Læsetid 6 min.

Så gribende som stor skønlitteratur

Nobelprisvinderen Svetlana Aleksijevitj skriver i ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ nøgternt dokumentarisk, men når man lukker bogen, erkender man, at der er blevet samlet en kolossal ’åndelig viden’ om mennesket i krig
Komsomol-piger fra starten af 1930’erne – dengang de stadig troede på Fædrelandet.

Komsomol-piger fra starten af 1930’erne – dengang de stadig troede på Fædrelandet.

Archiv Gerstenberg
7. november 2015

»Jeg forsøger at formindske den store historie til menneskestørrelse ... Jeg indsamler det, man kunne kalde åndelig viden.«

Således beskriver årets nobelpristager i litteratur, Svetlana Aleksijevitj sit mål med Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, der netop er udkommet på dansk.

Det er første bind i hendes samlede værk Utopiens stemmerHistorien om det røde menneske, og bogen består altovervejende af interviews og brudstykker af interviews med kvinder, som har deltaget aktivt i Den Store Fædrelandskrig, som Anden Verdenskrig hedder i Rusland.

Enten ved fronten som snigskytter, automatskytter, kanonerer, sanitetssoldater, sygeplejersker telegraf- og ingeniørsoldater eller som partisaner. Ind imellem indskyder hun så sine egne iagttagelser og betragtninger.

Om hendes opfattelse af kvindernes fortællinger, hedder det:

»Først og fremmest er det en skabelsesproces. Den, der fortæller, skaber, ’skriver’ sit liv (...) Samtidig er der i disse fortællinger en smerte, som smelter og tilintetgør enhver forstillelse. Temperaturen er simpelthen for høj!« Kvindernes erindringer er ikke »en lidenskabelig eller lidenskabsløs genfortælling af en svunden virkelighed, men en genfødsel af fortiden, som får tiden til at vende tilbage.«

Hun noterer sig, at kvinderne på billederne er meget yngre end hende selv, men at tiden der står imellem dem forsvinder, når de taler. Andetsteds hedder det imidlertid:

»Et menneskeansigt formes over lang tid. Lidt efter lidt aftegner sjælen sig i det. (...) Men krigen skabte hurtigt sit eget billede af menneskene. Malede sine egne portrætter.«

De kvindeansigter, hun møder, er mærkede ansigter.

Nobelpris i skønlitteratur?

Jeg citerer Aleksijevitjs egne betragtninger lidt udførligt af flere grunde. Dels fordi de rammer rent, dels fordi hendes bemærkninger bogen igennem faktisk er overraskende sparsomme, hvis der skal være tale om litteratur. Desuden går redigeringen af hendes interviewmateriale, så vidt jeg kan skønne, næsten kun ud på at vælge i båndudskrifternes direkte tale.

Dette virker nogle gange stærkt, som når en gammel kvinde bliver ved med at kalde Aleksijevitj »min lille guldklump«, andre gange, hvor en kvinde for hver anden sætning gentager: »Åh, hvad mener De!« får jeg lyst til at stryge i teksten.

Indimellem har jeg da også tænkt, at jeg let kunne stille med flere gode kolleger som kandidater til nobelprisen i skønlitteratur, hvis dette her skulle være skønlitteratur. Men når man lukker bogen, må man erkende, at der er blevet samlet en ’åndelig viden’, som man vist kun formår at videregive, hvis emnet er så vældigt som Den Store Fædrelandskrig.

Kvindernes skæbne

Bogen er rørende fuld af små eksempler på, hvordan kvinderne forsøger at redde lidt feminin æstetik med sig ved fronten.

»Vi sov på kviste og strå. Men jeg have gemt nogle ørenringe, og dem tog jeg på og sov med om natten,« beretter en kvinde. Og mange skrev digte, hvilket får Svetlana Aleksijevitj til at sammenligne de krigsalbums, hun får forelagt, med unge pigers poesibøger. »Bortset fra at poesibøgernes digte handler om kærlighed, og disse handler om døden.«

Til de konstante problemer hører kvindernes biologi. De beretter om at skulle tisse som ene kvinde blandt lutter mænd. Og en ordveksling lyder:

»Klip hende kort, som en mand!«

»Men hun er jo en kvinde!«

»Nej, hun er soldat. Kvinde bliver hun igen efter krigen.«

Det var imidlertid ikke så given en sag. Mange kvinder ophørte med at få menstruation, og »efter krigen var det ikke alle, der kunne få børn«. Og hvis de havde menstruation, kunne de være i en fortrop, fulgt af mænd, der kunne følge deres røde spor i sneen.

»Vores bukser tørrede ind og blev som glas. De skar i huden. Vi fik sår, og hele tiden kunne vi mærke lugten af blod.« Men bind kunne der ikke være tale om, »Der var i forvejen ikke nok vat og gazebind til de sårede.«

Desuden bliver de efter krigen udsat for nedværdigende mistænkeliggørelse fra andre kvinders side, fordi de har været ved fronten sammen med ’deres’ ægtemænd. Og kvindernes frygt for, at de ikke senere kan blive gift, fordi mændene opfatter dem som ukvindelige, holder også i mange tilfælde stik. Ved fronten fik de omsorg og blev behandlet hengivent. Bagefter var de ludere eller skræmmende mandhaftige.

De to sandheder

Der er to sandheder om Den store Fædrelandskrig, skriver Svetlana Aleksijevitj, og de eksisterer side om side i det samme menneske: den personlige, som ofte var fortrængt, og den ’fælles sandhed’, som tidsånden dikterede. Men »den første kunne sjældent holde stand mod den andens massive, vedvarende pres«.

Og det er denne anden sandhed, hun er ude efter. »Jeg skriver ikke om krigen, men om mennesket i krig. Jeg skriver ikke krigens historie, men følelsernes historie.«

Derfor havde mændene på en måde ret i deres mistanke, når de »var bange for, at kvinderne ville fortælle om en eller anden forkert krig«. Flere af kvinderne fortæller om, hvordan deres mand har siddet hele natten og terpet troppebevægelser og frontlinjer med dem, inden Svetlana Aleksijevitj skulle interviewe dem.

Selv fik hun også til en begyndelse afslag fra de forlag, hun sendte sit manuskript til. Bogen var for uhyggelig, for skræmmende, der var for meget naturalisme i den, og »den meldte slet intet om kommunistpartiets ledende og styrende rolle«.

Synet ændrer sig

Dette ændrede sig dog undervejs. Bogens disposition beskriver en dobbelt bevægelse, idet interviewene udvikler sig fra beretninger om de ganske unge Komsomol-pigers begejstring og tapperhed, deres tro på Sejren og Fædrelandet i begyndelsen af krigen, til de ældre kvinders desillusion og bitterhed efter 1945. Parallelt hermed strækker interviewene, der er optaget fra 1978-1985, sig over to tidsaldre: før og efter perestrojka.

Da Gorbatjov kom til magten udkom Svetlana Aleksijevitjs bog pludselig i to millioner eksemplarer. Omvæltningen præger også kvindernes syn på Den Store Fædrelandskrig. De, der fortæller efter perestrojkas fald, fortæller om tilstandene efter krigen:

»Man arresterede de, der havde været i krigsfangeskab, havde overlevet de tyske lejre, var blevet sat til at arbejde for tyskerne – alle dem, der havde set Europa. Og kunne fortælle, hvordan man levede der.«

I et af de sidste interviews fortæller en kvindelig partisan-kurer, hvis mand var blevet taget til fange af tyskerne, at han efter krigen fik syv års fængsel. »For Stalin havde sagt: En sovjetisk soldat overgiver sig ikke til fjenden, hos os er der ingen fanger, kun forrædere.«

Men »nu er det muligt at tale om alt«, siger hun, og så fremstammer hun en række spørgsmål (hvor den direkte tale kommer til sin fulde ret):

»Jeg vil gerne ... Jeg vil gerne spørge: Hvis skyld var det, at millioner af soldater og officerer blev taget til fange i krigens første måneder? Jeg vil gerne vide ... hvem fratog hæren dens ledelse lige før krigen ved at skyde Den Røde Hærs chefer som angiveligt tyske og japanske spioner? Jeg vil gerne ... Hvem satte sin lid til Budjonnyjs rytterarmé på et tidspunkt, hvor Hitler havde oprustet med kampvogne og fly? Hvem forsikrede os: ’Vores grænse er lukket med lås og slå? Men allerede efter få dages krig måtte hæren tælle sine patroner ...«

»Jeg vil gerne ... Nu kan jeg faktisk spørge ... Hvad blev der af mit liv? vores liv? Men jeg tier, og min mand tier også. Frygten sidder stadig i os. Vi er bange ... Frygten vil være med os, til vi dør. I bitterhed og skam ...«

Stammende og tøvende åbnes til slut til erkendelsen af tragediens dystre bagtæppe, bedraget bag alle de lidelser og alt det heltemod, der bogen igennem er blevet berettet om. Her vokser »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt« til et dokument, der er lige så gribende som stor skønlitteratur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for kurt nielsen
    kurt nielsen
kurt nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu