Læsetid: 11 min.

Hun har ingen steder hjemme

På sidste etape af sin europæiske dannelsesvandring overskrider Madame Nielsen grænsen til The Land of DKay, der fuldt lever op til en flygtnings forventninger
Himmelflugt

Himmelflugt

19. december 2015

»Jeg forestiller mig stemningen i Kabul i disse uger og måneder. Der går rygter om en fest et sted lidt langt uden for byen. Nogle få af de unge mænd og store drenge har længe drømt om den, festen, men de fleste har egentlig ikke for alvor overvejet muligheden. Men nu er det der, rygtet, ’Discoteque Germany’, ’Discoteque Sweden’. ’Vil du med?’ siger en af vennerne. ’Hvorfor?’ siger man. ’Her sker alligevel ikke en skid,’ siger han. Og så låner de nogle penge, sælger, hvad der kan sælges. Og tager af sted. (Hvad faen, man kan jo altid tage hjem igen, hvis det ikke er fedt.)«

8:21

I lokaltoget fra Hamburg mod Flensburg møder Madame igen en lille flok af sine medrejsende. (Ikke strømmen, med den er det forbi, den nåede sit delta ved grænsen fra Østrig til Tyskland; der tabte den sin voldsomme kraft, spredte sig i hundreder, tusinder af mindre og mere uregelmæssige løb ud mod selv de mindste byer i det tidligere Vesttyskland. Kun en lille piblen, svarende til den danske bæk, fandt hele vejen gennem Tyskland til Hamburg og videre nordpå). Hun kunne have været både blind og døv, hun havde genkendt dem alligevel: Som sædvanlig vandrer hun en tur ned gennem togstammen, fra den første næsten mennesketomme, morgenkølige, frisk duftende vogn og ind i den anden, og da hun trækker døren til den tredje til side, rammes hun af denne beklumrede, dyriske hørm af pels, af sved, snavs, madrester, håb, udmattelse, panik, resignation og dårlig ånde fra de, der har været længe, alt for længe undervejs. Dybt nedsunket i sæderne hænger ti afghanske unge mænd, de kantede, mongolske, koparrede eller ligesom gennemtævede ansigter, der skiller dem så markant ud fra resten af flygtningestrømmen. Hos dem, der ikke halvsover, er blikkene matte og udflydende, som om de ikke længere ser. Men da Madame morgenfrisk hilser, »good morning, gentlemen!« får øjnene blik, og de retter sig op, forbløffet forvirrede over, at nogen ikke blot skæver til dem, men ser dem i øjnene, som var de slet ikke en paria, men borgere i denne verden. Kun én af dem, en af de to yngste, taler en smule engelsk, men gider ikke, han er for træt, teenager, uopdragen, siger tre ord og glider så igen ned i sit dobbeltsæde. Men de øvrige gør tegn til, at Madame skal sætte sig hos dem, de anstrenger sig genert for at forstå og svare, forklare, nej, de skal ikke til Danmark, de skal til Sverige. Hvorfor? Det kan de ikke rigtig forklare, de råber ad den dovne, han løfter hovedet, »don’t know«, siger han og lader det falde. De er fra Kabul, to brødre, resten bare venner. Hvor har de penge fra? »Friends!« lyder det fra den uvorne. De har været tyve døgn undervejs, gennem Pakistan, Iran, Tyrkiet, Grækenland, Makedonien, Serbien, Østrig (Slovenien har de i farten ikke bemærket). Vil de arbejde i Sverige? Nej nej, »study«, siger den høfligste og ’skriver’ med den ene hånd i den anden. Og derefter, spørger Madame, »skal I giftes, med en svensk kvinde, have svenske børn?« »No no!« de ser skrækslagne eller forargede ud, »Kabul!« de vil tilbage til Kabul og giftes der, når de har lært at skrive. Hvor gamle er de? »Sixteen«, siger den høflige, og Madame må le, han er fuldvoksen, har kraftig skægvækst. Toogtyve? foreslår hun. Okay, så tyve da, han folder to håndfulde og endnu to håndfulde ud for hendes øjne. De er åbenlyst alle mellem sytten og femogtyve, men altså mindreårige, uledsagede, børn. De er alle i smarte sportssko, ingen praktiske støvler, nu vinteren ellers hænger våd og tung over toget, deres klæder er illustrationer af rejsens bevægelser, men uden spor af noget lokalt fra de kulturer, de er rullet og vandret og strømmet igennem, det er Markedets universelle varer, men de har samlet dem op undervejs: en læderjakke fra Kabul, en dynejakke fra Østrig, cowboybukser fra Tyrkiet, Adidas og Asics fra Iran, en dynejakke fra Tyskland. Og så løber samtalen ud, synker ned i døsen, den kort vågnede op af, Madame er nu bare en iblandt dem som så mange andre før hende, de fire døser, en femte ser ud ad vinduet, eller i det mindste er hans blik rettet mod ruden. Madame følger blikket: november, landskabet er fladt, Noldes marsk, fugtig og melankolsk. Hvad ser de mon i det? Ser de det overhovedet, landskabet, siger det dem noget, vil det nogensinde sige dem noget? Er landskaber overhovedet noget, de tænker over? Måske er det noget, man skal lære, at tænke over landskabet, at vide, hvad man føler, når man ser det, denne melankoli, som tynger hende, og foruden hvilken hun ikke kunne skrive, eller leve. Hun sukker og rejser sig, tager afsked med de unge drenge, et træt smil og et nik, hun ser dem nok aldrig igen. Sådan er det i strømmen: Møder du et menneske, møder du det aldrig igen.

10:33

Og dog: Da perronen i Flensburg er tømt for afstigende passagerer, står de ti drenge stadig rådvilde tilbage. Hvordan kommer vi videre herfra? Herregud, nogen må jo tage sig af dem. »Come,« siger Madame, og som andemor i spidsen for sine fortumlede ællinger går hun ned ad trappen og gennem tunnelen mod stationsbygningen. Hun forestiller sig den lørdagformiddagsøde lille provinsstationsbygning, en enkelt lysende luge eller kiosk, hvor hun vil hjælpe dem med at købe billetten videre nordpå. Men da de træder ind i banegårdshallen, er den forvandlet til en festival, en basar, en byfest. »Refugees welcome«, står der hen over buen, der deler hallen, og under den er der boder med te, kaffe, de obligatoriske æbler, brød, selvbetjeningsrodekasser med tøj, to kravlegårde og en drømmeseng, syv kvinder og en stor dreng i de åbenbart EUniverselle frivillighjælper-veste, lysegrønne, selvlysende, og diskret i det fjerneste hjørne to gemytligt topmavede ældre betjente. »Everything is for free!« står der på et banner.

11:09

Flensburgdrengen hedder Haidar, hans mor er armener, hans far iraner, og mens Madames afghanske ællinger spiser hårdkogte æg og bananer og roder i kassen efter sportssko, fortæller han, at det er byens borgere, der har taget initiativet til det hele, de laver maden og serverer og er her fra morgen til midnat med hjælp fra Røde Kors og det lokale politi. Det er vigtigt, at flygtningene får varmen og noget at spise her i Flensburg, for Flensburg, siger han, er jo det sidste rolige og venlige sted inden grænsen, i Danmark er der jo blevet så skrapt, de kan ikke vide, hvad der sker med dem, om de bliver anholdt eller sendt tilbage, der er ikke megen venlighed der. »If you don’t want to be thrown off the train, buy a ticket directly to Sweden!« står der på en plakat klæbet hen over billetautomaten fra Deutsche Bahn. Som tolk er hans vigtigste opgave at overtale de rejsende til at stige ind i en af busserne, der holder foran banegården; de kører direkte til Sverige, og med dem er chancen for at slippe gennem Danmark størst.

Klokken 11:23 ankommer intercitytoget fra Hamburg, med ét myldrer ankomsthallen, og for en stund er Madame nostalgisk hensat til sine uger i den store strøms historiske bevægelse. Ak, ja, det var tider.

12:00

Under den tunge grå novemberhimmel går hun gennem parken og videre nordpå ad gågaden. Hele verden var på banegården, hele byen i gågaden, også her er der festivalstemning, marked, alt er bio og »aus dem Umland«, borgerne i deres bedste provinsklæder, lørdag i grænselandet, i hendes øren og på butikkernes skilte flyder de to sprog sammen.

 

12:43

Vejen nordpå er en ret linje ud ad byen, efter gågaden med al dens bio-grønt og borgere bliver det gradvis fattigere, grønthandlerne ikke længere »aus dem Umland«, men fra Pakistan, Indien, Tyrkiet, folk bliver federe, flere tungemål blander sig, tyrkisk, arabisk, slaviske sprog.

12:57

På trappesten sidder enlige mænd, læser i en bog eller bladrer sig gennem netsiderne på deres telefon. Hen under himlen over gaden en tørresnor, hvorfra hundrede sko duver. Himmelflugt.

13:26

Flensburg Fjord, lugten af salt, rådden tang og muslingeskaller, mågejammer, for første gang siden Thessaloniki er Madame ude ved det åbne vand. Oh, Danmark, nu er du atter nær!

13:51

De første grænsebutikker er allerede haller, øl og vin på paller.

14:19

På vejen op ad bakken mod grænsen under efterårsløvets sublime tristesse overhales Madame af en elektrisk summende palletransportvogn med kabine. Chaufføren er firkantet, i venstre hånd rattet, i den højre holder han ordren, let blafrende.

14:44

Madame genkender det fra sin tidligste barndom, duften af pølsevogn, livet i grænselandet, der uanset, at »tider skal komme, tider skal henrulle« og »slægt skal følge slægters gang«, altid, evigt skal bestå. Det er vel det, der er Danmark, tænker hun, »os«, ikke det indre, ikke højskolen, hyggen og landsholdets elendighed, men livet i den yderste udkant.

14:59

Idet Madame træder over grænsen til Danmark, falder den første regndråbe i tre uger, den første på hele hendes lange vandring op gennem Europa, og der kommer flere, og det bliver bedre endnu: Et par hundrede meter længere fremme står – nej, ikke endnu en lejr af hvide telte med Røde Kors, ikke endnu en række boder med mad, drikke og tøj, ikke endnu et banner med »Refugees welcome« og »everything is for free«, ikke endnu en gruppe af lokale borgere i EUniverselt selvlysende grønne veste, der rækker deres hjælpende hænder ud mod de indvandrende, men femoghalvfjerds mennesker hyllet i danske flag, der står side om side hen over vejbanen og spærrer trafikken sydfra. Først i det øjeblik, de ser Madames kække baret – eller måske er det regnen, der nu tager til – forlader de vejbanen og går opstemt sludrende i samlet uorden ind på parkeringspladsens nu hastigt mørknende grus, hvor cementfundamentet under skiltet for ’Grænsekroen’ er omdannet til et alter for fædrelandet med stearinlys og flag, der nu klasker sammen og slukkes af regnen. Madame kaster sin alpehue på alteret, ser på det samlede billede og forsøger at forstå det, før hun samler den op. Det er Alice fra Esbjerg, der tager fotoet: Madame til venstre, store Rene til højre og Nikolaj Villy i midten, hyllet i det danske flag. Rene, han er herfra, men ellers kommer de fra »overalt«, Esbjerg, Aabenraa, sågar Aarhus og Skævinge på Fyn. Det har været en vild succes, siger Alice, hele to gange lykkedes det dem at standse strømmen fra syd. Hvem har organiseret det hele? spørger Madame. »Det må så være Anders Gravers,« siger Alice, men det er facebook-gruppen ’Stop islameringen af Danmark’, siger hun, eller faktisk en undergruppe: ’Luk Grænsen NU!’ siger Jan fra Fyn. Men kommer flygtningene da denne vej, over Kruså? spørger Madame. Det ved Jan egentlig ikke, »hvis ikke de lige skal ha noget i sexshoppen, så kører de vel ad motorvejen,« siger han. »Men hvorfor er det så ikke der, I standser trafikken?« »Næh,« siger han, »det er der da noget om«, og Alice nikker. Madame går hen til de to repræsentanter for ordensmagten, gemytligt tykmavede og ældre som deres kolleger syd for grænsen i Flensburg, og med hænderne samlet på ryggen. »Hvor mange deltog i demonstrationen?« spørger Madame. »75,« siger den ældste, »76 med dig, hvis du vil tælles med«. »Tænk ikke på det,« siger Madame, »farvel«. Og så går hun alene gennem skumringsregnen tilbage langs motorvejen over grænsen til Tyskland. Her er der trods alt mere Lebensraum.

16:41

Postludium.

Hun vandrer alene i skumringens regn ad smalle veje, der bugter sig under løvfaldet over marsken langs grænsen til Danmark, ad Karlsbergweg, gennem Niehuus, forbi Niehuussee. På en bænk under halvtaget let hævet over marsken, hvor kvæget græsser tyst og næsten ubevægeligt som udflydende sorte plamager i mørket, gør hun rast og spiser den sidste bid brød, den sidste gnalling ost, der har gemt sig i rygsækken. Og sukker. Saligt? Melankolsk?

16:59

Kvæget dernede i marsken. Noldelandskab. Her kunne jeg leve, tænker hun, leve, vandre og skrive. Så rejser hun sig og går videre.

17:31

Padborg Station. Skumring, stadig skumring, endeløs skumring. Så går den (Madame) ikke længere.

17:54

I ly for regnen under halvtaget ved spor 1 står tolv store uniformerede betjente og to tolke, en kvindelig, en mandlig, hver med et ’gæstekort’ på brystet under den åbenstående jakke. Da toget sydfra ruller ind med sine sølle tre vogne, stiger togføreren ud med et smil: »Jeg har to til jer derinde!« De tolv betjente border toget som lidt magelige skygger af amerikanske soldater, der på en Youtube-video trænger ind i et hus i en landsby i Irak. I det fjerneste hjørne af den familieforladte Familiekupe sidder en mørklødet fedladen mand. »Where are you from?« »Iran.« Betjenten beder ham rejse sig og følge med ud på perronen. Fra den anden vogn kommer fire betjente med en til, sidst i trediverne, også han tungt hørmende af lang rejse, rundvommet og med måne, »det var den anden!« Men søreme, om der nu ikke, helt nede fra den tredje vogn, kommer tre betjente med en tredje, en lugtfri velklædt ung mand med en let sportstaske, »der var sgu lige en til!« »Hvor fandt I ham?« siger togføreren. »Han havde sgu gemt sig!« Ude på perronen er der forhør af den anden. »Taler du dansk?« Han nikker. »Hvor kommer du fra?« »Syria.« »Og hvor skal du hen?« »Eh? «siger manden. »Taler du ikke dansk?« Manden nikker. »Gør du?!« »English,« siger han. »You speak English? But I asked you if you speak Danish,« råber betjenten, »and you said yes!« I det samme kommer de sidste fire betjente ud, og nu står de der alle, tolv betjente, to tolke og tre civile mænd af anden etnisk herkomst end den på perronen i øvrigt dominerende. »Hvad med ham der?!« spørger den højeste, to meter, fitnesscenterformet, blond, og peger med strakt arm og stiv pegefinger i brystet på den unge mand lige foran sig. »Tager I dem allesammen her, eller tager I også først nogle af dem ovre i København, eller lader I dem også nogle gange bare køre videre til Sverige?« spørger togføreren den ældste af betjentene, der står lidt i udkanten af flokken. »Det er sådan lidt hip som hap, fra dag til dag,« siger betjenten, »det afgør ham, som har de fleste stjerner på uniformen den dag«. Så lukker dørene, og det udrensede, flygtningefri tog ruller nordpå ind i natten, vi kalder Danmark.

I tidligere liv har Madame vandret under andre navne, såsom Claus Beck-Nielsen og ’udsending fra Das Beckwerk’. I 2014 var hun i Ukraine som ’Miss World’, den frelsende engel, der skulle forsone de stridende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu