Venskabet, uskylden og forræderiet

Klaus Rifbjerg sendte mig i sin tid, i 1974, sin lille nye roman En hugorm i solen. I dedikationen skrev han bl.a., at her var: »… noget om hvordan det var engang for mange år siden, da vi ikke vidste ret meget. Ved vi mere?«

Dengang jeg fik bogen – da var vi begge først i 40’erne – tog jeg spørgsmålet som en hyggelig og smånostalgisk hilsen i farten til vores fælles barndomsoplevelser i Asserbo. Måske havde han også brug for efter den hårdtslående Marts 70 at minde om vores forbrødrede barndomsdage. Eller mente han også noget mere med det? Ved vi mere? Ja, det kan man godt spørge sig om i dag. Han lægger, som så ofte før, op til, at vi er enige. Det er vi ikke. Ved vi mere? Rifbjerg mente nej. Jeg mener ja!

Jeg er – her efter Rifbjergs død – vendt tilbage til romanen for første gang siden udgivelsen og har genlæst den i fred og ro – og med beundring: dens sikre tone og fuldkommen uhindrede transport af lyslevende erindringsstof. Der udgår lange perspektiver fra En hugorm i solen, der fører både tilbage og frem i forfatterskabet. Men selvfølgelig har den også interesseret mig på grund af alt det, jeg kan genkende. Der er meget mere, som jeg må nikke bekræftende til, end jeg husker fra den første læsning.

Hvad handlingen angår, beskriver den en kurve, der minder om den i Den kroniske uskyld: en langt udtrukket uskyldstilstand, der ender i et fald. I debutromanen består der længe et tæt og tilsyneladende ubrydeligt forbund mellem to teenagedrenge, indtil det får sit knæk, da den ene, Tore, ved en katastrofe ’affortrylles’ og berøves sin suverænitet. Hermed kommer den forgudede ven i øjenhøjde med den underlegne Janus, for hvem Tore-billedet kollaberer.

Knækket i barndomsromanen En hugorm i solen finder derimod af gode grunde sted før puberteten og ikke under nær så melodramatiske omstændigheder på grund af det seksuelles langt mere begrænsede indflydelse. De er begge otte år. Men faldet er vel at mærke lige så stort og definitivt.

HVIS IKKE seksualiteten medfører faldet, hvad så? Det gør forræderiet.

Romanens Jacob, der så at sige indtager Tores plads, indgår til sidst i et skuffende ’komplot’, rettet mod Morten, i al fald ifølge Morten selv.

Hos familien Banter (Barfoed), der har sommerhus i Nordsjælland (Asserbo) ikke langt fra det, familien Parshøj (Rifbjerg) lejer, bliver der en aften fortalt spøgelseshistorier. Og Morten – der ikke er indviet – får sig en alvorlig forskrækkelse. Denne skelsættende aften er lagt til sidst i romanens lange førstedel som en mørk udgang.

Tilhørerne sidder i mørkningen omkring spisebordet, hvor et enkelt stearinlys er tændt. Jeg husker udmærket, hvordan mine to storebrødre og et par af deres venner havde sørget for, at der i det rette øjeblik lød »slæbende skridt« på loftet. Gys! Det var noget med en pose med sand, som min bror Gerhard (Reinhard i romanen) kurede hen over krybeloftet, da nogen trak i snoren, der var bundet til Gerhards sko. Illusionen var perfekt, også for mine intetanende forældre, eksperimentet lykkedes, aftenunderholdningen var hjemme, og der blev leet højt og tilfreds bagefter, men selvfølgelig ikke af den panikslagne Klaus.

Dermed er Mortens lykkelige sommer forbi, og den kan ikke gentages. Bogens korte og tørre sidstedel starter det følgende år med den tyske besættelse og Mortens evakuering til en gård på landet, som han ikke kender, og hvor han ikke kan forstå, han skal være. Der sker jo ingenting, der er krig og dog ikke spor krig. I al fremmedheden er han selv et fremmedgjort spøgelse med en udsigtsløs længsel efter varmen fra sidste sommer.

Først om et par måneder – altså uendelig længe – bliver det rigtig ferie igen, hvor Asserbo venter, og hvor samværet med Jacob og de gode gamle lege skal genoptages, men Morten ved/aner samtidig, at »ingenting nogensinde blev, som det havde været før«. Og »han hadede dem alle sammen, fordi de lavede tingene om«.

Da den så endelig kommer, sommeren, er det hele forkert fra starten. Det buldrer ikke længere dansk i det fjerne ude fra skydebaneterrænet, de tyske maskiner drøner tværtimod lavt og hoverende over sommerhusområdet. »Jacob havde fået et par nye kammerater«, og »det var sjældent (han) gad køre lange ture i plantagen«. Alt er med andre ord af lave. Nye personer, der indtager scenen hos Parshøjs, er dels en ligegyldig moster, dels en lige så intetsigende veninde til en af Mortens søstre. Der er ingen fryd, ingen eufori, og ingen ven længere. Jakob var »kun en legekammerat«.

Med en bitter akkord lyder romanens sidste, lakoniske sætning: »Den sommer skete der ikke mere.« Punktum.

MIN TILSTEDEVÆRELSE i En hugorm i solen – i form af stoffet til Jacob-figuren – er betydelig og mere virkelighedsnær end min andel i Den kroniske uskyld. Der er faktisk ikke den reference og den detalje, som der ikke er et reelt afsæt til ifølge min erindring om ferierne i Asserbo dengang. Lige fra den udendørs brønd hos Parshøjs til den moderne slagpumpe over køkkenvasken hos Banters. Ingen fiktioner er indført overhovedet, ikke en opdigtet person.

Morten er rekonvalescent (Rifbjerg havde gigtfeber i samme alder) og endnu lidt skrøbelig, da han i sommeren 1939 i trygt selskab med familiens hushjælp (helt kalkeret over Rifbjergernes egen Agnes) ankommer til sommerhuset, som faderen har lejet. De to er taget i forvejen for at åbne det.

Bogens lange førstedel er stillestående, men den stråler og ånder. Den nye verden scannes. Med opspærrede sanser sonderer Morten terrænet fjernt og nært. Han fremstår som et hypermodtageligt barn, der fyldes til randen med nye indtryk. Det strømmer ind i hans bevidsthed: alt skal indoptages, identificeres og ordnes.

Det, den følsomme og tænksomme dreng befinder sig i, er en uendeligt myldrende verden af gådefuld uskyld – ikke idyl, (hvad alene romanens titel taler sit tydelige sprog om). Hvorfor er alting som det er? Hvorfor løber åen i byen (Frederiksværk) på den måde, den gør? Morten prøver at forstå sammenhænge og årsager, ofte forgæves og måske lovlig bevidst i forhold til en otte-ni-årigs psykologi. Verden er både mangfoldig og uberegnelig, »der skete hele tiden ting, man ikke kunne kontrollere«. Men grundlæggende hænger den sammen. Den er ganske vist aktiv til bristepunktet, som sagt myldrende fuld af virkelighedsstof og begivenheder, men overordnet set står den stille. Den er som helhed ikke på vej nogen steder hen og i sidste instans uforanderlig.

Indtil katastrofen.

I 1972 UDGAV Rifbjerg en artikelsamling med den sigende titel Dengang det var før. ’Før’ har en mægtig plads i Rifbjergs forfatterskab og har altid affinitet til uskyld. Uskyldens tema forgrener sig gennem stort og småt i det. Jeg kender ingen forfatter, hos hvem den katastrofeerfaring af uskyld og uskyldstab og alt hvad deraf følger, er mere dybtstikkende. (Johannes V. Jensen og Thorkild Bjørnvig har hver sin rem af den samme hud.) Uskyld er sammenhæng, enhed og fylde, men det er ikke nu – uskyld er altid og principielt forbi – det var dengang, det var før.

Der er en simpel tekst i Amagerdigte (1965), der handler om dette tab. Her er uskylden den holdbare, almindelige hverdag: cyklen, havegangen, madderne, der venter, radioavisen om aftenen, kort sagt det altid genkommende, afgrænsede og derfor trygge. Ganske vist rører der sig undervejs i teksten en lille længsel efter »voksen uafhængighed«; hvorved et fremtidsperspektiv lige akkurat er antydet, men det er uden konsekvenser. Digtets slutning, man kan godt sige den katastrofale slutning, ophæver brat og kategorisk uforanderligheden og åbner lemmen til det store intet:

En nat kan jeg huske
det pludselig gik op for mig
at jeg engang skal dø

Jeg lå længe i mørket
med en stor fornemmelse over mig,
og inden jeg faldt i søvn
tænkte jeg meget på de ting,
jeg har nævnt i digtet
og følte at jeg allerede havde mistet dem.

PARADISET, i dette smukke digts hverdagsudgave, falder som et korthus for erkendelsen af altings forgængelighed, der indtræder som et knips og viser, at alt er foreløbigt, alt får en ende. At man skal dø. I digtet er det en viden, der ikke retter bevidstheden fremad, men derimod opløser alt med tilbagevirkende kraft. Alt er lagt øde, og intet vil blive som – dengang det var før.

I 1959, i slipstrømmen af debutromanen, skrev Rifbjerg en søvngængeragtig og syret tekst ved navn »Uskyldens tema«. Ligesom man ikke kan se ind i solen, men derimod ser alt andet i kraft af netop sollyset, sådan er det også at fokusere på uskylden. »Det er nemlig ikke uskyldens mening, at den vil indfanges …« Teksten har blandt andet nogle linjer om at holde ferie, vel at mærke som voksen. Mens den holdes, tænker man ikke over ferien. Først i det øjeblik, man kører hjem, vender man sig om i bilen »for at se tilbage på det, som allerede nu er det tabte land«.

Kan det tabte land generobres? Kan paradiset, ferielandet, kort sagt »uskyldens hjertefryd« – som det hedder – rekonstrueres?

Nej, det kan det ikke. For »… flugten mod lykkelandet og uskyldens hjemsted er umulig ...« I hvilken tilstand efterlader dette Adgang Forbudt os så? Som det siges med en af Rifbjergs mange lykkelige formuleringer: … »nu er vi til overs, vi sommerbeboere, der aldrig kan tænke og føle i tide, men kommer farende i utide for at fange det, der for længst er gået på træk …« Eller som det hedder lidt senere: »uskyldens spejl er dugget til«.

Men dermed er ikke alting sagt; der er noget mere. »I sig føler man alligevel et glimt, en refleks af, at man er kommet for sent efter uskylden …«, og det er af dette glimt, at en slags gentagelse dog kan fremstå – ikke i virkeligheden ganske vist, men i erindringen, et glimt, en refleks. Det er den, der driver værket – det vil sige fiktionen, som har drevet talløse af Rifbjergs værker. Uskylden kan manes frem – og altså på en måde gentages i en fortælling. Det vil sige abstrakt, som illusion.

Fotografiet her viser Klaus Rifbjerg (tv.) og Niels Barfoed, der blev legekammerater i sommeren 1939 i Asserbo. Ribjergs roman ’En hugorm i solen fra 1974’ handler om to drenge, Morten og Jacob, og deres familier og strækker sig over to sommerferier. Den sidste, der står i den tyske besættelses tegn, er lige så dyster, som den første er lys og lykkelig. (Privatfoto).

MED INDFØRELSEN i fortællingen af familien Banter, som er min familie uden retouche, introduceres langsomt den uoprettelige underminering af harmonien, som topper i spøgelseshistorien.

Den lille Morten får med denne gruppe noget helt nyt og modsætningsfyldt at tænke på. Banters er ikke bare en selvfølgelig del af sommerlandet, som Morten tilegner sig. De er en udfordring ved at være anderledes end det, han kommer fra. De lejer ikke, men ejer deres sommerhus. Det banterske hus er rummeligere, lysere og elegantere; moren, fru Banter, er stilfuld med bredskygget stråhat og cigaretter. Drengene er velklædte og har manerer. De bukker for de voksne og giver hånd. Banters er kort sagt overklasse set i Mortens perspektiv. Og overklasse er noget tvetydigt: på en gang dragende og tvetydigt. Bag det afrettede og formbevidste hos Banters anes både fortrængninger og angst. Der lurer konflikter; selv de to familiers husassistenter, som bringes til at mødes, er ikke på talefod.

Med Banters entré er Mortens vegetative tid forbi.

Først og fremmest udvikler han en fascination af den yngste Banter-søn, Jakob, som han oplever som mere færdig og helstøbt. Morten har fundet et forbillede i Jacob og skal vinde ham og gøre sig værdig til hans venskab. Han bilder for eksempel seriøst Jacob ind, at han drikker en kop blod hver dag til morgenmad, for det er sundt. Det bildte Klaus også mig ind. Hvad der ikke er med (selvølgelig), er, at jeg måtte spørge Klaus’ far, der sad i liggestolen og læste avis, om det virkelig kunne være sandt. Hr. Rifbjerg slog sin elskelige latter op, mens Klaus stod et stykke derfra og så forlegen ud.

De to legekammeraters fællesskab er omgivet af diverse uromomenter. Jacob har to ældre brødre. Otto (Ole) er ham, der til sidst med et par venner iscenesætter spøgelseshistorien. Han er allerede på vej ind i de voksnes verden og ikke markant. Vigtigere og anderledes nærværende, for ikke at sige foruroligende er den lettere dæmoniske Reinhard (som min vanskelige, tre år ældre bror Gerhard har lagt krop, væsen og næsten navn til; han gjorde bestemt ikke livet nemt for mig). Ham og hans forfølgelse har Jacob rigeligt at bestille med at værge sig overfor, hvilket alt sammen er fanget perfekt af Rifbjerg. Reinhard er som sin model vild, tyrannisk og voldelig og frygtet også af Morten.

Den banterske borgerlighed er krakeleret af hr. Banters hemmelige besøg på den nærliggende kro og samtidig styret af en striks bornerthed, repræsenteret navnlig af den jomfrunalske Anna, vores husassistent. Det er hende, der en højlys sommerdag bliver stiktosset over Jacobs glade tisse-i-rundkreds-dans foran den banterske terrasse og beordrer ham i stuearrest med nedrullede gardiner. Det banterske miljø er farligt og tvetydigt og i direkte kontrast til Mortens eget, der er harmonisk, uskyldigt og almindeligt. Det almindelige er altid et plusord hos Rifbjerg, ligesom i digtet Engang.

REN OG UFORSTYRRET fylde er noget Morten opnår alene med Jacob. En gylden stund folder sig ud for ham en dag i plantagen. Situationen bygger på en erindring, der også for mig står tydeligt. Jeg havde på en cykeltur fundet en forladt grusgrav inde i skoven ikke så langt fra Asserbo ruin. Jeg ville vise den til Klaus, så vi sammen kunne lege med en lille modelsejlbåd, jeg havde fået forærende, for i bunden af grusgraven var der en lille, stille og derfor velegnet sø.

Det var virkelig en verden for sig, begrænset af stejle lergule skrænter med store nåletræer foroven, hvoraf et par stykker var faldet ned ad skrænterne. Der var varmt, og som sagt var det væk fra alfarvej, ideel at lege i. Det var mig, der stod for sejladsen, jeg havde prøvet det før, mens Klaus, der sad lidt væk, så til. Ganske ligesom Morten i historien.

Jeg genfinder nu scenen i bogen. Morten tillægges ét fortrin fremfor den beundrede Jacob: et særligt indre liv. Morten ser, hvordan vandet kruses og skibet lægger sig på siden, når der kommer lidt vind, og sejlene bliver fyldt, han ser, hvordan det næste øjeblik er blikstille, og sejlene slappes. »Måske tænkte Morten mere på sådan noget end Jacob. Ikke så meget på det med skibet, det syntes de begge to var mægtigt, det var måske mere det med, at der det ene øjeblik var noget og det næste øjeblik ikke.« Ikke det nære og praktiske her og nu, skibet, men tingenes tale, det store on and off, der kom til syne. Det har Morten blik for. Han tilskrives filosofisk sans for verdens elementære usikkerhed og uforudsigelighed. Der er huller i tingenes nærvær. Han ser, at de ikke varer, de skifter. Og det er noget, han gruer ved. For tænk, hvis de holdt op. Når noget var der, så skulle det helst blive, for det var det bedste, hedder det. Morten »følte, at grusgraven, som de havde fundet, var deres … og skulle blive ved med at være det og på samme måde«.

Her følger et meget følsomt billede af den beundrede ven set på afstand. Jacob er roligt og grundigt i færd med at gøre skibet søklart. Morten »så meget nøje på ham og kiggede på hans bukser og sweateren og lagde mærke til, hvor pænt han holdt om skibet«. Han så meget »omhyggeligt på Jacob og følte, at han (Jacob) også skulle blive ved. Han måtte gerne komme og gå, og de kunne selvfølgelig ikke være sammen altid, men der måtte helst ikke være nogen forandring. Han vidste, at der var mange ting, Jacob kunne og havde, som han ikke havde, men det gjorde ikke så meget, for han ville helst have det sådan, bare det blev ved, for han kunne godt lide at se ham gøre alle de ting, som han gjorde bedre. Morten rørte ved sin venstre brystvorte og følte hjertet bevæge sig i en iling under tyrolerselerne. Så kom han i tanker om, at det var længe siden, han var syg«.

Men det blev ikke ved. Ingenting bliver ved.

Der havde lydt de der slæbende skridt over loftet, og Jacob havde kendt til »bedraget«. Den aften havde Morten »kigget på Jacob, der også grinede ad ham, han vidste det altså, han havde vidst det hele tiden. Morten var den eneste, der ikke vidste, at Reinhard lå oppe på loftet, og at det var ham, der fik spøgelset til at gå på det rigtige tidspunkt. Det havde alt sammen været for at gøre Morten bange, og de havde alle sammen vidst det«.

Nej, men det er Mortens oplevelse: at hele aftenen i det banterske hus ene og alene drejede sig om at skræmme ham. Det var først og fremmet ment som en spøg, et eksperiment, et stykke harmløst sommertidsfordriv omkring et stearinlys.

Han var forrådt. At blive forrådt er for den sårbare barnlige bevidsthed ikke kun at blive sat uden for fællesskabet, herunder at få symbiosen med en ven brudt, men også en vedvarende anledning til jalousi, for hvor bevæger den tabte ven sig hen?

Romanens kurve er knækket. Sommeren er uigenkaldeligt forbi, og hvad Morten tog med sig, var det chok, han fik af spøgelseshistorien i det banterske hus.

MEN HVAD med hugormen?

Tilbage står hovedsymbolet, der ovenikøbet har afgivet bogens titel: Hugormen. Den henviser til en ret isoleret, men meget virkningsfuld scene, hvor nogle tømrere, der arbejder i den fjerne ende af grunden hos Parshøjs, midt i middagsheden finder en mægtig hugorm, som ligger og varmer sig i sandet. Med besvær får de slået bæstet i hjel med deres spader, men den viser sig at være med unger – »mindst femten!« – der bugter sig ud i græsset og også skal slås ihjel. Morten er paralyseret, mens Jacob, som kommer forbi, tager det roligt. Jacob – og jeg – var vant til hugorme i Asserbo gennem mange somre.

Op til Klaus Rifbjergs 60-årsdag fik Peter Seeberg den idé, at han og Niels Barfoed redigerede et lille festskrift for Samlerens Forlag. Der blev det overrakt den overraskede fødselar den 15. december 1991. Portrættet på omslaget af den 17-årige Rifbjerg har Niels Barfoed tegnet i 1948 under en en påskeferie på Langeland hos Rifjergs familie.

Den dæmoniske Reinhard, som selv er et Banter-yngel, er derimod straks involveret i slangegyseren. Han er – og Gerhard var – i høj grad pirret af hugormedrabet og bærer på et skovlblad et par af de endnu sprællende unger helt ind i den parshøjske stue, hvor familien sidder og spiser – se her! – så de må bede ham om at forsvinde i en fart. Det er ikke første gang, den banterske dæmoni i skikkelse af den foretagsomme Reinhard trænger ind i den parshøjske idyl. Han har tidligere en sen aften lukket en stor græshoppe ind i det værelse, hvor Morten sover sammen med sin tro barnepige, der får deres hyr ud på natten.

Hugormens bratte tilsynekomst ud af »ingenting« er bogens voldsomste udbrud af noget aggressivt og i værste fald livsfarligt midt i Asserbos uskyld. Scenen formidler først og fremmest en skræmmende erkendelse af, at naturen og stedet er uberegneligt farlig. Den kan svigefuldt og uden varsel vende en frygtindgydende underside ud – for eksempel i skikkelse af en hugorm! Der kan når som helst åbne sig en afgrund, og alting kan pludselig slå over i noget dødeligt og skrækkeligt i denne usikre verden. Måske i skikkelse af en hugorm ... Eller for eksempel det, der er værre: et eksistentielt baghold i form af et uforudset komplot.

OG DOG KAN man øve kontrol! En gang lykkedes det Morten omsider med gråd og plageri derhjemme at få sig en dolk magen til Jacobs mageløst dejlige dolk. Det kunne lade sig gøre! Dér opdagede han, at »alligevel var det som om man var med til at bestemme alting alligevel«. Indsigten noteres ganske vist et meget uanseligt sted, men viser, at den megen tale om det ubestandige modsvares af både en trang til og en mulighed for at kontrollere, eller med andre ord: få sin vilje.

Foranderligheden er også noget, Jacob selv personificerer.

Der var gange, hvor »Jacob havde sagt ja, men så pludselig ville han ikke alligevel«. Eller »Jacob holdt tit op med alting pludselig, og så var der ikke noget ved det mere. Så kunne man lige så godt holde op selv«.

Sådan hedder det resigneret i romanen, men Rifbjerg kunne ikke selv holde op. Det er i grunden det gådefulde. Han holdt aldrig op. Forræderiet – mit – slap ham aldrig. Han hævnede det til sine dages ende.

Fire år før En hugorm i solen udkom den satiriske roman Marts 70, hvor jeg hele to gange, med navns nævnelse, er forræder. Den nybagte lektor på Københavns universitet Niels Barfoed forråder både de oprørske studenter og det konservative lærerkollegium. Han er nemlig dobbeltagent og nok bogens mest misliebige skikkelse. Et halvt århundrede senere væver Rifbjerg igen vores historie ind i en roman ved navn Nøleren (2010). Den handler om to mænds livslange venskab, der går i stykker, og består fortrinsvis i jegfortællerens endeløse undren over vennens brud, der er konsekvensen af et livs forfølgelse – og alle de ressentimenter og forbitrelser, bruddet forårsager hos jegfortælleren.

VED VI mere?

Den gamle dedikations retoriske spørgsmål underforstår, at det bilder vi os ind, men det mere, vi tror at vide, er blot skygger i sammenligning med det, vi, han og jeg, »vidste« sammen dengang før syndefaldet. Dengang det var før, rummer al den viden eller snarere indsigt, som er fornøden.

Den viden, som han fandt i de sidste mange år, har han nedfældet i disse linjer: »Hvor der før var stille, er der nu larm, hvor man før kunne trække vejret, bliver man nu kvalt, hvor der engang var tænksomhed, er der i dag underholdning, hvor der engang var beskedenhed, er der nu grådighed, hvor der engang var overbærenhed, er der had.«

Det er ikke en konstatering, som jeg kan skrive under på. Rifbjergs indstilling bygger på en dybtstikkende forestilling om en oprindelig uskyld i menneskelivet og et følgende tab af samme uskyld – eller et forræderi. Det er en mytologi, der ikke siger mig noget, fordi jeg ikke kan identificere mig med den.

Klaus Rifbjerg var en fænomenalt fantasifuld og sårbar ven i barndommen med en nemt vakt tilbøjelighed til jalousi og altså ekstremt hensynskrævende – hvilket er det samme som kontrollerende. Måtte man til tider rationere samværet og iagttage den nødvendige afstand for at kunne trække vejret, blev det taget op som svigt og kulde. Man blev holdt i kort snor! I den pure ungdom var han i samvær og i breve en inspiration, en altid nærværende, søgende ven, både når det gjaldt at lære verden at kende, reagere på den, forstå den og at skrive om den.

Jeg læser En hugorm i solen som sagt med beundring og også bevægelse. Hvilket rigt og sårbart indre vidner den ikke om? Jeg får endda noget at vide om mig selv, som jeg ikke vidste – eller havde glemt.