Læsetid: 2 min.

På friheden og menneskets side

Vi havde ikke andre valg over for geværmundingerne og kanonerne på tanksene, over for de daglige, dødelige tøndebomber eller over for maskerede mordere eller mordere under pseudonymer fra nord til syd i Syrien
Mustafa Ismail er en af de forfattere, der deltog i festivalen for eksillitteratur.

Mustafa Ismail er en af de forfattere, der deltog i festivalen for eksillitteratur.

Ulrik Hasemann

28. november 2015

I det tøj, vi gik og stod i, nogle af os med fjerlette tasker, kom vi til Europa, og Danmark var et af de endemål, som vores udlængsel rettede sig imod.

Efter lidelserne på flugten – som Odysseus’ rejse eller Prome-theus’ pinsler – og efter lidelserne under diktaturets treenighed: Faderen, sønnen og efterretningsvæsnerne, der havde gjort landet til et republikdømme af frygt.

Mentalt og sjæleligt ødelagte nåede vi Danmark som ruinhobe på to ben. Her var vi i flere måneder ikke i stand til at udveksle smil med danskerne. Vores smil mindede mere om en druknet, der er svær at trække op af labyrinten i havet. Vi var og er stadig de ofre, der blev frelst fra den lange kæde af drab, og på den måde ligner vi vores ødelagte byer, vores huse, der er blevet omdannet til en bunke sten og ruiner.

Alt har vi ladt bag os: år af minder, vores fotoalbum, billeder af vores bedsteforældre, der hang på væggene. Vores børns legetøj, vores glæder og sorger, vores kære, vores første øjeblikke af forelskelse, vores nederlag og barnlige støj i barndommens landkort.

Vi havde ikke andre valg over for geværmundingerne og kanonerne på tanksene, over for de daglige, dødelige tøndebomber eller over for maskerede mordere eller mordere under pseudonymer fra nord til syd i Syrien, ligesom det ikke kom på tale at stå neutralt over for forbrydelsen eller blot blive til sælgere af sproglig ammunition for regimet. Det eneste, vi skulle, var at stå på frihedens og menneskets side og ikke stå sammen med de forbryderiske magthavere; dette må være den kreatives moralkodeks, og det er det eneste, man forventer af den intellektuelle. Det eneste, der driver de kreative kræfter, er at drive folk tilbage til frihed, tryghed og fred. Den kulturelle retning på kompasset afviger fra den politiske.

Vi havde ikke andre valg, blækket kunne intet stille op over for den voldsomme mængde af blod. Over for efterretningstjenesternes kældre, og det var ikke i vores lod, os blækvæsener, at åbne lugen til lyset på klem midt i alt krudtet og alt det had, som lægger sig som et slør over menneskets horisont.

Det var ikke muligt for digteren eller manuskriptforfatteren at sørge for, at ofrene på gaden fik den mindste mængde af brød, glæde eller tryghed. Den syriske tragedie var større end vores evne til at udholde, og deres smerter var større end Aischylos og Sofokles. Derfor er vi her, vi, der har overlevet Bashar, Daesh og Irans Holocaust.

Teksten er et uddrag at et essay, Mustafa Ismail læste op på Minifestival for syrisk eksillitteratur

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette M. Abildgaard
  • Benno Hansen
Jette M. Abildgaard og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu