Interview
Læsetid: 5 min.

’Jeg udfordrer opfattelsen af staten som én stor krop’

Billeder af Petr Pavlenskys smertefulde politiske aktioner er gået verden rundt. Den 31-årige russiske kunstner risikerer tre års fængsel, og hans ambition er nu at lade det russiske bureaukrati arbejde for den politiske kunst. I sidste uge åbnede en retrospektiv udstilling i Hamburg. Information har mødt kunsteren i hans hjemby
I 2013-aktionen ’Carcass’ blev Pavlensky indsvøbt i pigtråd placeret foran Mariinsky-paladset. Han ville vise, at borgerne opfører sig som kvæg, der bliver på deres mark, fordi de er bange for at røre pigtrådshegnet.

I 2013-aktionen ’Carcass’ blev Pavlensky indsvøbt i pigtråd placeret foran Mariinsky-paladset. Han ville vise, at borgerne opfører sig som kvæg, der bliver på deres mark, fordi de er bange for at røre pigtrådshegnet.

Kultur
6. november 2015

Petr Pavlensky sidder nøgen på den fire meter høje stenmur, der adskiller det psykiatriske hospital Serbsky-instituttet fra det øvrige Moskva. En forsamling er stimlet sammen neden for muren, men han ænser dem ikke.

Han holder en 30 centimeter lang køkkenkniv i den højre hånd. Beslutsomt fører han kniven til sit højre øre og skærer sin øreflip af. Det varme blod risler ned over hans overkrop, han mærker øreflippen i venstre hånd blive kold. Der er nul grader i Moskva, og han skiftevis ryster af kulde og får krampe i benene. Efter toogenhalvtime time kan han høre mænd bag sig. De tager kniven ud af hans hånd, binder hans hænder og fødder og bærer hans kolde krop ind på Serbsky-instituttet, hvor de foretager en psykiatrisk undersøgelse af kunstneren.

Segregation har Pavlensky kaldt den aktion, som fandt sted den 29. oktober 2014, og som med hans ord skal vise‚ »hvordan psykiatrien i Rusland anvendes som et politisk magtredskab«. Serbsky-instituttet er en berygtet statsinstitution, der i sovjettiden blev brugt til at give politiske modstandere psykiatriske diagnoser, for herefter at spærre dem inde på lukkede afdelinger.

Serbsky-instituttet har beklaget deres tidligere gerninger og afviser, at noget lignende skulle finde sted i dag. Men instituttet er fortsat den officielle modtageenhed for retspsykiatriske patienter i straffesager, og kritikere hævder, at det stadig anvendes som et politisk repressionsmiddel.

Pavlensky har igennem sin karriere selv undergået syv psykiatriske undersøgelser og er, efter eget udsagn, vilkårligt blevet erklæret psykisk syg og helt normal.

Jeg møder Petr Pavlensky på Nevskij Prospekt i det centrale Skt. Petersborg, hans fødeby, som også er den by hvor en stor del af hans værker er blevet realiseret. Han er tynd, klædt i sort og hans højre øre er lettere muteret efter udførelsen af Segregation.

Jeg kalder fejlagtigt hans værker for performances, og han retter mig: »Det er aktioner jeg laver, ikke performances. Forskellen ligger i forberedelsen, en performance kan planlægges med andre, den kan annonceres, og gæster kan inviteres til at komme på et specifikt tidspunkt. Forberedelsen af en aktion er derimod hemmelig. Jeg taler udelukkende med en intim inderkreds af assistenter, alt forberedes til fingerspidserne, men aldrig på det sted aktionen reelt skal foregå. Aktionerne er fuldstændigt uforudsigelige, da de afhænger af, hvordan og hvornår beskuere og myndigheder vil gribe ind.«

Den 29. oktober 2014 skar Pavlensky sin øreflip af i aktionen ’Segregation’ foran det psykiatriske hospital Serbsky-instituttet. Aktionen skulle vise‚ hvordan psykiatrien i Rusland anvendes som et politisk magtredskab.

Den 29. oktober 2014 skar Pavlensky sin øreflip af i aktionen ’Segregation’ foran det psykiatriske hospital Serbsky-instituttet. Aktionen skulle vise‚ hvordan psykiatrien i Rusland anvendes som et politisk magtredskab.

Anklagerne

Vi bevæger os over de smukke brostensbelagte gader og stopper ved broen Malo-Konyushennyi. Det var her aktionen Freedom fandt sted i februar 2014, og det er den, som Pavlensky nu risikerer tre års fængsel for.

»Vi var fem deltagere, vi var maskerede. Vi havde bygget barrikader, sat ild til dæk og rejst et ukrainsk flag,« fortæller han.

Freedom var en genopførelse af en scene fra Maidan-pladsen i Kiev, hvor demonstranter i februar 2014 drev den daværende præsident, Viktor Yanukovych, fra magten.

»I Rusland er det ikke meningen, at vi skal bekymre os om, hvad der er foregået i Ukraine. Den antagelse kan en kunstnerisk aktion være med til at udfordre,« forklarer Pavlensky.

Han blev samme aften varetægtsfængslet og få dage senere anklaget for vandalisme i forbindelse med aktionen. Retssagen imod ham begyndte i september, og afhøringer af vidner og deltagere er nu i gang. Han har udgangsforbud fra Skt. Petersborg og risikerer tre års fængsel.

»Der er næppe tvivl om, at dette er et af systemets mange måder at bremse mit arbejde på. Men jeg har indset, at arbejdet med og imod bureaukratiet er en essentiel del af den politiske kunst. Jeg vælger at anskue hele forløbet som en forskningsperiode i den politiske kunsts muligheder og udfordringer. Jeg studerer alle dokumenter grundigt og gemmer dem i mit eget arkiv.«

Pussy Riot

Vi går videre ned ad den befærdede butiksgade Nevskij Prospekt og stopper op ved Kazan-katedralen, som er et centralt hjemsted og symbol for den russiske ortodokse kirke. Katedralen stammer fra 1811, men dens religiøse funktion blev afbrudt efter Den Russiske Revolution i 1917, hvorefter den fungerede som museum, indtil Sovjetunionens fald i 1991, hvorefter den igen blev taget i anvendelse til religiøse ceremonier. Det var her Pavlensky udførte Seam tilbage i juli 2012, en protestaktion til støtte for den feministiske punkgruppe Pussy Riot, hvorfra tre medlemmer forinden var blevet idømt to års fængsel efter en religions- og Putin-kritisk optræden i en ortodoks kirke i Moskva.

»Jeg havde lært mig selv helt basal syteknik via youtubevideoer. Jeg var hjemme, helt rolig. På cirka 25 minutter lykkedes det mig at sy min mund sammen med 10 sting. En assistent ringede til en taxa, jeg kunne ikke længere selv tale. I taxaen skjulte jeg min mund med en klud, nervøs for om taxachaufføren eller politimænd i området skulle fatte mistanke,« fortæller Pavlensky.

Med sig havde han et hvidt banner, hvorpå der med sorte kyrilliske bogstaver stod skrevet: »Pussy Riots aktion var en gentagelse af Jesu Kristi berømte aktion (Matthæus 21:12-13).«

Pavlensky stillede sig foran katedralens hovedindgang.

»Jeg løftede banneret op, kiggede frem og fornemmede folk stimle sammen omkring mig. En mand trådte frem og tegnede små kors på min pande, bryst og hænder med noget der føltes som oliepastel. Måske ville han drive djævlen ud af mig. Jeg begyndte langsomt at føle trætheden i armene og små regndråber på huden. En sikkerhedsvagt fra kirken forsøgte at fravriste mig banneret, men det lykkedes ikke.«

Sikkerhedsvagten ringede herefter til politiet, som kom hurtigt. De stillede en række spørgsmål og ville se Pavlenskys pas. Det havde han ikke på sig, og han kunne selvsagt ikke besvare deres spørgsmål. Handlingslammede ringede politibetjentene efter en ambulance, som kørte Pavlensky på en skadestue, hvor stingene blev taget ud. Herefter blev han sendt til en psykiatrisk undersøgelse.

Bureakratiet

På russisk, som på mange andre sprog, bruger man ofte ordet ’organ’ til at beskrive enkeltdele af det politiske system.

»Hele den indforståede opfattelse af, at staten er én stor krop forsøger jeg at udfordre ved at iscenesætte min egen krop som objekt. Staten ønsker, at vi alle skal fungere som objekter for statens magtfulde krop: Vi skal adlyde og ikke begynde at sætte spørgsmålstegn ved regimets legitimitet,« forklarer Pavlensky.

Det var blandt andet det aktionen Carcass fra 2013 handlede om. I Carcass blev Pavlensky båret ind foran Mariinsky-paladset, som huser byens lovgivende forsamling. Han var nøgen og indhyllet i pigtråd og ville hermed vise, »at borgerne forventes at opføre sig som kvæg, der bliver på deres mark, fordi de er bange for at røre pigtrådshegnet, som spærrer dem inde«, forklarer Pavlensky.

»Jeg genpåkalder mig min magt som borger. Jeg ligner et objekt, men jeg er et subjekt. I mine aktioner er det snarere myndighederne, der tvinges til at blive objekter for mine aktioner. De griber ind, præcis som jeg forventer, for at bremse en ubehagelig situation – hermed arbejder bureaukratiet for kunsten og ikke omvendt.«

Den første retrospektive udstilling af Pavlenskys værker vil blive vist i Hamburg fra den 27. november til den 5. december på Kampnagel i forbindelse med performancefestivalen ’Nordwind Festival’. Udstillingen ’Figures of Silence’ vil indeholde dokumentationsmateriale fra fem aktioner, herunder ’Seam’, ’Carcass’, ’Freedom’ og ’Segregation’ og derudover materiale fra Pavlenskys udvekslinger med det russiske bureaukrati og den igangværende retssag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Staten er opdelt i to. Den patriarkalske Magtstat, som vi kan hade, som man kan hade en streng og voldelig stedfar, og den matriarkalske Socialstat, som vi forgæves kan tragte efter ømhed fra - indtil den dag vi bliver voksne som menneske, og indser, at vi alle ønsker at stå på egne ben, og at der er mange der står bedst i statens skygge. Derfor er opgaven at gøre staten til vores alles Stat. Som pigtrådsrullen der på en gang udtrykker beskyttelse mod omgivelserne og fakirens lidelse. I det billede er det let at se den stærke som fri.

Jeg har svært ved at se dette eksempel på ekshibitionistisk masochistisk narcissisme som politisk kunst – men nok som en provokation på det meget personlige plan. Faktisk så personligt at det bliver uinteressant for andre! Eller i bedste fald uforståeligt – for de gamle koner der har deres gang i Kazan – katedralen må dette stunt have forekommet alarmerende uforståeligt og hvorfor så provokere. Minder om Muhammed tegningernes kamp imod vejrmøller!
Skal man endelig tage sagen alvorligt, er det første der slår mig, at kampen imod systemet er værdiløs og gratis i Rusland. Skal man endelig have et kritisk spark igennem, må det være rettet imod landets virkelige herre oligarkerne.