Læsetid: 6 min.

Når underholdning har virkelige ofre og gerningsmænd

Antallet af tv-serier og radiopodcast, hvor handlingen er baseret på virkelige forbrydelser, stiger. Virkelige krimihistorier, der tages op igen og efterforskes, og hvor dem, der følger med, er involveret i alle detaljer. Men hvad rejser det af problematikker, når man laver underholdning ud af forbrydelser fra den virkelige verden?
the jinx robert durst

I dag ser vi mere og mere underholdning baseret på ægte forbrydelser, og vi er mange, der har siddet suget fast til skærmen, når HBO-serien The Jinx følger den mystiske millionær Robert Durst, der i årevis har været sat i forbindelse med mordene på sin kone og veninde. 

HBO Nordic

27. november 2015

Et koldblodigt massemord på en familie i Kansas og følgerne deraf udgjorde handlingen i Truman Capotes bog In cold blood fra 1966. Og måske var det allerede med udgivelsen af den, at true crime-genren for alvor startede. Eller i 1988, da filmen The Thin Blue Line af Errol Morris udkom. En film, der undersøgte mordet på en politimand i Dallas, og som førte til løsladelse af ham, der var dømt for drabet.

I dag ser vi mere og mere underholdning baseret på ægte forbrydelser, og vi er mange, der har siddet suget fast til skærmen, når HBO-serien The Jinx følger den mystiske millionær Robert Durst, der i årevis har været sat i forbindelse med mordene på sin kone og veninde. Eller haft den amerikanske podcastserie Serial om en 15 år gammel mordsag i ørene, hver gang chancen har budt sig.

True crime dækker over en genre, hvor virkelige kriminalsager, oftest mordsager, tages op igen, efterforskes og udfoldes for et publikum. Det er virkelige historier, hvor hver en detalje undersøges på ny, og som udvikler sig, mens vi lytter eller ser med. Hvor virkeligheden fiktionaliseres, så domsakter og tørre detaljer bliver let forståelige.

Læs også: ’De bedste historier har mindst brug for os’

En genre, der går ned i detaljerne og det undersøgende, mens der samtidig stilles høje krav til etikken. For hvad har det egentlig af betydning, når en journalist gennemresearcher og udfolder en sag ved brug af fiktionens fortælleteknikker, når sagen omhandler virkelige forbrydelser, som både har ofre og gerningsmænd?

Krimi til aftenkaffen

Både The Jinx og Serial vakte stor opsigt ved at være en blanding af dokumentaristiske fortællinger om mordsager og graverjournalistik med journalisten som fortæller, der blander sig i efterforskningen. Serierne skabte et comeback for en genre, som tabloidaviser oftest har haft patent på, nemlig de ægte kriminalhistorier.

»At fortælle virkelige krimihistorier er et fænomen, der er vokset helt vildt. Ingen kunne drømme om, at flere millioner mennesker over hele verden ville følge med i en 15 år gammel mordsag som i Serial«, siger Phoebe Judge, der står bag den amerikanske podcast Criminal, til Information.

Criminal består indtil videre af 30 episoder om mennesker, der har gjort eller oplevet noget kriminelt, og Phoebe Judge var for nylig i Danmark for at tale om netop dette, da hun deltog i seminaret ’Based on a true story: True crime’ under filmfestivalen Copenhagen DOX.

»Der har altid været en fascination af krimi i populærkulturen med film baseret på virkelige hændelser og krimier til aftenkaffen. Men de ægte krimihistorier var et emne, der ikke blev dækket særlig ofte, og vi vidste, at vi aldrig ville løbe tør for historier. Derfor startede vi Criminal« siger Phoebe Judge.

De ægte krimihistorier leveret som underholdning spreder sig. Senere på året kommer den længe ventede anden sæson af Serial, og en tredje sæson er også på vej. I Sverige hedder deres svar på Serial Spår, og i Danmark kunne podcastlyttere i sidste uge høre første afsnit af Third Ears nye true crime-krimiserie Ringbindsattentatet.

»Jeg tror, vi vil se meget mere af den her slags. Både fordi der er uendeligt mange historier, og fordi folk godt kan lide at være i en position, hvor de kan være dommere og bedømme, hvad der er rigtigt og forkert, og hvem der er skyldige eller uskyldige,« siger Phoebe Judge, som mener, at den her genre er så populær, fordi krimihistorier rører noget i os alle.

»Vi er tiltrukket af ting, vi ikke selv har oplevet, men som vi potentielt kan blive ofre for eller selv gøre,« siger hun.

Krister Moltzen fra Third Ear, som sammen med Tim Hinman står bag Ringbindsattentatet, tror, at en af grundene til, at det er så populært at følge de ægte krimihistorier, er, at det er umiddelbart interessant.

»Det handler om de store spørgsmål i livet, noget alle tænker på og vil have en bid af.«

Han forklarer, at de hos Third Ear aktivt bruger det, at folk allerede kender krimigenren så godt. Derfor gør de brug af de samme redskaber, som man bruger i fiktion, når de laver Ringbindsattentatet.

»Man ser mere og mere, hvordan redskaberne fra fiktionens verden bruges i de her true crime-ting. Det skaber dynamik i fortællingen,« siger han.

»Folk er besatte af krimier, de ser Barnaby hver aften og læser krimibøger. Vi kan spille på, at folk kender den her genre så utroligt godt, at de ved, hvad de skal føle hvornår, og hvad en cliffhanger er.«

Med Ringbindsattentatet gør de brug af både cliffhangers og who done it-plot for at servere det præcist for lytteren. Virkemidlerne skal skabe dynamik i fortællingen, som følger politiets proces i arbejdet med en mystisk sag, hvor en mand modtager et ringbind, og da han åbner det, bliver han skudt af en fastspændt pistol.

Høje krav til etik

At sørge for, at kriminalhistorier får ordentlig dækning i medierne, har ifølge Phoebe Judge stor betydning for hende i arbejdet med denne genre. Hun forklarer, at krimistof i pressen ofte er dækket dårligt og sensationelt uden omtanke for dem, der er indblandet.

»Det handler for os om at gøre det anderledes, ægte og mere betænksomt over for dem, der er involveret. At være tabloide er det modsatte af det, vi vil. Vi har ikke brug for at hype dramaet op i de historier, vi dækker, for de er gode nok i sig selv.«

Arbejdet med en genre som denne stiller hårde krav til fortællemetoder, dramaturgi og samtidig etik, mener Phoebe Judge. De ting skal hænge sammen, og det kræver hårdt arbejde, når man arbejder med ægte historier, men bruger fiktionens greb til at gøre det mere spændende for modtagerne.

Også hos Third Ear mener de, at det er vigtigt at gå en anden vej, end tabloidaviserne normalt gør med krimistof.

»De historier, vi fortæller, er som oftest rapporteret i tabloidaviser, men de fortæller dem dårligt. Vores claime to fame er, at vi fortæller dem ordentligt. Med respekt for de mennesker, der medvirker,« fortæller Krister Moltzen.

Men udover de dramaturgiske overvejelser, er der også mange andre etiske tanker, man skal gøre sig, netop når man arbejder med ægte forbrydelser og dermed også rigtige ofre, gerningsmænd og pårørende, forklarer Krister Moltzen.

»Vi laver underholdning ud af en meget dramatisk og alvorlig sag, og det kræver en masse arbejde og overvejelser,« siger han og bakkes op af sin makker Tim Hinman, der uddyber, at det især også sætter høje krav til research.

»For at vi kan være komfortable med at fortælle den her historie, har vi besluttet ikke at sige noget, der ikke er sagt i retten, står i politirapporten, eller bliver sagt af de medvirkende selv,« fortæller han.

» Vi har indbygget forbehold i historien, så lytterne hele tiden husker på, at det her kun er mistanker, og at alle er uskyldige, indtil andet er bevist.«

Phoebe Judge forklarer, at arbejdet med de ægte krimihistorier er hårdt og langtrukkent, fordi der er ekstremt store krav til etikken, når man tager rollen som både dommer og efterforsker.

»Min største frygt er, at der er nogen, der siger: ’Hey, det er ikke rigtigt’,« siger Phoebe Judge og fortæller, at det kræver ekstremt meget research at sikre, at de historier, de fortæller, er rigtige og ikke tager parti.

»Det vigtigste for os er at være fair og ægte, ellers holder det, vi laver, ikke rent etisk,« fortæller hun.

»Vi dropper mange historier, fordi vi ikke kan faktatjekke dem. Vi er sindssygt opmærksomme på, at vi ikke fremlægger noget forkert, for vi ved, hvor meget magt det her kan have,« siger hun og henviser til både The Jinx og Serial. Begge fortællinger har haft store konsekvenser for de involverede. Robert Durst fra The Jinx blev anholdt for mord efter seriens sidste afsnit blev vist, mens en dommer i Baltimore den 6. november besluttede, at hovedpersonen i Serial, Adnan, der har siddet fængslet 15 år for mordet på sin ekskæreste, får en ny chance i retten.

»Med denne genre er der potentiale for at ændre ting politisk. Det kræver seriøse overvejelser,« siger hun og forklarer, at det handler om gennemsigtighed, når man laver sin historie.

»Når vi ikke kan være helt gennemsigtige, altså præcist fortælle, hvordan vi har lavet historien, men har brug for at gemme ting for at få historien til at hænge sammen, er det tid til at droppe den« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en fuldkommen forkert opfattelse blot at se dette som "underholdning". Kunst er ikke underholdning, og det er dokumentarudsendelser heller ikke. Ting kan godt være underholdende, selvom de er alvorlige - og omvendt kan de så selvfølgelig være så kulørte, at det er en uanstændig måde at behandle noget så alvorligt.
Men det er godt nok en misforstået devaluering af den kommunikative offentlighed at rubricere det som "underholdning".

Dino Avdibegović, Jens Kofoed og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar

@Steffen

Definitionen af, hvad kunst reelt er for en dims, er svær. I dag er definitionen så bred at praktisk taget alt kan siges at være kunst. Nogle mener så at man kan skelne mellem god og dårlig kunst, men her skal man være overordentlig varsom. Der findes ikke nogen klar definition af, hvad der skiller god og dårlig kunst, så det bliver en ca. 100% subjektiv bedømmelse. Heri ligger noget af det mest interessante ved kunsten. Den skaber debat.

Til gengæld er det lidt elitært, på den lidt ufede måde, at sige at underholdning ikke er kunst (eller omvendt). Specielt i de bløde videnskaber bruger man ofte at "stemme" om konsensus, og f.eks. den mere poppede del af musikken lader til at have et ret bredt publikum. Her kan man selvfølgelig altid mene at den del af befolkningen har "dårlig smag", men så bør man nok gå i gang med at læse lidt Bourdieu ;)

Ift. etiken er begrebet, om muligt, endnu mere subjektivt end kunst, så personligt slubrede jeg The Jinx i mig, mens jeg tænkte noget ala "Guilty as Hell!". Problemet er at alt det med etik bliver temmeligt indviklet, hvis man virkeligt går i dybden med den. Nogle af de klassiske etiske dilemmaer er stadig ret svære at besvare. F.eks.: Må man skubbe én person ud foran et fyldt tog, som er på vej mod en kollapset bro? Det har vi mennesker valgt at løse ved at have jura, dommere mm. I mit Univers er det ikke optimalt, men det er klart bedre end folkedomstole på nettet. Jeg tror det er ret sundt for Verden at Robert Durst blev burret inde, men jeg synes det er lidt skræmmende at der skulle en HBO serie til før det skete.

Helt utroligt at man skrive en artikel om sådanne ting uden at komme ind på den danske serie Rejseholdet fra 1990erne, hvor man netop tog udgangspunkt i virkelige sager. Og lavede dem lidt og dramatiserede dem en smule - eller meget op - så folk virkelig kunne - ahem - nye? eller hvad de nu gjorde krimien til aftenkaffen....

Carsten Mortensen, Henrik L Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Problemet som jeg mener flere af disse serier overser er når de taler med potentielle nye vidner. Disse har ikke nogen beskyttelse efterfølgende ligesom der kan rejses tvivl om hvorfor de stiller deres viden til rådighed for tv men ikke for den oprindelige efterforskning.

Ligeledes i the jinx hvor en udtalelse optaget på toilettet fik afgørende betydning. Men fordi vi ikke kan se kropssprog og ansigtsudtryk i dette, måske sarkastiske udbrud, kommer ordene til at stå ganske alene.

Disse dokudrama farver befolkningens opfattelse, og kan eventuelt få indflydelse på fremtidige retssager når de omhandler såkaldte kolde sager der senere bliver opklaret.

»Vi er tiltrukket af ting, vi ikke selv har oplevet, men som vi potentielt kan blive ofre for eller selv gøre,« siger hun.

Øv så dur min ide ikke! jeg tænkte ellers det kunne være int. med en serie om politisk svigt, og det har alle "de lavindkost" danskere jo oplevet, fra både s, sf ,og df!!

Mit problem med denne genre er at den oftest tager udgangspunkt i de sager der vil være nemmest og filme og de sager hvor publikum ikke bliver for frastødt. Det hele kommer til og omhandle offer og gerningsmand og detektiver/ politi/ jounalister. Som om det er en lukket kreds udenfor det almindelige samfund.
Der findes flere sager hvor det omgivne samfunds autoritetstro, fordomme og politiske interesser har været medvirkende til at drabsmænd og flere seriemordere har gået fri i første omgang. Nogle er senere anholdt, andre er ikke. Men okay den vinkel er måske for etisk stødende?

Jack Unterwegger, seriemorder. Løsladt før tid for drab grundet folkestemning. Blev mediedarling og i kraft af sin rolle som rehabiliteret også medarbejder på et kriminalmargasin og kørte med politiet rundt og så på de gerningssteder af hans nylige ikke opklarede seriedrab. Sjovt nok havde de nye drab samme signatur som det ene drab han havde siddet kortvarigt inde for. Prostitueret kvalt med sin egen BH.

Jeffrey Dahmer, seriemorder. Fik tilbageleveret en flygtet halvt bedøvede sorte teenageoffer direkte fra politiet som tog ofret med tilbage til Dahmers lejlighed for at tjekke historien. Dahmer fortalte at det hele var en bondageleg og så gik politiet og Dahmer fuldførte voldtægt og drab på den 14 årig.
Historien gentog sig men det næste flygtende offer blev ikke returnet til Dahmer.

Danmark: Uskyldig mand fængsles særdeles hurtig for drab på en pige fundet voldtaget og dræbt i den ejendom han bor i. Den virkelige gerningsmand bor også i ejendommen og har en forhistorie med voldtægt. Politiet lækker informationer til pressen om muligt DNA spor på den uskyldige. DNA undersøgelsen bliver ikke fremskyndet, selvom det ellers er normen i disse sager. Den uskyldiges Facebook billede og navn er nu almindelig kendt i offentligheden. DNA undersøgelsen frikender den uskyldige og føre til den virkelige gerningsmand.