Læsetid: 4 min.

Ondskabsfuld politik

Da billedet af den lille, døde dreng på stranden et sted i Tyrkiet gik verden rundt, fik det den daværende oppositionspolitiker Søren Pind til at græde. Han er ikke oppositionspolitiker længere, han er justitsminister. Sådan én græder vel ikke?
Da billedet af den lille, døde dreng på stranden et sted i Tyrkiet gik verden rundt, fik det den daværende oppositionspolitiker Søren Pind til at græde. Han er ikke oppositionspolitiker længere, han er justitsminister. Sådan én græder vel ikke?

Ib Kjeldsmark

21. november 2015

Hvis der er tale om helt små børn, vil de i de fleste tilfælde have glemt deres far, hvis han flygter, og de først ser ham igen tre år senere. Det vil være konsekvensen, hvis regeringens planlagte stramninger af muligheden for familiesammenføring for de flygtninge, der kommer til Danmark fra bl.a. Syrien, føres ud i livet. Det er ikke bare usselt i al almindelighed, det er direkte ondskabsfuldt. At formålet er at gøre Danmark så uattraktivt for flygtningene, at de søger andre steder hen, er regeringen ærlig nok til at vedgå. At det er unfair over for andre lande, der så må modtage flere flygtninge, end de ellers ville være nødt til, spiller åbenbart ikke nogen rolle for Folketingets såkaldte Blå Blok. Enhver er sig selv nærmest, synes at være opfattelsen. Bortset fra DF, der lider af sygelig angst for alt udenlandsk, repræsenterer partierne i den blå blok jo især vælgere, der har deres på det tørre. Hverken Venstre, De konservative eller Liberal Alliance er jo partier, der i særlig grad appellerer til lavtlønsgruppen, for nu at sige det på fagforeningsk. Det er med andre ord ikke nogen særlig anfægtelse at sidde i sit lune parcelhus eller sin Strandvejsvilla og henvise nødstedte mennesker til at overnatte vinteren over i telte. Måske jubler man ikke ligefrem ved tanken, mens man lige løfter benene, så au pairen kan støvsuge under yndlingsstolen, men det er nu engang nødvendigt, mener man. Nødvendigt at gøre Danmark så uattraktivt som vel muligt. For flygtninge. At man dermed også gør Danmark uattraktivt for ikke så få danskere, er der så ikke rigtig noget at gøre noget ved. Det fattige brokker sig nu engang altid, som de to rige typer fra Rytteriet siger.

De har bare at være tilfredse

Det gør de venstreorienterede og pladderhumanisterne også, men de har nu heller aldrig haft særlig meget realitetssans. For dem er den nødvendige politik en by i det gamle, nu nedlagte Sovjetunionen. Som den konservative leder, Søren Pape, siger, så er socialister sådan nogle, der er bedst til at bruge løs af andre folks penge. Dem der har pengene, derimod, har også ansvarsfølelse. Der skal ikke ruttes med lovligt erhvervede lønninger i topklassen. Symbolsk udtrykt, så har de det bedst i lommen på dem, der har tjent dem. Om ikke i deres ansigts sved, så dog under indtryk af mange søvnløse nætters spekulationer om, hvorvidt man nu også har anbragt sine midler på den mest hensigtsmæssige, overskudsgivende og skattebegunstigede måde. Hvad tomme huse og nedlagte kaserner angår, så vil flygtninge simpelthen få det for bekvemt, hvis de får lov til at bo der. Man kan frygte, at de direkte vil begynde at sætte pris på vores dejlige lille land. Så ud i teltene med dem. Et par velsignede frostgrader i løbet af den tilstundende vinter, på egnen omkring Thisted, skal nok få dem på andre tanker. Og gu skal de da ikke have lov til at lave deres egen mad, de har bare at være tilfredse med, hvad de får serveret. Mod betaling, naturligvis. For selvfølgelig skal de ikke vænnes til, at sådan en uting som gratis mad er sædvane i Danmark.

Da billedet af den lille, døde dreng på stranden et sted i Tyrkiet gik verden rundt, fik det den daværende oppositionspolitiker Søren Pind til at græde. Han er ikke oppositionspolitiker længere, han er justitsminister. Sådan én græder vel ikke? Specielt da ikke når han på eget initiativ har skaffet sig et tilnavn som byens nye sherif. Nu drejer det sig om lov og orden, ikke om sentimentalitet og rørstrømskhed. Som de siger i rigtige westerns, så er der nu engang noget, som en rigtig mand er nødt til at gøre. Sin pligt, nemlig. Og pligten lige nu er åbenbart at holde Danmark fri af tilrejsende horder af folk, der har brug for hjælp. Kunsten at græde i kor er en roman af Erling Jepsen. En film også. Det er ikke en kunstart eller en idræt, man har tænkt sig at dyrke i regeringen eller i blå blok. Ingen flæb her, rigtige mandfolk græder ikke. Det gør Inger Støjberg heller ikke, hun er nemlig også et mandfolk.

Hvad vil Dronningen sige?

For resten er det slet ikke nødvendigt med tre år for at få f.eks. et toårigt barn til at glemme den af forældrene, der er fraværende. Allerede efter så lidt som tre uger skal forbindelsen genoprettes. Det bliver den ganske vist også så, som regel efter få timer. Men hvordan forholder det sig efter tre år? Når man tænker på, at genforeningen skal finde sted i et telt i Nordjylland? Og en anden ting: hvad vil Dronningen mon sige til det? Jeg mener i Nytårstalen, måske allerede den, hun skal holde næste gang. Misforstå mig ikke, som god venstreorienteret er jeg selvfølgelig modstander af kongehuset. Men sådan som person, så virker konen da klog nok. Hun er ikke noget umenneske, hun er fornuftig nok, vel ikke ligefrem hemmeligt medlem af Enhedslisten, men da et par grader pladderhumanistisk, vil jeg tro. Vil hun sende en særlig, hjertevarmende hilsen til de af vores ’gæster’, der må tilbringe vinteren i telte, men dog kan glæde sig over, at i Danmark er der fred og ingen fare. Ingen bomberegn fra amerikanske og danske fly, der er på fredsmission i deres hjemlande, formørker himlen over Thisted. Dermed får de lejlighed til at lære en af de danske kerneværdier at kende: når frosten bider og stormen hærger, så hygger vi inden døre ved tællepråsen. I lune huse for det meste, men i nødsfald kan et telt også gøre det. Gud bevare Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Hans Larsen
  • Olav Storm Jensen
  • Jørgen Kærbro Jensen
  • Steen Sohn
  • Niels Duus Nielsen
  • Torsten Jacobsen
  • Dorte Sørensen
  • Jan Weis
  • Randi Overgård
  • Grethe Preisler
Tino Rozzo, Hans Larsen, Olav Storm Jensen, Jørgen Kærbro Jensen, Steen Sohn, Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen, Dorte Sørensen, Jan Weis, Randi Overgård og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dronningen har vel ønsket, at julemanden uddeler en Hanstholmsmoking til alle de frysende ’gæster’ i Thisted og omegn med ønsket om, at guderne bevarer Danmark …

Olav Storm Jensen

Kære Bent Vinn Nielsen

Desværre er kronologien omkring hvornår Søren Pind blev justitsminister og hvornår billedet af den lille druknede Aylan Kurdi gik verden rundt helt gal.

Googling på sagen viser at billedet er fra 2. 9. 2015 og at Søren Pind blev justitsminister 28. 6. 2015. Modsigelsen mellem hr. Pinds menneskelige reaktion på billedet og hans medansvar for regeringens ’gør Danmark uattraktivt for flygtninge’-politik, kan altså ikke forklares ved, at det var som oppositionspolitiker han kunne tillade græde over den døde dreng.

Men det er selvfølgelig let at forstå at modsigelsen kan virke så voldsom, at man kan komme til at gætte på forkerte forklaringer. Spørgsmålet er om det for hovedparten af politikerne omkring magtens centrum p.t. ikke nærmest er reglen, at forholdet mellem retorik og handling er ekstremt modsigelsesfyldt.

georg christensen

Jeg grad også dengang, men på ingen måde sammen med ham, det ville simpelthen forstyrre min værdighed overfor LIVET , at græde krokodille tårer sammen med en sådan "abekat".