Sovjetunionens mosaikker får nyt liv

Unge entusiaster i Georgien og Ukraine genopdager USSR’s rige tradition for mosaikker. Længe tog ingen notits af de forfaldne, men farverige og fantasifulde kunstværker, der nu får nyt liv på blogs og sociale medier
Unge entusiaster i Georgien og Ukraine genopdager USSR’s rige tradition for mosaikker. Længe tog ingen notits af de forfaldne, men farverige og fantasifulde kunstværker, der nu får nyt liv på blogs og sociale medier
Nino Siradze
27. november 2015

Vi er tæt på nu. 27-årige Nino Siradze og jeg er krøbet sammen på et sæde i den gule marsjrutka – minibussen, der tager os længere og længere ud af Tbilisi og ind i et nedlagt industrikvarter. Nino Siradze sidder bøjet ind over sin smartphone. På displayet fortæller en lille rød nål, hvor vores destination befinder sig.

»Her er det,« siger hun pludselig, giver chaufføren besked, hopper ud og fører an hen over nogle jernbaneskinner.

Med sine mørke øjne, det sorte hår og sin flair for teknik minder Nino Siradze om en Stig Larsson-heltinde. Behændigt undgår Dr. Martens-støvlerne at træde på stykker af skrald, der flyder langs banelegemet, inden hun skubber noget buskads til side og blotlægger en af de flotteste sovjet-mosaikker i Georgiens hovedstad.

Kunstværket ser ud til at være omkring 100 meter langt og måske fire meter højt. Scener fra et socialistisk mønstersamfund bugter sig mellem hinanden: Biler og tog suser afsted, de nyeste EDB-maskiner står klar til at servicere sovjetborgerne, reagensglas med farverige væsker skvulper og bobler. Mosaikken skildrer adskillige heltemodige arbejdere, der tager deres dont med at opbygge kommunismen. Her er tydeligvis tale om et travlt og effektivt samfund, hvor indbyggerne hjælper hinanden på vej mod et fælles mål.

Et sted over alle de idylliserede motiver svæver en kosmonaut mellem nogle stjerner. Udforskning af rummet, videnskab i menneskehedens tjeneste, skaberkraft, fællesskab og mangfoldighed er emner mosaikkens ukendte kunstner fremhæver særlig tydeligt.

»Mosaikkerne fascinerer mig, fordi de fastholder historien. De fremstiller hverdagslivet i USSR og de værdier, samfundet byggede på. Eller burde bygge på, for i mange tilfælde er der tale om rendyrket reklame for Sovjetunionen,« siger Nino Siradze.

»Særligt kan jeg lide de små detaljer. Dér for eksempel arbejder sovjetborgere flittigt ved computere, og derovre slår atleter nye rekorder.«

Så stor er Nino Siradzes begejstring for den sovjetiske kunst, at hun har oprettet hjemmesiden soviet-mosaics.ge. På sitet indsamler hun information om alle mosaikkerne i Georgien. Blandt andet har hun lagt et righoldigt fotoarkiv online, og geokoordinater hjælper andre mosaikentusiaster til selv at finde frem til de undervurderede kunstværker.

Nino Siradzes glæde ved komponeringen af de bittesmå farverige fliser, der som regel måler omtrent to gange to centimeter, og som tilsammen danner de spraglede, fantasifulde og med nutidens øjne ofte lidt naive motiver, udviklede sig tidligt.

 

 

»Jeg voksede op i de første år af den postsovjetiske tid. Da jeg som barn gik rundt i Tbilisis gader, var alting meget gråt. Bygningerne fremstod helt farveløse. Men pludselig blev det ensformige brudt af noget komplet anderledes, nemlig mosaikkerne og deres overflod af farver. Jeg blev draget af dem med det samme. Helt frem til i dag, når jeg opdager en ny mosaik et sted, vender den følelse tilbage.«

Kunstretningen blomstrede overalt i Sovjetunionen i 1960’erne og 1970’erne, fortæller Nino Siradze. Fabrikker, skoler, kurhoteller, metrostationer og busstoppesteder var populære steder til udsmykning med miniaturekaklerne.

»Når du gik i gaderne, eller du arbejdede på din fabrik, og du så op, så fik du øje på de her enorme vægge fyldt med flotte motiver. Det var meningen, at de skulle imponere dig og påvirke din dagligdag. Du så arbejderklassens glade ansigter, og de fik helst en afsmittende virkning på dig. Du skulle også bare være glad og fortsætte med at arbejde for socialismen,« forklarer hun.

»Tidligere blev mosaikker særlig brugt til at dekorere kirker. Men i USSR tog kunstnere teknikken fra den oprindelige religiøse kontekst. Mosaikkerne blev i stedet brugt til at fremstille socialismens formåen og udgjorde en slags monumental propaganda,« siger Nino Siradze og lader øjnene glide hen over de tusindvis af fliser. Bag os larmer et tog af og til forbi.

Mosaikmysterier

Siden Sovjetunionen blev afviklet i 1991, var det længe småt med interessen for denne særlige type kunst. At reklamere for socialismens fortræffeligheder var ikke længere på mode. Magthavere med radikalt anderledes værdier tog over, mosaikkerne forfaldt, og mange steder blev de ødelagt og fjernet. Fra den enorme collage foran os er adskillige af de små firkantede sten faldet ned. De efterlader bare plamager af intethed midt i socialistidyllen. De farverige kvadrater ligger spredt for foden af muren.

Nino Siradze samler et par af dem op og betragter dem med kendermine. På grund af mosaikkernes elendige forfatning haster det med at dokumentere og skabe opmærksomhed omkring dem. Nino har allieret sig med projektet GeoAIR, som i 2014 organiserede en udstilling og udgav bogen Lost Heroes of TbilisiSoviet Period Mosaics. Desuden udveksler hun erfaringer med aficionados i Ukraine, der driver hjemmesiden www.ukrainianmosaic.org.

Hendes bestræbelser på at kortlægge mosaikkerne foregår i fritiden, da Nino Siradze til dagligt arbejder i en bank. Ud over at rejse rundt i landet i weekenderne for at fotografere værkerne er hun i kontakt med flere af de kunstnere, som i sin tid udsmykkede den georgiske sovjetrepublik. Deres udsagn er ofte de eneste tilgængelige kilder. De fleste af mosaikkerne udgør rene mysterier, hvor hverken ophavsmand eller året for opførelse er kendt.

»Det er meget svært at finde information om denne slags kunst. Jeg har været i flere arkiver og biblioteker, men har ikke kunnet finde noget nævneværdigt. Tilsyneladende er oplysningerne ikke blevet gemt. Forbundet af kunstnere i Georgien havde sit eget arkiv, hvor spændende fakta kan have være opbevaret, men arkivet gik til grunde under den Georgiske Borgerkrig i starten af 1990’erne,« fortæller Nino Siradze.

 

 

Hendes initiativ bidrager nu til at gøre skaden god igen.

»Af og til når jeg lægger nye fotos på bloggen, så skriver folk til mig, at ’hov, det er min svigerfar, der har lavet den mosaik’.«

En af de mosaikmagere, som Nino Siradze har været i kontakt med, er 70-årige Nugzar Medzmariashvili. Han er ophavsmand til »Prometheus« – et fire meter højt og 24 meter langt billede, der stadig pryder det Georgiske Videnskabsakademis bibliotek. En slidt elevator fører gennem flere etagers beton op mod hans lejlighed, der ligger i bydelen Vake. En mekanisme inde i kabinen sluger en mønt, for driften af elevatoren er privatiseret siden Sovjetunionens kollaps.

»’Prometheus’ gjorde jeg færdig i 1970 efter to års arbejde. Jeg havde to assistenter til at hjælpe mig med at sætte stenene i,« husker Medzmariashvili.

»Motivet forestiller figuren fra den græske mytologi, der bringer ilden og dermed magt og viden til menneskene. Mosaikken befinder sig i en læsesal, så derfra stammede ideen,« uddyber han.

Den georgiske kunstner tænder en cigaret og tager en slurk te af et sølvkrus. I reolen står bøger om Picasso og af den russiske digter Anna Akhmatova. Malerier fra beboerens egen hånd hænger overalt i lejligheden. Med en kritisk holdning til styret og som ikkemedlem af det Kommunistiske Parti havde Medzmariashvili allerede dengang et ambivalent forhold til mange af mosaikkerne, fordi de hylder det socialistiske samfund uden forbehold. »Prometheus« er den eneste mosaik fra hans hånd og et arbejde, han er stolt af, men alligevel afviste han tilbud om at dekorere for eksempel busskure og restauranter.

»Jeg så ingen kunstnerisk udfordring i det. Det var blot bestillingsarbejde. Jeg opfattede det som letkøbt, fordi det ikke var nødvendigt for kunstnerne at tænke selv. De behøvede blot at reproducere de ideer, der allerede herskede i samfundet.«

Alligevel beklager han mosaikkernes tilstand i dagens Georgien og støtter Nino Siradzes projekt på den måde, at han går ind for deres bevarelse.

»Værkerne er historisk betydningsfulde. Om de er god eller dårlig kunst er op til beskueren selv at bedømme,« siger han.

Positive reaktioner

Bortset fra en ældre mand, der på et tidspunkt skældte hende ud for at fotografere »det sovjetiske stads«, har Nino Siradze udelukkende fået positive reaktioner på projektet, hvad der glæder, men også undrer lidt.

»Jeg troede der ville være en del, som ikke kunne lide det, for i Georgien er der mange, som har meget negative følelser mod alt, der har med Sovjetunionen at gøre. Jeg synes ikke nødvendigvis, det behøver at være så negativt. Der kan være et behov for en mere nuanceret holdning til denne del af historien. Der findes så mange smukke mosaikker i Georgien. Hvorfor skulle man lade dem forfalde, blot fordi de stammer fra den sovjetiske periode? Det er ikke nogen god grund.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu