Baggrund
Læsetid: 9 min.

To verdensbilleder kolliderer på det hvide lærred

Klimaet og miljøkrisen er et centralt, underliggende tema på årets CPH: DOX-festival, der åbner i dag, med bl.a. Naomi Kleins kapitalisme-opgør på film
Miljøaktivister i New York kræver ved en stor demonstration en mere klimavenlig politik for, at vi kan redde kloden. Fra Naomi Kleins film ’Intet bliver som før’.

Miljøaktivister i New York kræver ved en stor demonstration en mere klimavenlig politik for, at vi kan redde kloden. Fra Naomi Kleins film ’Intet bliver som før’.

cphdox.dk

Kultur
5. november 2015

Efter den tredje film står billedet fuldstændig klart. Der er tale om et fundamentalt og globalt opgør mellem to veje at gå: En kamp mellem to paradigmer, der udspiller sig langs hundreder af fronter rundt om på kloden. En kollision mellem det gamle og det nye. Med det nye som det, der har de langtidsholdbare svar, og det gamle som det, der endnu har magten og ressourcerne.

»Når vi begynder at tale om at lukke bilindustrien, taler vi om helt at skifte den økonomiske udviklingsmodel,« siger en aktivistisk byplanlægger i São Paulo i Brasilien, professor Raquel Rolnik.

Hun er én af stemmerne i den første film, Bikes vs. Cars, som er en ny – og allerede prisbelønnet – produktion fra den svenske filmmager og journalist Fredrik Gertten. Filmen indgår i det underforståede tema om systemkrise og omstilling til bæredygtighed, der kan udlæses som et af en række emner i årets katalog af dokumentarfilm under CPH: DOX-festivalen, der åbner i dag og løber indtil den 15. november.

Gerttens film gør det tydeligt, at den lille strid, man som daglig cyklist i en storby kan opleve at udkæmpe med bilister – og vice versa – også er en større kamp mellem to måder at indrette verden på.

Interviewet ved rattet i sin bil i en trafikprop i den brasilianske millionby siger professor Rolnik:

»Jeg hader simpelthen at køre bil, og jeg er en elendig bilist. Men der er ingen offentlige transportmuligheder for mig, når jeg skal til universitetet.«

At forsøge sig på cykel vover professoren vist ikke, og det forstår man, når man følger en af São Paulos cykelaktivister på et dødsforagtende ridt ind og ud mellem de endeløse rækker af larmende, osende og dyttende biler i storbyen. Med jævne mellemrum maler aktivisterne hvide ’spøgelsescyklister’ på asfalten, dér hvor en cyklende medborger er blevet dræbt af en bil. Det sker i gennemsnit én gang om ugen i byen, hvor der er syv mio. biler og meget få cyklister, fordi der bogstaveligt talt ikke er plads til dem i gadebilledet. 60 pct. af det bebyggede areal i São Paulo er angiveligt reserveret biler.

Gertten bringer os derfra til Los Angeles, hvor historien og billederne er de samme.

I The car capital of the world begyndte man allerede i 1945 at nedlægge sporvognslinjer og dumpe sporvognene i Santa Monica Bay for at skaffe plads til privatbilerne. I byen, der engang havde det bedste offentlige transportsystem i verden, er nu 70 pct. af arealet indrettet til biler i form af veje og parkeringspladser.

»Bilindustrien ville virkelig have Los Angeles. De ville eje Los Angeles,« fortæller Dan Koeppel, lokal cykelaktivist. Han beretter om de massive vejbyggerier, båret af visionen om at kunne flytte mennesker og varer stadig hurtigere. I dag sidder bilisterne uhjælpeligt fast i trafikpropper, ofre for »illusionen om fart og bekvemmelighed«, som Koeppel siger.

Vækstfilosofiens blindgyde

Videre til Toronto, Canada, hvor borgerne i 2010 valgte den stærkt konservative og stærkt koleriske Rob Ford til borgmester på bl.a. et løfte om at hjælpe bilisterne.

»Krigen mod bilerne stopper i dag,« sagde borgmesteren ved sin tiltræden og gik straks i gang med at tilbagerulle afgifter på biler, aflyse planer om bedre kollektiv trafik og fjerne eksisterende cykelstier.

»Veje er bygget til busser, biler og lastbiler. Ikke til cyklister. Mit hjerte bløder, når jeg hører, at nogen af dem er blevet dræbt, men i sidste ende er det deres egen skyld,« sagde Rob Ford.

Faktum er, ifølge filmen, at en cyklist bliver kørt ned af en bilist i Toronto hver syvende time.

Som en slags frihedskæmpere i kampen mod et verdensbillede om mere vækst og velstand via bredere motorveje og flere biler. En drøm, der i dag er forvandlet til et mareridt af trafikpropper, spildtid, sundheds-, miljø- og klimabelastning. En vækstfilosofiens blindgyde.

Bikes vs. Cars viser lignende billeder fra mange af verdens storbyer. »Man behøver ikke en krystalkugle for at se, hvilken katastrofe der bliver tale om. Tag bare til Mumbai, tag til Jakarta, til São Paulo eller enhver anden storby og se med egne øjne, hvor en bilfokuseret udvikling fører hen: Ingen steder,« siger Raquel Rolnik.

Fra én milliard motorkøretøjer i 2012 er verden på vej mod to milliarder i 2020. Lyspunktet er cykelaktivisternes små cykelstisejre rundt omkring – nu også i São Paulo – samt filmmandens besøg i København. Der er flere cyklister i København end i hele USA, får man at vide – og bliver lidt stolt.

Det kemiske svar

Det er i virkeligheden samme grundlæggende konfliktfortælling, den tyske filmmand Valentin Thurn giver i sin, ligeledes prisbelønnede, film 10 billion, på dansk 10 milliarder, med henvisning til den forventede globale befolkning midt i dette århundrede.

Emnet er ikke biler, men mad. Og filmen er fortællingen om en agrokemisk industri, der lige som bilindustrien holder fast i et paradigme om fortsat vækst og fremgang baseret på teknologier og strategier, som tiden – og Jordens bæreevne – synes at være ved at løbe fra.

Udfordringen er at skaffe føde nok til en voksende befolkning på en klode, hvor de frugtbare arealer og vandressourcerne skrumper.

»Vi har svaret,« siger de agrokemiske industrier. Og svaret er ifølge direktøren for Bayer Crop Science, Liam Condon, innovation, hos Bayer i form af gén- og hybridteknologi.

Bayer er et af de 10 multinationale selskaber, som i dag kontrollerer tre fjerdedele af det globale marked for såsæd – Bayer ejer faktisk flere patenter på GMO-afgrøder end noget andet selskab.

Gevinsten ved de modificerede afgrøder er typisk større udbytte og hurtigere vækst, ulempen er øget sårbarhed samt at bønderne ikke selv kan reproducere såsæden som før i tiden, men hvert år må købe den af de store selskaber. Og med de nye afgrøder følger afhængigheden af sprøjtemidler og kunstgødning.

Valentin Thurn tager sit publikum med ned under jorden i Philippsthal, Tyskland, hvor store gravemaskiner fra selskabet Kali+Salz i flere hundreder meters dybde er ved at tømme undergrunden for mineralsk gødning til salg verden over. Med globalt brug af kunstgødning som i-landene gør det i dag, kan 10 mia. globale munde mættes i fremtiden – uden kunstgødning går det ikke, siger selskabets forskningschef, Andreas Gransee.

Men om fire-fem årtier er denne mine tømt, og allerede i dag symboliserer et over 200 meter højt affaldsbjerg, at dette er en produktion, der hører den gamle verden til – ikke del af den nye cirkulære økonomi med lukkede stofkredsløb.

10 billion bringer os igennem hele den moderne agroindustrielle produktionskæde. Fra afrikanske plantager, hvor plantageproduktion af soja til foderstoffer har ført til rydning af skovområder eller fordrevet småbønder fra deres jord. Til Indiens største kyllingefabrik, Suguna Chicken, der producerer syv mio. kyllinger om ugen og vokser med 20 pct. om året, men endnu ifølge bestyrelsesformanden »har lang vej igen«, fordi gennemsnitsinderen stadig spiser mindre end en tiendedel af den mængde kylling, en amerikaner indtager.

Laboratoriemaden

Vi kommer også til næste generation af agroindustrielle virksomheder, der helt har forladt naturen for at skrue produktiviteten op. Som japanske Plant Factory Spread, der producerer grøntsager på samlebånd i 16 etager i sterile, automatiserede fabrikker med høst ni gange om året og uden brug af jord – »jord er et ukontrollabelt medium, så vi kan ikke bruge det,« siger virksomhedens direktør.

Eller som virksomheden AquaBounty i Canada, der laver gensplejsede laks med et væksthormon-gén, der får dem til at nå ’markedsvægt’ dobbelt så hurtigt som andre laks. »Vi skaber global fødevaresikkerhed,« siger direktøren. Men han får ikke sagt, at de hurtigvoksende laks er kødædere som andre laks og derfor skal fodres med fiskemel – hvor skal det komme fra i en verden med pressede fiskebestande, spørger Thurn.

Eller som et tredje eksempel Universitetet i Maastricht i Holland, hvor forskere laver en slags oksekød i petriskåle af stamceller fra køer. Forskerne vil springe køerne over, fordi de kræver en masse foder, bøvser og prutter drivhusgasser og optager store arealer. Så hellere tilfredsstille det voksende behov for kød via produktion i laboratoriet, siger professoren bag projektet. Foreløbig koster en laboratorieburger 250.000 euro, men prisen skal nok komme ned, forsikres det. Det er alt sammen projekter, der stræber efter fødevaresikkerhed – og profit – via kapitalkrævende, koncernkontrolleret højteknologi og kemi.

I filmen understøttet af fødevarespekulanternes guru Jim Rogers, der siger, at jo højere han og de øvrige spekulanter på råvarebørsen i Chicago kan presse fødevarepriserne op, desto bedre, for høje priser gør landmændene lykkelige og fastholder dem i erhvervet og produktionen af fødevarer.

Der er en anden vej. I alternerende scener filmen igennem lader filmmanden os besøge tyske økobønder, indiske vogtere af traditionelle rissorter, storbyaktivister med urban farming, forbrugerejede landbrug og byhaver. Lokalt forankrede projekter med lukkede stofkredsløb, fravær af kemi, brugerkontrol og modstandskraft over for den globale økonomis udskejelser. En mangehovedet, global bevægelse for en bæredygtig og langtidsholdbar fødevareproduktion, på kollisionskurs med det gamle paradigmes model.

Du kan ikke give op

Den tredje film, der for alvor bringer budskabet hjem, er Intet bliver som før, den helt nye filmiske version af den canadiske forfatter og miljøaktivist Naomi Kleins seneste bestseller This changes everything, med Klein som filmens fortæller og instruktør sammen med Avi Lewis.

Her er konflikten mellem den gamle model og den nye tegnet knivskarpt op. Vi pendler fra de gigantiske tjæresandsminer i Albertas skove i Canada med deres spildevandsbassiner på over 220 kvadratkilometer – det største industrielle projekt i historien, den gamle fortællings crescendo, siger Klein – og til de nærliggende indianske samfund fra Beaver Lake Cree Nation, hvis land og livsform nu er smadret af olieselskaberne.

»Du er nødt til at blive ved, du kan ikke give op,« siger en ung, grædende Cree-kvinde, fysisk afskåret fra jorden og psykisk kørt flad, til en anden kvinde fra stammen.

Senere ser vi hende tale med kampgejst og stoltheden intakt til flere hundredetusinde aktivister ved den store klimamarch i New York sidste efterår.

Vi kommer på besøg hos et ungt landmandspar i Montana, USA, med geder og grønne visioner, der nærmest finder sig belejret af den fossile industri: Til én side er der planer om en gigantisk pipeline fra de canadiske tjæresandsforekomster, til den anden side nye skiferolieboringer, til en tredje side kulminer på vej og til en fjerde side – og midt under optagelserne – et olieudslip i det lokale vandmiljø.

Vi rejser til det kriseplagede Grækenland, til et skovdækket bjergområde ved Halkidiki, hvor et canadisk mineselskab er i fuld gang med et gigantisk, nyt guldmineprojekt. Godt for væksten og handelsbalancen, siger den krisetrængte, lokale borgmester. En trussel mod vores og vore børns fremtid, siger en lokal aktivist, der kæmper mod projektet.

»Hvad er problemets kerne,« spørger Naomi Klein en kvindelig aktivist.

»Skal jeg sige det på film,« spørger aktivisten tøvende, men svarer så:

»Det er det økonomiske system … kapitalismen, tror jeg.«

Vi kommer til Sompeta i Indien, hvor fattige risbønder i mere end 200 dage har blokeret adgangen til det område, hvor myndighederne har givet grønt lys til opførelse af et stort kulkraftværk. Vi ser demonstrerende kvinder blive jaget bort fra området, tævet med stave og skudt på af indisk politi.

Og vi hører, hvordan overgrebene efterfølgende har fået regeringen til at droppe kulkraftværket, og hvordan det har inspireret til modstand mod andre af de mange kulværker, der er planlagt i landet.

»Dette er ikke en lokal bevægelse. Dette er kernen af den ny globale miljøbevægelse,« siger den fremtrædende indiske miljøforkæmper Sunita Narain.

Vi møder kinesere, der kæmper for en luft, der kan indåndes, og for vedvarende energi som alternativ til det fossile. Og vi ser, hvordan solenergien ekspanderer heftigt i Kina som del af en ny fortælling.

Vi kommer til Tyskland, hvor 400.000 arbejdspladser er skabt i den grønne energisektor som led i den tyske omstilling fra kul og atomkraft.

Det hele – og de tre film tilsammen – samler sig til et billede af to fortællinger, to konkurrerende svar på den globale, systemiske krise for økonomi og økologi.

Den gamle fortælling om at holde fast i status quo med dets teknologier, vækstrater og magtforhold. Og den ny fortælling, der endnu famler efter sine ord, men spirer overalt.

CPH:DOX-festivalen foregår fra i dag til den 15. november med et utal af film og temaer. Se mere på www.cphdox.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Verden i dag er helt helt forkert. Den tilgodeser KUN de få rige og efterlader resten til deres egen skæpne. Hele verden er indrettet af de selv samme rige til at tjene deres interesser. Og kun deres. Hele verden er indrettet til teknik og penge som den eneste værdi, mens mennesket og natur tilejnes mindre og mindre værdi - Altså med undtagelse af de få rige forstås.

Dette må bringes til en afslutning og det kan kun ske for langsom. Det indser flere og flere verden over. Heldigvis. Det ideelle ville være en verdens omspændende "Mahatma Gandhi" bevægelse.

...Men der er en stor og truende forhindring. De få rige sidder på magten af politik, politi og millitær, som de kan sætte ind efter forgodt befindende.

Niels-Simon Larsen

November er klimamåned.

Vi har erfaret at bilerne forgifter 40 gange mere end angivet i de farveafstemte annoncer og alligevel er privatbilen et politisk uangribeligt mål for miljøkampen - ikke engang i byerne er der gehør. Det skyldes naturligvis at byplanlæggerne danser efter bilindustriens og kulbrinteindustriens dommedagsbasuner, og underprioriterer den offentlige bytrafik til fordel for ottesporede indfaldsveje og kostbare parkeringshuse midt i byen.

Op på mountinbiken på med hjelm, handsker, og albuebeskytter og vis de fladrøvede fladpandede køkørende bilister hvem det er, der kan komme frem i bytrafikken.

Enhver pensionist bør sælge sin kuvøse på fire hjul og købe sig en ladcykel evt. med batteri. Det gør den daglige indkøbstur til en naturlig og frisk motionstur.