Læsetid: 8 min.

Årets film: Påmindelser om medmenneskelighed

2015 har været et forbavsende godt dansk filmår med adskillige vedkommende film og historier om at være menneske i verden. Der har dog også været fejlskud, børne- og ungdomsfilmen har det svært, og så mangler der filmiske eksperimenter
Martin Zandvliets ’Under sandet’ var en af årets tre danske krigsfilm. Alle tre var blandt de bedste danske film i 2015.

Christian Geisnæs

22. december 2015

Det kan godt være, at antallet af danske film på betydelige internationale filmfestivaler er faldet, som filmmagasinet Ekko forleden kunne fortælle. Og at man kan se det som et udtryk for en kunstnerisk krise, som dansk film befinder sig i lige nu.

Men der er nu også meget at glæde sig over, ikke mindst at der i løbet af 2015 faktisk har været premiere på en række mere end gode danske film, som ganske vist ikke har udfordret filmmediet eller udviklet filmsproget, men som alligevel på en vedkommende og spændende facon har beskæftiget sig med det at være menneske i verden og Danmark i dag eller har udforsket den fortid, der har formet os som mennesker.

Således er der meget at tænke over og blive klogere af i årets bedste danske film, hvoraf forbavsende mange er baseret på virkelige begivenheder. Og på et tidspunkt i danmarkshistorien, hvor anstændigheden og tolerancen om noget er truet, er det måske ikke det værste, man kan gøre. I virkeligheden er det faktisk en god idé at gøre; at minde os selv om vores medmenneskelighed, omtanke og evnen til at gøre godt for dem omkring os.

Moralske gråzoner

Ikke færre end tre af årets cirka 25 danske spillefilm handler om krig – og det er oven i købet tre af de allerbedste film. Det drejer sig om Roni Ezras 9. april og Martin Zandvliets Under sandet, der begge handler om Anden Verdenskrig, og Tobias Lindholms Krigen, som tager udgangspunkt i krigen i Afghanistan – og desuden er Danmarks bud på en Oscar-kandidat til næste år. Filmen er faktisk blandt de sidste ni, som i januar bliver til de fem nominerede i kategorien Bedste Fremmedsprogede Film.

Der er mange gode ting at sige om Krigen, som handler om en dansk soldat og delingsfører (Pilou Asbæk), der anklages for krigsforbrydelser efter sammen med sine mænd at have været i en blodig og kaotisk ildkamp med Taleban i Afghanistan. Lindholm dømmer ikke sin hovedperson, men beskriver i stedet de komplekse moralske og menneskelige gråzoner, han havner i, og hvordan det både vil være forkert at dømme ham og forkert at frikende ham. Det er en fascinerende film, der begavet og nuanceret diskuterer det faktum, at Danmark er i krig, og hvad det betyder for os som individer og som nation.

Det samme kan man i øvrigt sige om både 9. april og Under sandet, der begge er baseret på virkelige begivenheder under og lige efter Anden Verdenskrig.

Seværdige krigsfilm

Roni Ezras 9. april skildrer de få timer om morgenen på selve besættelsesdagen, den 9. april 1940, hvor nogle få unge danske soldater kæmpede mod den tyske invasionsmagt, uvidende om at den danske regering allerede havde overgivet sig. Det er dog ikke storpolitik, men de enkelte menneskeskæbner, som Ezra er mest interesseret i, og det er resulteret i en intens og medrivende film om at slås for det, man tror på, og for hinanden, også selv om det virker uoverskueligt, og om krigens absurditet og om at blive svigtet af dem, der har befalet én at kæmpe.

I Under sandet fortæller Martin Zandvliet, som tidligere har lavet Applaus og Dirch, om de purunge tyske soldater, der under dansk kommando blev sat til at rydde nazisternes miner langs den jyske vestkyst lige efter Anden Verdenskrig.

Det er en barsk og rørende film, som ved at fokusere på de unge mennesker og den barske danske sergent (en fremragende Roland Møller) både sætter en tyk streg under, at krig er et helvede, mens Zandvliet viser os, at fjenden også bare er et menneske. Samtidig tegner han et knap så pænt billede af danskernes opførsel efter krigen, hvor vores hævntørst fik os til at gøre grimme ting.

Langt over gennemsnittet

Og sørme om der ikke også er flere andre danske film fra 2015 at skamrose, fordi de fortæller gode, underholdende og ikke mindst vedkommende historier. En af de mere overraskende er Kasper Barfoeds Sommeren ’92, der handler om dengang i 1992, hvor Danmark vandt EM i fodbold. Overraskende, fordi den handler mindre om fodbold, end den handler om den udskældte landstræner, Richard Møller Nielsen, og er et vellykket forsøg på at give ham den oprejsning som menneske og især fodboldtaktiker, som han fortjener.

Sommeren ’92 er både dramatisk og morsom, og Ulrich Thomsen leverer en af årets bedste præstationer som Ricardo, der har det med at tale i tunger, når han møder pressen. Det er ganske enkelt kosteligt, og mon ikke det bliver Thomsen, Roland Møller og Pilou Asbæk, som blandt andre skal kæmpe om skuespilpriserne, når de bliver uddelt tidligt næste år.

Det forgangne år har også budt på fine film af en lille håndfuld debutanter. May el-Toukhy stod bag den underholdende Lang historie kort, der gennem en række fester og sammenkomster fortæller om kærlighed, opbrud og op- og nedture for en gruppe nære venner. Formen er måske ikke ligefrem original, men den bibringer den velkendte historie en masse dynamik, som sammen med de sprudlende replikker og mere end solide skuespilpræstationer løfter filmen langt over gennemsnittet.

Grebet om hjertet

Også Ole Christian Madsens Steppeulven, om sangeren Eik Skaløe og hans forsvinden i Himalaya i 1968, var fuld af humor og opfindsomme og energiske narrative krumspring. Den mindede ikke om ret mange andre biografiske film, og den introducerede verden for stortalentet Joachim Fjelstrup i hovedrollen.

Samanou Acheche Sahlstrøms debutfilm, I dine hænder, beskæftigede sig modigt, stærkt og tilbageholdende med et svært emne, assisteret selvmord, mens Susanne Bier til gengæld gav den hele den følelsesmæssige arm i En chance til, en melodramatisk tragedie om en psykisk syg kvinde og hendes fortvivlede mand. Det var to film, som bestemt ikke faldt i alles smag, men som for det meste greb mig om hjertet.

Også Erik Clausens tragikomiske Mennesker bliver spist bød på en udmærket fortælling af socialrealistisk snit om en bilmekaniker, Herluf (Clausen selv), der lider af demens, og som ikke længere rigtig slår til som mand eller menneske. Det er Clausens bedste i efterhånden en del år.

Politik, demens og ægteskab

Men nu er det selvfølgelig ikke alt, der har været lige godt i 2015, men selv de film, som ikke lykkedes helt, rummede forsonende træk: Christina Rosendahl fortalte om den nu afdøde journalist Poul Brink og hans kamp for at afsløre Thule-sagen i Idealisten, der for lidt vild i sine egne, store ambitioner, selv om den da også bød på solid politisk spænding og dramatik.

Michael Noers Nøgle hus spejl, der handlede om at blive gammel og måtte give slip på sine drømme og sin selvstændighed, var desværre ikke helt overbevisende i sin skildring af livet på et plejehjem, men den holdtes oppe af flotte præstationer af Ghita Nørby og svenske Sven Wollter, og så var det godt at se en film om mennesker, der ellers sjældent bliver skildret på film.

Derimod var Natasha Arthys Comeback, om en stand up-komikers nedtur og genfødsel, ikke sjov eller skarp nok til at fænge, mens Frederikke Aspöcks Rosita fortalte en sympatisk, men også lidt utroværdig historie om giftermålet mellem en thailandsk kvinde og en dansk mand.

Nødvendige tosserier

Og så til noget helt andet: Anders Thomas Jensen lod hånt om al god smag i den groteske Mænd og høns, der handlede om en mildest talt dysfunktionel familie, og som trods de grænseoverskridende løjer rummede øjeblikke af melankoli og blidhed. Noget lignende kan siges om Casper Christensen, Frank Hvam og Mikkel Nørgaards Klovn Forever, der ikke var lige så god eller frisk som Klovn the Movie, men dog virkelig morsom og tosset.

Det er den slags tosserier, man kommer til at sætte pris på i et år, hvor der ikke er blevet eksperimenteret særlig meget med filmmediet, formentlig pga. frygt og økonomiske kvaler. Daniel Dencik forsøgte med en film om slaveri i 1800-tallet, Guldkysten, men den endte som en udsyret Mørkets hjerte-klon og blev skæmmet af en usammenhængende historie, dårlig dialog og elendigt skuespil. Meget mere held havde Jeppe Rønde med sin fascinerende og uudgrundelige Bridgend, der – igen med udgangspunkt i virkelige hændelser – fortæller suggestivt om masseselvmord blandt teenagere i titlens walisiske landsby. Psykologien halter i filmen, som dog har held med at skabet et særegent lydligt og visuelt univers, hvor man aldrig er sikker på, hvad der mon kommer til at ske.

Ellers har man i år skullet hente de filmiske eksperimenter i dokumentarfilmen, hvor Laurits Munch-Petersens Skyggen af en helt og Michael Madsens The Visit på meget forskellig, men lige fascinerende og underholdende vis har blandet fiktionsfilmens forførende virkemidler med den journalistiske dokumentarfilms mere traditionelle greb.

Hvad børne- og familiefilmene angår, vælger jeg koldt og kynisk at springe blandt andre de seneste Min søsters børn- og Far til fire-film over. Gæt selv hvorfor. Til gengæld stod Kenneth Kainz’ Skammerens datter, der er baseret på bøger af Lene Kaaberbøl, for årets stort set eneste positive indslag. Filmen var fuld af eventyr og spænding og rummede et flot realiseret, middelalderagtigt univers, og man kan kun håbe på, at Kainz får lov til også at lave endnu en film i det, som kunne blive en fejende flot, velproduceret serie.

Kunstnerisk

Til sidst er vi nødt til at tale lidt om de penge, filmbranchen altid har for lidt af, og som der pga. nærmest fraværende indtægter fra hjemmevideomarkedet kun bliver færre af. Der er i skrivende stund (20. december) solgt cirka fire millioner billetter til danske film i 2015. Det er slet ikke så skidt, og det giver formentlig en ganske høj markedsandel på 25-30 procent af det samlede antal solgte billetter i danske biografer i år.

Men det er som sædvanlig nogle få film, der sælger de fleste billetter. Klovn Forever, Mænd og høns, Min søsters børn og guldgraverne, Sommeren ’92, 9. april, Skammerens datter, Far til fires vilde ferie og Mennesker bliver spist har alle solgt flere end 200.000 billetter. Klovn Forever er som den eneste film i år nået over 500.000 billetter, mens Mænd og høns, Min søsters børn og guldgraverne og Sommeren ’92 er de eneste over 300.000.

Det er med andre ord velkendte emner, filmserier og instruktører/hovedrolleindehavere, som har solgt de fleste billetter i år, og selv om 2015 som sagt har budt på adskillige glimrende film, kan man frygte, at dansk film – ligesom amerikansk – sander til i gentagelser og uopfindsomhed. Fornyelse i form af filmiske eksperimenter og tematiske slag i bolledejen er det, kunstarten skal leve af i fremtiden. Hvad selve branchen så skal leve af, er en anden og mere kompliceret sag, men man kan håbe, at miljøets opfindsomhed, Det Danske Filminstituts nye lavbudgets-pulje og nogle velvillige politikere kan hjælpe til med at finde ud af det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu