Læsetid: 4 min.

En plapren i naturen

Transart var navnet på et tre dage langt træf mellem arter, arrangeret af mennesker, der gerne vil tale om, hvordan livsformer er viklet ind i hinanden. Her var økokunst, algebar og en begejstret uenighed om, hvorvidt man kan finde sprog i et landskab
Transart var navnet på et tre dage langt træf mellem arter, arrangeret af mennesker, der gerne vil tale om, hvordan livsformer er viklet ind i hinanden. Her var økokunst, algebar og en begejstret uenighed om, hvorvidt man kan finde sprog i et landskab

Molly Wittus/iBureauet

21. november 2015

Den bedste uenighed, jeg længe har været vidne til, handlede om, hvorvidt man kan finde sprog i et landskab. Jeg tror også, den begejstrede de uenige. Diskussionen fandt sted i en paneldebat til et weekendlangt arrangement ved navn Transart. Her havde Laboratoriet for Æstetik og Økologi (det findes, hvilket både er nyt for mig og ret skønt) kurateret en udstilling og et program af workshops, optrædener i Dome of Visions, som er et kuppelformet midlertidigt forsamlingshus med fokus på bæredygtighed, som ligger ved siden af Det Kongelige Bibliotek på Christians Brygge i København. Arrangørerne ville hverken kalde det en udstilling, et seminar eller en festival. Det var et træf for forskellige arter og livsformer, og den erklærede ambition var at »belyse og eksperimentere med de måder, arter holder hinanden med selskab på«.

Kunstværkerne, der stod rundt omkring i Dome of Visions, demonstrerede på forskellig vis, hvordan livsformer kan være indviklet i andre livsformer. Eller rettere: Hvordan livsformer dårligt kan være andet end viklet ind i hinanden. Et videoværk handlede om en laboratorierotte, der lægger krop til videreudviklingen af en kræftbehandling, og om kunstneren, Beatriz da Costa, som modtager den. Brasiliansk-amerikanske Eduardo Kacs værk viste, hvordan han har isoleret og sekventeret et gen, hvis normale funktion er at identificere og afvise fremmedelementer, fra sit eget blod og podet planten petunia med det. Sådan har han skabt en ny plante ved navn Edunia med flotte blodårelignende strukturer. En installation opfordrede til at engagere mig i planters sanseerfaringer. Det ved jeg ikke, hvordan man gør. Der var også mikrobiel hud i glas (det var smukt); en algebar, der solgte algeshots, som smagte af vingummi og lugtede af mose; optagelser af et muslingekor og af æslers mavelyde, der ifølge værkbeskrivelsen »snor sig om spørgsmål om intra-artsligt nærvær og ansvar«. Birgitte Krogsbøll havde skrevet en liste over dyr med værdifulde stoffer i navnet ordnet efter kilopris og i stigende orden fra jernspurv til narkohund. En tekst af Asta Olivia Nordenhof sammenlignede et menneskes og et træs selvopholdelsesdrift.

Asemisk skrift

Angela Rawlings, som bl.a. er digter, spurgte i sin performance, om skrift nødvendigvis er en menneskelig aktivitet. Er det muligt for mennesker at kommunikere med komponenter i et økosystem? Hvilke former og mønstre kan i så fald opfattes som kommunikativt materiale? Rawlings talte om at se asemisk skrift i naturen – altså en skrift uden semantisk indhold. Eller en skrift, hvis afsender ikke var bevidst om det semantiske indhold, men hvor man kan lære sig at afkode betydning. Det kunne være, når ravne med deres adfærd viser, at en snestorm er på vej, og det kunne i en større skala være vejrets virkning på et økosystem. Rawlings kunne godt se det tvivlsomme i at regne naturen for passiv tekst, der bare venter på at blive læst af et kyndigt menneske. Hun bestræber sig på at nå ud over semantik, når hun lytter til et økosystem, men lægger også mærke til sin menneskelige tilbøjelighed til at forsøge at konstruere mening. Hendes interesse for, hvordan man fortolker ikkemenneskelige fænomener, var ikke desto mindre baseret på den overbevisning, at der foregår kommunikation i de forskellige dele i et landskab. Ved at høre ordentligt efter kan man måske med tiden komme ud over sin egen arts selvtilstrækkelighed og begynde at orientere sig ud fra økosystemernes og ikke den isolerede menneskearts velbefindende.

Nægter at spire

Alle var enige om, at problemet er, at mennesket har sat sig selv som altings mål. Arrangørerne var inde på det i programmet: »Forsøg på at udvide begreber såsom ’sprog’ og ’stemme’ til ikkemennesker løber altid den risiko at assimilere andethed til koncepter, vi kan forstå og genkende os selv i.« De medgav også, at ingen har hørt, hvad bladskærermyrerne eller petuniaplanten synes om at indgå i kunstværker. »Måske er det her værd at nævne, at flere planter faktisk har modsat sig deltagelse i forsamlingen, enten ved at nægte at spire, eller ved at visne før tid. Det er ikke vores ærinde at lægge et slør over de åbenlyse konflikter og magtforhold, der opstår, når arter mødes, især når de – som her – mødes på menneskeligt initiativ.«

»Nej, nej, nej,« sagde bakterieforskeren Adam Bencard til hele forestillingen om at finde sprog i naturen, da han, Rawlings og flere var samlet i et afsluttende panel. »Vi må forstå, at vi er mere som verden omkring os, end vi tror. Symboler og sprog spiller en mindre rolle, end vi tror.« Bencard havde talt om, hvordan mennesker er omvandrende økosystemer, beboet og præget af mikrober i en så konstant udveksling med omverdenen, at det ikke giver mening at forestille sig individet og omverdenen som afgrænsede fra hinanden. Når vi får mikroberne integreret i vores selvbilleder, vil det ændre opfattelsen af menneskelig udvikling, individualitet, familie og miljø radikalt. Det bliver en forfriskende ydmyg afsked med det menneskecentrerede verdenssyn, som alle i kuplen nok kunne blive enige om at se problemet i. »Vi må forstå os selv som natur frem for at lede efter sprog i naturen. Erkende, at naturen er mærkelig, og det er vi også,« sagde Bencard. Rawlings var rykket helt ud yderst på stolen: »Men hvordan gør vi så det?«

Det blev ikke 100 procent afklaret. Det sidste, jeg fik med fra Transart, var fornøjelsen af et videoessay, hvor kunsteren Kathy Highs hund Lily (via en menneskestemme) reflekterer over Jacques Derrida og andre filosoffers forhold til dyr. »I det mindste bliver vi aldrig ofre for sprog på samme måde som mennesker,« siger hunden. Så blev der klippet til en uelegant og meget menneskelig omgang stepdans til countrypop på et dyrskue.

Transart fandt sted den 6.-8. november i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu