'Selv sympati er ikke altid uskyldigt'

Ugens hidsige facebookdebat handlede ikke bare om, hvilket flag vi bør svøbe vores profilbilleder i, men om noget langt mere grundlæggende. Den handlede om, hvilken rolle følelser bør spille i den politiske offentlighed, siger socialpsykolog Johannes Lang
20. november 2015

»Jeg bliver indebrændt og bitter over denne form for solidaritet,« skrev klummeskribenten Katrine Blauenfeldt i Politiken onsdag. Hun sigtede til den strøm af sympatitilkendegivelser, som kort efter terrorangrebene i Paris fik Facebook til at bugne over med franske flag og opfordringer til at ’stå sammen mod terrorismen’.

»Hvad betyder disse floskler? Skal vi sidde i en cirkel og synge ’Kumbaya my Lord?’ Kom dog med noget konkret,« lød hendes opfordring.

Samme synspunkt blev hamret fast på standupkomiker Lasse Rimmers facebookvæg: »Det er sødt med Lennon-tekster og Lindgren-citater, men vi er enige om, at de ikke er en opskrift på, hvordan vi kommer terror til livs, ikke?« skrev han.

’Fornuftens stemme’ har i den forgangne uge talt dunder mod ’følelsernes sprog’. Det er en stemme, som har kritiseret den spontane sympati for ikke at opføre sig rationelt og løsningsorienteret – og som har hånet den emotionelle inkonsistens, der gør det muligt at sørge over ofrene i Paris uden samtidig at mindes de døde i Beirut.

Læs også: Hvorfor er Libanons flag ikke dit profilbillede på Facebook?

Johannes Lang er socialpsykolog på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med speciale i politisk filosofi, emotionsteori og politisk massevold – eller slet og ret i forholdet mellem politik og følelser. Han har med interesse fulgt den seneste uges forhandling i offentligheden om, hvordan vi bør reagere på terrorangrebene.

»Det er jo et af modernitetens helt store narrativer, vi har set udfoldet i den her debat,« siger han. »Det er fortællingen om, hvordan rationaliteten gradvis har overvundet følelserne og dermed frembragt et mere civiliseret samfund – ud fra en kantiansk ide om, at man tænker bedre uden følelser. Men de senere år har neurovidenskaben og psykologien gjort op med denne forestilling, så man lige nu taler om en emotional turn inden for næsten alle discipliner.«

Falsk modsætning

Ifølge Johannes Lang er følelser og rationalitet intimt forbundne, og hvis man forsøger at skille dem ad, er man samtidig med til at skabe en falsk modsætning. Han henviser til psykologen Daniel Kahneman, der i 2002 fik tildelt nobelprisen for at påvise, at der grundlæggende findes to forskellige kognitive systemer i mennesket: Det ene er meget hurtigt og fungerer intuitivt, mens det andet er meget langsomt og kræver en mere bevidst indsats.

Ifølge Kahneman foregår langt de fleste menneskelige vurderinger i det første system og er baseret på spontane fornemmelser. Faktisk er det, vi normalt opfatter som ’rationelle beslutninger’ ofte efterrationaliseringer af det, vi allerede har besluttet os for at gøre.

»Virkeligheden er, at mennesker ikke først og fremmest forstår verden rationelt, men mere intuitivt, og at der ligefrem er en enorm fare i den rene form for rationalitet, som vi ofte hylder. Som sociologen Zygmunt Bauman gør opmærksom på i sin analyse af Holocaust, kan en bureaukratisk rationalitet, fri for følelser, muliggøre de mest utænkelige ugerninger,« siger Johannes Lang.

Politisk ressource

Det betyder imidlertid langt fra, at sammenblandingen af følelser og politik er fuldstændig problemfri. Siden 11. september 2001 har historikere og samfundsforskere genopdaget relevansen af følelser som en politisk ressource, man kan mobilisere og bruge til at få gennemført kontroversielle love, legitimere tvivlsomme krige og udvide efterretningstjenesternes beføjelser på bekostning af borgernes frihedsrettigheder.

»Efter 9/11 blev frygten og vreden institutionaliseret i en ny sikkerheds- og udenrigspolitik, som har en direkte forbindelse til mange af de konflikter, vi ser i dag,« siger Johannes Lang.

Og et angreb, som det vi så i Paris i sidste uge, kan være med til at pøse yderligere benzin på bålet. Den franske præsident Hollande har foreløbig indført undtagelsestilstand i Frankrig og erklæret »krig mod IS«, mens regeringen herhjemme brugte ugen på at sikre politiet yderligere to milliarder kroner over de næste fire år samt at gennemføre et såkaldt »løft« af det nationale terrorberedskab.

»Når der kommer et angreb udefra som det i Paris, kan de spontane følelser medføre, at man sætter sine politiske forskelle til side i en kortere periode, hvor alle forenes i et fælles ønske om hævn over den ydre fjende. Og så kan sympatien, vreden og frygten blive et meget vigtigt politisk redskab eller en ressource for politisk handling,« siger han.

Arendts ambivalens

En af de mest berømte politiske tænkere i det tyvende århundrede, Hannah Arendt – som Johannes Lang tidligere har skrevet om – var stærkt bekymret for sammenblandingen af følelser og politik og advarede mod den igennem hele sit forfatterskab: Følelser er vigtige motiver for individuel handling, mente hun, men de bør ikke gøres til genstand for kollektivets beslutninger.

»Arendt ønskede en politik, der var baseret på principper, ikke følelser, og derfor var hun også kritisk over for at blande sympati ind i politik. Her var skrækeksemplet terroren i kølvandet på Den Franske Revolution: I sympati med de fattige og i nationens navn blev alt tilladt. Selv sympati er ikke altid uskyldigt,« siger Johannes Lang.
Og alligevel var der én ting, Hannah Arendt frygtede mere end følelsernes indtog i politik: en politik fuldstændig renset for følelser. På den ene side er der intet, der svækker den rationelle fornuft som en hidsig hob i sine følelsers vold. Det var sådan, Hitler kom til magten. På den anden side var det den iskolde bureaukratiske logik, der gjorde Holocaust mulig.

Arendts ambivalens over for følelsernes rolle i politik konfronterer os med et grundlæggende spørgsmål, påpeger Johannes Lang: Hvad er det rette sted for følelser i politik i dag, hvor truslen fra islamistiske fundamentalister terroriserer os og fylder og med frygt og vrede?

Det bør ikke være et valg mellem følelser og rationalitet.

»På den ene side er følelser forudsætningen for at handle. Man handler ikke, hvis man ikke føler noget for det. På den anden side går det ikke at sætte sine følelser først, så man udelukkende handler, fordi det føles rigtigt,« siger han.

Bedre end ingenting

Og måske er det lige præcis den debat, der ses afspejlet i de ophedede facebookdiskussioner. Både ønsket om at give følelserne plads og ønsket om, at de ikke skal tage over. Ifølge Johannes Lang har vi behov for begge dele i vores politiske diskussioner – både rationalitet og følelser. Derfor kan det give mening at skelne mellem ’sympati som princip’ og ’sympati som følelse’.

»Sympati som princip er indeholdt i en række internationale bestemmelser om menneskerettigheder, folkeret og udviklingsarbejde. Det er en institutionaliseret form for sympati. Mens mavefornemmelsen og tanken om, at det kunne have været mig og mine, er sympati som identifikation og følelse. Og det er denne potentielle modsætning mellem sympati som universelt princip og sympati som subjektiv følelse, jeg ser i den her diskussion,« siger han.

Ifølge Johannes Lang kunne man ønske, at vi som mennesker var i stand til at føle mere – at vi var i stand til at føle med alle mennesker – men vi ved også, at menneskelige følelser kan udtømmes hurtigt, og at vi samtidig er i stand til at blive helt følelsesløse.

»Når man stiller krav om, at folk, der viser medfølelse for Paris, også skal vise medfølelse for Beirut, så er det udtryk for en idealistisk universalisme. Og det er en meget fin tanke. Men ’menneskeheden’ er et meget abstrakt begreb, som ikke giver mulighed for automatisk identifikation. Så på den ene side forstår jeg godt de idealister, som siger, at man burde føle lige så meget for libaneserne – men hvis man kun føler for franskmændene, så er det bedre end ingenting.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

"Samme synspunkt blev hamret fast på standupkomiker Lasse Rimmers facebookvæg."

Et meget godt eksempel på, hvordan jeg, til trods for at jeg følger ret godt med i nyhedsstrømmen, alligevel igen og igen bliver oplyst om 'nyheder', jeg overhovedet ikke har kendt til eller været opmærksom på. Og jeg forstår så heller ikke, hvorfor jeg i det hele taget skal bekymre mig om, hvad der står på nogens 'facebookvæg'. Hamret fast eller ej!

Men Katrine Blauenfeldts indlæg læste jeg. Helt af egen drift.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ib Christensen

Der har ikke været mange billeder i medierne jeg "omgåes" fra Beirut. Men der har været mange fra Paris.
Skal det ikke kun udlægges som at, Beirut blev fundet ligegyldig af medier og meningsdannerer, allerede før den brede befolkning kunne få nyheden, så kunne man måske bekymre sig om at forskellen nærmerer kommer af forskellen på overvågningen i de to byer.

Paris har givet verden masser af billeder af udført terror, hentet fra overvågningskameraer.

For terroisterne, hvilken af de to byer, anser de mon for den mest sucsesfulde.
Jeg kunne være nervøs for at de tænker, jo flere kameraer jo bedrer, næste gang de vælger et mål.

Overvågning skader os selv mere end det beskytter os. Med den massive overvågning og påstandene om at det virker, bliver det til sovepuden, det stopper beskyttelsen af os. Udover man ikke kan se skoven for bare træer, så syntes jeg, at det vi høre efter Paris, tyder på, at der stirres blindt på overvågningen. Og ser man intet, tages det for gældende at alt er ok.

Råben op efter flere overvågnings beføjelser lyder mere og mere som "vi vil have en knap, at trykke på, for at få løn og hæder"

Hvad kunne vi lave af ungdomsklubber og fornuftige aktiviter til os selv/vores medmennesker for de penge der bruges på det modsatte af at forbygge?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaj Spangenberg

Rationelle tanker og følelser er uadskillige i det menneskelige liv. Men man kan jo vælge!
De fleste mennesker reagerer først følelsesmæssigt på tildragelserne (terror, folkevandring, døde børn i strandkanten etc.,etc.); derefter sætter tanken ind, og man begynder at grunde over konsekvenserne af følelserne (som i mange tilfælde blot er føleri).
Føl og tænk! Sådan reagerer folk som flest.
Men bedst ville det nok være først at tænke og siden føle.
Eksempelvis føler ganske mange for "flygtningene" på de europæiske landeveje og reagerer følelsesmæssigt med: "Vi må hjælpe!". Uden undtagelser.
Men når fakta spiller ind, og man opdager, at der reelt er tale om migranter og tilrejsende uden alibi, så tager tanke og rationalet afstand fra følelserne.
Altså: Tænk og føl i stedet for føl og tænk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Rehhoff

Folk reagerer sikkert meget forskelligt når de bliver bragt i affekt, ligesom med terroren i Paris . Det er ligesom hvis folk får konstateret kræft. For nogle er det en god lejlighed til at få sig en ordentlig tudetur, hvor de får det hele ud, andre er mere optaget hvad de rent rationelt/ instrumentelt kan gøre ved det . For dem er det måske det mest følelsesmæssigt tilfredsstillende. Ingen af delene er vel forkerte med mindre man bliver hængende så meget i affekten, at man bliver hjælpeløs. Eller omvendt hvis man er så rationelt/instrumentelt orienteret i forhold til tilværelsen, at man tror man har styr på det og overser, at man i et vist omfang også selv er motiveret af følelser/affekt. Ligesom følelser og rationalitet vel hænger sammen på den måde, at hvis man ved hvad man rationelt skal gøre ved et problem, så afficerer det ikke en, i så høj grad, som hvis man ikke ved hvad man skal gøre ved det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johan  Nygaard

Hvordan vi håndterer terrortrusselen i dag vil definere europeisk kultur i overskuelig fremtid. Den instinktive frykten og mistenksomheten kan bli selvforsterkende og selvoppfyllende. Emosjonelle antipatier og sympatier kan gjøre oss blinde for realitetene i situasjonen. Selvrettferdig og dømmende prinsipptenkning forsterker splittelsen og svekker vår evne til å håndtere krisen. Evinnelige relativiseringer løser ingen ting. Det vi trenger nå er moralsk fantasi og oppfinnsomme politikere. Da trenger vi gode forbilder, og gode forbilder har vi.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Touhami Bennour

Man kan også oversætte den leveregel fra Søren Kierkegaard, som er: "leve forlens og tænke baglens" til " føle forlens og tænke baglens". For at leve er det samme som at "føle". Men perioden I livet bestemmer hvad skal man bruge mest. Her igen har man Søren Kierkegaard til hjælp; han deler mennesket liv I tre perioder: den "estetisk"( her bruges meget af følelse og emotion). Derefter kommer perioden for "etike", der bruges mest af Fornuft. Den tredje periode er ikke attraktiv længere, han vil resten af sit liv bruge til transcendantal meditering, han vælger så I religion, men man kan også vælge noget andet til medidation. Men I sidste instans er at have situation´s fornemmlse for der hvad skal sættes I gang: følelser eller fornuft. Nogle tænker eller forfatter mener "at følelser er de vigtiske, Hjernen(eller rationelle) kommer bare efter for at sorterer og sætte dagsorden til praksisen; følelser er en slags monolog mens fornuft er mest dialog.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Hvor ådslet er, vil gribbene flokkes. Facebook og Twitter er pengemaskiner, som tjener milliarder hjem til deres ejere - uanset hvad, der får 'brugerne' til falde over hinandens ben i cyberspace for at udtrykke sympati med og/eller afsky for ofrene for den visdom, hvormed verden regeres, og de 'kloge' narrer de 'mindre kloge'.

Del dine 'følelser' med dine 'venner' på Facebook og Twitter. Det skæpper alt sammen i kassen hos edderkopperne i cyberspace, som snart kan købe hele verden for dine syntetiske tårer på nettet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Hvem har sagt, at sympati - eller noget som helst andet for den sags skyld - skal være uskyldig?

Hvad er terror? I EUs definition er nævnt tre mulige mål for terror. Det ene er: "alvorligt at intimidere en befolkning".
Kilde: http://www.eu.dk/da/spoergsmaal-og-svar-folder/hvad-er-eus-terrordefinition

Mit spørgsmål er, om bl.a. artikler som denne ikke gør netop det.
Hvis jeg har lyst til at ændre mit profilbillede på Facebook, gør jeg det uden at bede medier el. eksperter om lov. Det er nærmest absurd, når danske nyhedsmedier aktivt arbejder for begrænsning af ytringsfriheden, som om de ønsker monopol på ytringer. Det er ikke demokratisk, men minder meget om det nævnte punkt i EUs terrordefinition.

Hvis jeg skulle sørge over alle, der bliver dræbt, kan jeg ikke gøre andet. En forskel på Bairut og Paris er, at Libanon er kendt for væbnede konflikter, mens Paris er kendt for fest og kultur. En anden forskel er, at Paris ligger på samme kontinent som Danmark og er hovedstad i et land med nære relationer til landet, jeg bor i.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Jørgensen

Et af de store problemer med følelser er, at netop på det område, er individet overladt til sig selv.

Man undervises ikke i følelser, hvordan de opstår, hvordan man håndterer dem, og bruger den unægtelige energi der opstår når følelser vælder op i én på positiv vis, ej heller hvordan man beskytter dem, i særdeleshed mod markedsføring, som jeg betragter som en af de farligste indflydelser vi eksponeres for. Hele individualisme-idealet er blevet kapret af big biz, "se mit nye tøj, jeg er helt speciel!".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Mortensen

"Så på den ene side forstår jeg godt de idealister, som siger, at man burde føle lige så meget for libaneserne – men hvis man kun føler for franskmændene, så er det bedre end ingenting."

......og vi ender - som forventeligt - med at få lukket munden på de som synes vi også burde sympatisere med f.eks. Libanesere eller Irakere.
Virkeligheden socialt konstrueret gennem sproget.

anbefalede denne kommentar