Da Bruce kom til Brøndby

Jeg havde som ung en teori om, at de ting af kunstnerisk art, jeg løbende havde brug for, nok skulle dukke op på det helt rigtige tidspunkt. Ingen grund til at løbe sig staver i livet af den årsag.

Og på den råkolde vinterdag i slutningen af 1970’erne, hvor jeg havde taget 8’eren ud til Fristaden for at handle, fik jeg endnu en gang min teori bekræftet. Ved den gamle indgang på hjørnet af Prinsessegade og Bådsmandsstræde sad et par dubiøse junkietyper og solgte lp’er til en billig penge. Lidt for billigt, måske.

Det var givetvis hælervarer, men som en flad, voldsomt musikafhængig person, var jeg ikke kræsen med, hvorfra mit næste fix skulle komme og for en knitrende ny 20-kroneseddel erhvervede jeg mig Darkness on the Edge of Town (1978) med denne Bruce Springsteen.

Ikke at han var mig fuldstændig ubekendt. Hans Born to Run (1975) havde været lidt af et fænomen i tiden, men det havde ikke rigtig ramt mig. Om end det senere fik mig som en syngende lussing!

Nå, men så kom punken fræsende ind fra højre, og den der amerikanske machovitalitet, han syntes at repræsentere, lå i direkte modstrid med den biseksuelle ambivalens, min elskede David Bowie og hans vanartede afkom repræsenterede.

Men der var noget ved det omslag dér, som fik mig til at stikke junkietypen en benhårdt tilpasset tyver. Måden hvorpå han stod foran nogle lukkede persienner på et billigt motel, iført hvid T-shirt og sort vindjakke, altså. Og så titlen på pladen. Man var følsom over for det sproglige, var man. Især hvis der var godt med Sturm und Drang og kulsort romantik på drengen.

Den plade blev starten på en hæmningsløs Springsteen-feber, der varede de følgende par år.

Den facon, hvorpå sangene illusionsløst beskrev kollisionen mellem ideal og virkelighed, ramte mig lige i mellemgulvet. Selv om jeg kun var en ung mand i starten af 20’erne, følte jeg mig desillusioneret. Ikke kun over verdens tilstand, men også over mig selv og min (manglende) formåen. De mål, jeg havde sat mig, forekom uopnåelige, mens min kritik over for det bestående på den anden side var fuldstændig nådesløs.

Hjemløs i mig selv såvel som verden oplevede jeg et nært slægtskab med typerne i Springsteens sange, rodløse, søgende, oprørske, vrede og fulde af en svært definerbar længsel. Rebels without a cause, indeed.

Feber blev til besættelse

Så da dobbeltalbummet The River landede i butikkerne i efteråret 1980, købte jeg på stedet hele lortet til fuld pris. Med vist nok egne penge.

Min feber voksede til en besættelse og hele det efterår og den efterfølgende lange vinter var den særegne blanding af partypræget overgiven livskraft og håbløs melankolsk undren, der gennemsyrer pladens 20 sange, den bedst tænkelige modgift til postpunkens dødsfikserede tristesse, som den kom til udtryk hos Joy Division, tidens absolut hotteste import fra England. Som jeg i parentes bemærket også dyrkede i stor stil. Død, undergang og atomragnarok var mondæne størrelser. Men hvorfor skulle det ene udelukke det andet? Hvis ikke man kan finde kvaliteter hos både Sibelius og Abba, bliver det hele så ikke lige røvsygt nok? Nå ja, og så er titelnummeret en af de helt store amerikanske sange, en skæbneballade så smuk, intens, præcis og rammende, at det er lige til at tude over. Hvad jeg da også har gjort adskillige gange.

Springsteen var dog ikke det store nummer hos den kreds af flot stylede punks, der stortrivedes i Indre By, og som satte dagsordenen, hvis man havde overskuddet til det den dag.

Om end Steen, sangeren fra Sort Sol, havde et blødt punkt for manden, de så småt var begyndt at kalde The Boss. Og netop Steen var så venlig at låne mig nogle bootlegs med diverse liveoptagelser med Springsteen, der demonstrerede, hvor vitalt et koncertnavn, han også var.

Wow – sikke en energi

Rygterne om hans maratonlange koncerter var nået lille DK, selv om vi stadig havde til gode at opleve det på egne sarte kroppe. Men de der bootlegs fik vi overspillet på kassettebånd i en fart og hørte dem dag og nat. Wow. Sikken energi. Den kunne vi godt bruge noget af, livstrætte og dekadente som vi jo (troede vi) var.

Min egen kreds var besat af alt Bruce-relateret i de år, så da vi hørte, at han kom til København for at give nogle koncerter i starten af maj, kunne vi stort set ikke få armene ned.

Slænget, det vil sige Pernille, Anja, Tine, Carl, Lars og yours truly, lagde os i selen for at få de bedst tænkelige billetter. Det var i sandhedens interesse de proaktive tøser (som jeg i parentes bemærket var forelsket i, alle tre! Meget forvirrende og helt vidunderligt), der sørgede for, at vi fik pladser på tredje eller fjerde række. Så skide være med, at det var ude i Brøndby Hallen, den taberbetonsilo. Vi slæbte ovenikøbet Bruce-skeptikeren Jan med, bare for at se, hvordan han ville tage det. Mand, var vi oppe at køre eller hvad!?

Jeg var i hvert fald så meget oppe at ringe, at jeg ikke kunne være i mig selv. På daværende tidspunkt følte jeg mig i høj grad som ingen. Det kunne et par forkølede digte i Hvedekorn og et demobånd med mit daværende band, Pop du Nord, ikke ændre på; jeg mener, jeg havde hverken fået Nobelprisen eller var havnet på salgslisternes førsteplads. Så det. Men besat af Bruce (som er en rockstjerne, man kun kan være på fornavn med) satte jeg mig ned ved min skrivemaskine og rev som optakt til koncerten en 12-14 feberophedede sider om hans storhed af.

Dem spadserede jeg så ned med til nærværende dagblads adresse og smed på bordet foran en vis Poul Høst Madsen.

Han kiggede på papirerne og så på mig: »Hvad fanden er det her?«

»Det er en artikel om Bruce Springsteen,« svarede jeg sandfærdigt.

»Og hvad havde du forestillet dig?« brølede Madsen.

»Et særtillæg? Det er jo alt, alt for langt, mand!«

Nedbøjet gik jeg derfra. Ingen var man. Og ingen skulle man blive.

Medrivende livsbekræftende

Men så oprandt den store aften endelig, og dér sad vi, helt oppe foran, på vores fede (og dyre) plasticstole. Så længe det varede. For allerede i andet nummer, genistregen »Prove It All Night«, måtte vi op og stå på dem. Som i øvrigt hele salen, for nu var Hr. Gang-i-den kommet til Brøndby. Og ikke for at spille ludo. Koncerten blev nemlig bare ved. Og ved. Varede den i tre timer? Eller var det tre en halv? Det gik over stok og sten og fra højdepunkt til højdepunkt, Springsteen og hans seks mand store E Street Band spillede sikkert, medrivende, tæt … og længe.

Vi sang, vi lo, vi græd, vi dansede, vi kyssede, vi drak, vi røg, og vi havde det herligt.

Ind i mellem måtte man lige ned og sidde på stolen, men så kom der et af de numre, man havde ventet på, så var det op igen. Det var udmattende, det var livsbekræftende, det var medrivende, og det var alt, man havde turdet håbe på. Og så lidt til.

Ingen scenekunstner kan lige netop det, Bruce Springsteen kan. I et par timer ophæve tyngdeloven og få én til at tro. På fremtiden. På at verden vil bestå. På musikken. Og ikke mindst – på én selv! Det er stadig en bedrift.

»Nå,« spurgte jeg triumferende Bruce-skeptikeren Jan, da vi omkring midnat vaklede ud af betonsiloen, mørbankede af rock’n’roll, Bruce-style. »Hvad siger du så?«

»Joh. Det var godt nok en lang koncert,« svarede han.

»Jamen, hvad synes du ellers?«

Han tøvede. »O.k.,« sagde han så. »Jeg synes, det var en meget lang koncert.«

Hvis De på egen krop vil konstatere, hvorvidt Jan havde ret eller ej, har Columbia Records genudsendt The River som bokssæt, indeholdende hele det oprindelige album samt en cd med ikke færre end 20 såkaldte outtakes, heriblandt en del perler. Samt to dvd’er med en koncert fra 1980.

O.k., der er så kun 25 numre, men det smager da lidt af fugl. Jeg har tilladt mig at smugkigge. Det er som at være der selv.

Bruce Springsteen: ’The Ties That Bind – The River Collection’ (Fire cd/tre dvd bokssæt/Columbia/Sony)

Vi skriver om det væsentligste

Få udvalgte artikler på mail

E-mail *

Leave this field blank