Læsetid: 1 min.

Det gode liv - Peter Tudvad

Når Peter Tudvad kan forvandle sin kærestes sumphytte til et gemytligt slot med terrasse og balkon, er hans liv godt
I en tid med terrorfrygt, konflikter og krig kan det gode liv føles langt væk. I årets julekalender spørger vi 24 personer, hvad det gode liv er.Hver dag frem til jul vil en låge blive åbnet i avisen og på information.dk, hvor du kan læse alle afsnit.

I en tid med terrorfrygt, konflikter og krig kan det gode liv føles langt væk. I årets julekalender spørger vi 24 personer, hvad det gode liv er.

Hver dag frem til jul vil en låge blive åbnet i avisen og på information.dk, hvor du kan læse alle afsnit.

12. december 2015

– Hvad er det gode liv for dig?

»Det gode liv – for mig – er at have mulighed for at engagere mig med hud og hår i alt det, der optager mig. Når jeg kan fordybe mig i litteratur og kunst, historie og teologi, når jeg kan rejse rundt i Europa og lave research i forbindelse med mine bogprojekter, vandre med mine børn eller min kæreste i de eventyrlige Elbsandsteingebirge og gøre museale bekendtskaber med Dürer og Tilman Riemenschneider eller musikalske ditto med Bach og Johann Walter, når jeg kan forvandle min kærestes sumphytte til et gemytligt slot med terrasse og balkon eller hjælpe mine børn ind i livet, så er mit liv godt.«

– Hvilke barrierer er der, for at vi kan leve et godt liv?

»Penge! Man vil så gerne tro, at den fattige kan have et lige så godt liv som den rige, men det er næppe flere end nogle få spirituelle romantikere, der kan praktisere en sådan idealisme. De fleste har idealer, drømme og håb, der ikke lader sig realisere uden en solid og stabil økonomi. Engang måtte jeg arbejde 70 timer om ugen for bare at kunne betale mine faste regninger og få mad på bordet, og langt det meste af mit arbejde bestod af korrekturlæsninger og oversættelser, langt det mindste af noget, jeg ikke selv for alvor opfattede som meningsfuldt. Det var ikke noget godt liv.«

– Hvordan kan vi nærme os det gode liv i 2016?

»Det ved jeg virkelig ikke, og jeg har lyst til i stil med Jean-Paul Sartre at svare: Find selv på noget. Men det kunne da være hensigtsmæssigt, om vi arbejdede lidt mere sammen på at tilvejebringe de grundlæggende betingelser for, at de enkelte kan få et godt liv, hver for sig og med hinanden. Tænk, om voksende ulighed, selvforskyldte klimakatastrofer og pervers våbenhandel blev taget lige så alvorligt som terror, tænk, om årets ord i 2016 ikke blev ’sikkerhed’.«        

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

December - et Melodrama i 24 akter:

Akt XI

Kæreste,

Jeg har ingen ret til at skrive til dig, det ved jeg. Men jeg er nødt til det. Det forstår du vel? Jeg er nødt til at tro på, at der stadig er håb. For os. Det er så længe siden, nu. Jeg prøver at forestille mig dit ansigt, mens du læser disse linjer. Men du flyder ligesom ud for mig, jeg ser dig ikke klart. Det er så længe siden. Jeg ser din skikkelse som du står der. I solen? Du elskede altid solen. Som du står der, i solen, sådan husker jeg dig. Sådan ser jeg dig nu. Resten er mørke.

Du ved, hvorfor jeg skriver. Jeg har skrevet så mange gange før. Nogle breve fik jeg aldrig sendt. Andre blev sendt uåbnet retur. Adresse ukendt. Men nogle få af dem. De bedste. De kom aldrig retur. Dem har du læst. Det ved jeg.

Så hvad siger du? Kan vi prøve igen? Der er sket så meget. En lille smule godt. En lille smule skidt. Alt det husker jeg. Og så er det alt det i midten. Det, som skete, men som jeg ganske har glemt. Fordi det var mig ligegyldigt. Det troede jeg i det mindste. Helt og aldeles ligegyldigt. Fordi det skete uden dig.

Men jeg ved bedre nu. Jeg vil huske det hele! Det er det, jeg vil fortælle dig. Husker du Leautréamont? Hvordan han fik os til at le? Men jeg ler ikke mere. Hans ord er mine: ”Med røsten og højheden fra mine store dage kalder jeg dig tilbage til mit øde hjerte, strålende håb!”

Jeg ser dig helt tydeligt nu. Hvordan du bider dig let i underlæben, dit blik uendeligt. ”For sent”, siger du. ”Det er for sent.”

Kæreste,

Vil du ikke nok komme hjem?