Læsetid: 13 min.

Der kan ligefrem være en form for ekstase over bordtennis

I århundreder har filosoffer og forskere været optændt af ideen om at forbedre hjernens kapacitet. Nu har en gryende videnskabelig interesse for et 150 år gammelt boldspil kastet en ny teori af sig. Den siger, at man kan blive klogere af at spille bordtennis. Men klogere på hvad?
I århundreder har filosoffer og forskere været optændt af ideen om at forbedre hjernens kapacitet. Nu har en gryende videnskabelig interesse for et 150 år gammelt boldspil kastet en ny teori af sig. Den siger, at man kan blive klogere af at spille bordtennis. Men klogere på hvad?

Pernille Sloth/iBureauet

11. december 2015

Det begyndte med et telefonopkald. En dag i forrige uge ringede en ung mand til mig og begyndte tale om bordtennis. På et ivrigt aarhusiansk overdængede han mig med informationer, som jeg aldrig havde hørt før: Han sagde, at man i udlandet er begyndt at fremhæve bordtennis som en hjernesport på linje med skak; at bordtennis ifølge den amerikanske hjerneforsker Wendy Suzuki både kan styrke vores strategifunktion, finmotorik og langtidshukommelse, og at flere neurologer peger på spillets gavnlige effekter for alzheimerpatienter.

Opildnet af sin egen begejstring fortsatte han sin talestrøm. Han sagde, at psykiateren dr. Daniel Amen, som står bag bogen Making a Good Brain Great, har kaldt bordtennis for »verdens bedste hjernegymnastik«; at myndighederne i Storbritannien har lanceret en landsdækkende kampagne under navnet The Ping Pong Care Campaign, som skal øge folkesundheden – og at amerikanske hollywoodstjerner som blandt andre Susan Sarandon af egen lomme har doneret tusindvis af dollar til at udbrede bordtennis på skoler og uddannelsesinstitutioner i USA.

Først flere minutter inde i samtalen, som reelt havde formet sig som en uafbrudt monolog, lykkedes det mig at få stillet et stadig mere påtrængende spørgsmål: Hvem talte jeg egentlig med?

Ping-pong med hjernen

Jeg talte med Zoran Lekovic, en 32-årig studerende i engelsk og kommunikation fra Aarhus Universitet, som siden 2013 har forsøgt at skabe opmærksomhed om sin helt egen personlige bordtenniskampagne: Ping Pong med Hjernen. To gange i sit eget liv er Zoran Lekovic blevet reddet af bordtennis, siger han. Første gang i 1992 da han som bosnisk flygtning kom til Danmark med sine forældre og med bordtennisbattet i hånden slog sig fri af utrygheden i de fremmede omgivelser på asylcentret i Avnstrup.

Og anden gang da han som voksen atter fandt bordtennisbattet frem fra skabet og spillede sig ud af en depression. Han har meget at takke spillet for, siger han, men indtil videre har hans kampagne ikke haft den store succes. Nogle få avisartikler, et par indslag i de elektroniske medier og 403 likes på hans nyoprettede facebookside er foreløbig, hvad det er blevet til: »Jeg har det lidt ligesom Jehovas Vidner, når jeg præsenterer mit materiale,« som han siger. »Der er ingen, der for alvor gider at kigge på det.«

Min egen umiddelbare reaktion efter at have talt med Zoran Lekovic var også at bunke hans postulater sammen med Vagttårnets propaganda. Og alligevel var der noget i hans passionerede overbevisning, der blev ved med at pirre min nysgerrighed.

Som barn spillede jeg selv meget bordtennis. Jeg er vokset op i en præstegård, og konfirmandstuen for enden af stuehuset udgjorde en noget nær perfekt arena for det hurtige spil. Her var god plads og aflange borde, der kunne sættes sammen, så de opnåede en nærmest identisk lighed med de professionelle bordtennisborde, jeg havde set på tv, når datidens store helt, Jan Ove Waldner fra Sverige, tog kampen op med de bedste kinesiske spillere.

Nettet stod vi selv for, mine kammerater og jeg, ved at stille otte salmebøger op på en lige række med ryggen i vejret. Sådan kunne vi stå i timevis og skyde den runde celluloidbold hen over hovederne på Grundtvig og Brorson og alle de andre danske salmedigtere. Jeg elskede at stå dér og hamre løs til kuglen med mit billige BR-bat, mens sveden haglede af panden. Men blev jeg også klogere af det?

Ufedt at være bat-mand

Den seneste uge har jeg forsøgt at undersøge Zoran Lekovic’ postulater. Jeg har talt med to hjerneforskere, en dansk og en amerikansk, pløjet mig igennem adskillige internationale avisartikler, tv-indslag og populærvidenskabelige sammenkog og sågar kontaktet digteren og bordtennisentusiasten Jørgen Leth for at nærme mig det hurtige spils mentale potentiale. For hvis det virkelig er rigtigt, hvad Zoran Lekovic siger – hvis et så simpelt spil som bordtennis, der grundlæggende består i at skyde en bold frem og tilbage over et net, rummer et hjerneudvidende potentiale – skal det så ikke frem i lyset?

Det er ikke mange år siden, at dansk bordtennis befandt sig i en dyb krise. Omkring årtusindskiftet kunne man læse dystre historier i dagspressen med overskrifter som: »Bordtennis på vej mod glemslen: det er ufedt at være bat-mand«. Men de senere år er der begyndt at ske noget nyt.

Dansk Bordtennis Forbund har gradvist formået at stoppe den negative udvikling på klubniveau, og også på hobbyplan er spillets popularitet på vej op. Flere barer og cafeer har fra USA importeret ideen med at gøre bordtennisborde til en del af møblementet; i de større byer er det ikke længere et særsyn at se folk spille bordtennis ved udendørsborde på pladser og i parker; og i moderne forsamlingshuse som Absalons Kirken på Vesterbro mødes lokale hipstere hver uge for at spille ’rundt om bordet’ i de nu sekulariserede lokaler.

Bordtennissporten er gradvist ved at rejse sig fra støvet, og måske er en sanktionering fra hjerneforskningen lige præcis det, der skal til, for endegyldigt at bringe det 150 år gamle spil ind i en ny æra.

Da propperne sprang

Bordtennis kom til verden i 1880’erne som et resultat af noget så frugtsommeligt som kedsomhed. For at fordrive ventetiden i barakkerne i Indien fandt udstationerede engelske officerer på at skære runde kugler ud af gamle champagnepropper, hive låg af aflagte cigarkasser og stille bøger op på et bord med ryggen opad, så de delte bordet i to spilleflader. Inspireret af lyden fra de springende champagnepropper kaldte officererne deres nye opfindelse for ’ping-pong’.

I dag er cigarlågene byttet ud med gummibelagte bat, og propperne er erstattet af hvide, gule eller orange celluloidbolde. Ved en hård smash kan den 2,7 g lette bold opnå en fart på over 150 km/t, hvorfor mange også refererer til bordtennis som »verdens hurtigste spil«. Men er det også et intelligent spil?

Programmet Redesign my Brain på den australske tv-kanal ABC satte sig tidligere i år for at komme svaret nærmere ved at udføre en test af det hurtige spils påkrævede reaktionstid. To forsøgspersoner blev hentet ind til eksperimentet, henholdsvis Australiens førende bordtennisspiller, William Henzell, og hans træningsmakker, Trevor Brown, der foruden at være bordtennisspiller også er uddannet neurolog.

De fandt frem til følgende fakta: I en professionel bordtennisduel kommer bolden i gennemsnit over nettet med en hastighed på 100 km/t fra et udgangspunkt blot tre meter væk. Det giver hver spiller et kvart sekund til at reagere. Det vil sige et kvart sekund til at fortolke modstanderens kropssprog – hans håndled, hans albue, hans hofte og hans skuldre.

Et kvart sekund til at registrere boldens bane gennem luften – dens fart, dens højde, dens vinkel og dens skru. Et kvart sekund til at udtænke et passende modtræk – en forhånd, en baghånd, et angreb eller et forsvar? Og et kvart sekund til selv at komme i stilling – til selv at finde sin position, gennemføre sit eget slag og sende bolden retur over nettet. Et kvart sekund. I alt.

Et så voldsomt tidspres stiller store krav til hver enkelt spillers evne til at suge vigtige informationer til sig og omsætte dem til hurtig handling. Det stiller krav til både fysisk og mental intelligens.

Bordtennis vs. Casino

Troels W. Kjær er hjerneforsker og special-ansvarlig overlæge på Roskilde Universitets Hospital. Han har, siger han, da jeg fanger ham på telefonen, »med interesse« fulgt med i de teorier, der påstår en sammenhæng mellem bordtennis og øget hjernekapacitet – og han er ikke utilbøjelig til at give dem ret.

»Der er meget godt at sige om bordtennis, for det er et spil, der aktiverer en lang række områder i din hjerne på samme tid. Du skal både bruge din langtidshukommelse, din koncentrationsevne, din nær- og fjernsansning, din reaktionsevne, din strategiske tænkning, din motor planning og din syns- og høresans,« siger han.

Da Troels W. Kjær var en ung dreng og stadig boede i barndomshjemmet i Birkerød, spillede han hver uge to forskellige slags spil med en god ven. Først spillede de bordtennis, hvor vennen plejede at vinde. Og bagefter spillede de kortspillet casino, hvor Troels W. Kjær plejede at tage det sidste stik.

»Og det er på sin vis meget illustrerende for bordtennisspillets begrænsninger,« siger han. »Bordtennis stiller store krav til din motorik og reaktionshastighed, men et spil som Casino stiller større krav til matematisk tankegang og kombinatorik. Begge spil har sine styrker og svagheder. Man kan måske sige, at casino er for den eftertænksomme strateg, mens bordtennis er for den hurtige strateg.«

Barndommens bordtennisbord står stadig i kælderen i Birkerød. Troels W. Kjær har siden købt og overtaget huset fra sine forældre, og det hænder, at han stadig sniger sig ned i den underste etage for at øve sin baghånd og træne sin hjerne.

»Men jeg vil ikke gå så langt som til at fremhæve bordtennis på bekostning af alle mulige andre former for hjernegymnastik. Bordtennis aktiverer mange dele af hjernen, men der er visse områder, som slet ikke bliver aktiveret som for eksempel din smagssans, din lugtesans og din evne til at føle empati. Og jeg bliver nok generelt lidt træt, når nogen forsøger at fremhæve deres løsning som den eneste ene.«

Godt for hukommelsen

Men er det grund nok til endegyldigt at lægge teorien om bordtennis i graven? Jeg beslutter mig for at søge yderligere viden hos Wendy Suzuki, professor i neurovidenskab og psykologi ved New York University. Hun er en af de forskere, som Zoran Lekovic henviste til i sin talestrøm om bordtennisspillets overlegne status som hjernesport.

I sin seneste bog, Healthy Brain, Happy Life, som udkom i maj i år, har Wendy Suzuki i lægmandstermer beskrevet, hvordan fysisk træning kan være med til at forbedre vores hjernefunktioner. Fra et videnskabeligt synspunkt er bordtennis en form for fysisk træning, der trækker på alle de dele, vi med sikkerhed ved er godt for udviklingen af vores hjerner, fortæller hun.

»Der er ingen tvivl om, at bordtennis både styrker finmotorikken, strategifunktionen og langtidshukommelsen,« slår Wendy Suzuki fast.

Men hun understreger samtidig, at forskere endnu har til gode at scanne hjerneaktiviteten hos bordtennisspillere i kamp, og at hendes egen forskning udelukkende siger noget om de positive effekter, fysisk træning generelt har på vores hjerner – hvoraf bordtennis er en af mange.

»Jeg holdt på et tidspunkt et foredrag til et seminar om bordtennis på Naturhistorisk Museum i New York, og pludselig troede alle, at jeg var bordtennisforsker. Det er jeg ikke. Men jeg har forsøgt at analysere bordtennis baseret på de fakta om fysisk træning, som jeg allerede kender til,« understreger hun.

En forbeholden anbefaling

Ifølge Wendy Suzuki kan fysisk træning stimulere skabelsen af helt nye hjerneceller i den voksne hjerne. Der er kun to steder i hjernen, hvor det kan ske. Det ene er i lugtkolben, som ikke påvirkes under fysisk træning. Det andet er i den del af hjernen, som går under navnet hippocampus – og her kan bordtennis og andre former for fysisk træning hjælpe med at skabe helt nye hjerneceller og dermed i sidste ende forbedre vores langtidshukommelse. Det er ikke mindst interessant i forhold til forebyggelsen af demenssygdomme, som udgør et stadig stigende sundhedsproblem.

»Vi bliver ældre og ældre, og alle vil gerne vide, hvordan de kan forbedre deres hukommelse. Motion er en beviseligt effektiv måde at styrke sin hippocampus og sin præfrontale cortex på – og det er netop de to områder af hjernen, som bliver mest påvirket af alderdom,« siger hun.

Tidligere i år kunne Huffington Post fortælle, at Kings College London i samarbejde med Bounce Alzheimers Therapy Foundation (BAT) har udført lovende forskning i effekten af bordtennis på personer med demens.

»Ideen er, at hvis hippocampus stimuleres, så den vokser frem for at sygne hen, så hjælper det hjernen til at holde alzheimersymptomerne på afstand i længere tid,« sagde forsknings- og uddannelsesdirektør i BAT, Andrew Battley, der angiveligt blev inspireret til at studere fordelene ved bordtennis efter at have set Ping Pong (2012) – en britisk dokumentarfilm, der følger otte ældre mennesker fra forskellige egne af verden, mens de deltager i en række bordtennisturneringer.

BAT er i øjeblikket ved at udvikle deres forskning og håber at kunne præsentere en specialiseret bordtennisterapiplan for deres beboere i fremtiden.

Ifølge Wendy Suzuki er der da også al mulig god grund til at få demenspatienter til at spille bordtennis.

»Men jeg kan ikke gå så langt som til at sige, at bordtennis er den bedste form for hjernegymnastik. Bordtennis er godt, fordi det både udvikler dine motoriske og dine strategiske færdigheder. Men sandheden er, at alle former for fysisk udfoldelse er godt for hjernen.«

Den absolutte tilstedeværelse

Troels W. Kjær og Wendy Suzukis anbefalinger af bordtennis er i bedste fald forbeholdne – men måske er der andre relevante kilder at eftersøge? Måske må poesien tage over dér, hvor videnskaben slipper? Jeg beslutter mig for at ringe til Jørgen Leth. Den danske digter og filmmager var en talentfuld bordtennisspiller i sine juniorår, hvor han også opnåede at blive Aarhusmester i A-rækken, og siden har han i sine Sportsdigte fra 1967 skrevet om både mentale, sanselige og æstetiske dimensioner af bordtennissporten. Jeg fanger ham midt i morgenmaden på et hotel i Miami, hvor han i øjeblikket befinder sig sammen med den danske musiker Mikael Simpson for at indspille en serie jazzprogrammer til radioen.

»Bordtennis kræver en helt utrolig stærk tilstedeværelse i hvert eneste sekund« siger Jørgen Leth. »Der er ingen rolige punkter i bordtennis, ligesom der er i fodbold og cykelløb og i tennis, som også er et langt mindre intensivt spil. Man kan ikke slappe af. Alting er hele tiden på det absolut yderste.«

Når man spiller bordtennis, siger han, er afstanden mellem tanke og handling minimeret til ingenting. Man må være innovativ under stærkt pres, og det er klart, at det er »udviklende for hjernen«.

»Men jeg har aldrig selv spillet bordtennis, fordi det skulle være sundt. Jeg har gjort det, fordi det var sjovt – og i de bedste øjeblikke kan der ligefrem være en form for ekstase over det. En pludselig fornemmelse af, at man ikke kan gøre noget forkert. Det er en meget stærk fornemmelse, og man kan ikke gøre noget for at planlægge det. Det er noget, der kommer, når det kommer – overraskende og som en velsignelse.«

I et af hans sportsdigte kan man læse sætningen: »Ove Jensen/ OB/ DM i Odense og andre sjældne dage...« Den refererer til en for Jørgen Leth helt særlig episode i dansk bordtennishistorie, som han er vendt tilbage til mange gange, senest i bogen Mine helte fra 2015, hvor han vier et helt kapitel til den oversete bordtennisspiller.

»Der er ingen, der husker Ove Jensen i dag, men han står fuldstændig klart i min erindring. Fordi han en enkelt dag spillede på et niveau over dét, han normalt spillede på. Pludselig så man en spiller, der impulsivt kunne gøre ting, man ikke kan planlægge sig til, og dét er en særlig form for intelligens. Jeg husker tydeligt den dag i Odense i 1965, da han blev danmarksmester. Denne mand, der pludselig var som forvandlet og spillede fantastisk bordtennis. Som en jazzmusiker, der laver en utænkelig solo én aften og så aldrig mere.«

Vi når både at tale om »den umulige baghånd«, drømmen om »det perfekte slag« og »den ultimative tilstedeværelse«, inden vi bliver enige om lægge på og gå hver til sit.

Grøntsager og fastfood

Denne historie begyndte med et telefonopkald, og sådan slutter den også. Mandag eftermiddag kontakter jeg Zoran Lekovic for at fortælle ham, hvad jeg har fundet ud af i min research.

Det er ikke et medlem af Jehovas Vidner, som svarer i den anden ende røret; det er mere en tvivlende troende.

»For mig personligt betyder det ikke så meget, om bordtennis er verdens bedste hjernesport. Det vigtigste er, at bordtennis kan hjælpe folk, og det synes jeg, der er masser af beviser for,« siger Zoran Lekovic på sin drevne aarhusianske dialekt.

»Man finder jo næppe heller den bedste grøntsag i verden, men man ved stadig, at grøntsager er bedre end fastfood. Og måske man kan se bordtennis på samme måde. Bordtennis har hjulpet mange mennesker rundt om i verden – og det har hjulpet mig. Og de erfaringer vil jeg gerne give videre,« siger han.

Jeg har brugt den seneste uge på at forsøge at forstå bordtennissportens hjerneudviklende potentiale, men nu slår det mig pludselig, at det er noget andet, jeg i virkeligheden er blevet klogere på. Måske har denne artikel aldrig så meget handlet om bordtennis som om en grundlæggende fascination af mennesker, der dyrker deres passion og deler den med andre. Måske er det ikke afgørende, om bordtennis er »verdens bedste hjernesport«, sådan i ren videnskabelig forstand. Måske er det bare nok, at den er det for nogen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg behøver ikke engang at læse artiklen for at vide, hvad bordtennis måske kan gøre for den plastiske hjerne: udvikle evne til at koordinere vidt forskellige kognitive egenskaber, som også gavner andre aktiviteter, herunder kreative, sanselige og reflektoriske.