Læsetid: 7 min.

Social frustration og krudt i røven!

Det er i denne uge et halvt århundrede siden, The Who krævede, at verden hørte ungdommens opråb på nummeret ’My Generation’. The Who-fan og museumsdirektør i Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn, fortæller om nummeret og den dag, bandet leverede den voldsomste begivenhed i aarhusiansk rockhistorie
Sådan så det ud, da forsangeren Roger Daltrey og resten af The Who indtog Det Kongelige Teater i København med rockoperaen ’Tommy’ i 1970. Bandet satte ord på og musik til frustrationen blandt efterkrigstidens ungdom.

Preben Hultgren

9. november 2015

»I hope I die be-f-f-ore I get old,« stammede forsangeren, da London-gruppen The Who ved denne tid for 50 år siden udsendte sangen »My Generation«, der mere end noget andet gjorde The Who til en slags talerør for store grupper af identitetssøgende unge.

The Who blev dannet i 1964 af den mikrofonsvingende forsanger Roger Daltrey, møllehjulsguitaristen Pete Townshend, basekvilibristen John Entwistle og den viltre trommeslager Keith Moon. Fire London-knægte, hvor de tre ældste var 19 år, Keith Moon kun 17. Sammen lavede gruppen en række sange, der mere end noget andet inkarnerede de store efterkrigsgenerationers oprør og selvstændighedstrang.

For mig var »My Generation« en overrumplende, voldsom oplevelse. Når man som 11-årig var vant til at høre The Beatles, Herman’s Hermits, Stones, Kinks, Keld & The Donkeys, og hvem der nu ellers blev spillet i radioens Efter Skoletid, var Daltreys uspolerede, stammende vokal noget af et chok, og det var helt den omvendte verden, at soloen blev spillet af en bragende bas. Mest ekstrem var Townshends brug af larmende, højttalerrystende feedback som en integreret del af selve kompositionen. Det var vi mange, der aldrig havde hørt før!

»People try to put us d-down,« sang Roger Daltrey.

Talkin’ ’bout my generation, svarede koret.

»Just because we get around,« fortsatte Daltrey.

Talkin’ ’bout my generation.

»Things they do look awful c-c-cold.«

Talkin’ ‘bout my generation.

»I hope I die before I get old.«

Talkin’ ’bout my generation.

»This is my generation – This is my generation, baby.«

Teksten rablede Pete Townshend efter sigende ned, mens han sad bag i en bil på vej fra et møde med gruppens manager Kit Lambert, som havde udfordret den 20-årige guitarist og sangskriver med kravet: Make a statement! Og ned kom teksten til ’My Generation’. Uden forarbejder, råt for usødet.

Musikken til »My Generation« var i første omgang tænkt som en langsom, talking blues. Men gruppens manager var ikke tilfreds. Han prikkede til bandmedlemmerne og kom med forslag. Først blev tempoet sat i vejret, så kom ideen med to gange at rykke melodien en hel tone op.

Men »My Generation« ville aldrig være blevet den sang, den blev, hvis ikke Kit Lambert også havde fået ideen med at lade forsangeren stamme sig igennem teksten.

The Who var fire stærke og indbyrdes konkurrerende individer, både som personer og som instrumentalister. Musikken er blevet beskrevet som konstant solo for guitar, bas, trommer og sang. Alle bandmedlemmerne følte, de var noget særligt, og de gjorde, hvad de kunne, for at skille sig ud; også i påklædning, hvor ikke mindst Townshends Union Jack-jakke vakte opmærksomhed.

Turneen

»My Generation« udvikledes og tog form i løbet af sommeren under gruppens konstante turné, der i september også førte dem til Danmark.

25. september 1965 spillede de i Folkets Hus i Helsingør og KB- Hallen i København. Dagen efter optrådte de i Aarhus-Hallen og i Karoline Mælkepoppen i Aalborg.

Politikens J.L., som nok dækker over Jørgen Leth, skrev om koncerten i København. Han var fascineret af The Whos massakrer på både musik, lyd og instrumenter. I sin anmeldelse af koncerten i KB-Hallen noterede han, at gruppens »popkunst«-musik faktisk »ligger på linje med, hvad førende, seriøse komponister går og tænker på og sidder og finder ud af i deres elektronlydkamre. Der er bare den forskel, at The Who går til sagen så at sige indefra, via et fastslået popsprog, og derfor kan realisere hele idékomplekset, hele konkretismetanken, med en frapperende artistisk ligefremhed, der går lige i folk. Det er ikke tænkeboks, det er drøn på«.

Identitetssøgende og arrogante

Social frustration og krudt i røven! Absolut. Men også neo-dada, fluxus og popart, som Pete Townshend havde stiftet bekendtskab med på Ealing Art College. Og sikkert også elementer af både amerikansk beatgeneration og britiske angry young men. The Who var i deres musik og performance på én gang usikre og identitetssøgende og samtidig arrogante, selvhævdende og poserende.

Gruppens performance var eksplosiv og uhørt kompromisløs, og de blev kendt for at smadre instrumenterne som afslutning på deres koncerter. Mikrofoner, Premiertrommesæt, Rickenbackerguitar, Marshallhøjttalere og hele møget. Midt i 1960’erne skete det typisk, når de spillede »My Generation« som slutnummer. Som J.L beskriver Pete Townshends bevægelser under koncerten i København: »Det er besynderligt smukt – en alvorlig leg, en på én gang frysende og rørende udtryksfylde. Når han endelig stanger sin guitar ind i forstærkeren som en musiker, der har fået bersærkergang, er det præget af, at øjeblikket simpelthen er inde. Det er det rigtige at gøre, synes man spontant.«

Dagen efter koncerterne i Helsingør og København var turen kommet til Aarhus, hvor koncerten endnu i dag står som den voldsomste begivenhed på den aarhusianske rockscene nogensinde.

Aarhusbesøget

The Who skulle optræde som hovednavn i en typisk pakkekoncert med flere navne, hvor der rundt regnet var en halv time pr. optrædende. Stemningen var voldelig helt fra starten. Der blev kastet ting mod The Ex-Checkers, der var første band på scenen, og næste gruppe, The Beethovens, krævede, at lyset i hallen skulle tændes, før de ville gå på scenen.

Helt galt gik det, da The Who kom på. »Nøjagtig tre minutter fik de lov at synge, før publikum stormede scenen og fuldstændig dækkede de optrædende for alle i salen, så koncerten måtte stoppes,« skrev dagbladet Demokraten. »Efter det korte nummer forsvandt The Who fra scenen, og publikum blev gennet ned. I raseri over, at koncerten blev afbrudt, begyndte de at brække stolene fra hinanden og kaste med stoleben mod scenen. Salen lignede efter koncerten en slagmark, som halvtreds vilde elefanter havde raseret.«

Til stede var en langhåret ungersvend, som til undertegnede har fortalt, hvordan det var at være med i forreste række: »Efter at vi var smidt ned fra scenen, forsøgte man at lukke af ved at trække scenetæppet for. Jeg råbte til alle om at tage fat i tæppet med det resultat, at det faldt ned på scenegulvet. Vi forsøgte også at få gang i brandslangerne, som var skjult i paneler i væggen. Det lykkedes ikke for os. Dernæst kørte man det store filmlærred ned fra loftet, for at vi ikke kunne kravle op på scenen. Det fik os til at sætte stolerækkerne – 8-10 stole – op på højkant, og så væltede vi dem med det resultat, at de knustes mod gulvet. Vi kunne derefter bruge stumperne til kasteskyts mod filmlærredet. Der blev klappet, hver gang et stykke stol satte sig fast i lærredet.«

Efter et stykke tid blev de vilde unge gennet ud i Banegårdsgade, hvor de forsøgte at vælte et par biler og lykkedes med at vælte noget af hegnet ned mod banen.

»På et tidspunkt kunne vi nede ved rutebilstationen se en stor flok politibetjente med hunde, og vi tog flugten. Først ned gennem Strøget og så op til springvandet Agnete og Havmanden, hvor nogen forsøgte at knække tissemanden af Havmanden. Efter et par timer ebbede det hele ud.«

Tidens tegn

Balladen i Aarhus var et tidens tegn på de nye, store generationers behov for identitet og selvstændighed, udviklet i opposition til barndommen i de trøstesløse 50’ere og forældrenes helt almindelige liv.

Savnet af identitet er temaet på dobbeltalbummet Tommy, som er en mærkelig og lidt løs historie om en døv, stum og blind dreng, der forløses ved at spille pinball og bliver en slags ny messias, men som skuffes og til sidst atter trækker sig ind i sig selv. »See me, feel me, touch me, heal me!«, sang Roger Daltrey i det gennemgående tema. Tommy udkom i 1969 og gjorde The Who til absolutte frontfigurer i den udvikling, der løftede rockmusikken ud af den banale pop og pigtråd.

Med fire stærke scenepersonligheder, en håndfuld ørehængende 60’er-hits og nu også Tommy-operaen blev The Who et af rockhistoriens bedste livebands. Det blev dokumenteret, da gruppen i 1970 udgav koncert-LP’en Live at Leeds, som er en optagelse fra Leeds Universitet. En uhørt kompromisløs, krasbørstig og kompetent milepæl i rockhistorien.

Jeg håber ...

The Who var sjældne koncertgæster i Danmark. En planlagt koncert i Brøndby Hallen i 1982 blev aflyst – ærgerligt, for jeg havde to billetter til 11. række. Men i 1997 kom de sammen med en række gæster og et stort setup til Forum i København. Her performede de bandets rockepos, Quadrophenia, der handler om generation og identitet først i 1960’erne. Pladen var udkommet som dobbelt-LP i 1973. I 2007 spillede de på Roskilde Festival, hvor også »My Generation« var på programmet.

For mig – og sikkert for de fleste – toppede The Who i tiåret fra 1965 til 1975. I den periode var de måske verdens bedste liveband, og det var her, de producerede mesterværkerne Tommy, Live at Leeds, WHO’s Next og Quadrophenia.

I 1978 døde Keith Moon, kun 32 år gammel, og i 2002 døde også John Entwistle, 57 år gammel. Tilbage er guitaristen og sangskriveren Pete Townshend og forsangeren Roger Daltrey. Den 26. november sidste år indledte de to tilbageværende i Dublin jubilæumsturneen The Who Hits 50. Turneen fortsætter dette år ud med koncerter i Europa og Nordamerika.

»My Generation« har været på sætlisten ved mange af koncerterne, hvor man har kunnet høre den nu 71-årige Daltrey stamme 70-årige Townsends udødelige, men i hans mund nu uopnåelige, parole »I hope I die before I get old«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har nogen gange tænkt på om ideen med, at lade Roder Daltrey stamme på "My Generation" er inspireret af den her sang med den gamle bluesbassist Willie Dixon

https://www.youtube.com/watch?v=Hf-mz2hFVR8

Ideen med at lade Pet Townshend smadre sin guitar var faktisk inspireret af jazzbassisten Malcolm Cecil, der senere blev synthesizerpioner, og som Townshend så på Ealing Art College, hvor Cecil slog på sin bas og endte med save den over, som en del af sin optræden.
Hvem vidste for øvrigt, at Keith Moon også var stor fan af surfmusik, der er et meget godt klip her med The Who i øvelokalet, hvor de spiller det gamle Beach Boys hit "Barbara Ann"

https://www.youtube.com/watch?v=hFaXTV1-l2A

Jens Østergaard Petersen

Minderne vækkes om en tolv-årig dreng, der i 1966 var til sin første rockkoncert - med The Who i Odense. Der var også væltede stolerækker, men ikke på niveau med Århus. Det gjorde indtryk: jeg husker især, hvordan stykker af trommestikkerne blev sprøjtet ud over os som maskingeværild - og naturligvis guitarsmadringen. - Gad egentlig vidst, hvordan jeg fik lov af mine forældre?

Nok så væsenligt 'rock-historisk', men måske ikke så århusiansk - det var rutine og både Lou Reed og Thin Lizzy har fået af samme høvl : ---- men Das Who selv raserede deres etage på hotellet i det påfølgende skænderi om hvorvidt man skulle spille dagen efter eller opløse bandet (det var vist Roger Daltrey der var blevet for fuld). Under dette kalas røg et fjernsyn ud af vinduet fra 8ende sal eller så. Keith Moon tog traditionen op og smed til minde herom sit fjernsyn ud af vinduet fra samtlige hoteller på en hel påfølgende USA-.turne.

Flemming Iversen

Første gang Townshend smadrede sin guitar skete det ved et uheld. De spillede på en lav scene og han rykkede guitaren op i loftet og halsen brækkede. Han blev rasende og blev ved med at smadre guitaren. Folk blev helt vilde og så blev han ved med det. Der er ikke noget videre gennemtænkt i konceptet i øvrigt.

Der et udmærket interview her med Pete Townshend her:

http://www.musicradar.com/news/guitars/classic-guitar-interview-pete-tow...

Man kan også få svar på spørgsmålet om hvordan han blev inspireret til at smadre sin guitar, som han siger :

"When I broke my first guitar, I'd actually watched a guy called Malcolm Cecil, at Ealing Tech, where I was at High School, beat me to the punch. He went on to co-produce Innervisions for Stevie Wonder and he was bass player with the Johnny Scott Quintet.A girl in my class went out with the flautist and she invited Malcolm Cecil to come and give a talk. Half-way through the talk he started to get carried away, saying, There are lots of different ways you can play the bass; you can play it like this, or like that.
And then he started to bang it. Somebody had been doing something on the stage with a saw, and it was still there, and he picked it up and said, You can even saw at the bass, and he started to saw through his strings and we all stood up and cheered! It made a fantastic noise, and the fact that he was sacrificing his strings! And he just carried on sawing, right through the strings and through the belly of the bass!
The whole college was full of it, so that wall had been broken and it seemed perfect, natural for me, a couple of months later, to find myself doing the same thing. I saw myself as an R&B/ jazz musician, and also as an artist."