Kommentar
Læsetid: 4 min.

De uintegrerede

Det ville være lettere at have respekt for landets fritgående debattører, hvis de brugte deres debatkløe på at gå i kødet på voksne danskeres forbenede fordomme. Frem for at bruge krudtet på en sekstenårig dreng
Det ville være lettere at have respekt for landets fritgående debattører, hvis de brugte deres debatkløe på at gå i kødet på voksne danskeres forbenede fordomme. Frem for at bruge krudtet på en sekstenårig dreng

Ib Kjeldsmark

Kultur
7. november 2015

Selvfølgelig skal man tage sekstenårige alvorligt. De kan være særdeles kloge og fornuftige. Men hvis man hører til dem, der overhovedet har en hukommelse, kan man jo også godt huske sig selv som sekstenårig. Såvel fysisk som karaktermæssigt er man under ombygning, kan man sige. Samtidig er man en ’lille voksen’, der skal finde en plads i de rigtige voksnes rækker. Det kan man gøre ved at efterligne, en til en, de holdninger og meninger, der er de almindeligste i ens familie og øvrige omgivelser. Nogle af os valgte for det meste en anden strategi, nemlig at gøre os umage for at mene præcis det modsatte af alt og alle. Bare lige for at markere, at man absolut ingen planer havde om at ende som en forpisset småborger af samme slags som dem, skæbnen, eller hvad det nu kunne have været, havde udset en til at dele barn- og ungdom med. Som om man skulle være et helt almindeligt menneske! Bevares, to arme og to ben, hovedet opad og fødderne forneden – for det meste da – men det var jo kun rent ydre omstændigheder, der ikke sagde noget om, hvor enestående et individ, man var.

Det går så stærkt for den sekstenårige, at han eller hun allerede som syttenårig kan have ændret opfattelse af både sig selv og andre. Endda fuldstændig. Den arrogante teenagerhvalp kan med tiden sagtens udvikle sig til en absolut fornuftig fyr, der ikke automatisk går ud fra, at han er hævet over alle andre. Ligesom den medgørlige sekstenårige, der gør, hvad han kan for at ligne den verden, han nu engang er sat i, allerede året efter kan være blevet fuldgyldigt medlem af et politisk parti, der har til formål at omstyrte det borgerlige samfund. Alt det er der ikke noget mærkeligt i. Man skal tage sekstenårige alvorligt, men ikke se bort fra, at de altså er i proces, under ombygning, på vej fra og til.

Uoplyst

Derfor kan man kun undre sig, når en frygtelig masse af landets hel- og halvprofessionelle ’debattører’ har kastet sig over en sekstenårig dreng med muslimsk baggrund, der har skrevet et læserbrev, hvor han udtrykker den opfattelse, at kvinder, der klær sig ’udfordrende’, selv er ude om det, hvis de bliver voldtaget. Det er selvfølgelig drengens muslimske islæt, der har fået den forenede snakkeklub til at himle op, for selve synspunktet kunne man da sagtens have hørt fra en etnisk dansk sekstenårig dreng. Hvis det er nyt for en, er man sgu godt nok temmelig uoplyst om de holdninger og meninger, der er helt almindelige i den danske befolkning. Holdninger og meninger, der har vist sig særdeles modstandsdygtige over for årtiers offentlig debat om både det ene og det andet. Gud Fader og altså også Allah bevares: at være fuldkommen resistent over for såvel argumenter som fakta, er da ikke noget, som først er kommet ind i verden med den nuværende regering og Dansk Folkeparti.

Ved at punke løs på den muslimske dreng og hans ’uintegrerede’ misopfattelse af kvinders selvfølgelige ret til at klæ sig som de har lyst til, glemmer man, at efter den målestok for vellykket integration, man anlægger i hans tilfælde, er der chokerende mange etniske danskere, der bestemt heller ikke kan siges at være særligt velintegrerede i det moderne samfund. Så lad dog den stakkels sekstenårige muslim, og alle andre sekstenårige for den sags skyld, udvikle sig i fred. Og koncentrer jer om den del af den voksne, danske befolkning, der står urokkeligt fast på de fordomme, de nu engang har, og som er absolut uvillige til at lade sig belære om, at kvinder, der klær sig udfordrende, og måske ligefrem går på værtshus helt alene, ikke selv skulle være ude om det, hvis en mand forgriber sig på dem.

Frem for at hænge en sekstenårig muslimsk dreng ud for holdninger, som han ikke nødvendigvis også vil have om et år, men som han ubetvivleligt deler med masser af melhvide danskere, der er gamle nok til, at de også burde være klogere, kunne man jo i det hele taget interessere sig for de kernedanske forestillinger, der bestemt ikke bare slumrer, men som er lysvågne i Jylland såvel som på øerne, herunder hovedstaden. F.eks. den med, at de arbejdsløse såmænd nok ikke i første række har det problem, at de ikke har noget arbejde, men snarere det, at de er dovne og hellere vil drive den af for understøttelsen, der som bekendt er alt, alt for høj, i visse tilfælde faktisk oppe i nærheden af femogtyve procent, måske ligefrem tredive, af Joachim B. Olsens folketingsgage! En anden klassiker er den med de syge, som jo slet ikke er syge, men bare ualmindeligt gode til at simulere, og som får blødagtige læger til at forsyne sig med fantasifulde diagnoser, som ingen fornuftige mennesker ved, hvad betyder.

Men tro nu ikke, at kernedanskeren er en mand eller kvinde, der helt mangler internationalt udsyn. Der er også den med, at flygtninge aldeles ikke er på flugt fra noget som helst, de vil bare gerne have del i den velstand, som vi andre har slidt og slæbt for i århundreder. Bl.a. ved at røve og plyndre verdensdele, hvis befolkninger ikke har været så driftige og fornuftigt bjergsomme som os.

Unægteligt: Det ville være lettere at have respekt for landets fritgående debattører, hvis de brugte deres debatkløe på at gå i kødet på voksne danskeres forbenede fordomme. Frem for at bruge krudtet på en sekstenårig dreng, der var barn i forgårs, og som i overmorgen måske mener noget helt andet, end han gør i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Længst leve frisindet

Hvad nu hvis - en sekstenårig muslimsk dreng - har fået mere radikale holdninger om et år og forsøger at udleve dem ved kedelige aktive handlinger i det offentlige rum, herhjemme eller i udlandet – det mangler skribent Vinn vist nok at ironisere over i al sit rosværdige frisind, eller er det også lige meget og ikke særligt sandsynligt, for herregud, de er jo bare under ’ombygning’ - forhåbentlig ubevæbnet …

Ja, medierne vil gerne tjene penge på "gyldne klik", men når det er sagt, så er det umådelig trist, at 16 årige drenge har den indstilling overfor pigerne. Drenge i den alder er seksuelle væsener, og der er blandt dem individer, der desværre både kan og vil udøve mental og fysisk og seksuel vold, hvis de mener, de har "ret" til det.

Vi må være obs på de tendenser, vi ser, således at de rigtige ofre i denne sag findes - og det er nok ikke lige denne dreng, som har disse holdninger.

I stedet er ofrene de piger og kvinder, som bliver chikaneret og udsat for mental eller fysisk og seksuel vold grundet deres ønske om frihed til selv at vælge beklædning og i øvrigt kunne gå i fred på gaden.

Annica pedersen

Skrev debatøren, og demonstrede dermed ine forbenede fordomme overfor danskere.