Læsetid: 1 min.

Det gode liv: Lars Seier Christensen

For bankdirektør Lars Seier Christensen drejer det gode liv sig om frihed. Politisk frihed, ytringsfrihed og personlig frihed, men først og fremmest økonomisk frihed
Julekalender den 6. december 2016

I en tid med terrorfrygt, konflikter og krig kan det gode liv føles langt væk. I årets julekalender spørger vi 24 personer, hvad det gode liv er. Hver dag frem til jul vil en låge blive åbnet i avisen og på information.dk, hvor du kan læse alle afsnit.

Kultur
6. december 2015

Hvad er det gode liv for dig?

»Det gode liv drejer sig om at føle mening med, hvad du beskæftiger dig med. At arbejde med lige netop det, du finder mest inspirerende og værdiskabende. Det drejer sig om at nyde de gode og nære ting, livet kan tilbyde: familie, venskab, kærlighed, god mad og vin, intense og spændende oplevelser og en kontinuerlig udvidelse af din horisont, viden og forståelse. Det drejer sig om at udvise velvilje over for folk omkring dig, hjælpe andre og bidrage på et personligt plan.«

Hvilke barrierer er der, for at vi kan leve et godt liv?

»Frihed er både politisk frihed, ytringsfrihed og personlig frihed, men allermest er det økonomisk frihed. Hvis du er overdrevent økonomisk afhængig af staten, din arbejdsgiver eller andre mennesker, når det kommer til at leve dine drømme ud, er du ikke fri eller lykkelig. Så tør du ikke sige, hvad du mener, eller leve, som du har lyst til. Så det gode liv er afhængigt af, at du har råderetten til at allokere sine ressourcer selv og kan understøtte din familie og dine behov – fri for andres indflydelse. Derfor er eksempelvis høj beskatning og for meget indblanding fra staten skadeligt for det gode liv.«

– Hvordan kan vi nærme os det gode liv i 2016?

»Tag ansvar for dit liv og lad være med at give staten, omgivelserne eller samfundet skylden for alt. Tag en chance og prøv at gøre det, du altid har drømt om. Hvis du hader dit job, så find et nyt – eller bliv selvstændig iværksætter. Hvis noget ærgrer dig eller begrænser dig, så afslut det og gå videre uden at bære nag og tænke på fortiden. Vær ikke så bekymret for, hvad andre tænker eller mener om dig. Vær venlig og hjælpsom over for folk omkring dig, og husk, at de har samme ret til at forfølge deres drømme, som du selv har.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis man skal have økonomisk frihed, kan man ikke have kapitalisme - for så bindes man konstant til at producere blot for at skrabe til sig; men økonomisk frihed er ikke at skulle skrabe mere til sig, end man reelt har brug for.

Flemming Berger, Jeppe Lajer, Vibeke Hansen, Bent Gregersen, Anders Kristensen, Torben Arendal, Torben Skov, Søren Johannesen, Benta Victoria Gunnlögsson, Lis Kyllikki Turunen Pedersen, Estermarie Mandelquist, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Bodil Waldstrøm, Hans Larsen, Benny Larsen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Når man er økonomisk afhængig af staten, kan man ikke leve som man vil, det kan da være rigtigt nok, men det gælder vel også en del af de privatansatte? Men at man ikke tør sige, hvad man mener, er noget vrøvl.

Lars Sejer Kristensen skulle prøve at tage en samtale med et par overførselsindkomstmodtagere (langt ord, næsten en spiritusprøve!), så vil han opleve, at vi skam både har og tør ytre mange kritiske holdninger til tilværelsen. Til gengæld er det mit indtryk, at en del af de mennesker, der er afhængige af det private erhvervsliv, ikke rigtig tør sige, hvad de mener, ikke en gang på Fakebook.
For hvis chefen nu læser med, bliver man måske fyret?

Torben Kjeldsen, Mikael Nielsen, odd bjertnes og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Lars Seier Christensen aner ikke hvad han taler om. Vi er mange, der i mange år har beskæftiget os med det vi gerne ville. Men som på grund af skæbnens ugunst, eller nedskæringer på vores arbejdsplads, er blevet fyret - ofte, som jeg ser det ugen egentlig anden grund end at der nogen, der skulle fyres.

Og en ting til: LSC kan ikke mene at de personer der blev fyret på de danske slagterier eller på danske produktionsvirksomheder fra 2008-2014 ikke har taget ansvar for noget som helst. For det har de. Ofte har de fyrede personer altså ingen økonomisk støtte til at få efter deres drøm eller til at blive iværksætter. Fordi de har været ansat i lavtlønsjob, så de næsten ingenting har sparet op.

Det er LSC der, i hans eksil i Schweiz, nægter at indse og erkende, at vi he i DK betaler en høj skat fordi de penge der kommer ind i skat skal gå til at betale for det man selv betaler i Schweiz, f.eks. sygedagpenge, dagpenge, social og kontanthjælp, lægehjælp, tandlægehjælp. Og det skal han aldeles ikke komme fra udlandet og begynde at lave om på.

Torben Kjeldsen, Vibeke Hansen, Anders Kristensen, Torben Arendal, Herman Hansen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Nu har vi læst hvad Lars Seier, Hella Joof, Marie Krarup og andre højrefløjskendisser mener om det gode liv. Nu må det være på tide, at spørge de tørstige, der sidder på bænken foran stationsgrillen i Havdrup, den arbejdsløse Sosu'er i Randers eller den familie i Odense, de lige er blevet sat på gaden pga. huslejerestancer. Og glem ikke den langvarigt sygemeldte, det uledsagede flygtningebarn, den tyrkiske mama, der har været her i 30 år, og som stadig ikke kan dansk.

Flemming Berger, Birgit Schov, Calle Hansen, Bjarne Andersen, Torben Kjeldsen, Keld Albrektsen, Nanna Wulff M., Vibeke Hansen, Torsten Jacobsen, Torben Arendal, Torben Skov, Holger Madsen, Benny Larsen, Mikael Nielsen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Herman Hansen, erik winberg, Hans Larsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

LSC er langt hen ad vejen en ganske fornuftig mand, som man bør lytte til inden man afskriver ham som et fælt kapitalistisk og uvidende bæst.

Han kunne jo have valgt at leve diskret som mange af de andre meget velhavende danskere - istedet stikker han snuden frem og - bevares provokerer samtidigt - argumenterer for hans måde at se verden på.

Arne Lund

Det er jo netop damebladslogikken du skal tage til dig. Vi skal inspireres af de succesfulde:)

Lars Seier Christensen passer perfekt til de frihedsidealer om frihed som Alternativet står for. Men for frihed til alle vel at mærke og ikke kun for den ene procent Lars tilhører.

Lars Seier Christensens frihedsidealer bygger på, at 99% skal være lønslaver og tjene den ene procent til at opnå frihed.

Fair ønsker fra Lars Seier og LA, så mangler vi bare samme mod fra Venstre fløjen.
Magt er ikke noget man får - det er noget man ta'r.
Hvorfor gør man det ikke så? Sidder og piver på mellemklassens tynde gren og sparker ned af i afmagt . Det kommer der jo ikke innovation på miljøet, sociale områder og velfærd ud af. - Det kan vi jo se.
SF, S, R, K, V - har jo bragt sig selv total ude af sync med befolkningen incl. store dele af LO.
Manden skriger jo på modstand - stem på EL nomatter what næste gang.
Vi skal ha en levende kampivrig venstrefløj - det er jo deres kampe gennem tiden med arbejdsgiverne, der har givet det samfund, vi er ved at miste.
Innovation på den rødglødende venstrefløj, please - men det kræver squ da du tør stemme den vej rundt.
Selv stemte jeg på LA pga. skolereformen - hvor jeg dagligt begræder mine børns manglende frihed og tid til at udvikle sig - uden statens nederdrægtige centrale styring. 34 timers arbejdsuge til børn - Frihed - nixen bixen - sort middelalder.

Flemming Berger, Calle Hansen, Torben Skov, Torben Arendal og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Hvis Lars mente økonomisk frihed til alle kunne man jo næsten finde ham sympatisk...

Herman Hansen
Prøv at se ham mexicaneren her på video Bloomberg.com
Du skal i søgefeltet skrive "Good Fortunes: Alejandro Legorreta" på bloomberg's hjemmeside.
Eller prøve linket: http://www.bloomberg.com/news/videos/2015-11-26/good-fortunes-alejandro-...

En finansmand som investerer i gode projekter og arbejder med innovative high-tech firmaer om at lave systemer der kan eliminere korruption.
Et godt bud på fremtidens innovative investorer - som kigger på verden holistisk, som han siger?

Har du penge, så kan du få...
Egoisme i kubikilometer mål er næppe den værdi som verden trænger til lige nu.

Ayn Rand - How is she still a thing?
https://www.youtube.com/watch?v=_8m8cQI4DgM

Steffen Gliese

Så længe kapitalisten anvender sin formue til at investere - aktivt eller passivt - og ikke på luxusforbrug - giver denne skrab sammen ikke skade men enorme fordele for resten af samfundet.

På den ene side ligner det en form for fundamentalisme, hvis man er så besat af frihed på alle fronter, som det fremstilles her. Og lidt paradoksalt som en besættelse af en illusion, da begrænsninger uanfægtet fortsætter blot i nye skikkelser som f.eks. markedsvilkårene og de skiftende konjunkturer, samfundets krav, lovene, demokratiet, ansvar, egne evner, alder, sundhed etc, og så er den enes frihed i mange sammenhænge jo også den andens begrænsninger.

På den anden side er det vel ikke mere særegent end at manden som de fleste vil have mere på alle hylder, og derfor abonnerer på virkelighedsopfattelse og politik, der kan understøtte ønsket. Her er der så bare ikke er grænser for hvad der kan løses ved at sætte skatten ned. Men nærmere friheden kommer man muligvis ved at drosle ned for nogle krav.

Søren Johannesen

Der er folk som tager mere end de giver og folksom giver mere end de tager.
De første vil heller ikke dele, de foretrækker at tage det hele ....

Den økonomiske ulighed vokser og vi forventes fortsat at tro på illusionen om at alle har lige stor mulighed for at skabe sig et uafhængigt liv. Systemet arbejder for dem som har skabt og fastholder systemet.

Hvis alle personer som arbejder i landbruget og fiskeriet blev hjemme fra arbejdet i 3-4 mdr. Ville illusionen brase sammen ..... alt det andet er en sindrig konstruktion en illusion.

Torsten Jacobsen

December - et Melodrama i 24 akter:
Dramatis personae
Herr Sortseer
Herr Hviidjuul
Hunden Jasper (som forbliver udstoppet)

Herr Hvidjuul
Han er ikke ked af det, hva’?

Herr Sortseer
Nej, det er han ikke.

Herr Hviidjuul
Det er een ting at mene den slags. At leve i overensstemmelse med en sådan overbevisning. Men ligefrem at sige det højt? Og så her i Information?

Herr Sortseer
Nu begår De vel ikke den klassiske fejl, at tage en stærk overbevisning for visdom? At forveksle en stærk vilje med intelligens? Succes som demonstration af et postulats rigtighed? Mange mennesker, også mennesker De bestemt ikke finder værdige til beundring, har gennem historien opnået succes – for en tid – drevet af intet andet end en stærk overbevisning, og så viljen til at handle, hvor andre tøver. Skulle det i sig selv være tegn på visdom? På Sandhed? I så fald lever vi i vanvid..

Herr Hviidjuul
Muligvis, men der er dog noget sandt i det, han siger. Det vil De vel ikke nægte?

Herr Sortseer
Nej, det vil jeg ikke nægte. Det er rovdyrets lov, han fremsiger. Hvem vil dog benægte dens eksistens? Men som det gælder for enhver lov, er denne lov kun sand, hvis man anerkender dens fundament – de præmisser den bygger på. Og denne Lars Seier Christensen er end ikke at regne blandt rovdyrets første apostle, ej heller er han en af dets sidste. Sandt at sige er han ingen apostel overhovedet. Det ville være, at gøre ham for stor en ære. Snarere en akolyt, måske?

Herr Hviidjuul
De er ikke imponeret?

Herr Sortseer
Nej. Jeg er ikke imponeret. Faktisk ønsker jeg ikke at spilde et sekund mere af min tid – eller Deres – på at diskutere denne kedsommelige personage. De gør ham, som sagt, alt for stor ære.

Herr Hviidjuul
Som De vil. Men hvad foreslår De så, at vi fordriver tiden med?

Herr Sortseer
Ja, vi kunne jo spille Matador? Rolig, kære ven, jeg spøger. En dårlig spøg, tilmed, det indrømmer jeg. Nej, jeg tænker, at jeg vil fortælle Dem en historie?

Herr Hvidjuul
En historie?

Herr Sortseer
Såmænd. Al denne snak om rovdyr fik mig til at ihukomme en lille historie, som jeg finder passende til lejligheden. Vil De høre den?

Herr Hviidjuul
Hvilken slags historie?

Herr Sortseer
Nu ikke så skeptisk. Vi kan jo kalde den en julehistorie, om end den ikke har så frygtelig meget med jul at gøre. Kom nu, føj mig lidt: To gamle bekendte, der den anden søndag i advent udveksler julehistorier, i skæret fra pejsens ild. Med hunden roligt hvilende mellem sig. Lad os leve det gode liv lidt, hmm?

Herr Hviidjuul
Jeg har på fornemmelsen, at jeg kommer til at fortryde det, men så lad gå, da. Fortæl Deres historie.

Herr Sortseer
Nuvel. Jeg må så bede Dem forestille Dem en verden, ikke meget ulig den vi lever i. Dog en mindre kompliceret verden, endnu ikke forstyrret af al den støj, som gør livet næsten uudholdeligt. Jeg beder Dem, kort sagt, forestille Dem: ”en gang, for længe siden...”

Herr Hviidjuul
Hvis dét er tempoet, bliver det vist mørkt, længe inden De får gjort dem færdig. Jeg har en aftale kl, 18.00. Skal jeg aflyse den, inden De for alvor kommer i gang?

Herr Sortseer
Gør Dem ingen bekymringer. For nok er der tale om en lang historie, men for Deres skyld skal jeg gøre den kort. Udelade de mere lyriske passager, de stemningsmættede landskabsbeskrivelser, de mere nuancerede karaktertegninger, den fintfølende skildring af den menneskelige psykolo..

Herr Hvidjuul
Tik Tak – Tik Tak – Tik Tak

Herr Sortseer
Ja, godt! Altså, De må forestille Dem, at der en gang for længe siden, var et netværk af dybe, frodige dale, omgivet af høje, snedækkede bjerge. Forestiller De Dem det? Forestil Dem, at De som en ørn svæver med vinden, højt, højt, oppe, og kigger ned..

Herr Hviidjuul
Jeg er med. Fortsæt!

Herr Sortseer
I disse dale levede der mennesker. Mest bønder og fårehyrder, som med deres arbejde omdannede naturens rigdom til brød. Et simpelt liv, naturligvis. Hårdt arbejde mens solen stod på himlen, og om aftenen krøb de sammen i deres hytter omkring ildstedet, mens de funderede over dagen, der var gået. Måske fortalte de historier om svundne tider – som De og jeg gør nu – mens børnene lyttede med store øjne, og vinden susede om hyttens hjørner, udenfor.

Herr Hviidjuul
Et hårdt liv, skulle jeg mene. Og en smule kedeligt, måske?

Herr Sortseer
Et ærligt liv, mener De vel? Men hæng Dem nu ikke i sådanne detaljer. Hør nu videre. Har De måske ikke en aftale kl 18.00?

Herr Hviidjuul
Den er aflyst. Jeg har lige sendt en SMS.

Herr Sortseer
De sidder da vel ikke og telefonerer, mens jeg...Lige meget! ...vanvid, var det ikke det, jeg sagde...Altså! Disse simple mennesker levede et liv i fred og fordragelighed. Alle stod de til regnskab for hverandre, og mens der ind i mellem udbrød stridigheder over adgangen til græsningsarealer eller brugsretten til et særligt frugtbart stykke jord, så var disse stridigheder ikke mere end man kunne håndtere indbyrdes. Gerne over et krus øl, eller en dram af den kryddersnaps, som man i hver dal bryggede efter en særlig, lokal opskrift. Selvfølgelig kendte man til den slags sorg og tab, som altid har været menneskenes lod, men man påførte dem sjældent sig selv.

Herr Hviidjuul
Et sandt paradis, hvad?

Herr Sortseer
Næh, men Herr Hvidjuul dog! Sporer jeg en vis uvant spot i Deres stemme? En vis kold kynisme? Godt for Dem! Men tillad mig at fortsætte:

Herr Hviidjuul
Fortsæt endelig. Det forekommer mig, at De slet ikke er kommet i gang med historien endnu.

Herr Sortseer
Rolig, Rolig. Enhver god historie fordrer en eksposition, og denne er snart til ende. Blot endnu en detalje mangler der, før den egentlige historie kan sættes i gang:
Som sagt, kendte man i dalene til både sorg og tab. Værst om vinteren, hvor ulvene drevet af sult søgte ned fra bjergenes skove. Får forsvandt fra engene, det skete at ulvene fik held til at snuppe en ko eller en hest. Og i de år, hvor kulden var særlig slem, hændte det, at de mest modige ulve ved nattetid sneg sig helt ind i landsbyernes gader. Menneskene i dalene gjorde deres bedste for at beskytte sig selv og deres dyr. Jægere drog ud for at skyde ulvene, men skønt de var fortræffelige skytter og eminente til at følge spor, fik de altid kun ram på enkelte omstrejfere. Ulvenes huler fandt de aldrig.

Der levede i de dage, i disse dale, omgivet af disse høje bjerge, en simpel fårehyrde. En kold og klar vintermorgen førte han sin lille fåreflok ud på engen, hvor han vogtede over dem hele den lange dag, indtil han, mens solen gik ned bag bjergene, førte dem hjemad igen, til arnens ild og staldens varme. Det var helt mørkt, da han nåede tilbage til sit hjem, og allerede på afstand indså han, at noget var galt. For der strålede intet lys fra hyttens små vinduer, og hans lille søn kom ham ikke løbende i møde, som han ellers havde for vane. Vinden blæste koldt, og sneen hvirvlede omkring ham, mens han løb hen mod hyttens vidåbne dør, som i vinden svingede vildt på sine hængsler.
I hytten mødte et frygteligt syn ham. Møblerne væltet, krus og tallerkner knust, ildstedet udslukt. Og dér, midt i ødelæggelsen så han sin hustru og sin søn. Søndderrevne, halvt fortæret. Døden havde været forbi. Det største sæt ulvespor han nogensiden havde set, først blodige, siden blot som skygger i den hvide sne, førte bort fra hytten og ind i skoven, med retning mod bjergene.

Herr Hviidjuul
Det er ikke nogen god julehistorie, den.

Herr Sortseer
Nej, det er det ikke. Men vi kan jo sige at denne ulykkelige hændelse indtraf netop juleaften, hvis De synes det gør nogen forskel? Hør nu videre:

Næste morgen begravede fårehyrden sin familie, greb sit gevær, og begav sig i den retning som ulvens spor stadig tydeligt aftegnede for ham. Landsbyens ældste havde uden held forsøgt at tale ham fra hans forehavende, men han ville ikke lytte. Der var som sket en forvandling med ham. Og hvem kan bebrejde ham det? Intet mere af værdi, var der længere for ham i den lille landsby. For ham gjaldt nu kun en ting: At finde og dræbe den store ulv.

Sådan begyndte jagten. I starten gjorde vor helt – for han er helten i denne historie – gode fremskridt. For ulvens spor var let at følge. Det førte ham ind i de mørkeste skove, hvor kun få mennesker havde sat deres fod, og ud på den anden side, hvor endnu en dal lå udstrakt i bjergenes skygge. Gennem dalen fulgte han sporet, og overalt hvor han kom frem, blev han mødt med historier om rædsel i mørket. Om blod og pludselig død. Om en stor hvid ulv, med rødflammende øjne, som selv de bedste jægere ikke kunne få ram på. Men altid kom han for sent. Det hændte ganske vist, at han ligesom så en mørk skikkelse langt foran sig, mellem træerne, eller at han om natten hørte en dyb hylen båret frem af vinden, men altid på afstand. Udenfor rækkevidde.

Dage blev til uger, uger til måneder. Men vinteren holdt sit tag i landet, og vor helt vaklede. For de forsyninger han havde bragt med sig hjemmefra, var for længst sluppet op, og sporet havde ført ham ind i fjerne dale, hvor ingen mennesker mere kendte hans navn. Han var blandt fremmede, og da hans sidste midler var brugt op, indtraf faldet.

Herr Hvidjuul
Faldet?

Herr Sortseer
Faldet, ja. Se, vores helt måtte fortsætte. Sporet lå helt klart der, foran ham, i månens kolde lys, og han måtte fortsætte. Det forstår De vel? Han havde intet andet valg. Andet end da at vende hjem med uforrettet sag. Altså havde han intet valg overhovedet, omstændighederne taget i betragtning. Ser De?

Herr Hviidjuul
Jeg ser.

Herr Sortseer
Så ser De vel også, at der ikke var tale om et valg, da vores helt brød ind i en lille, afsidesliggende hytte, og stjal de forsyninger, han fandt der?

Herr Hviidjuul
Han stjal? Men siger De ikke, at han er helten? Hvad med den stakkels familie, som boede der? Hvad med dem? Gjorde han dem fortræd?

Herr Sortseer
Det gjorde han. Sandt at sige er historien lidt uklar på dette punkt. Hvem ved i virkeligheden, hvad der udspandt sig i denne lille, afsidesliggende hytte? Sneg han sig ind som en tyv om natten? Eller måtte han gribe til mere...håndfaste midler? Det vides ikke, og det er i sidste ende uden betydning. Konsekvensen er den samme: Det var en hård vinter, det år, og hytten lå helt isoleret. Resten kan De tænke dem til.

Herr Hvidjuul
Er det Deres historie?

Herr Sortseer
Her kunne historien selvfølgelig godt slutte, ja, men det ville i så fald være en noget uforløst fortælling, synes De ikke? For hvad med jagten? Ulven? Nej, vi må følge sporet frem til den bitre ende:

Den kom ikke så mange dage senere, da vores helt kæmpede sig vej gennem en frygtelig snestorm. Himmel og jord stod i ét, sneen hvirvlede omkring ham, og det spor han fulgte, var ikke længere nogetsteds at se. Han var faret vild. Vor helt var forfrossen og sulten, og da dagen endelig gik på hæld, sank han udmattet om i sneen. Længe lå han der, mens mørket sænkede sig, og en besynderlig ro langsomt faldt over ham. Men bedst som han var ved at overgive sig helt til den nådige glemsel, hørte han et isnende ulvehyl, helt nær ved. Gennem sammenisede øjenvipper spejdede han ud i mørket, og dér..dér så han en sort og stor skikkelse nærme sig. Langsomt kom den nærmere og nærmere, og lige inden vor helt mistede bevidstheden, helt overvunden af frygt og af kulde, var det som om skikkelsen, med flammende røde øjne, stirrede dybt ind i hans sjæl,

Herr Hviidjuul
Og så var det forbi? Ulven fik ham til sidst?

Herr Sortseer
Hør nu: Da vor helt kom til sig selv igen, fandt han sig indpakket i et fåreskind, liggende ved siden af et buldrende bål. Og på den anden side af bålet, bag flammerne, sad en gammel mand. Lyset fra bålet skinnede rødligt i hans sorte øjne, og gav hans lange, hvide hår et blodrødt skær. Et spottende smil, spillede om hans mund, mens han betragtede vor helt indgående. Længe sad de sådan, indtil vor helt mumlende begyndte at takke den gamle, for at have reddet ham fra den visse død. Men den gamle sagde intet. Han rakte blot en træskål med fårekød frem, og bød vor helt at spise. Grådigt åd han kødet, og da han var færdig, rakte han skålen tilbage.

”Jeg ved, hvem det er, du jager”, sagde den gamle pludselig. Hans stemme tonløs, næppe hørbar over nattevindens hylen. ”Jeg ved hvem du jager, for jeg jager ham selv. I mange år har jeg jaget ham, og derfor ved jeg mere end du. Lyt derfor vel til det råd, jeg nu giver dig, og lad det lede dit hjerte: Vend om. Gå hjem. Der er intet for dig at finde her.” Vor helt takkede endnu en gang den gamle, men forsikrede ham om, at han ikke ville vende hjem, før end den store ulv lå død for hans fødder.

Længe sagde den gamle ikke noget. Han nikkede blot, som var det præcis det svar, han havde forventet. Det spottende smil mere utvetydigt end før. ”Nuvel”, sagde han endelig. ”Jeg ser, at du har truffet dit valg, og jeg skal hjælpe dig så godt jeg kan. Vid, at den ulv du søger, ikke er langt herfra. Et sted i disse bjerge er der en skjult dal. Længe har jeg søgt den, og længe er jeg gået vild. Men dalen findes, og finder du den, har du fundet din ulv”.
Vor helt åbnede munden for at svare, men den gamle afbrød ham: ”Det er en dyb dal, helt omgivet af bjerge. På dalens grønne bakker, græsser flokke af får. Hver nat kommer ulvene ned fra bjergene, og hver nat forsvinder et får. Fårene æder græs, og føder nye lam til flokken. Lammene bliver til får, og fårene bliver taget af ulven, når natten kommer. Sådan har det altid været, og sådan vil det vedblive med at være.” Den gamle tav, og stirrede længe ind i de røde flammer. ”Det hænder ganske vist, fra tid til anden, at et får løfter hovedet fra græsset, og med ét indser, hvilken morderisk fælde både det selv, og resten af flokken er fanget i. Men ramt af denne indsigt, og bedst som det hæver sin røst for at advare de andre, da forvandles det selv til en ulv, og giver sig bort til natten!” Den gamle smilte nu bredt, og lyset fra flammerne farvede hans tænder røde som blod. ”Ser du”, fortsatte han, ”Et får forbliver kun et får, så længe det æder græs. Og også ulve må æde, eller dø!”

Og så lo han. Den gamles latter lød højere og højere. Den overdøvede vindens susen, trækronernes sang, og gjaldede ud over landet med de dybe dale og de høje bjerge. Og som han lo, voksede hans skikkelse sig større og større, indtil den fyldte alt, og alt blev sort.

Da vor helt vågnede næste morgen, var bålet brændt ned. Han lå stadig indpakket i fåreskindet, og foran ham stod en skål med koldt fårekød. Den gamle var borte. Vor helt spejdede omkring på jorden, efter tegn på hvilken vej han var gået, men han så kun ulvespor. Intet andet end ulvespor så han, i den kolde sne.

Herr Sortseer
Og det, min herre, var, som man siger, dét.

Herr Hviidjuul
Det var dog en deprimerende historie.

Herr Sortseer
Det kan vi ikke være uenige om!

Flemming Berger, Gorm Lerche, Anders Reinholdt, Rasmus Knus, Slettet Bruger, Torben Skov, Niels Duus Nielsen og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar

At stemme på LA som følge af skolereformen er fanme yt, Torben Selch.
Jeg forlod rasende EL, fordi man holdt hånden under SR regeringens radikale politik. Men derfor kunne jeg da aldrig drømme om at støtte møgsvinene i LA, som er af samme skuffe som Morten Østergaard og co. Mit valg blev så at stemme personligt på folk som jeg er mere enige med.