Læsetid: 4 min.

Bagsiden af civilisationen

’Børnene på Putins losseplads’ følger over 14 år en ung piges kamp for at overleve og undslippe livet på en losseplads i udkanten af Moskva. Men instruktør Hanna Polak vil ikke kun vise de mørke sider af livet på lossepladsen, siger hun
Hanna Polaks dokumentar følger livet blandt en gruppe børn på en losseplads uden for Moskva. Det er en ekstremt hård kamp for at overleve, men filmen viser også børnenes glade stunder. Pr-foto
18. december 2015

»Ingen undslipper det her liv ude på lossepladsen, måske under én ud af 100,« filosoferer den unge kvinde Yula, der håber det bedste, men som ved, at livet kun bliver værre.

Hun ved, hvad hun taler om, for over de 14 år, som filmen følger Yula, er hun både barn, teenager og ung voksen på Europas største losseplads i udkanten af Moskva. Her på den ildelugtende ‘svalka’ flyttede hun ud med faren og moren, men kernefamilien er med farens død for længst forsvundet. I stedet kredser tætte sværme af mågeflokke over hovederne på affaldssamlerne, der skal forsøge at finde mad, tøj og brænde i et konstant kapløb med bulldozerne, inden det nyankomne skrald valses fladt.

Livets mening er kogt ned til ren overlevelse. »Der findes et show på russisk tv, hvor de tager rige mennesker ud på en øde ø, hvor de skal overleve. Men tag os, vi kan overleve i lang tid,« siger en kvinde, der konstaterer, at når beboerne på lossepladsen viser sig andre steder, så bliver de set på som kakerlakker.

»Jeg er også et menneske, jeg forsvinder ikke bare lige sådan.« For ligesom pigen Yula, er kvinden også faldet ned fra samfundets allernederste trappestige, »hvor det er blevet nærmest en umulighed at kravle op igen«, siger filmens instruktør Hanna Polak, om de mange skæbner hun har indfanget i filmen, hvis oprindelige titel er Something Better to Come, et brudstykke af et Maxim Gorki-citat.

Under den danske titel ’Børnene på Putins losseplads’ er filmen denne uges Dokumania-film på DR2, der stadig kan ses online. Det er en dansk-polsk produktion, og sidste år fik den en Special Jury Award på den indflydelsesrige dokumentarfilmfestival, IDFA, i Amsterdam. Siden da har den rejst verden rundt og høstet over 20 andre priser.

Reddet af sammenholdet

At der er uendeligt langt mellem magtens cirkler i Kreml og de udstødte på lossepladsen, understreges i filmens første scener, hvor fyldte skraldecontainere på Den Røde Plads i Moskva samles op af en lastvogn, der bumler 30 kilometer væk for at ende på den losseplads, der både er et skrøbeligt hjem, en hård arbejdsplads og et tæt skæbnefællesskab for de glemte mennesker.

Som 10-årig ender den både mutte og muntre pige Yula på lossepladsen, fordi familiens lejlighed blev revet ned, og ingen havde tænkt over en erstatningsbolig. Den syge far dør kort tid efter, og moren husker datterens dybe sorg. Selv om livet er uendeligt barsk, hårdt og kort, er der stærke menneskelige kvaliteter, som ikke fandtes i landsbyen, hvor de kom fra, siger Yula til Hanna Polaks kamera. På lossepladsen deler de med hinanden, hvilket også rørte instruktøren:

»De har en fantastisk evne til at give og dele, og de er langt hen ad vejen meget menneskevarme. Der er ingen tid til at være kunstige, for du skal være meget ægte, for livet er kort, og hvis du ikke deler og passer på de andre, så har du ingen chance for selv at overleve.«

Børn som voksne roder i affaldsbjergene og leder efter brugbart materiale til at bygge deres små primitive hytter med. Kameraet følger i en af scenerne en ung dreng, der stiller europapaller op for langsomt at tætne dem med gamle våde madrasser. Mens minutterne går, dukker der en hytte op af ingenting, og der kommer en vis orden i kaos. Men døden er allestedsnærværende på lossepladsen. Der går ild i affaldshytterne, og mennesker brænder op, ligesom mændene på bulldozerne med et skuldertræk konstaterer, hvor mange de er kommet til at køre ned.

Hanna Polak fortæller, at hun har forsøgt at få de sygeste og svageste smuglet ind på lokale sygehuse. Men da hun får problemer, opfordrer de hjemløse hende til at lade være.

Nye hårfarver

I adskillige scener er der imidlertid også leg og glæde børnene imellem, hvilket har været vigtigt for Hanna Polak at indfange:

»Pigerne skifter hårfarve hele tiden, fordi de finder farverester, som de kan bruge. Og selvom de lever så usselt, vil de gerne se godt ud. Deres store vilje til overlevelse gør dem stærke og kreative. Jeg vil ikke gøre dem til helte eller glorificere dem, men det har været vigtigt for mig ikke kun at vise de deprimerende sider af deres liv,« siger instruktøren.

Af og til sidder børnene i grupper og synger gamle kommunistiske kampsange og folkeviser, mens en af drengene spiller guitar. Men de fanges dog også i større dilemmaer, der er er svære at undslippe. Som 17-årig føder Yula et barn, som hun må efterlade på et børnehjem.

Alligevel indfanger instruktøren nogle menneskelige mirakler med porøs nærhed, og håbet veksles til en ny virkelighed.

Hanna Polak har siden, hun blev uddannet filminstruktør i Moskva, engageret sig i de hjemløses sag og har sammen med norske venner startet en nødhjælpsorganisation. Hun fortæller, at hun måtte snige sig ind på lossepladsen.

»Det er som at komme til bagsiden af civilisationen eller rettere til middelalderen, hvor kampen for at overleve er ekstremt hård. De skal lave deres egen ild, finde deres eget vand, hvor de måske finder gamle bilbatterier, hvor de trækker den sidste strøm ud.«

Selvom lysene fra forstadens højhuse rager op og ligner tusinder af øjne, ser de ikke Yula og hendes kumpaner: De kunne lige så godt bo på månen.

»Ingen kom ud til lossepladsen for at hjælpe. Jeg talte med forskellige organisationer, men som lukket område, er det ulovligt at opholde sig dér. Og selvom Putin helt tilbage i 2003 i en nytårstale sagde, at de hjemløse skulle hjælpes, så bor der er stadig mennesker derude, selv om der er færre børn i dag end tidligere«, siger Hanna Polak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Civilisationen? Næh, kapitalismen og liberalismens værk. Da Jeltsin var færdig med sin overdragelse af russisk statsejendom til oligarkerne var 3.500.000 børn i realiteten hjemløse eller forældreløse på grund af en katastrofal arbejdsløshed og fattigdom. Det har intet med hverken civilisation eller den tidligere kommunisme at gøre.

John Christensen

One mans trash, another mans treasure. Livet på lossepladsen, som beskrives i filmen kunne være lavet i enhver storby i verden.

Det var tilfældigt at jeg fik zappet over på DR2 og så filmen. Filmen påvirker mig stadig mens jeg skriver disse ord. Filmen kommer helt tæt ind på nogle menneskers liv, som vi normalt distancerer os fra hvis vi overhovedet kan. Filmens hovedperson Yula må gå igennem en grusom barndom, med massivt misbrug som orkanens øje.
Filmet over så lang en periode og under nærmest umenneskelige forhold, at det i sig selv er en bedrift!
Tak til Hanna Polak for hendes research og vedholdenhed.
At filmen har en nærmest happy ending, kan måske være på grund af interessen, ligesom vi også ser herhjemme, med ting der pludselig rykker - når det kommer i mediernes.

Forstår ikke hvorfor filmens titel er ændret på dansk?
" Something Better to Come", er da let nok at fordanske.
Det er vist ikke i virkeligheden Putins losseplads. Den sorterer nok nærmere under bystyret i Moskva.

Har du ikke set filmen, så gør det. 6 stjerner her fra.

God dag der ude