Læsetid: 9 min.

Gode, gamle Søren Brun

En ny spillefilm og udgivelsen af en samling af gamle striber er en kærkommen anledning til at genopdage Charles M. Schulz’ mageløse skaberværk, avistegneserien ’Radiserne’, der hver dag gennem 50 år gjorde millioner af læsere verden over klogere på sig selv og alle de andre
Et samlealbum med alle Charles M. Schulz’ ’Radiserne’-striber fra 1950’erne er netop udgivet på Forlaget Cobolt.

Et samlealbum med alle Charles M. Schulz’ ’Radiserne’-striber fra 1950’erne er netop udgivet på Forlaget Cobolt.

Forlaget Cobolt

18. december 2015

Nogle gange, når han om natten ligger i sin seng med hunden Nuser i fodenden, stiller Søren Brun sig selv nogle af livets store spørgsmål: »Hvad er meningen med livet? Hvornår slutter det hele? Hvorfor er jeg her? Hvad har jeg gjort forkert? Hvorfor mig?«

Og så svarer en stemme, »intet personligt, dit navn blev bare nævnt.«

Nej, det er ikke nemt at være Søren Brun, den ca. otteårige hovedperson i Charles M. Schulz brillante tegneserie, Radiserne, som hver dag i 50 år, fra 1950 til Schulz’ død i 2000, kunne læses i aviser verden over, og som nu får nyt liv i en computeranimeret spillefilm med den lidet mundrette danske titel: Filmen om Radiserne: Med Nuser og Søren Brun.

»Gode, gamle Søren Brun,« som hans venner siger om ham med overbærenhed i stemmen. Som sagde de i virkeligheden, »ak ja, gode, gamle Søren Brun. Hvad skal der dog ikke blive af ham!?«

Barske børn

Børnene i Charles Schulz’ tegneserie er ikke særligt søde ved hinanden – de er, som mennesker er flest og værst – især ikke ved den godhjertede og godtroende Søren Brun, der tit og ofte får kærligheden at føle.

I den allerførste stribe fra 1950, sidder to andre børn og ser Søren Brun gå forbi, og flere gange siger den ene af dem, »gode gamle Søren Brun,« inden han slutter af med svadaen, »hvor jeg dog hader ham.« Det er ikke lige det, man forventer et barn sige bag ryggen på et andet barn, især ikke i en amerikansk avistegneserie i 1950. Men meget var heller ikke, som det plejede i Radiserne, der brød med tidens action- og spændingsfyldte striber præget af Den Kolde Krig.

I stedet blev man mødt af et såre stille og på overfladen idyllisk, forstadslignende univers befolket af børn og en enkelt hund, beaglen Nuser. Der var dog masser af drama i børnenes liv, idet de sloges med mange af de samme problemer og udfordringer som alle andre mennesker, ikke mindst behovet for anerkendelse og for at blive taget alvorligt og holdt af og om.

Man kunne – og kan – spejle sig selv i Radisernes figurer og deres hverdag, og striberne havde en for tiden sjælden dybde, fordi de beskæftigede sig med både tilværelsens trivialiteter og livets store spørgsmål og gjorde det på en enkelt, elegant og samtidig underfundig, begavet og umiddelbart uskyldig facon. Og alt det, der måske ville virke dystert og deprimerende, hvis hovedpersonerne havde været voksne, fik en forførende lethed og et afvæbnende abstraktionsniveau, netop fordi hovedpersonerne var børn.

Denne sort-hvide stribe er en af de første Radiserne-striber overhovedet.

Forlaget Cobolt

Kvarterets prygelknabe

Radiserne udviklede sig op gennem 1950’erne, hvor Charles M. Schulz fandt den helt rigtige tone til de daglige striber, der tillige i forhold til figurernes personlighed og tegnestil blev slebet til og ved indgangen til 1960’erne stort set havde fået det udseende, de havde til slut.

Med årene blev striben måske lidt mere mild og kom i højere grad til at afspejle det omgivende samfund. Men meget var også det samme som i den spæde begyndelse, hvilket man selv kan forvisse sig om i den samling af striber fra 1950’erne, som Forlaget Cobolt i disse dage udgiver på dansk.

Søren Brun er kvarterets og tegneseriens prygelknabe, som for det meste tror på det gode i sine jævnaldrende medmennesker, og som igen og igen møder nederlag og skuffelse, så det gør ondt i krop og sjæl. Ikke mindst Trine, der kan være lidt af en tyran, er hård ved Søren Brun, som hun gang på gang lokker til at stole på sig, hvorefter hun lader hammeren falde.

Som f.eks. når hun utallige gange får overbevist ham om, at hun ikke vil fjerne den amerikanske fodbold, hun holder for ham, lige som han skal til at sparke. Selvfølgelig fjerner hun altid bolden i sidste øjeblik, og Søren Brun falder til jorden med et brag.

Hun har en pointe at bevise omkring hans godtroenhed og naivitet, og alligevel vælger han at tro på hende, for hvad skal han ellers tro på, hvis ikke sine medmennesker? Søren Brun er en uforbederlig optimist, som samtidig er melankoliker af natur, og selv om han vel har på fornemmelsen, at nu bliver han narret igen, så stoler han på, at det alligevel lykkes ham. Det er den samme overbevisning, han lægger for dagen, når han i øsregnvejr venter på det andet baseballhold, der aldrig dukker op, eller forsøger at overbevise sig selv og sine holdkammerater om, at de nok skal vinde en kamp, selv om de bare taber og taber. Charles M. Schulz prøvede som dreng at tabe en kamp 40-0, og det satte sig spor.

17.897 striber

Psykologi, religion, uddannelse, kærlighed, moral og etik, medmenneskelighed – der er ikke de emner, som Charles M. Schulz ikke får vendt og drejet i Radiserne, og striberne er fulde af livsvisdom, men også ydmyghed og respekt over for det store mysterium, som tilværelsen kan være. Han får sat ord og billeder på de komplekse følelser, de fleste mennesker har så svært ved at snakke om, og det er både morsomt og hjerteskærende.

»Jeg tror ikke, jeg ved noget om livet,« siger Charles M. Schulz på lydsporet til den fremragende dokumentarfilm Good Ol’ Charles Schulz, der blev lavet efter hans død.

»Det er alt sammen en gåde for mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det med den slags ting. Jeg kan virkelig ikke forklare det.« Men tegne, det kunne han, og Schulz nåede egenhændigt at tegne og skrive 17.897 striber inden sin død. I modsætning til mange andre avisstribetegnere havde han ingen assistenter til at hjælpe sig; han følte for stort et ansvar for og havde for personligt et forhold til Radiserne til at kunne overlade dem til andre.

Charles Monroe Schulz blev født den 26. november 1922 i Minneapolis i Minnesota. Hans far var af tysk herkomst, hans mor af norsk, og som dreng var Sparky, som han blev kaldt, glad for og dygtig til at tegne.

Sparky var også en genert dreng, der som ung mand mistede sin elskede mor, et tab, han aldrig kom sig over, og som kun gjorde den i forvejen forsigtige Schulz endnu mere bange for at blive forladt.

Før Anden Verdenskrig havde Charles M. Schulz taget et brevkursus i at tegne, og efter krigen, hvor han havde gjort tjeneste i Europa, blev han ansat på selvsamme korrespondanceskole, hvorfra han havde modtaget undervisning. På skolen underviste han i at tegne, ligesom han indledte sin karriere som tegneserietegner med blandt andet serien Li’l Folks, der bestod af en enkelt rude og var en slags forløber for Radiserne.

I 1950 fik Schulz antaget en ny serie med tre og siden fire daglige ruder af et bureau, der distribuerede tegneserier til aviser over alt i USA. Og selv om han selv foretrak, at også denne serie kom til at hedde L’il Folks – det var det, den handlede om, små mennesker, dvs. børn – fik den titlen Peanuts, fordi den originale titel mindede for meget om en anden tegneseries.

Jagten på barndommen

Radiserne, som serien kom til at hedde på dansk takket være Poul Hammerich – der også sørgede for, at Politiken begyndte at bringe den – blev hurtigt en succes.

Da den var mest populær, kunne den læses i 2.600 aviser verden over. Med populariteten fulgte også en efterspørgsel på merchandise –legetøj, dukker, tøj og meget andet – som Schulz insisterede på selv at godkende, og i 1996 omsatte varemærket Radiserne for en mia. dollar om året. Det blev også til en række tegnefilm i samarbejde med animatoren og instruktøren Bill Melendez, ikke mindst Søren Bruns jul, hvor en stadig mere fortvivlet Søren Brun leder efter meningen med en gennemkommercialiseret jul.

Charles M. Schulz, der var blevet en verdensstjerne – Radiserne var i midten af 1960’erne på forsiden af både Life og Time – tjente selv 30-40 mio. dollar om året, og sammen med sin første kone og deres tre børn indrettede han sit eget paradis med pool, golfbane, heste og hund i Sebastopol i Californien.

Siden flyttede Schulz til Santa Rosa, og her arbejdede han dag ud og dag ind resten af sit liv. Han blev undervejs skilt og gift igen, men arbejdet var han trofast overfor. Radiserne var en forlængelse af og et udtryk for hans personlighed og inderste drømme, håb og mareridt.

Schulz’ favoritfilm var Orson Welles’ Citizen Kane, som han så i hvert fald 40 gange, og som handler om en rigmand, der blev berøvet sin barndom og siden begravede sig i sit arbejde. Lidt ligesom Schulz gjorde det med Radiserne, hvor han både kunne spille Gud og genskabe den barndom, han savnede, og samtidig tumle med nogle af de spørgsmål, han havde omkring det at være menneske. I en af striberne sidder Trines lillebror, Tomas, i øvrigt foran fjernsynet og ser Citizen Kane for første gang, da Lucy kommer og fuldstændig uden skrupler ødelægger filmen for ham ved at afsløre slutningen.

Drømmeren Nuser

Søren Brun er Charles M. Schulz, ligesom tegneren gav de øvrige af Radisernes figurer træk af sin egen personlighed. Og det personlige er grunden til, at striberne og serien er så universel, som den er. Vi er alle sammen Søren Brun, og vi kæmper med de samme udfordringer som ham og hans venner, når det kommer til den ikke ukomplicerede udfordring at være menneske.

Som Søren Brun har vi alle prøvet at være forelsket i den lille rødhårede pige, som vi ikke turde tale til, eller som Trine forgæves forsøgt at overtale klavervirtuos og Beethoven-superfan Schrøder til at tale om en fælles fremtid med villa, Volvo og vovhund. Nederlag og skuffelser er et af livets grundvilkår.

Vi er alle blevet narret og har været udsat for andres hån og bagtalelse. Ligesom Trines højt begavede, men nervøst anlagte lillebror, har vi også indimellem brug for en sutteklud, der gør os trygge og minder os om, at det hele nok skal gå. Og ikke mindst har vi behov for i fantasien at udkæmpe drabelige luftkampe med Den Røde Baron eller gå ind i Fremmedlegionen, præcis som forvandlingskuglen og drømmeren Nuser gør det på taget af sit hundehus.

Hvor er moralen?

Som ung mand frekventerede Charles M. Schulz Church of God – han følte sig ensom og blev i kirken en del af et fællesskab – og senere både tegnede han for kristne publikationer og underviste i søndagsskole.

Han er dog på ingen måder dogmatisk eller prædikende i sit livtag med religion i Radiserne – eller noget som helst andet, for den slags skyld. Tværtimod fremstår han i striberne som en humanist, der nok tror på det gode i andre mennesker, men bestemt ikke er blind for deres mørke sider – eller splinten i sit eget øje.Schulz udelukker heller ikke de mere spirituelle sider af tilværelsen, og både Søren Brun og Tomas udtrykker i flere striber en tro på et eller andet, som er komplekst og uudgrundeligt. Som da Søren Brun i en stribe bygger et flot sandslot, som bliver ødelagt af regnen, hvortil han siger, at »der er en morale et eller andet sted i det her: Men jeg ved ikke, hvad den er«.

I et interview i tegneserietidsskriftet Nemo fra 1992 sagde Schulz, at han ikke var interesseret i at fortælle andre mennesker, hvad de skulle tænke, men i stedet lod dem læse, hvad de havde lyst til eller behov for ind i hans striber.

Meget er blevet sagt og skrevet om, hvor banebrydende Radiserne var i forhold til andre samtidige avistegneserier og kunstartens generelle udvikling, og det er vel også svært at forestille sig serier som Garfield, Fæhunden og ikke mindst Steen & Stoffer uden inspirationen fra Charles M. Schulz’ vidunderlige figurer.

Det er i sig selv grund til glæde, men i endnu højere grad skal lyde en opfordring til at (gen)opdage Schulz’ mageløse skaberværk og på den måde blive lidt klogere på sig selv, alle de andre og selvfølgelig livet.

Den 25. december er der premiere på ’Filmen om Radiserne: Med Nuser og Søren Brun’.

Forlaget Cobolt har lige udgivet et samlealbum med alle Charles M. Schultz’ ’Radiserne’-striber fra 1950’erne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Savnet, men ikke glemt.

Vi er ikke alle Søren Brun, selv om Monggaard mener det. Nogle af os er måske Trine, men mest pga. det mørke hår og boden, hvorfra hun tilbyder psykiatrisk hjælp.

Vibeke Rasmussen

Nej, bestemt ikke glemt.

Egentlig kan jeg finde identifikation med i det mindste noget hos langt de fleste af figurerne … og ikke altsammen uden stor beklagelse. ;-)

Når det kommer til hårfarve er det 'den lille rødhårede pige'. :-)