Læsetid: 4 min.

Jeg kalder på jer med vand i min mund

Få tidsskrifter har haft så stor kulturel betydning her til lands – og har været så udskældt – som tidsskriftet Heretica. Med Tage Skou-Hansens død forsvandt den sidste af tidsskriftets seks redaktører, der også talte Erik Knudsen
Få tidsskrifter har haft så stor kulturel betydning her til lands – og har været så udskældt – som tidsskriftet Heretica. Med Tage Skou-Hansens død forsvandt den sidste af tidsskriftets seks redaktører, der også talte Erik Knudsen

Molly Wittus

5. december 2015

Ved Tage Skou-Hansens død her forleden forsvandt den sidste af de i alt seks redaktører af efterkrigstidens berømte og med årene stadigt mere berygtede litterære tidsskrift Heretica (1948-1953). Få tidsskrifter her til lands har haft så stor kulturel betydning som det, og næppe noget har efter sit ophør været så beløjet og udskældt.

Hvornår mistænkeliggørelsen og mytemageriet begyndte, kan være svært at datere nøjagtigt, men sikkert er det, at Torben Brostrøm ydede sit ved i sin programartikel ’Det umådelige mådehold’ i Vindrosen nr. 1, 1959 at tegne et polemisk vrængbillede af samtidens digtning: »Under og over den skærende angsttone i 40’erne kan man lytte sig til den danske patos, den danske elegi, den danske selvironi, alt dog med måde, og bedømt med en modernistisk alen er hovedindtrykket, at man trods flyvepladser, øde lande og meget andet godt nødlandede mellem to stole, modernismen og traditionen.« Med »flyvepladser« sigtes til et af Ole Wivels centrale digte og med »øde lande« til Eliot, der sammen med Rilke øvede så stor indvirkning på bl.a. Erik Knudsen og Thorkild Bjørnvig.

Brostrøms kritik dengang gik hovedsagelig på, at dansk lyrik slæbte håbløst bagefter og ikke som især den samtidige svenske for alvor havde taget springet ind i modernismen – et generaliserende synspunkt, som også blev gennemgående i Finn Stein Larsens bidrag til radiogrundbogen Modernismen i dansk litteratur (1967), hvor lyrikken fra Heretica-tiden set under ét affærdiges som lutter tilbagestående sensymbolisme: »Symbolisten på skæret troede, han ejede verden. Den mand, der står på skæret nu, ved, at det er et skær. Der er givet ham et sted at stå, ikke ret stort ganske vist, men det ved han også. (…) Han mægter ikke det visionære symbolistiske overskue. Han er voldeligt kastet ind i begivenhedernes kaotiske fokus. Han tager intet for givet, men hans bevidsthed har dog ikke lidt skade. Han kan slumpe, eksperimentere, operere sig frem til en stykkevis klarhed. Symbolisternes poetiske billede betragtedes i kraft af dets altsammenfattende ambitioner som et helgenbillede. Nu er bladguldet borte, men billedet er der endnu. Det er blevet en grå ting, men den er praktisk, der kan arbejdes med den.«

Til denne fortegnende polarisering (der i øvrigt sjovt nok udtrykkes gennem kæmpemæssige symboler) kan føjes andre og mindst lige så alvorlige kritikpunkter imod specielt Heretica og dets redaktører. 1) At de alle fokuserede på det nordiske frem for det internationale. 2) At de alle var religiøse metafysikere og dermed pr. definition antirationalister og obskurantister. 3) At de manglede samfundsengagement og derfor bare var reaktionære.

Generationsmodsætning

Det første kan man få dementeret ved at slå op i tidsskriftet og møde f.eks. Federico García Lorca, William Carlos Williams, W.H. Auden og Jorge de Lima. Det andet er bare kritikløs efterplapren af Georg Brandes’ kristendomskritik. Og det tredje er en fordomsfuld forkortning, som under alle omstændigheder ikke kan omfatte Tage Skou-Hansen, navnlig ikke, hvis automatreaktionen bliver udført som af Peter Madsen i hans bidrag til Dansk litteraturhistorie, bd. 8, 1985: »Heretica stillede sig kulturelt og ideologisk i forlængelse af en allerede gammel tradition for kritik af radikalisme og arbejderbevægelse.«

Med til historien hører her, at Madsen i modsætning til sine poetisk mere lydhøre forgængere Brostrøm og Stein Larsen gør 40’ernes og 50’ernes lyrik ekstra frastødende ved at beskrive den i et sprog så kedeligt som et ministerielt cirkulære og med en diktion så mekanisk, at man skulle tro, han var i gang med oplæsning af fiskerinoteringen for Tongaøerne. Også derved bidrager han aktivt til at gøre en ret nær fortid uforståelig.

Skønt Brostrøms, Stein Larsens og Madsens mere eller mindre skråsikre kritiske fortegninger vel oprindelig går tilbage til en reel litterær generationsmodsætning i det polemisk ophedede klima omkring 1960, er det påfaldende, så sejlivet myten om Heretica har vist sig at være i mere end et halvt århundrede. Tre-fire hold af litteraturhistorikere – med Anders Thyrring Andersen som den mest markante undtagelse – har sunget den samme triste vise, og så sent som i nekrologerne forleden hørte man den på ny.

Lad det være mig tilladt at afslutte denne klagesang med et stykke personlig erindring. I mit første år som gymnasiast fik vi som stileemne et digt af Erik Knudsen fra samlingen Til en ukendt gud (1947). Det var det, der begynder med ordene »Her var det vi løb som børn«, og hvori det lyriske jeg ser fra en strand mod øst: »Afstande er skrumpet ind – / Derude i horisonten lyner løgkupler, / og bag skovpavillonen stiger røg / fra ruiner og afsvedne skove.«

Digtet gjorde et vældigt indtryk, men det var bestemt ikke alt, jeg forstod, så jeg skrev til Knudsen og fik et udførligt svar, hvori det bl.a. hed: »Ruiner og afsvedne skove går på det af krigen smadrede Tyskland«. Lige så eksplicit var hans forklaring på løgkuplerne: »Det eksotisk fjerne er kommet nær.« Efter det brev har jeg personlig haft det skidt med fordomme imod tidsskriftet, i hvis andet nummer (1948) samme Knudsen jo skrev: »Hvem gynger i nat på det vildsomme hav / Skibbruden, ene med bølger og storm? / Hvem blæser i nat i sit Rolands-horn / Mens spøgelsesskibe sejler forbi? // O døve skippere! Blinde styrmænd! / Levende brødre ved mast og ror, / Jeg kalder på jer med vand i min mund!«

Dette talende, blæsende, kaldende jeg er vel sagtens digteren selv. Til de blinde styrmænd hører litterater uden øjne i natten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu