Analyse
Læsetid: 5 min.

Sorgen efter Ejersbo

Dokumentaren om afdøde Jakob Ejersbo og hans to efterladte venner gør sorgbearbejdelsen til en fysisk rejse op ad Kilimanjaro. Og den sætter spørgsmålstegn ved vores kulturs hang til effektivisering, selv af sorgen
Jakob Ejersbo døde i en alder af 40 år af kræft i spiserøret den 10. juli 2008. Fem år senere følger vi i dokumentarfilmen ’Ejersbo’ to af hans venner bestige Kilimanjaro og bearbejde deres sorg.

Jakob Ejersbo døde i en alder af 40 år af kræft i spiserøret den 10. juli 2008. Fem år senere følger vi i dokumentarfilmen ’Ejersbo’ to af hans venner bestige Kilimanjaro og bearbejde deres sorg.

Charlotte Edelbo

Kultur
27. november 2015

Sorgprocessen er en bitch. Fuld af stadier, der ikke nødvendigvis kommer i nogen logisk rækkefølge. En ensom vej, ofte uforståelig for alle andre end dem, der er tvunget til at betræde den. Og den kommer i et væld af former.

Ritualer bliver pludselig utrolig vigtige. At få spillet en bestemt sang ved begravelsen. At takke for blomsterne. At holde årsdag. At gense en fælles yndlingsfilm. At gå lige den der tur ned til vandet.

Det håndgribelige og det rodfæstede i ritualerne hjælper med at grounde sorgen, som ellers kan finde på at sætte sig som en alt-ødelæggende uro i hele kroppen og forvandle den til et spektakel af raseri, forvirring, afmagt, fortvivlelse.

I dokumentaren Ejersbo følger vi den afdøde forfatter Jakob Ejersbos to nære venner, Morten Alsinger og Christian Kirk Muff, der bestiger Kilimanjaro i Tanzania for at sprede hans aske fra bjergets top.

Det er sgu da et ritual, der er til at tage at føle på. Det at bestige et bjerg for at sørge over sin afdøde ven synes oplagt. Bjerget som metafor for sorg dukker op i terapeutisk litteratur, og man kan også finde ideen om, at man i sorgprocessen når nye niveauer af livsindsigt, således at man på bjergtoppen har nået en afklaringens højdepunkt.

Ingen gemmesteder

Det er Ejersbos eget ønske, som efterkommes i Christian Holten Bonkes fremragende dokumentar, og det er sket på foranledning af Rune Skyum-Nielsen, der er ved at færdiggøre sin biografi Jakob var her om Ejersbo. Bestigelsen af bjerget former sig som en komprimeret sorgproces, hvor den fysiske udmattelse nærmest synes at presse al den opsparede sorg ud af Alsinger og Muff, ud i deres kommunikation. Der er simpelthen ingen gemmesteder eller forsvarsværker tilbage, når alle muskler værker og lungerne hænger i laser oppe i den tynde luft.

Når nogen dør, så bliver de til summen af deres levede liv. Til daglig er vi jo bare i vores dagsform, fanget i nutidens kamp mellem at vinde over og forstå fortiden og samtidig bemægtige og skyde sig ind i fremtiden. På én gang på flugt og på jagt. Når døden indtræffer ophører kampen, og den afdøde bliver til noget langt større og evigt: til et helt, afsluttet liv. Det er nu op til efterkommerne og vores kultur at holde det i live.

Når man er død, har man ikke længere en fremtid. Eller jo, det har man, men den bestyres af efterkommerne. Ens liv vil leve videre i andres fortolkninger og fortællinger.

Holten Bonkes dokumentar er en af dem, en form for eftermæle. Et portræt af et menneske med et lystigt ydre og et dunkelt komplekst indre, der brænder sig fast. Faderen, der med korslagte arme fortæller om sønnens eksistentielle fortvivlelse som teenager. Forældrene, der i det hele taget synes at kaste deres omsorg på alle andre end sønnen og datteren, da de flytter til Tanzania. Ejersbos kvaler med den hvide mands privilegier, som han ikke har bedt om. En superempatiker uden de nødvendige filtre, der gør livet lidt lettere at leve. Udstyret med et solidt arsenal af dæmoner gemt af vejen et sted derinde.

Han er » ... mere smadret i mine følelser, end jeg har lyst til at tænke på,« fortæller han til sin daværende kæreste Ditte Steensballe (som i øvrigt også har bidraget til Ejersbos eftermæle i den nyligt udkomne selvbiografiske roman Lejligheder – En kærlighedshistorie), da hun står på hans dørtrin. Hvorefter han lukker døren i ansigtet på hende.

Jakob Ejersbo er en slave af sine ambitioner. På en post-it-seddel over hans skrivebord står der: »Skriv. Se ikke tilbage.« Da han kaster sig ud i Afrika-trilogien, og hans venner forstår omfanget af det, så beskriver de det som en kiste, han frivilligt lægger sig i. Og han er enig.

Den tiltagende udmattelse

Det er portrættet af de to efterladte venner og deres vandring op ad sorgens bjerg, der står som det allerstærkeste i en dokumentar, der også er bomstærk i sin helhed. Og hvis ikke man som tilskuer kan mærke noget, så se lidt mere opmærksomt på udviklingen i de to venners ansigter, alt som de nærmer sig bjergtoppen. Den tiltagende udmattelse, der skræller de sidste lag af civilisation af dem, så afmagten står mejslet i deres tærede træk. Hvordan Muff knækker under de fysiske anstrengelser, der er gledet i ét med sorgen, og holder hånden som et sørgeslør op foran ansigtet. Mens kameraet nægter at se væk.

Man forstår tidligt i dokumentaren, at Muff og Alsinger har holdt en del igen i årene efter Ejersbos død. De har ikke snakket meget om tabet. De skulle »blive færdige« med sorgen. »Komme videre.« Eufemismer for at lukke ned for følelserne og så hurtigt som muligt komme tilbage i normaliteten og trædemøllen sammen med alle os andre.

Her til lands skal man kunne hanke op i sig selv. Du er jo et kompetent menneske, er du ikke? Du er ansvarlig for dig selv, ikke også? Så må du sgu da også se at få forvaltet den sorg, så den kan udarte sig i noget produktivt. ASAP.

Vi sørger på forskellige måder. Hinduistiske mænd barberer sig skaldede ved tabet af slægtninge. Et sted i Ny Guineas højland får kvinden hugget et fingerled af, hver gang hun mister en slægtning. Jeg har selv stået og tudbrølet op ad H.C. Andersen-statuen i Kongens Have sammen med min tyrkiske hustru og hendes veninde en tidlig morgen. Folk kom bekymrede forbi, og jeg måtte forsikre dem om, at alt var godt. Vi var bare kede af det.

Året før havde vores kære, tyrkiske ven Murat siddet i favnen på vores store digter deroppe på sokkelen i haven. Nu var han død 30 år gammel, kun 40 dage efter at han havde fået konstateret mavekræft.

Tiden heler ikke alle sår. Det kan måden, vi bearbejder sorgen på. Men vi kan være totalt på bar bund uden den mindste idé om, hvilken vej vi skal.

Jakob Ejersbo døde i en alder af 40 år af kræft i spiserøret den 10. juli 2008. Over fem år senere går Kilimanjaro-ekspeditionen i gang, men det er tydeligt i dokumentaren, at hans to venner stadig bærer på en stor sorg.

De to herrers forsinkede sorgproces og selve dokumentaren kommer således – også – til at forme sig som et spørgsmålstegn til vores kultur. Som en diskussion af det potentielt forkrøblende ved ideen om, at vi er alene med og eneansvarlige for vores lykke og vores følelser. At vi forventes at optimere os gennem sorgen.

På bjerget er Morten Alsinger og Christian Kirk Muff sammen om sorgen, og de bliver presset til et punkt, hvor det danske samfunds konditionering er stærkt i defensiven. Dér sidder de så i teltet, skrællet ned til noget langt mere basalt, noget nærmest nøgent. Og det er godt for dem.

’Ejersbo’ – Instruktion: Christian Holten Bonke. Dansk. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Pedersen

Hans Afrika-trilogi gav mig en af de stærkeste læseoplevelser jeg har haft - anbefales på det varmeste.

Tino Rozzo, Frans Kristian Randlev Mikkelsen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

James Joyce sagde, Ibsen var bedre end Shakespeare. Så kan jeg også sige, Ejersbo er bedre end Joyce.