Analyse
Læsetid: 6 min.

Kærlighedens langsomme gerninger

Det tager så lang tid med den opbyggelse, kærlighed skaber. At ødelægge det tager til gengæld så uendelig kort tid
Kultur
18. december 2015
’Jeg er interesseret i sjælens ophav,’ sagde nobelprisvinder Svetlana Aleksijevitj i sin takketale.

Hermann Bredehorst

Hver eneste dag siden den 13. november har det franske dagblad le Monde bragt en lille fortælling om et af de mennesker, der blev dræbt ved terrorattentatet i Paris. Det er slående, hvor mange fine liv, der blev afsluttet der. ’Et liv er forbi’ hedder en serie her i Information, som har næsten samme virkning.

Men i Paris døde de så alle på en gang, og mange var unge. Måske er det derfor, det bliver så påtrængende i alle disse historier, hvor utrolig megen kærlighed, som blev slået ihjel den aften. Hvor meget kærlighed, der skulle til for at skabe disse mennesker. At kærligheden er alle disse historier. Omhuen med at fortælle dem. Huske på.

For i forhold til det er det så let at slå ihjel. Det er ingen sag.Man opdager kærlighed, hver gang man lytter til historien om et menneskes liv. Hvis man hørte om hvert eneste menneske, som dræbes i Syrien, ville den være der. Når vi hører om en lille Ayad, som ligger død på en strand, opstår den. Det siges, at vi alle er lige i døden. Måske er det sted, hvor vi er allermest lige, i kærligheden og ikke mindst i fortællingen om den. Det synes at være volden, der er kærlighedens modsætning.

Det kunne man også høre i forfatteren Svetlana Aleksijevitjs takketale, da hun fik sin nobelpris bragt i lørdagens Litteratur-tillæg – ligesom man kan høre det i den litteratur, hun skriver. Når den store historie, de store principper erstattes af det enkelte menneskes stemme, handler det pludselig altid om kærlighed.

»Jeg er interesseret i sjælens historie. I sjælens hverdag. Det, som den store historie som regel udelader, som den holder sig for god til. Jeg beskæftiger mig med den udeladte historie,« forklarede Aleksijevitj. »Lige før var der en, der smilede og røg – og pludselig er han væk. Kvinderne taler allermest om det, der forsvinder, om hvor hurtigt alting forvandles til ingenting i krig. Både mennesket og den menneskelige tid.«

Et barn bliver født

Om en uge skal det fejres i et gaveorgie, at et barn blev født. På dette sted skal det på ingen måde afgøres, om lige dette barn var Guds barn. Religionsdiskussioner ender altid i ballade.

Lad os derfor blot koncentrere os om, at et barn bliver født. Bliver elsket og vokser op, går i skole, uddanner sig og bliver en del af samfundet. For der har vi den jo, kærligheden. Det er ret mirakuløst i sig selv.

For der er ikke noget som helst selvfølgeligt ved det. Det er ikke en selvfølge, at børn som fødes, behandles lige. Er lige for loven. Har lige megen ret til at blive plejet på et hospital, hvis der er noget i vejen. Har ret til at gå i skole og få en uddannelse. Piger og drenge behandles også lige, i al fald stort set. Rig og fattig, folk med forskellig hudfarve og forskellig religion. Heller ikke det er en selvfølge. Det har taget lang tid at bygge det op. Det kan ikke blot besluttes over night. Det kan især ikke hamres ind. Det kræver en utrolig masse konkrete handlinger, den ene efter den anden. Man betragter velfærdstaten som en omfordelingsstat og tror, det er penge, man omfordeler. Det er slet ikke sikkert.

For selvfølgelig er der forskel på folk. Det er ret paradoksalt, mærkværdigt og temmelig skrøbeligt, at vi alligevel formår at opretholde et universelt menneskeværd. Det, vi kunne tænke over i gaveorgiet, er, at det især et kæmpe system af kærlighed. Som går så langsomt.

Det er derfor slet ikke den såkaldte velfærdsstat, vi i øjeblikket er ved at afvikle, men noget så mærkeligt som kærlighedsstaten.

Der er ikke tale om den store romantiske Hollywoodkærlighed. Ikke engang om ’Make love, not war’ hvis der med det menes selve elskovsakten. Næ, denne her ’make love’ er af en anden art. Den består i det store daglige arbejde, kærlighed gør. Bare en stor sum af en helt masse små handlinger, man måske kunne kalde kærlighedens gerninger, hvis det ikke lige var at gå Kierkegaard lidt i bedene. For kærlighed er måske slet ikke en følelse, skrev han. Kærlighed er den måde, vi tager os af hinanden på. Kærlighed er i den forstand beregningens modsætning. Den gives bare. Det er den, velfærden opstår af, ikke omvendt.

De tusind små ting

Der er nemlig noget utroligt opbyggende ved kærlighed. Man kunne tro, det var fortjeneste og konkurrence, der drev et lille menneske fremad i den lange læreproces. At jo flere prøver og test og karakterer, jo mere der blev vejet målt og vurderet, desto bedre går det. Det er der så bare ikke noget, der tyder, på. For hvad går det så bedre med?

Det, der virker, er de tusind små ting. Indkøb, tøjvask, børste tænder, rede hår, hente, bringe, madlavning, godnathistorie og så forfra igen. Det kan bare ikke gøres hurtigt. Det er det, den store historie, principper og ideer udelader. Handlinger, som skaber noget, der aldrig med vold og magt kan tvinges frem.

Så måske er det kærlighed, som holder resten sammen. En kærlighed, som netop ser gennem fingre med, om man nu har fortjent den eller ej. Om man som menneske kan betale sig. Hvor kommer den ellers fra, ideen om, at vi alle er lige meget værd? Har hver sin stemme? Lige så snart, man begynder at tænke over, om nogen er mere værd end andre, ryger ligheden.

Vi gør selvfølgelig forskel mange steder, og det skal vi også. Det kan nemlig også gå grueligt galt, hvis man tror, man kan gøre lighed til ideologi. At den bare kan tænkes. Næsten lige så galt, som når man gør religion til princip. Det huskede Svetlana Aleksijevitj også verden på, da hun takkede for sin nobelpris. Lighed som abstrakt princip gik med kommunismen lige så galt, som religioner kan gøre det. Terror er altid lige i hælene, når man tror noget kan gøres i ét hug. Den er præcis at gøre noget i ét hug. Eller som Aleksijevitj også skriver om kvinderne i krigen »Men de var parate til at dø. Til at dø for fædrelandet. Og de var også parate til at dø for Stalin – det kan man ikke slette fra ordenes historie.«

Hvis der er noget, som er næsten lige så usynligt, som Gud måske er, er det, når det egentlig bare går meget godt. Når et samfund er trygt. Når man kan gå gennem en by uden at blive overfaldet eller få stjålet sine ting. Når borgerne betaler husleje, skatter og regninger. Når der blot er en hel række meget fine historier, som fortælles. Det er ikke, fordi vi er bange for, hvad der sker, hvis vi bryder loven. Ingen maskingeværer kan skabe den form for tryghed.

At opbygge med kærlighed tager lang tid og er så usynligt, at man nogen gange kunne tro, det var unødvendigt. At det kan afskaffes uden at tabe alt det andet på gulvet. At vi lige så godt kan lade være med at tage fra de svage, de udsatte. At vi godt kan være lige alligevel. Men sådan er det ikke.

Det siges, at det er i døden, vi er lige, men sagen er, at det er lige før. Lige dér hvor Aleksijevitj fortæller sine historier. Lige dér, hvor vi hele tiden og altid husker på hinanden.

»Lige før var der en, der smilede og røg – og pludselig er han væk.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lis Kyllikki Turunen Pedersen

tak