Læsetid: 11 min.

Af hensyn til borgerne

På sin europæiske dannelsesvandring når Madame Nielsen grænsen til det forjættede Tyskland, og med ét er flygtningestrømmen forsvundet
Broen over grænsen til Bayern i et ubevogtet øjeblik

Broen over grænsen til Bayern i et ubevogtet øjeblik

Madame Nielsen

12. december 2015

6:56

Drømmer hun, eller er hun vågen? Da hun en novembermorgen før daggry i den østrigske by Linz stiger på regionaltoget, der skal bringe hende til Schärding, tyve kilometer fra grænseovergangen til Tyskland, ser hun, synes hun, længst nede ad perronen på et afspærret område nogle betjente, der hastigt, men lydløst gelejder en urolig menneskeflok ind i de to bageste vogne. Hun ser på de øvrige ventende i morgentågen, men de har tilsyneladende intet bemærket.

7:33

»Hvor bliver de kørt hen?« spørger Madame, da konduktøren kommer gennem vognen. Men han hører hende ikke, eller skynder sig bare videre.

8:24

Madame stiger af toget i Schärding, på et øjeblik er perronen tømt, og hun er alene i tågen. »Ach,« tænker hun, »nu igen, men i sidste ende, efter lang dags vandring, vil jeg ikke længere være alene«. Også hun har set billederne i alverdens medier: Køen af ventende ved den gamle grænseovergang i Achleiten ved Passau, den opdæmmede menneskestrøm, der breder sig timelangt op ad motorvejen. »Hvis de skal vente, så vil jeg også,« tænker hun, »vente iblandt dem, som en af dem, på at komme ind i det forjættede land«. Og så begynder hun at gå.

8:54

Morgendis langs floden Pram. Heroppe på grænsen til Bayern er løvfaldet næsten forbi. Snart bliver det vinter. Madame er uendeligt melankolsk.

9:13

Broen over floden Pram, som spøgelser ud af disen kommer to unge mænd imod hende, de kantede mongolske ansigtstræk, er de afghanere, flygtninge, netop ankommet og allerede, eller stadig, på fri fod?

9:59

Hinsides Schärding, på begge sider af floden Inn, rejser bredden sig i klipper, skovklædte bjergsider, der danner en dunkel slugt. Som at vandre ind i en myte, Madame må tænke på Wagner, på Nietzsche, den tyske kultur. I klosteret på tågetinden ovre i Bayern slår klokken nu ti.

11:01

Ved landsbyen Wernstein rækker en gangbro med ét hen over floden og grænsen til Tyskland, ubevogtet, ingen grænsebetjent, men heller ingen flygtning, der tør tro sine egne øjne. I det samme trænger solen igennem, som en tryllestav opløser den disen, og over broen fra Wagners mytiske verden kommer hun, den næsten hundredårige Isolde, energisk krumbøjet over sine vandrestave, »grüss Gott!« siger hun.

Madame tager alpehuen af, og oldingen fortæller, født 1928, under Anden Verdenskrig var hun allerede en ung pige, »endnu en signet dag!« siger hun, var oppe med solen og har allerede vandret femten kilometer inde fra Passau langs den tyske side af floden i denne mytiske fred. »Aber,« siger hun, for der er et aber dabei: For bare nogle uger siden mødte man »dem« stadig overalt, hvor der var en bro, men nu, siger hun, »ist es schon besser reguliert!« nu leder man »dem« samlet over nede i Achleiten. »Ach, ja,« siger hun, også for disse mennesker er Tyskland en drøm. »Men Wagner,« siger Madame, vil de nogensinde forstå Wagner, Rhinguldet, Mestersangerne fra Nürnberg? »Ach nein,« siger den hundredårige, »sie haben nicht die Bildung«, de har ikke den nødvendige dannelse.

11:53

Og så vandrer de to gamle dannelseskvinder af sted langs floden Inn fordybet i samtale om Parzifal og den tyske kultur; nord for Wernstein tager de afsked, og Madame stiger gennem skoven op over Scharfsberg, og her, på den nøgne højderyg med udsigt hinsides Bayern til Alperne tager Madame plads på valfartsbænken for at spise en bid brød. Snart får hun selskab af et ægte par, først kommer han krybende op over bakken krumbøjet over sit cykelstyr, så hun. Madame spørger til flygtningene, og kvinden vender sig bort. »Doch,« siger manden med sænket stemme, man kan stadig se små grupper af »dem« blive ledt over broen dernede i Wernstein, men, siger han, det er blevet bedre »reguleret«, af hensyn til borgerne. »Skal vi se at komme videre!« siger kvinden.

12:39

Heroppe på højderyggen følger Madame den gamle pilgrimsrute Vita Nova, Det Nye Liv, over mørkpløjede marker og grønne enge, forbi hvide gårde med haver, hvor æblerne lyser fra nøgne kviste og grene. I vejsiden et kors for Johann Holzapfel, der i året 1936, da verden sidst var af lave, kom ulykkeligt af dage i sammenstødet med: en tyr.

13:17

Middagstimens mirakel: Madame overhaler en lille pige og hendes bedstemor, hånd i hånd. Idet hendes skygge glider op forbi barnets, farer bedstemoren sammen, »Grüss Gott,« siger hun og slår kors for sit bryst.

15:03

Her i Oberösterreich lever ingen havedværge og ingen grinende græskar. Kun sjældent står en øjenløs stork og falmer i solen. I Freynberg, et »sundt og familievenligt lokalsamfund«, er en yngre kvinde i sort fritidsdragt og blonderet pagehår i færd med at støvsuge sin terrasse.

15:47

Med ét åbenbares Passau dernede i dybet af dalen, en glitrende tunge af guld mellem tre floder, Ilz, Donau og Inn. »Åh,« udbryder Madame, af udmattelse og henrykkelse, »åh!«

16:12

Under nedstigningen mod ’Raum Passau’ og den berygtede grænseovergang spejder Madame utålmodigt efter tegn på bevægelse, politi, måske militærkøretøjer, genskinnet fra de hvide telte, de røde kors, råbene fra menneskemassen, hun har set på billederne i alverdens medier.

Men alt ånder sol og mytisk fred, en gammel kone går sin daglige tur fra gården op til vejen, retter sig op og sætter hånden i ryggen, ryster på hovedet og går tilbage igen. På markerne græsser heste, og i en dam drejer et lille møllehjul glitrende dråber op i solen, Madame standser og lukker øjnene, hører dråberne falde mod spejlet: musik. Den sidste kilometer ned mod grænseovergangen er der ikke en bil, bare to landmålere, der går hver til sit.

»Er grænseovergangen ikke lige dernede bag svinget?« spørger Madame. »Jo,« siger den ene. »Så er der vel fyldt med flygtninge!« siger Madame forventningsfuldt, endelig, efter lang dags vandring skal hun være iblandt dem. »Nö,« siger landmåleren og sætter øjet til kikkerten, »is’ gar net mehr da«. »Hvad, er der ingen, men hvor er de så?« »In Schärding.« »Schärding?« siger hun, »men det er jo der, jeg kommer fra, jeg så ikke en eneste ...«

16:32

Grænseovergangen: Ikke skyggen, alt er som fejet, nej, alt er fejet, renspulet, ikke så meget som en henkastet vandflaske, en sko, en nedtrådt rest af en sandwich fra lejren i Spielberg eller en efterladt toiletvogn. På bagsiden af tankstationen, som Madame husker fra mediernes billeder, lugter der ganske svagt ramt af urin. Men gør der ikke altid det bag tankstationer?

16:36

På parkeringspladsen står en midaldrende forretningsmand ved sin sorte Passat og ser ud i skumringstrafikken, der glider upåvirket af sted i begge retninger over grænsen. »Hvor er de?« siger Madame. »Hvem?« »Flygtningene?« »Irgendwo draussen,« siger han og slår ud med hånden mod »et sted derude«, »i Dreiländerhallerne, i Fraunhofer, Achleiten.« »Men Achleiten,« siger hun, »det er da her?« Han trækker på skuldrene. I det samme ruller en sort sportsvogn ind på parkeringspladsen, en ung kvinde med skinnende sort hår springer ud, »undskyld,« siger hun, »der var så meget trafik inde i byen; min eller Deres?« Manden nikker mod hendes, og fra hver sin side stiger de ind i den sorte sportsvogn og kører af sted.

17:13

I skumringen er skuffelsen næsten ikke til at bære. På den ensomme vandring langs den befærdede hovedvej ind mod Passau by er den eneste afveksling de talløse variationer af den samme McDonalds kæmpereklame. I sin blanding af udmattelse, sult og savnet af sine forsvundne, bortførte, læser Madame reklameteksten som »Neu bei McDonalds: Bio-flygtningeburger, lavet af 100 procent flygtningekød, stegt med 100 procent flygtningestrøm«.

18:34

Da Madame i aftenens frostmørke endelig når frem til banegården i Passau, ankommer en ambulance for fuld roterende udrykning. To ambulancemænd springer ud og løber hen mod en bus, der holder lidt længere nede ad gaden med mørkelagt kabine og uden destination på skiltet over forruden, og vender tilbage med en hastigt tildækket kvindeskikkelse. De skubber båren ind i ambulancens gab, der lyser som en krematorieovn i disen, og både ambulance og bus kører af sted, i forbifarten aner hun ansigter, der trykker sig mod ruderne og ser ned på hende.

Tilbage står en flok unge tyske mænd med karseklippede kranier, forvaskede grågrønne T-shirts med små tyske flag under V-udskæringen, og ryger. »Og husk,« siger lederen, »vask hænderne grundigt!« Har de været i håndgemæng? Med hvem? Har der været en demonstration? »Hun havde vist noget med muslimsk baggrund,« siger en anden, »ikke røre ved hende«. »Lad os gå over til döneren,« siger den højeste, den eneste med skæg, tættrimmet, blond. »Keinesfals!« siger lederen, »vi bliver her!« »Undskyld,« siger Madame diskret til den bageste, mindste, og straks vender hele flokken sig og ser på hende.

»Var det flygtninge,« siger hun, »i bussen?« »Dazu dürfen wir uns vor Ort nicht äussern,« siger lederen. »Hvor er I da fra?« »Det kan vi på stedet ikke udtale os om,« mumler den mindste som et ekko af sin ... fører?

19:17

Madame bliver siddende en times tid i banegårdshallen og betragter livet, de pludselige træk af mennesker gennem hallen, hver gang et tog ankommer, alle er tyske borgere, velklædte med små fikse rygsække, tasker eller mapper, ingen uformelige kæmpeposer, ingen grædende børn. Mobiltelefoner ringer, en ung mand modtager sin veninde med et kækt bayerisk »bienvenue!«, et øjeblik er hallen næsten øde, og en bohemelaps omkring de halvtreds driver på tværs fulgt af sin store uglede hund. Madame rejser sig og går ud på perronen.

Karantæneramt tog

Madame Nielsen

Først synes den øde, så opdager hun, hist og her i aftentågen, de unge mænd, rødder med rødder i Mellemøsten, i træningsbukser og orange veste, der driver rastløst omkring to og to, også de rygende. Madame gør en forsigtig tilnærmelse, »undskyld,« siger hun til den ene, »kommer der snart et tog?« Han forstår ikke tysk, ser rådvild på makkeren. »På spor 4,« siger han, på et tysk af anden sproglig herkomst. Madame går over på spor 4, der holder et tog, fuldt oplyst, men tømt. I ruden lyser et skilt: »Abgesperrt«. Afspærret.

23:59

Hun tilbringer aftenen og natten i Passau, sætter sig ind på caféer, restauranter, i kantinen på universitetet. Overalt spørger hun, diskret, høfligt, efter flygtningene. Og Passaus borgere ser sig først ligesom flygtigt omkring, så sænker de stemmen, »det er efterhånden ved at blive bedre, men det var til tider ’sehr schlimm’«.

I billetsalget på banegården venter kvinden bag skranken, til der ikke står nogen bag Madame, »sidste weekend,« siger hun lavmælt, »havde vi 9.000 igennem her, men nu tager politiet dem ud af toget og fører dem uden om banegården og ind i specialbusser, der kører dem direkte ’woanders’«. »Men hvor er ”woanders”?«»Köln, Bochum, hvad ved jeg,« mumler hun og slår blikket ned. Madame bliver stående. »I begyndelsen var alle jo hjælpsomme,« siger kvinden, »men på et tidspunkt bliver det bare for meget, iblandt ser man jo også alle dem, der bare er med for at udnytte os.« »Men hvornår kommer togene?« »Sent,« siger hun, »eller tidligt om morgenen, af hensyn til borgerne«.

Godnat EUropa

Madame Nielsen

02:01

Hvad er det, der foregår, tænker Madame, da hun ligger i en seng på Pension Det Gyldne Skib i centrum af den nu også uhyggeligt stille tyske by på grænsen til Østrig, »af hensyn til borgerne«, hvorfor pludselig disse deportationer, disse flygtningetransporter til steder, haller, lejre, ingen tilsyneladende helt ved, hvor ligger, som om flygtningene var smittefarlige, eller højeksplosive, bare synet af dem, er det det, den tyske stat nu med sin bedre »regulering« forsøger at beskytte sine borgere imod, det sprængfarlige, synet af flygtningene, der i de første uger og måneder vækkede EUropas borgere af velfærdsdøsen og igen gjorde dem til medborgere og politisk handlende væsener, der tog staten i egen hånd og rakte ud mod flygtningene, gav dem mad, vand, tøj og hjælpende hænder, er det det samme syn, der nu risikerer at få det tyske samfund til at eksplodere?

Er det derfor, de alle, borgerne, ligesom ser sig om og sænker stemmen, hver gang man spørger dem om flygtningene; fordi de er bange, ikke for flygtningene, men for sig selv og hinanden, bange for, at flygtningene skal få fællesskabet til at briste? Og de unge mænd foran banegården og bag den i perronernes udkanter, var det slet ikke samfundsfjendtlige elementer, hverken nynazister eller indvandrerbander, men Statens egne, diskrete håndlangere, soldater og agenter i så godt som civil?

Hun tænker på busserne uden destinationsskilte, på det tømte tog og skiltet »Afspærret« og gyser. Flygtningestrømmen er virkelig en strøm, tænker hun, en flod, der hele vejen fra det sydligste Grækenland har bugtet sig ustyrligt, synligt og ad sine helt egne veje op gennem Europa. Men et sted i grænselandet mellem Østrig og Tyskland er floden blevet lagt i rør, og nu leder staten den diskret uden om byerne, ligesom lyssky under jorden og ude af syne. »Af hensyn til borgerne« tænker hun, »den dybe stat«. »Afspærret«. Uden angiven destination.

07:01

Den følgende morgen går Madame gennem byen til banegården. I banegårdshallen er livet som en hver anden hverdagsmorgen i en halvstor provinsby. Men i tågen på spor 3B hundrede meter ude ad perronen holder et langt, meget nedslidt tog. Fra den anden side aner Madame menneskeskikkelser bag de både ridsede, fedtede og duggende ruder, næsten ubevægelige, ikke en lyd, ingen nedtrukne ruder og ansigter, der udmattede, men levende, nysgerrigt, strækker sig ud som på alle Europas banegårde før denne. Langt nede ad perronen står en ældre betjent i uniform og orange vest med rygmærket »Bundespolizei Pressesprecher« i lavmælt samtale med en yngre journalist og hans fotograf. Madame går gennem tunnelen og diskret op ad trappen gennem afspærringen og hen langs togstammen og forsøger at se øjne i de ansigter, der synes at vende sig mod hende inde bag de fedtede ruder.

Endelig trækkes et vindue ned, og Madame næsten gisper, som om nogen har holdt hende nede under vandet, og nu pludselig, med rudens ryk, trækkes hun op, og der er igen forbindelse til virkeligheden, og to unge afghanske drenge stikker hovederne ud, »please!« siger den ene på dannet engelsk, »can you tell me where we are going?« Hvad ved hun? »Please ask someone!« Madame går tilbage langs togstammen mod trappen, hvor to banebetjente er ved at lodse en stor trækvogn – mælkebriketter, bleer og vandflasker – ind i det uhyggeligt tyste tog. »Undskyld,« siger Madame, »de to unge mænd dernede vil gerne vide, hvor de skal hen?« »Dorthin wo der Zug fährt,« siger den ene uden at se på hende.

»Og hvor kører toget så hen?« »Das geht niemand was an,« siger han, »det kommer ikke nogen ved«, og vender hende ryggen og lodser videre. Madame går tilbage mod vognen med de to unge afghanere, men nu er alle vinduer lukkede.

I tidligere liv har Madame vandret under andre navne, såsom Claus Beck-Nielsen og ’udsending fra Das Beckwerk’. I 2014 var hun i Ukraine som ’Miss World’, den frelsende engel, der skulle forsone de stridende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu