Baggrund
Læsetid: 7 min.

Klimaalarmismen begrænser vores nysgerrighed

Samtalen om naturen er vokset fast i en politisk dagsorden, der altid er i alarmberedskab og får samtlige naturfænomener til at rime på klimakrise og apokalypse, mener stifterne af det nye tidsskrift Ny Jord
Kultur
4. december 2015
Må en erantis ikke bare være en erantis? Naturen er blevet lig alarmisme og klimaforandringer. Derfor vil et nyt tidsskrift genopfi nde et sprog, som giver os lov til at begejstres over en erantis og ikke kun se den som et tegn på global opvarmning

Må en erantis ikke bare være en erantis? Naturen er blevet lig alarmisme og klimaforandringer. Derfor vil et nyt tidsskrift genopfi nde et sprog, som giver os lov til at begejstres over en erantis og ikke kun se den som et tegn på global opvarmning

Jonas Olufsen

Biologen Rasmus Ejrnæs er på vej hjem fra Brugsen, da han ser noget helt fantastisk: »Aner ikke mine levende råd. En stor (-12 cm), meget sejkødet hatsvamp på gammel stamme med lidt fedtet og blegt kødfarvet hat, brede lyst abrikosfarvede-træbrune lameller, længdefibret lyst træbrun stok og en sær frisk lugt henad appelsin-kamfer-ruslæder.«

Sådan beskriver han senere sin store forbavselse og begejstring, da han finder en enestående og u- definerbar (»den er jo helt umulig at mikroskopere«) svamp i sit bidrag til det nyetablerede tidsskrift Ny Jord.

Han skriver videre, hvordan turen leder ham forbi de gamle bøgetræer og egetræer ved skrænten og de nye asketræer og elletræer ved bækken, dér hvor elmetræerne voksede før elmesygen. Fascineret beskriver han, hvordan erantissen har undsluppet villahaverne og overtaget skovbunden som et gult tæppe: »Den er i gang med at kolonisere den vilde natur. Det er svært ikke at smile, for erantis er en centraleuropæisk plante, som passer til fremtidens danske klima, og nu tager den forskud på løjerne,« siger han.

At fremtidens varmere danske klima delvist skyldes menneskeskabte klimaforandringer, bliver ikke nævnt. Rasmus Ejrnæs konstaterer bare ændringen og fastholder sin fascination af erantissens kolonisering af de danske skove.

Og det billede afspejler den overordnede ambitionen bag Ny Jord: at give plads til en begejstring og interesse for naturen, så den ikke kun er et emne i offentligheden ved klimatopmøder.

»Alle teksterne rummer en kompleksitet og forundring, som kan være svær at støve op i offentligheden, hos medierne eller politikerne,« siger Jeppe Carstensen, der er uddannet i humanøkologi fra Lunds Universitet og en del af redaktørkollektivet bag Ny Jord, der fremover vil udkomme én gang årligt.

For ofte rimer naturen i offentligheden først og fremmest på klimakrise, temperaturstigninger eller regnskovsfældning, mener han.

Ny Jord blev derfor født ud af et ønske om at åbne samtalen om naturen påny.

»Vi vil undersøge, beskrive og blande os med det, der er omkring os, og samtidig undersøge, hvordan vi er nået til der, hvor vi er. Vi er indignerede i forhold til mange emner, men vi vil prøve at starte med en nysgerrighed og en interesse for det, der er omkring os,« fortæller Jeppe Carstensen.

Vi skal altså øve os i at holde samtalen og interessen for naturen åben. Og den åbenhed indebærer, at vi skal se på tværs af akademiske og faglige grænser og frigøre os lidt fra den automatiserede politisering eller sentimentalitet, som ofte knyttes til naturen i mediebilledet, mener Jeppe Carstensen.

»Lad os undersøge fænomenerne, kompleksiteten, og lad os ikke lukke nysgerrigheden, samtalerne og begejstringen ned i politik, modernitetskritik og bestemte aktualitetsorienterede dagsordener.«

Tegning af Polar-kæruld og smalbladet kæruld fra Grønland.

Tegning af Polar-kæruld og smalbladet kæruld fra Grønland.

Carl Christian Tofte

Den ustyrlige natur

Tidsskriftet er opstået ud af en interesse for naturen og ideen om, at der mangler en platform, der beskæftiger sig med naturen på tværs af discipliner, fortæller Jeppe Carstensen.

»Naturen er et ustyrligt genstandsfelt, et emne man kan og bør tænke på og med fra mange positioner.«

De 32 bidrag i første nummer kommer også fra mange forskellige positioner og traditioner, kunstneriske såvel som videnskabelige. Forfattere og kunstnere, biologer og geologer, antropologer, idéhistorikere og litterater går hver især undrende og nøjsomt til naturens fænomener fra hvert sit ståsted. Geologens lerlagsbeskrivelse afløses af en kulturhistorisk læsning af landbrug, en tegning af en fugl eller et digt om verdens strålende batik. For det specialiserede og nørdede er nødt til at gå hånd i hånd med et samarbejde på tværs af disciplinerne, mener Jeppe Carstensen.

»Ved ikke bare at se på tværs af forskellige akademiske discipliner, men også inddrage kunst, poesi og amatørbiologi, prøver vi at starte en samtale mellem discipliner, mellem natursyn og -begreber, der har en masse forståelsesgevinster,« fortæller Jeppe Carstensen. »En biolog som Rasmus Ejrnæs får nogle begrebslige og sproglige gevinster ved at tale med kulturforskere eller idéhistorikere, der omvendt også kan opnå indsigt i en forståelse af biodiversitet og naturen ved at se mod biologen.«

Supplement til økokritikken

Redaktionen bag Ny Jord har haft et ønske om at komme ud over det økokritiske paradigme, der i den seneste årrække har domineret den måde, vi taler om natur og klimaproblematikker på. Kortfattet kan økokritikken beskrives som studiet af forholdet mellem sprog, litteratur og så de fysiske omgivelser. Det studie har i høj grad ført til en kritik af den måde, mennesket behandler – eller nok rettere mishandler – sin omverden på. Mennesket fremstilles i økokritisk litteratur som det væsen, der har muligheden for at styre naturens gang og forme klodens fremtid, men oftest ikke evner at forvalte den.

»Det er vigtigt for mig at påpege, at vi ikke som sådan vender økokritikken ryggen med Ny Jord. Den er vigtig, men den har også været meget dominerende og præget vores sprog og omgang med de her emner utrolig meget. Med Ny Jord prøver vi at se nogle nye steder hen, finde nogle andre samtalerum og udvide vores forståelse af, hvordan man kan beskæftige sig med natur-, klima- og miljøspørgsmål,« fortæller Jeppe Carstensen.

Det er især den gren af økokritikken, der ser naturen og mennesket som adskilte størrelser, som tidsskriftet vil gøre op med. Den forestilling er ifølge Jeppe Carstensen illusorisk og falsk.

»For os er forudsætningen for at bedrive naturkritik at komme ud over forestillingen om, at mennesket og naturen skulle være adskilte. Naturen er ikke et ’derude’, og man kan ikke sondre mellem kultur og natur eller mellem menneske og natur,« siger han.

Som Rasmus Ejrnæs formulerer det i sin svampeturbeskrivelse: »Det er min erfaring, at evnen til at få øje på svampe i naturen svækkes, i takt med at man udvikler en tydelig identitet og afgrænsning fra omverdenen.«

Den økokritiske tilgang til naturen og til sproget har ifølge Jeppe Carstensen sine begrænsninger.

»Den kan ikke beskrive nysgerrighed og begejstring eller en lyst til at skabe noget nyt. Den cirkulerer i den samme form for dekonstruktivistisk kritik, der skiller tingene ad og viser, at tingene er menneskeligt konstruerede. Det ved vi godt nu,« fortæller Jeppe Carstensen.

For der er nu engang nogle materielle omgivelser og begrænsninger, der påvirker os, og som vi må forholde os til og forsøge at få overblik over, skriver litteraturforsker Torsten Bøgh Thomsen i sit bidrag til tidsskriftet.

Jeppe Carstensen bakker ham op: »Vores humanistiske, økokritiske sprog cirkulerer i samme kritiske og selvforstærkende ånd, og det ville utvivlsomt kvalificere vores samtale og naturforståelse, hvis vi også turde se nogle nye steder hen. Givetvis mod naturvidenskaben. Vi skal prøve at forbinde sproget med virkeligheden igen.«

Tegning af sejlere fra Bolivia

Tegning af sejlere fra Bolivia

Carl Christian Tofte

Alarmisme

For hvis sproget ikke forbindes med virkeligheden, risikerer vi at forfalde til apokalyptiske fortællinger og til fremtidsscenarier uden hold i ’virkeligheden’, i de faktiske og målbare materielle omgivelser, mener Jeppe Carstensen.

»Alarmismen kommer ofte til udtryk i højtsvungne forudsigelser om jordens snarlige undergang fra stemmer i populærkulturen, medierne og på universiteternes humanioraafdelinger.«

Vi skal i stedet se udviklingen og fænomenerne i et større perspektiv: »Det betyder imidlertid ikke, at vi skal tage eksempelvis klimakrisen og de menneskeskabte klimaforandringer mindre alvorligt,« siger Jeppe Carstensen. »Men vi skal være opmærksomme på ikke at tale over os og blive forført af nogle bestemte fortællinger og forestillinger. Når vi siger, at verden er ved at gå under, og dvæler ved apokalyptiske fortællinger, så taler vi over os selv fra et naturvidenskabeligt perspektiv. Selvom undergangsfortællingerne er forførende rent æstetisk og har en dragende ideologisk kvalitet, så mangler der ofte en sproglig præcision,« siger Jeppe Carstensen.

For verden som helhed går ikke under; den forandrer sig. Og den fundamentale nuance forudsætter en sproglig præcision, der kan opstå ved, at eksempelvis geologen og forfatteren taler sammen og »krydsbefrugter« hinandens fagligheder, mener han. Men som Rasmus Ejrnæs skriver, så hersker der en tendens til at forme omgivelserne, så de ikke byder på noget uventet eller udefinerbart, men afspejler den virkelighed vi har valgt.

»Vi bliver nødt til at være lidt mere varsomme med konklusionerne. Og være varsomme med at forudsige og lave beregninger over, hvad der kommer til at ske i fremtiden. For det er tit her, vi forfalder til en alarmisme, der ikke har hold i virkeligheden. Og den er altså farlig,« siger Jeppe Carstensen.

»Alarmismen begrænser vores tænkning, vores nysgerrighed og vores evne til at forandre og ændre kurs i sidste ende.«

– Kan alarmismen ikke også have et konstruktivt potentiale og måske råbe befolkning og politikere op eksempelvis i forbindelse med COP21?

»Jo, selvfølgelig. Men den tilgang og den form for retorik har allerede sin egen etablerede platform hos de grønne organisationer og fagblade,« siger Jeppe Carstensen. »Men det er ikke tilstrækkeligt alene at diskutere naturen her eller i forbindelse med klimatopmøder, hvis vi vil blive klogere på vores forhold til naturen – og på os selv som naturfænomener.«

Ny Jord prøver at supplere den grønne, politiske retorik med noget andet: »Vi vil gerne give plads til en mere grundlæggende diskussion og undgå at lave eller orientere os efter forudsigelser om, hvad der kommer til at ske. Vi føler, at vores vigtigste opgave er at se på, hvad der allerede er sket, for at forstå, hvad vi står med i dag,« siger Jeppe Carstensen.

Ny Jord trækker på ideen om, at for at forstå nutiden må vi forstå historien. Men det vil være reducerende at se projektet som romantisk eller nostalgisk, mener han.

»Vi vil gerne etablere et nuanceret naturbegreb og en historisk bevidsthed ved at gribe tilbage i historien på flere områder. Men vi vil også gerne bejae det, der er, og undersøge den måde forskellige natursyn kommer til udtryk i dag. Der er intet bagstræberisk i det. Tværtimod.«

Vi kan ikke nøjes med at se de gule erantistæpper kolonisering af skovbunden i lyset af klimaforandringer. Og selvom dens overtag mestendels skyldes et varmere vejr, bliver vi nødt til at forholde os til, hvordan vi kom hertil, for at forstå hvor vi skal hen. Og også have blik for, hvor gul erantissen er.

’Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik’, Forlaget Virkelig

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Jeg bryder mig ikke om at høre ordet, alarmisme, for intet er mere på sin plads end at råbe alarm. Det er meget at forlange, at man skal huske at nyde farven på den blomst, der snart forsvinder, for det er biodiversiteten, der forsvinder. Tilmed skal man nyde den invasive art, der måske også har en smuk farve. Jeg har sammenbruddet inden i mig hele tiden. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal kunne udelukke det og kan heller ikke lade være med at nyde det, der er for min fod.

Niels-Holger Nielsen, Dennis Berg, Janus Agerbo, Mikael Nielsen, Britt Kristensen, Trond Meiring, John Fredsted og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar

Skal man grine, græde eller skral-grine ?
Kære Ny Jord.
Jeg tænker i finder en eller anden for glæde eller tidsfordriv i projektet, men det er altså muligt tage gensidig pseudo-intellektuel masturbation, alt for langt.

Torben Skov, Mikael Nielsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar

Jamen, vi kan da også bare snakke os selv ihjel.

Dommedagsprofeter !
Gammel jord. Gammel svane, tung at sende.
Donaldismen. (Ideologi baseret på Donald Duck - Anders And.)

herre jemini

Michael Kongstad Nielsen

Fint nok at interessere sig for naturen på mange måder, bevare nysgerrigheden, betagelsen, glæden, men at afskærme sig fra antropocæn, vende det blinde øje og det døve øre til den menneskeskabte påvirkning af naturen,
det er dog mindst lige så dumt som konstant at overdøve naturinteressen med buldrende alarm. Det ville Holberg kunne have skrevet en god komedie om - ej blot til lyst.
http://www.information.dk/271979

Touhami Bennour

Et problem måske FN kan jælpe med. at undersøge befolkningssammensætning I production I de forskellige lande. Fra oltiden er der en stor forhindring I landbruget at producer nok til local forbrug idag. Og dette kommer fra en deling mellem håndarbejde og skrive eller kontor arbejde, som existerer I landene omkríng middel havet fra Grækenland til Marocco. Dette skaber stor emigration fra land til by og affolkning af landsbyer. Fortiden og dens metoder er død. Det nytter ikke at se på fortiden som om landene var fri I dere handllinger for det passer ikke.K. Marx sagde; "et folk der undertrykker et andet folk er ikke fri". Altså ingen var fri I fortiden. Man skal fokuserer på fremtiden med Nye øjne.

Jeg har overordentlig stor sympati for jeres ambition om at genoplive den spontane glæde over naturen og udbrede nuanceret viden om den i stedet for ”den automatiserede politisering eller sentimentalitet, som ofte knyttes til naturen i mediebilledet”, som I skriver.

Den spontane glæde og forundring over naturen, som I efterlyser, findes i rigt mål i de organisationer, der stadig har greb i de ægte naturinteresserede: Dansk Botanisk Forening, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening og lignende. Her findes masser af begejstring, æstetisk glæde og forundring over naturens skønhed og mangfoldighed. Men her kommer de unge humanøkologer, økokritikere og literater altså ikke. I kunne også nemt komme til at føle, at I var gået forkert. For de fleste af deltagerne på disse ture og arrangementer er temmelig gråhårede. Der er ikke mange unge med. Hvorfor? Er det fordi ”vi” bruger et forkert sprog eller lader ”os” forføre af alarmisterne?

Svaret er lige så simpelt som det er sørgeligt: Mennesker, som er vokset op i naturen, har leget i naturen, klatret i træer og bygget huler i ukontrolleret, ukultiveret natur, kommer let til at holde af den. De retter deres barnlige nysgerrighed mod den og bliver klogere på den. Sådan levede de fleste børn for 60 år siden (da jeg var barn).

I dag lever de fleste børnefamilier i ”børnesikre” miljøer, hvor brændenælder, brombær og rådne træer er fjernet. De vokser op i villakvarterer eller bylejligheder, hvor naturen er designet, friseret og ensrettet. De får deres viden om dyr, planter og natur fra TV og internet. De ved mere om isbjørne og løver end de ved om muldvarpe og harer. Deres forhold til naturen styres ikke af egne oplevelser, men af medierne. Derfor bliver det overfladisk og Disney-sentimentalt. Læs bogen ”Det sidste barn i skoven” af Richard Louv.

Moderne børn og unge bryder sig derfor almindeligvis ikke rigtigt om naturen. En lille smule er kønt og romantisk, meget er ulækkert og grimt, noget er farligt og det meste er kedeligt og ligegyldigt og kunne egentlig godt undværes.

En anden hindring for at udbrede jeres sympatiske projekt er, at det bliver sværere og sværere for almindelige mennesker at få disse oplevelser, selv om de ønsker det. Simpelt hen fordi naturen skrumper og bliver mere og mere ensrettet og kedelig! Tænk: Bebyggelse i kystzonen, gødskning af enge, sløjfning af markskel og læhegn, bygning af motorveje o.s.v. I skriver selv, at naturen efterhånden næsten ”kun er et emne i offentligheden ved klimatopmøder”.] På en måde er det blot en afspejling af de faktiske fysiske forhold omkring arealudnyttelse og vækstfremmende tiltag for landbruget og bilindustrien.

At påpege forarmelsen af naturen og arternes ekspresfart mod rødlisterne har for mig ikke noget med ”alarmisme” at gøre. Det er en personlig reaktion på, at fælles, ”umistelige” værdier, som jeg er fortrolig med, bliver negligeret, ødelagt og omsat til privat kapital. Det er et personligt tab.
I modarbejder jeres eget mål ved at annektere et begreb som ”alarmisme”. Det er skabt af klimabenægtere (”klimakontraer” kalder jeg dem) og aktive modstandere af naturbeskyttelse. Og det har selvfølgelig en vis berettigelse i forhold til de mest fanatiske interessegrupper ude på miljøfløjen. Men termen er skabt til at miskreditere seriøse fagfolks analyser. Og det er det, den bruges til alle andre steder.

I er nødt til selv at blive bedre til at skelne mellem vækstbegejstret problemfornægtelse, populistisk, agitatorisk alarmisme og seriøs faglig begrundet bekymring for fremtiden. Det kan man kun, hvis man har et minimum af forståelse for økologiske fagbegreber, naturvidenskabelige metoder og en god portion kildekritik. Der findes ikke andre metoder.

Derfor kan jeg fuldt ud støtte jeres egen meget præcise formulering:
” Vores humanistiske, økokritiske sprog cirkulerer i samme kritiske og selvforstærkende ånd, og det ville utvivlsomt kvalificere vores samtale og naturforståelse, hvis vi også turde se nogle nye steder hen. Givetvis mod naturvidenskaben. Vi skal prøve at forbinde sproget med virkeligheden igen”

God ide! Så slipper vi andre måske for mere: genstandsfelt, økokritisk paradigme, forståelsesgevinster og dekonstruktivistisk kritik.

Velkommen i naturen!
Troels Holm,
biolog, speciale i økologi.

Aksel Gasbjerg, Anne Eriksen, Dennis Berg, lars søgaard-jensen, Mikael Nielsen, Niels-Holger Nielsen, Torben Skov, Niels Duus Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Troels Holm, der findes mange gode skovbørnehaver, naturvejleder-steder, naturstationer for skoleklasser etc., og gode friluftorganisationer, spejderbevægelser, osv., så mulighederne eksisterer ved siden af Disney-fisering og naturprogrammer i tv, samt friserede by-legepladser, men det vigtige er at få et naturligt frit forhold til naturen fra start, ud og have fingre i det, kigge på det, lære det at kende. Vandkalve, sommerfugle, skøjteløbere, bænkebidere, rødrygget tornskade, digesvaler, krabbefangst, sandormegravning, at klatre i et gammelt kirsebærtræ med modne bær - alt sammen førstehånds oplevelse af naturen uden skærm, det er ad den vej forståelse for og føling med naturen opstår - det er du sikkert slet ikke uenig i, I know - men også ad den vej man kan opretholde følelsen for naturen samtidig med, at man kan forholde sig til "alarmismen". De to ting udelukker ikke hinanden.

Ja, Michael, der er heldigvis mange gode initiativer. Jeg ser bare, at den generelle trend er mindre interesse og engagement blandt yngre mennesker.
Hos os er en skovbørnehave truet p.g.a. rumlen med spareplaner og rationalisering. Spejderbevægelserne melder, så vidt jeg ved, om faldende tilslutning.

Jeg går tit tur ved vores lokale sø med pragtfulde naturområder. Men næsten alle, jeg møder på min vej, pisker afsted på mountainbike eller løbesko uden at ænse fugle, guldsmede, blomster eller frøer.
Men billedet er heldigvis ikke entydigt. Der kunne godt være en ny generation af naturforkæmpere på vej. Lad os håbe, der er noget tilbage til dem at slås for.

Anne Eriksen, Niels-Holger Nielsen, Trond Meiring og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Anna: »Vi vil gerne etablere et nuanceret naturbegreb"

Jeg beder i al beskeden om et natursyn, som ikke alene drejer sig om menneskets mulighed for at udnytte naturen. Naturen skal kunne hvile i sig selv og efterlades som vi modtog den.

Ellers skal vi i sidste ende om muligt på en tur ud i verdensrummet og lede efter et nyt sted til det begærlige og på mange måder hæmningsløse menneske, som vi har set det filmen Interstellar.

Spot on. Mennesket er en del af naturen og har i konkurrence med andre arter udviklet sig i takt med den almindelige evolution. Der er en besynderlig tendens i tiden til at betragte mennesket som værende adskilt fra og i opposition til naturen. Måske er det en konsekvens af Kristendommen, som udstyrer mennesket med en udødelig sjæl. Når mennesket kører på knallert, så det lige så naturlig en handling, som når løven spiser et lam.

Når mennesket klatrer, svømmer og spiser bær, så er det naturligt. Ikke når det flyver i helikopter, undertegner forsikringspapirer eller læser information.dk og e-mail.
Ellers så er alt naturlig, og naturlig et meningsløst ord.

At satse på mulig menneskelig bosættelse i verdensrummet, f.eks. Mars, imedens menneskeheden
bare bliver ved med at ødelægge den, såvidt bekendt, eneste beboelige planet som vi har,
det er det totale idioti og storhedsvanvid.
Og mennesket er helt afhængig af, og egentlig en del af naturen. Selv om mennesket er fremmedgjordt fra naturen. Det er vanskeligt at sige noge sikkert om menneskets natur, og
hvad der er naturligt for mennesket.

Kristendommen sætter mennesket som hersker over naturen og de andre dyr i Hakkebakkeskoven.
Men dette menneskesyn og sådan en verdensanskuelse, er da ikke noget unikt for kristendommen og såkaldte kristne lande.
Måske kommer det fra den gamle, Gammel-Testamentlige jødedom. Men, sandsynligvis er denne opfattelse (og praksis) endnu ældre, måske fra oldtidens Mesopotamia. Hvem ved?

Måske det er en naturlig adfærd for de dominerende arter i et hvilket som helst økosystem. at dominere sine omgivelser og forbruge som gubbier til en evighedsbuffet - Indtil de når et bestemt niveau af indsigt i sig selv og deres omgivelser ?

Problemet med religionerne er jo at de alle bygger på enten fri fantasi eller bevidst manipulative fortolkninger af helt naturlige fænomener og således udgør yderst potente platforme til fremme af hvad som helst.
Det er bestemt muligt at forestille sig religion som redskab til positiv social mobilisering og udvikling, det har afgjort været religionenernes funktion tidligere i vores historie.
Men i dag udgør religionerne grundet deres natur som dogmatiske, vidensfjendske og selvtilstrækkelige, selve antitesen til progressiv udvikling.

Det er nu nemt at forholde sig til "alarmismen" i en del af medierne, f.eks. i TV, som hver gang det handler om temperaturstigningen, som alene i sig selv fremtræder som et slags postulat uden tilstrækkeligt videnskabeligt eller bare rimeligt skudsikkert bevis, viser billeder af en gletsjer, som kælver - det har gletsjere det jo med at gøre, derfor kaldes ismasserne gletsjere - men denne form for journalistik skyldes sikkert ikke et bevidst ønske om at aflevere en gang misinformation, men bare ukendskab til glaciologi - så hvad med alt det andet, ignoranter udtaler sig om, hvor bæredygtigt er det mon ...

Bæredygtigt landbrug? - Nå, hvorfor skal vi begejstres for ulvens genkomst, for at udsætte bævere og nu elge - i den danske natur? Man er begejstret, det tvivler jeg på, at dyrene bliver.
Medierne er vel i denne sag lige så begavede, som den sidste tids informationskampagne om retsforbeholdet og konsekvenserne - forsættes også...

Michael Kongstad Nielsen

Jan Weis, du kan selv være et postulat.
http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=46341
Isklumperne, der også hedder bræer eller jøkler (fra islandsk jökull, oldnordisk jökull, diminutiv af oldnordisk jaki 'isstykke' ) kan smelte hurtigere eller langsommere, og det siges at have noget med temperaturen at gøre.

MKN _ det siges, si'r du - sig mig, er du ikke stået for tidligt op i dag ... ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Jo.

Noget er ved at ske omkring forureningen foretaget af bl.a. Monsanto. Både med hensyn til bønders slavelignende afhængighed af patentkornet. Deres manglende mulighed for at gemme såsæd. Samt behovet for at bruge oceaner af mængder af pesticid sprøjtemidler. Tusindvis af insekter og andre dyr er under trussel for total udryddelse pga. dette, bl.a. den flotte monarch sommerfugl. Visse "udkrudsplanter" har vist sig resistense og ville overtage beplantningen, hvis landmanden en dag forlod sine marker. Disse planter breder sig uhensigtsmæssigt.

Men nu skal der laves en tribunal i Haag 2016 - med en retssag fra menneskeheden og naturen imod Monsanto - og vil stille dem til ansvar for de globale skader herunder klimaændringer.
http://www.monsanto-tribunal.org/home/why-a-tribunal/

Desuden kan man omkring GMO, hvis man gerne vil vide mere, med fordel se filmen "GMO OMG". Den kan bl.a. ses på netflix som kører gratis-måned, for dem der ikke har det i forvejen. Filmen er også beskrevet på gmofilm.com. Det er en glimrende film, set fra en far som er bekymret for sine børns fremtid. Filmen starter med personen omkring "jeg ved ikke så meget" .. så alle nystartende bekymrede borgere kan være med her :)

For nu at prøve at dreje debatten tilbage til udgangspunktet:
Det forvirrer voldsomt, hvis vi ikke holder os klart, at ordet "natur" dækker over meget forskellige betydninger. I en fundamental økologisk betydning er alt, hvad mennesker kan finde på at foretage sig "naturligt" i den forstand, at det foregår i klodens biosfære og vekselvirker med energistrømme og stofkredsløb. Vi kan principielt ikke foretage os ting løsrevet fra naturens kredsløb, selv om vi måske ikke ser og forstår sammenhængene. Så alt er i sidste instans naturligt, ja, ja.

Når jeg (og forfatterne bag artiklen) taler om naturødelæggelse og naturforståelse tænker jeg naturligvis på landskaber, biotoper, som har naturpræg, som ikke er domineret af civilisation og menneskelige aktiviteter. Og lad nu være med at forklare mig, at der slet ikke findes oprindelig vild natur i Danmark. Jeg er temmelig nøjsom og taknemmelig, blot der er plads til, at et bredt spektrum af vilde planter og dyr kan leve og udfolde sig.
Så lad os kalde det "naturområder" eller den "naturhistoriske natur". Det er den natur, vi (måske) er i stand til at opleve, føle os knyttede til og føle ansar for.

Det økologiske naturbegreb er mere teoretisk og abstrakt og ligger normalt langt fra, hvad vi kan kapere med vores sanser. I sjældne øjeblikke kan vi måske være heldige at få et glimt af betydningsløsheden af vores egen eksistens i den kosmiske sammenhæng. Storslået, men ofte også lidt uhyggeligt.

Der er ingen af disse 2 naturbegreber, som er rigtige eller forkerte. De er forskellige. Af sammenhængen fremgår det som regel, hvad det er, der tales om. Men hvis vi havde forskellige termer, kunne vi måske undgå, at nogen altid blander tingene helt sammen.