Læsetid: 8 min.

’Jeg har en rettelse til jer: Vi er ikke gamle. Vi er blevet ældre’

På plejehjemmet Slottet på Nørrebro er den 34-årige kunstner Ingrid Tranum Velásquez flyttet ind med sine dansere. Sammen med syv beboere – hvoraf flere er demente – er de i gang med at skabe en dokumentarisk iscenesættelse af, hvad det vil sige at blive gammel
‘Nærmere Gud til dig’ er Solveigs yndlingssalme. Selv om hun er dement, glemmer hun ikke, hvordan den spilles.

‘Nærmere Gud til dig’ er Solveigs yndlingssalme. Selv om hun er dement, glemmer hun ikke, hvordan den spilles.

Ulrik Hasemann

26. november 2015

»Hva så John, er du frisk?« råber Flemming tværs gennem lokalet, mens han forsøger at parkere sin kørestol der, hvor danserne har bedt ham om at holde.

»Jeg har aldrig været frisk,« svarer John, som sidder i en grøn øreklapstol med benene over kors. »Men jeg er altid ude på ballade.« En danser kommer igen over til Flemming og spørger, om han denne gang ikke kan rulle lidt længere frem.

»Er det ikke nemmere, hvis jeg bare ruller helt ud i elevatoren og sidder,« spørger Flemming og rækker ud efter en småkage. »Men jeg skal kun have én,« siger han. »For jeg skal ned og spise klokken seks.«

Udover småkager er der sat kaffe, te og skåle med sukkerknalder frem på kakkelbordene. Dagligstuen på plejehjemmet Slottet på Nørrebro i København er både institutionsagtigt og nostalgisk indrettet. Gulvene er af blågrå linoleum, og stolene ligner noget fra et venteværelse. På væggene hænger der amagerhylder, håndmalede platter og gulnede malerier af skove og marker.

Kunstneren Ingrid Tranum Velásquez går rundt mellem beboerne. Hun rører deres hænder og fortæller dem, at prøveopvisningen begynder om lidt. Hun sørger for, at Jørgen har kaffe i koppen, at Solveig har sin mundharmonika fremme, og at Åse ved, hvad der foregår.

De sidste tre uger har Ingrid Tranum Velásquez og hendes dansere haft deres hverdag på plejehjemmet. Sammen med syv ældre beboere er de i gang med at udvikle projektet Happy End – en dokumentarisk iscenesættelse af, hvad det vil sige at være gammel.

»Jeg oplever, at vi er ekstremt bange for alderdommen og den aldrende krop,« siger Ingrid Tranum Velásquez om baggrunden for projektet. »Vi prøver at skjule vores egen alderdom, så snart en rynke eller et gråt hår viser sig, men vi forsøger også at skjule hinandens alderdom ved at isolere de ældre på plejehjemmene,« siger hun.

I aften er forestillingen kun åben for pårørende og beboere fra andre plejehjem, men til foråret er planen, at Happy End skal vises for et større publikum. Tanken er, at dansere skal lægge krop til de historier, de ældre ikke længere selv kan lægge krop til. Håbet er, at det både får de ældre selv, men også alle andre, til at se beboernes liv i et nyt og mere anerkendende perspektiv.

Havet og tinsoldaterne

Iscenesættelsen starter med et lydspor, som strømmer ud af højttalerne. Det er John, der taler på optagelsen.

»Jeg har en rettelse til jer,« siger han. »Vi er ikke gamle. Vi er blevet ældre. Vi er stadig unge indeni, men kroppen kan ikke blive ved. Det er der problemet opstår.« Lydsporet forandrer sig til havbrus.

Med malertape er omridset af en scene tegnet op på gulvet. Tre dansere stiller sig frem og svajer langsomt fra side til side. En fjerde danser sætter sig i en sofa ved siden af Tove, som engang havde et sommerhus, der hed ’Suset’.

Tove er dement. Selvom danserne har kendt Tove i tre uger, kender Tove ikke dem. Flere gange hver dag spørger hun, hvem de er, og hvorfor de er her? Med demente starter man forfra hver dag. Tove er med i projektet, fordi demens er en stor del af alderdommen og ifølge Ingrid Tranum Velásquez derfor også skal have en stor rolle i iscenesættelsen. Det kræver megen hjælp fra danseren ved siden af.

»Hvad synes du om havet Tove,« spørger hun.

Tove svarer, at hun elsker havet.

»Hvor ofte svømmede du i det,« spørger danseren.

»Jeg svømmede i det mange gange hver dag,« siger Tove og stryger fingerspidserne over den brune lædertaske, der ligger i hendes skød.

Sådan bliver det ved lidt endnu, men ikke for længe, for Toves korttidshukommelse rækker ikke langt. Hun fortæller, at hun var bedste venner med Henry Herup, at hun fik tre frække drenge, og at hun har haft »al det skæg, hun overhovedet kunne lave«.

»Jeg savner det hver dag,« hvisker hun, mens danserne på gulvet sætter krop på hendes liv. De svajer som bølger, løfter hinanden og hvirvler rundt på gulvet.

Den næste til at optræde er John. Han er helt frisk i hovedet og fortæller om sin barndom i Korsgade 43, anden sal på Nørrebro. Der var en stue, et køkken, et toilet og en lille entré. Han sov i den nederste kommodeskuffe, mens hans to brødre sov i skufferne over ham. Han fortæller om sin fars tinsoldater. Faderen puslede om de danske soldater og de allierede. John fik kun lov til at røre ved de tinsoldater, der var nazister og landsforrædere.

På bordet ved siden af står et udpluk af de hundrede tinsoldater, John har på sit værelse lidt længere nede ad gangen. Nogle bliver inddraget i dansen. Andre holder John frem og fortæller om.

»Ham her er en tapper landsoldat,« siger han og tager fat i en. »Han vinker farvel til preusserne.«

Solveig bryder ind og spørger, om hun må spille en sang. Hendes page er hvid og øjnene ikke længere klare. »Ikke helt endnu,« siger en af danserne. »Men det er jo kun én sang?!«, prøver Solveig igen.

Danseren stryger hende over armen og Solveig accepterer, at hun må vente lidt endnu.

Kærlighed giver buler

Jørgens historie handler om, hvordan han elskede at rejse. Han fortæller om Østrig, om god vin, om Forum Romanum og om konklave. Sort røg betyder, at der ikke er nogen ny pave. Hvid røg – at kardinalerne er nået til enighed om, hvem der skal være Guds stedfortræder på jord.

En af danserne drejer rundt om sig selv med en brun læderkuffert i favnen. Hun svinger den rundt, lader den glide hen ad gulvet, åbner den, hopper i den, drikker kaffe i den og lægger sig til sidst til at sove i den med et Europa-kort som dyne.

I mens synger Jørgen til ro. Han synger om wienerblod. Og om saft og kraft og mod.

Danserne stabler deres kroppe oven på hinanden, imens John (tv) fortæller om sin barndom, hvor han og hans brødre sov i hver deres skuffe i en kommode.

Danserne stabler deres kroppe oven på hinanden, imens John (tv) fortæller om sin barndom, hvor han og hans brødre sov i hver deres skuffe i en kommode.

Ulrik Hasemann

Ingrid Tranum Velásquez har lagt mærke til, at beboerne identificerer sig selv meget stærkt med det liv, de har levet, og ikke med det liv, de lever nu. De taler helst om dengang kroppen gjorde, hvad man bad den om, og hjernen var ung og frisk.

»Vi er kun midt i processen lige nu og noget af det, jeg gerne vil prøve at arbejde videre med, er, hvordan man får beboerne til at forholde sig til de liv, de har nu,« siger hun.

»Jeg ville ønske, at det var mig, der kunne danse sådan,« hvisker Tove til Åse, der sidder ved siden af hende i sofaen.

Også Flemming sætter ord på frustrationen over at bo i en krop, der sætter ud. Hans optræden handler om dengang, han kørte stockcars – racerløb, hvor man kører vildt og ind i hinanden.

»Først finder man en bil, man kan lide, og så piller man alt af den,« siger han. Vinduesviskere, kofanger, lygter.

I mens piller en af danserne nakkestøtten af Flemmings kørestol. Armlænene ryger også af.

I baggrunden kører et lydspor, hvor man kan høre biler gasse op. Danseren slynger sig tæt ind til kørestolen. Han vikler sine ben og arme rundt om den. Flemming spørger, hvad fanden han laver.

»Jeg prøver at lave en motor med min krop,« siger danseren. Flemmings krop er også som en motor. Han har fået åbnet topstykket fem gange og lagt nye pakninger, da batteriet gik dødt. Også kærligheden er ligesom biler, siger han. Den giver buler. Connie snød ham. Hanne gav ham en datter. Man kan ikke altid regne med kvinder. Mens Flemming fortæller om kvinderne i sit liv, ramler den mandlige danser ind i den ene kvindekrop efter den anden. Nogle kvinder rører dyrisk ved ham, andre lader ham styrte til jorden. Nogle krammer ham, mens andre triller ud af hans hænder. Tove gisper og siger, at danserne skal passe på, de ikke brækker hovedet.

Kong David

Nu er det blevet Solveigs tur. Danseren spørger, om hun vil spille sin sang. Solveig vil hellere synge og sætter i med sin spinkle stemme.

Nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig!
Er det end korsets vej,
du viser mig

Solveig stopper. Hun kan ikke huske teksten. Hendes læber bevæger sig uden lyd. Hun hvisker ordene for sig selv. Da teksten er på plads, forsætter hun:

Altid dog synger jeg;
Nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig!

Når Solveig dør, kommer hun i himlen. Der skal hun spille på tistrenget harpe med Kong David. Hun ved ikke, hvordan man spiller harpe, men i himlen kan man spille alle slags instrumenter, så det bekymrer hun sig ikke om. Solveig er dement. Hun spørger, om hun må spille en sang og sætter harmonikaen til munden. De næste minutter hypnotiserer hun folk i rummet med tonerne til begravelsessalmen »Nærmere Gud til dig«.

Man kan se på publikum, at der opstår noget særligt i det øjeblik, de erkender, at de er vidne til noget meget smukt, som fremtrylles af en kvinde, der måske ikke selv ved, hvad der foregår. Det vækker en form for sitren, som Ingrid Tranum Velásquez siger er meget sigende for det kunstneriske arbejde med de demente.

»Udfordringen er, at man ikke kan opbygge den samme relation til en dement, som man kan til én, der er helt kognitiv frisk. Med demente handler det om at gribe nuet. De kan ikke huske og jeg kan derfor ikke instruere dem,« siger hun. »Det er ren improvisation, når vi spørger ind til deres liv, for vi ved aldrig, hvordan de svarer, eller hvordan de reagerer. For mig er det noget af det fine og interessante ved denne her proces.«

En ansat på plejehjemmet er på vej hjem. Hun sætter sig ved siden af Tove og roser hende for den fine fortælling om ’Suset’ og havet. Tove kan ikke huske, at hun har optrådt. Hun klager i stedet over, at der altid er så kedeligt og spørger, om der snart skal ske noget sjovt?

Dem, der kender Tove ved, at hun melder sig til alle aktiviteter. Tove er altid der, hvor tingene sker. Men det kan hun ikke selv huske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Roed
  • Ervin Lazar
Niels Roed og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne-Marie Krogsbøll

Hvad er der galt i at være blevet "gammel"? Det er da flot.

For mig at se ligger man selv under for alderdomsskrækken ved at rase mod ordet "gammel". Kæmp i stedet mod den "værdiforringelse", som konkurrencestatstilhængere tillægger mennesker, der ikke mere kan udnyttes økonomisk. Det er langt værre.

Helene Kristensen, Vibeke Rasmussen, Hans Larsen, Ervin Lazar, Maj-Britt Kent Hansen og Nille Torsen anbefalede denne kommentar

Det hedder ikke gammel... det hedder Supervoksen. :)

Jeg finder det beskæmmende med alle de nedskæringer og forringelser, som vi har været vidne til den seneste årrække. Hvad fanden bilder politikerne og kommunerne sig ind!

Vibeke Rasmussen

Det, denne artikel først og fremmest bekræfter mig i, er, at unge og yngre mennesker sjældent umiddelbart forstår gamle og aldrig vil kunne sætte sig ind i, hvad livet som gammel indebærer. Med al respekt for journalisten og danserne afslører de – som jeg læser ovenstående – en både udtalt og underliggende nedladende holdning til de gamle mennesker, der beskrives.

Hvorfor skal Solveig – bemærk at på det stade i livet er man reduceret til kun et fornavn! – partout se på unge mennesker, der laver krumspring, når hun meget hellere vil synge? Hvad med om danserne i stedet sang med hende, frem for at optræde for hende? Bemærk også, at det åbenbart er 'Solveig's spil, der i langt højere grad end danserne, gør de andre gamle beboere bevægede! Ikke at det forhindrer kunstneren, efter min opfattelse ufortjent, i at tage æren for at have fremkaldt den følelse.

Man taler om 'værdighed i ældreplejen', men hvem er det egentlig, der får lov til at definere hvad denne værdighed består i? Vist sjældent, om overhovedet, som med så meget andet, de gamle selv!

David Zennaro, Kristine Skøtt-Jensen, Tommy Gundestrup Schou, Nille Torsen, Helene Kristensen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Når man hører hvordan medier og politikere stadigvæk – ubegribeligt, men sandt! – benytter begrebet 'ældrebyrde', er det måske at foretrække at benævne dem – og engang os ! – 'gamle'? Jeg mener: 'Gammelbyrden'? Nej vel?

David Zennaro, Niels Duus Nielsen, Nille Torsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Helene Kristensen: Jeg får også lidt dårligt mave over så useriøst et indlæg, der er formuleret i en næsten stødende tone. Jeg går ind for en anerkendende tilgang til begivenheder og tiltag man ønsker at diskutere.

Dette dansearrangement handler om mødet mellem "ældre mennesker", som "bor i en krop der sætter ud" og yngre mennesker, hvis kroppe stadig besidder ungdommens vitalitet. De unge danseres kroppe og deres forskellige kunstneriske udtryk smelter på denne måde nærmest sammen med de ældre menneskers følelser og minder og bliver til en slags visualisering af de ældres tanker i nuet. De ældre låner de yngres kroppe. Lidt som en rollator kan hjælpe gangbesværede med at komme omkring. Som jeg forstår det er der endnu tale om skitser til en senere dokumentar of fotoudstilling, hvor danserne arbejder med en kunstnerisk tilgang til en dialog med ældre mennesker.