Læsetid: 9 min.

Liss: ’Vi er én person’

Den unge aarhusianske kvartet Liss skrev i forrige uge kontrakt med det store engelske, uafhængige pladeselskab XL Recordings, der også har Adele, Beck og Radiohead i deres stald. Information har mødt bandet og fandt et følsomt drengeband med en næsten intuitiv kommunikation og en dyb kærlighed til det, de laver. Uskylden synes stadig intakt. Men hvor længe?
Da Information møder det lovende band Liss, har de endnu ikke valgt et af de pladeselskaber, der bejler til de fire unge musikere. Den kunstneriske frihed er vigtig for bandet.

Hans Christian Jacobsen/Ritzau scanpix

4. december 2015

Vi befinder os på det mest sårbare tidspunkt i et ungt succesfuldt bands liv. Dér, hvor den ubetingede kærlighed er begyndt at vælte ind over dem fra alle verdens hjørner og uventede kanter. Dér, hvor de økonomiske interesser møder dem forklædt som kærlighed. Formummet bag floskler om frihed og kreativ udfoldelse.

For bag løfter om klippefast økonomisk støtte kan der gemme sig kontrakter, som trælbinder et band til pladeselskabet på noget nær ubestemt tid.

Grundet de styrtdykkende salgstal kræver mange selskaber via såkaldte 360.graderskontrakter andele i alle andre former for indtjeninger, som bandet har, herunder koncerter og merchandise. Nogle lokker med en stor pose penge, som kan forgylde ynglingene upfront. Men den slags skal – som vi ved fra Faust-legenden og musikhistorien – altid betales tilbage.

Velkommen til Liss’ verden. Kun et af medlemmerne i den aarhusianske kvartet har forladt teenageårene, men da jeg møder dem den 25. september klokken halv ti om morgenen, står de fire herrer på nippet til at vælge mellem en af de mange bejlere i pladeselskabsjunglen. Der i gang med at tage en afgørende beslutning i en voksenverden; en beslutning, der kan påvirke deres liv de næste mange år.

Vi sidder i deres manager – eller administrator, som han gerne vil kaldes – Nis Bysteds lejlighed på Vesterbro. Drengene er forpjuskede og lige stået op. Det er deres andet interview nogensinde, og dertil det første danske og det første ansigt til ansigt med journalisten. De kommer dryssende fra værelserne, hælder cornflakes, mælk og kaffe op.

Ingen ringere end Pharrell Williams har i begyndelsen af måneden haft verdenspremiere på Liss’ kun anden offentliggjorte sang »Always« i sit program Othertone på radiostationen Beats 1. Og det sidste halve år er 40-50 pladeselskabsfolk – fra multinationale såvel som store uafhængige selskaber – fløjet ind for at høre det nye håb fra Aarhus. Høre lyden af en krystalklar og vildt melodiøs soul fuld af elastiske detaljer og gennemsyret af forsanger Søren Holms dybe, sprøde røst.

Når de fortæller om deres oplevelse af den seneste tid, lyder det sådan her: »Det er gået sindssyg stærkt.« »Megahurtigt.« »Vildt at det er sket.« »Nu sker der hele tiden noget.«

Alle fire taler de med bløde stemmer og i lavmælte tonefald omkring køkkenbordet. Søren Holm (19 år, sang), Vilhelm Strange (20 år, guitar), Villads Tyrrestrup (19 år, bas og guitar), Tobias Hansen (19 år, trommer).

Og når de taler, så virker de som en symbiotisk sindig budding i koncentreret bevægelse gennem samtalen.

»Hvis der er en af os, der er sur eller i dårligt humør, så kan vi bare ikke lave musik,« siger Villads Tyrrestrup.

»Det er rigtigt, så fungerer det bare ikke,« siger Vilhelm Strange.

»Vi kan ingenting,« siger Villads Tyrrestrup.

»Vi kan godt spille sammen, men det fung...,« forsøger Vilhelm Strange, men afbrydes af Villads Tyrrestrup: »...det fungerer ikke.«

»Det smitter også helt vildt meget, hvis der er én, der er i dårligt humør. Hvis man er i dårligt humør, så er det vildt svært at lave musik, at komponere,« siger Vilhelm Strange.

»Vi er blevet én person,« siger Søren Holm.

»Ja, vi skal være i samme humør hele tiden,« tilføjer Vilhelm Strange.

Bandet skal have en drift

Liss er i erfarne hænder. Nis Bysted driver sammen med Anders Jørgen Mogensen og Nis Sigurdsson selskabet Escho, der med ti år på bagen har etableret sig som et af Københavns kunstnerisk allervigtigste musikselskaber og managements – eller administrationer.

»Det arbejde, vi laver – Anders, Nis, jeg, og det er kun mig, der laver Liss – det er baseret på, at vi ikke er et management, men at vi er en slags administratorer,« siger Nis Bysted. »Selvfølgelig hjælper vi de bands, vi arbejder med, på alle mulige fronter og tilkendegiver vores mening. Men det vigtige i dét, vi laver, det er, at dem, der laver musikken, altid har ret.«

– Det betyder vel også, at I leder efter en bestemt slags musikere?

»Det gør vi muligvis ubevidst, og det er måske netop kernen i dét, vi laver. De ikke skal babysittes kreativt. De har en drift.«

Escho har været i gang i ti år, og med vidt åbne ører, en omgåelse af de herskende magtstrukturer og en uortodoks DIY-ethos har de arrangeret koncerter og udgivet plader med udenlandske undergrundsikoner og danske ynglinge såvel som veteraner.

Og under stor opmærksomhed har de allerede fået signet to af deres danske bands til et anerkendt udenlandsk selskab – et selskab, der står for en kunstnerisk solid kuratering. Eschos to københavnske og nu internationalt anerkendte rockbands Iceage og Lower har begge international kontrakt med Matador Records, der også udgiver Cat Power, Belle & Sebastian og Sonic Youth-ikonet Thurston Moore.

»På Escho har vi altid arbejdet med, at vi har tabt på forhånd,« siger Nis Bysted. »Det lyder måske som en joke. Men det er noget med, at hvis man ikke regner med noget, så kan man heller ikke blive skuffet, og så kan man arbejde i fred. Så al den succes, man får, det er kun positivt. En business-orienteret person ville være fokuseret på vækst og gå fremad, men vi fokuserer på en anden form for vækst. En vækst, der går i forskellige retninger, ikke bare fremad, men også til siden, skråt op og ud i rummet. Social vækst.«

Et selskab med muskler

Vi befinder os i en ny tid. Et band kan producere sin plade hjemme i garagen – ja, Liss øver faktisk i en »gammel, klam garage« i Aarhus. Kompetenceniveauet er højt hos en ung generation med nærmest fri adgang til musikudstyr og indspilningsteknologi.

Men det er også stadig en gammel tid. De overlevende multinationale pladeselskaber har efter nogle groggy år sat sig tungt på udviklingen og har store anparter i vigtige nye musik-/streamingtjenester såsom Spotify, SoundCloud, Beats. Hierarkierne er de samme, der har bare været en delvis udskiftning i toppen.

Og hvis man vil nå bredt ud, så har man stadig brug for et selskab med muskler. Det har Escho og Liss ledt efter, men vel at mærke samtidig et selskab med respekt for kunstnerisk integritet. Og det har krævet en del møder.

»Der har været vildt meget fokus på det dér frihed,« siger Vilhelm Strange om samtalerne med de forskellige pladeselskabsfolk. »Jeg ved ikke hvorfor, det lige skulle være sådan. Jeg ved ikke, om det bare er noget, de siger hver gang.«

»’I får bare nogle penge, så kan I gøre det her’,« tilføjer Tobias Hansen.

»Det var meget meget abstrakt. Især en, der virkelig snakkede langt om det,« siger Vilhelm Strange.

»Det var meget drømmende,« husker Tobias Hansen. Så tager Vilhelm Strange over: »Han sagde en masse ting i vildt lang tid. Men han kunne lige så godt have sagt det samme på fem sekunder. Han snakkede bare vildt meget om det samme på en abstrakt måde. Om frihed, hvor man ligesom kan fortolke det, som man vil. Jeg tror ikke, at jeg rigtig forstod det. Han sagde ikke så meget konkret.«

– Er der så handling bag ordene. Er der en frihed? Kan I sige nej til produceren?

»Ja,« svarer Vilhelm Strange.

»Det eneste jeg kan blive bange for, det er at give den væk,« siger Tobias Hansen. »Det er bare så vigtigt at gøre så mange ting...«

»... selv,« supplerer Vilhelm Strange.

»...selv,« ekkoer Tobias Hansen. »At vi også producerer på vores egne numre. For vi har så mange ideer. Så snart man giver det væk til andre, så går der en lille smule af det.«

»Det er dét, jeg frygter mest – at det kan blive styret,« siger Vilhelm Strange. »At vi skal styres i en eller anden retning. Når man er i et studie med en, så har han jo også nogle ideer oppe i hovedet om, hvordan det skal lyde. Men der er det bare vigtigt, at man siger fra, hvis man ikke synes, det er en god idé. Det er der, hvor det måske er blevet udfordret.«

Nis Bysted mener, at det handler om, at der ikke er gået på kompromis: »Meget simpelt i virkeligheden: Man skal lave sin musik til sig selv uden at tænke på, at det skal sælges, eller at det skal ud til nogle specielle mennesker. Det er meget banalt.«

For Anders Jørgen Mogensen, den anden tredjedel af Escho, handler det også om at lytte til bandet og finde ud af, hvad de har lyst til – og så forklare dem, hvilke konsekvenser det vil have for dem at foretage de ønskede valg. Og Eschos arbejde kan i høj grad også handle om at værne om kunstnernes privatliv, deres normalitet, som Mogensen tidligere har fortalt mig:

»Hvad har de brug for af pauser til ferie, til at skrive nyt materiale, til at være sammen med venner og kærester osv.? Jeg synes også, det er selskabernes/managementets opgave at holde det hele i en form for virkelighed. Ikke at hoppe med på den voldsomme og dragende opmærksomhed, som udlandet lokker med.«

Det er en tilgang, der står i kontrast til den rovdrift, som nogle managere kan udsætte deres stjernefrø for, og som kan tvinge dem alt for tidligt i knæ. Men i stedet insisterer Escho på en mere virkelighedsnær og respektfuld model. Noget de også signalerer i mødet med den internationale musikbranche:

»Når de store labels flyver ind for at møde vores acts, tager vi dem jo ikke ind og viser dem Amalienborg eller spiller Kim Larsen for dem. Vi tager dem heller ikke i pornobutikker eller på dyre drinksbarer. For det meste går vi på en stille bodega, drikker øl og snakker om musik,« har Anders Jørgen Mogensen fortalt.

’Det skal være sjovt at lave’

Først halvanden måned efter vores interview i køkkenet på Vesterbro skriver Liss under med et af de pladeselskaber, der har vist interesse.

Valget er faldet på det vidt og bredt anerkendte pladeselskab XL Recordings, der også udgiver Adele, Radiohead, Beck og The White Stripes. Det bliver ikke større, hvis man skal arbejde med et selskab, der er uafhængigt af de tre multinationale giganter.

Et par dage efter nyheden skriver bandet til mig, at de »prioriterer at arbejde selvstændigt med vores musik, og for os har det stor værdi at være med i hele processen, og XL giver netop plads til det og kunsternes egen kreativitet«. Hvad kontrakten mere præcist går ud på er dog fortroligt.

Tilbage i september i Nis Bysteds køkken siger Villads Tyrrestrup, at »det er vigtigt at være på et pladeselskab, som man respekterer«.

»I stedet for hvis du er på Columbia Records sammen med flere 1.000 andre popkunstnere,« tilføjer Tobias Hansen.

– Hvad drømmer I om som band?

»At gøre noget, man er stolt af. At det er noget, vi alle sammen kan stå inde for. At man kan mærke, at det er ærligt,« siger Søren Holm.

»Ja, præcis. Jeg tror først, at man kan tænke, at det er jeg stolt af at have lavet, hvis det bliver en form for succes. Hvis der er nogle folk, der lytter til det. Og man samtidig selv tænker, at det var godt, det man lavede,« siger Tobias Hansen.

»Jeg har det bare lidt ... Det skal være sjovt at lave. Ellers er det lige meget,« siger Søren Holm.

– Er dét det ærlige? At I har haft det sjovt?

De griner.

»Ja. Ja,« siger Søren Holm.

»Det ved jeg ikke,« siger Vilhelm Strange.

– Hvordan har I det med større koncerter?

»Jeg er blevet i tvivl,« siger Søren Holm.

– Du er blevet i tvivl?

»Ja,« svarer han.

»Altså,« siger Tobias Hansen, »jeg kan bedre lide, når man er i øjenhøjde på en eller anden måde. Det er rarest. I stedet for at stå på et kæmpe podium og være noget i forhold til ... Eller, det ved jeg ikke. Det er fedt nok.«

Uskylden synes stadig intakt. Men hvor længe? Lige om hjørnet kommer forventningspresset, der følger med en stor pladekontrakt. Risikoen for at skuffe. Og forude venter hårdt arbejde, hvis Liss vil gå hele vejen:

»Der skal spilles mange koncerter,« som Anders Jørgen Mogensen forklarer. »Der skal laves mange interviews. Der skal bruges mange timer i bil. Hvis du vil slå igennem i USA, så skal du køre, spille, sove på et gulv, køre, spille etc. Måske i en måned.«

Og snart skal de også stå på de store scener. Dagen efter vores møde i september spiller Liss på Hamburgs store Reeperbahn Festival, der er velbesøgt af branchen. Og de glæder sig. »Det var dér, hvor Beatles startede,« siger den inkarnerede fan af The Fab Four, Villads Tyrrestrup. »Det må være et tegn.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

Til denne entydige enegyltige person, eller flere, har jeg et råd: Find og respekter det fællesskab, hvor ud af til, som ind af til, føler sig hjemme, og "DET" kun på bekostning af sig selv og ?. mangel på "viden om", tilkende gives, i fragmenter-. lidt overbevisende sandhed og resten "løgn",

Vi er en "person" , et så primitiv "illusions beskrivelse", er kun til at "GRINE" af, det minder mest om finansspekulanten hos banken.

Vi forsøger alle at sælge os til bedst- og højstbydende. Da jeg havde de unge menneskers alder var jeg kontraktansat dræber i Flyvevåbnet. Og frygteligt - en profession, der måske giver bedre overlevelse end musikken - - -senere spillede jeg 2.violin i et amatør-salon-orkester - -