskendeligt på færde,« skriver han.

Fornægtelsen sker via »den store naturaliseringsmaskine«, hvor historie og natur blandes sammen og danner myter. Roland Barthes definerer myten som »en kulturel og sproglig konstruktion«, der fremstår naturlig og tidsløs. Men det er den ikke, påviser Roland Barthes i Mytologier. Myten bærer altid det historiske og ideologiske i sig.

For Roland Barthes’ tilhører myterne altså på ingen måde en svunden tid; de er i allerhøjeste grad til stede i modernitetens og massekulturens virkelighed. I eksempelvis vinen, den franske ’totemdrik’. Eller i antivinen, den hollandske komælk. Begge drikke serveres med jævne mellemrum i plastikkrus i Roland Bar med en hilsen til hans højt berømmede tekst »Vin og mælk« fra Mytologier.

Netop vinen er for Roland Barthes lig med den franske statsfornuft. Den er en lige så essentiel del af fransk kultur som de 360 allervigtigste oste.

»Vinen er en konverterende, forandrende totemdrik. En substans, der kan vende om på tilstande og situationer,« skriver han i Mytologier. »Vinen forherliger et hvilket som helst klima, således at den ved kolde temperaturer associeres med alle myterne om opvarmning, mens den i glødende hede forbindes med forskellige udtryk for skygge, kølighed og skarp friskhed.«

Over for vinen står ikke vandet, som man skulle tro, men derimod mælken: »Mælken udgør den sande anti-vin: Vinen er kirurgisk, den foretager indgreb, forandrer og forløser; mælken er kosmetisk, den forbinder, dækker og heler. Desuden giver den renhed, som kan associeres med barndommens uskyld, en garanti for styrke,« konkluderer Roland Barthes og henviser til, at helten i amerikanske actionfilm »aldrig har noget imod et glas mælk, før han trækker sin retshåndhævende skyder frem«.

Roland Barthes’ billedrige og småvrøvlende poetiske analyse munder herefter typisk ud i den ideologikritik, der kendetegner store dele af hans forfatterskab: »Nok er det sandt, at vinen er en skøn og god substans, men derfor er det ikke mindre sandt, at vinavlen udgør en vægtig del af den franske kapitalisme.« Og den franske kapitalisme, pointerer han, er uløseligt knyttet til koloniseringen af Algeriet, hvor algeriske bønder er pålagt at producere druerne til en myte, der intet har med algerisk jord eller kultur at gøre. Selv de mest behagelige, berusende eller tilsyneladende uskyldige myter har en skyggeside.

Potentielt farlige, men smukke

Myterne skal ikke forstås som direkte kapitalistiske og samfundsskadelige. For Roland Barthes havde myterne en særlig æstetisk værdi i sig selv. Men de kan blive farlige, hvis vi lader os forblænde og glemmer deres ’unaturlighed’. I så fald bliver de med Roland Barthes’ egne ord »den ukritiske borgers alibi for passivitet og ikke-refleksion«.

Og netop denne overbevisning er fast inventar – også uden for Roland Bar – på Institut for Kunst og Kultur. Når æstetiske såvel som populærkulturelle produkter dissekeres, gøres det altid med franskmandens læresætning ’Tout signifie! Alt har en betydning!’ in mente. Alle nuancer og detaljer må endevendes med et kritisk blik – nydes, jovist – men endevendes.

I Roland Bar blev franskmandens runde fødselsdag naturligvis fejret med totemdrik fra papbeholdere, mens instituttets undervisere præsenterede og diskuterede deres foretrukne Barthes-tekster og anekdoter. Med historisk ironi er myteknuseren selv blevet en myte.

Hvordan Roland Barthes ville forholde sig til den mytologisering, han posthumt er blevet objekt, for er selvsagt uvist. Men mon ikke han ville nyde at se sit portræt på bagvæggen i Roland Bar? Roland Barthes’ forfatterskab vil i hvert fald fortsat præge, begejstre og blande sig i både det brede og det smalle kulturelle landskab. Den afdøde Roland Barthes fylder et århundrede og det må fejres – i både mælk og vin.