Læsetid: 11 min.

Hun måtte dø i Paris

Edith Piaf ville være fyldt 100 år i morgen, og hendes lidenskabelige sange på rullende fransk lever videre. Selv døde hun ung, som et lys, der brænder i begge ender
Edith Piaf på scenen i The Blue Room på Shoreham Hotel i Washington, D.C. i maj 1959.

AP

18. december 2015

Det kan godt være, at hun så livet i lyserødt, »La vie en rose«. Det er så også svært at holde til.

»Jeg vil ikke dø gammel,« svarede Edith Piaf en journalist, som spurgte, hvad hun dog ville gøre, hvis hun en dag ikke kunne synge mere. Et sådant liv ønskede hun ikke. Så ville hun hellere dø.

Gammel blev hun da heller ikke: Edith Piaf, som den 19. december ville være fyldt 100 år, døde blot 47 år gammel i 1963. Hun så gammel ud til sidst, meget gammel. Hendes lillebitte krop var hærget af gigt og andre sygdomme. Alligevel udførte de små, krogede, hvide hænder sangenes bevægelser med nonchalant præcision. Hun gik næsten i trance, når hun sang »La Foule« (’Mængden’), og musikken hvirvlede, så der opstod en dansende mystik, en imaginær dervish, men det var blot hendes stemme og så hænderne, som skabte den mystiske dervishhvirvlen.

»La Foule« var en af de seneste sange fra 1957, med tekst af Michel Rivegauche. Melodien er af Angel Cabral helt tilbage fra 1936 og har sydamerikanske rødder, en slags wienervals, som havde været vejen over Peru og Argentina. Den var med på det repertoire, der atter bragte Piaf kæmpesucces med koncerter i månedsvis på L’Olympia i Paris. Piaf reddede spillestedet Olympia fra fallit og indledte med succesen en maratonturné, som skulle blive kaldt »selvmordsturnéen«.

I »La Foule« er der det hele: Piaf synger på så typisk fransk vis, på baggrund af især harmonika og klaver, i en hurtig valsetakt og med hendes utrolige rullen på r’erne. Man bringes straks ind i stemningen, et bal, med en hel masse mennesker. Men typisk for Piaf er der straks en snert af nostalgi over det, det er et minde, vi får manet frem, et minde om tab: »Jeg ser det for mig, byen i fest og vanvid, der stønner under sol og glæde. Jeg hører musikken, råbene og latteren.«

Så er det, at mængden skubber hende ind i favnen på en mand, og de danser, de løftes op, bæres af mængden, la foule, de bliver én krop. Hans smil gennemtrænger hende. Men pludselig er han væk, mængden har taget ham fra hende, lige så uventet som han blev givet hende. »Emporté par la foule«, bortført af mængden …

Mængden var der til hendes begravelse: Paris stod stille, titusindvis fulgte hende til Père Lachaise-kirkegården, Marlene Dietrich, veninden, var i følget og ja, den unge mand, elskeren. Altid kærligheden. Det var Theo Saparo, den kun 26-årige ægtemand, den tredje ægtemand, som hun havde kendt et par år, der fulgte båren.

Altid en ung mand

Der var altid en ung mand i Edith Piafs liv, en mand, skæbnen havde skubbet i armene på hende, så hun kunne løftes. Hun troede på kærligheden, igen og igen, for det var hun nødt til, for hvad nytter kærligheden?

Det havde de sunget om i en duet de to, en af Piafs sidste sange. Theo og Edith i noget, som ligner et umage par: Hans høje unge krop ved siden af hendes, krummede oldingeagtige skikkelse. Men så fanger hun ham ind med øjnene og holder ham: »Ça sert à quoi l’amour?« Hvad skal kærlighed bruges til? spørger den unge mand i sangen påtaget desillusioneret, for dér står han jo. Og hun forklarer ham det. Kærligheden bruges til at sige: »Men du er den sidste, men du er den første, med dig har jeg det godt. Du er den, jeg ville havde, dig vil jeg elske altid. Det er det kærlighed bruges til.«

Edith Piaf var en lille pige, som løftede sig selv ud af en barsk barndom med ukueligt mod, med sange og så ikke mindst med en masse gode historier.

Hun blev født i Paris i det fattige kvarter Belleville, på gaden i bogstaveligste forstand. Det fortalte hun i al fald selv, og man kan se en bronzeplade på væggen dér, hvor det skulle være sket. Grundige biografer har fundet ud af, at det så ikke helt passede, at moderen fødte hende der på gaden. Edith blev født på et hospital. Men det var en bedre historie at være født på gaden. Edith havde sans for historier.

Edith Piaf døde heller ikke i Paris, selvom det står på dødsattesten. Hun døde i Plascassier ved Grasse i Sydfrankrig af en hjerneblødning, slidt af alkohol, morfin, gigt og et hårdt liv. Hendes sidste turné havde taget alt for hårdt på hende, hun var gået langt ud over sine egne grænser.

Men ganske som det lød bedre at være født på gaden, besluttede hendes nærmeste, at det var en simpel nødvendighed for historien, at hele verdens sangfugl måtte dø i Paris.

I al hemmelighed blev den lille krop fragtet til Paris til lejligheden på Boulevard Lannes. Så kunne verden med et døgns forsinkelse få at vide, at hun var død. Og stimle sammen. Mængden igen, 40.000 fulgte hende til hendes sidste hvilested med hele fire lastbiler fyldt med blomster. Næsten en statsbegravelse, bortset fra at kirken ikke ville vide af Edith Piaf på grund af hendes utugtige liv.

Men såkaldt utugtighed kan jo være nødvendigt: »Man er nødt til at være forelsket for at kunne synge,« sagde hun. At være forelsket hele tiden blev da også til en lang række mænd. Det var selve kærligheden, Edith troede på, det var den, som var evig.

Opvækst blandt skøgerne

Edith Piaf hed så heller ikke Edith Piaf, men Edith Giovanna Gassion. Faderen var cirkusartist, moderen gadesangerinde, og barndommen kaotisk. I første omgang var det morens bedstemor fra Algeriet, som tog sig af hende og ikke særlig godt. Edith fik hverken vådt eller tørt af den alkoholiske bedstemor. Legenden fortæller – eller er det Edith, som fortæller – at sutteflasken var fyldt med rødvin. Det var faren, der i stedet bragte den lille pige ud til sin anden bedstemor, som var bordelmutter i Bernay i Normandiet. Blandt skøgerne blomstrede Edith og fik for vane at stille sig op på bordet og synge. »Naboerne åbnede vinduerne for at lytte med,« fortæller en Bernay-borger i en af de utallige dokumentarfilm om spurvens liv.

Afgørende bliver en øjensygdom, som for en tid gjorde hende blind. Var hun fire, eller var hun syv? Bedstemoderen samlede Edith og alle ’pigerne’ i bordellet, og sammen drog de til den hellige Therese fra Lisieux gravsted. Eller måske var det kun bedstemoderen og hende. Hvad ved vi? Men vi ved, at hun blev helbredt og forblev troende. Med en lille Saint Thèrese-medalje om halsen livet igennem.

Faren, som hun elskede, bragte hende tilbage til Paris. Hun skulle lære at være akrobat ligesom han, som var slangemenneske. Men de fandt hurtigt ud af, at det trak flere penge, når hun sang, end når hun stod på hovedet. Så den lille Edith sang »La Marseillaise« rundt om i Paris.

Som 15-årig stod hun helt på egne ben. Hun var nødt til at synge på gaden, »men der var gader, hvor jeg ikke ville synge. Jeg valgte selv min kulisse«, fortæller hun senere på tv, klukleende som altid, med sit fantastisk smittende grin og en kolossal vilje til at omskrive skæbnen til et valg.

Livet på gaden skulle da også blive hendes forretningsgrundlag, ikke uden sammenhæng med det man dengang kaldte sigøjneres, i dag romaers, henvendelse til medlidenhedens bløde punkt. Lige meget hvor velhavende hun skulle blive, indrettede hun sig aldrig rigtig i de huse, hun købte. Hun sagde selv, at der var nødt til at stå kufferter i hjørnet. Og til det sidste stod hun næsten ubevægeligt og sang i en enkel, sort kjole. Hun var stadig en lille forladt pige på en gade. Da hun prøvede at slå igennem i USA, forstod de det ikke. Dér klæder man sig i pailletter og synger om fattigdom. Piaf var kunstner af en anden art, af en anden kultur.

Den store kærlighed

De mest tragiske kapitler sang hun aldrig om, eller gjorde hun? I sangen »Milord« synger hun i førsteperson om en prostitueret, der trøster en »herre«, der lider af ulykkelig kærlighed. Selv blev hun gravid som syttenårig med sin store kærlighed Louis Dupont, som hun giftede sig med. De fik en lille pige, Marcelle, som døde to år senere af meningitis, og Piaf fik aldrig andre børn. Det var sangen, der skulle blive hendes liv, hvem trøstede hun mon?

Den del af Ediths liv, som i anekdoten gjorde hende til Piaf, er så ofte beskrevet.

Hun står dér som tyveårig og synger på gaden. Forbi kommer ejeren af en lille cabaret, der har et eksklusivt og kræsent publikum, og som netop ikke ønsker det glamourøse, men det autentiske og ægte. Louis Leplée spotter straks Piafs enorme sangtalent og ansætter hende. Det var ham, som omdøbte hende til La môme Piaf – gråspurveungen. Hun var så lille bitte og spinkel, som sin far slangemennesket. Hun fik indspillet en plade, havde enorm succes, og karrieren syntes sikret. Men så blev Leplée fundet dræbt med mistanke til folk omkring Pigalle-miljøet. En tid var Piaf eller nogen af hendes elskere mistænkt. På en forhørsoptagelse fra dengang – men er det virkelig fra forhøret? – begræder hun melodramatisk, at det er hende, som har mistet sin eneste støtte. At hun ikke mere har en ven.

Det passer så ikke. Piaf har venner, i al fald bekendte, som kommer til at hjælpe talentet videre. Vigtigst bliver komponist og tekstforfatter Raymond Asso, der sætter sig for at tæmme hendes stemme. Sætte tonen ned. Piaf skal synge i det dybe stemmeleje, fra sin spinkle krop, ikke skingre i diskanten. Selvfølgelig bliver han hendes elsker. Men der er også komponist, pianist og akkompagnatør Marguerite Monnot, som kommer til at følge Piaf livet igennem. Monnot komponerer musikken til så store slagere som »Mon légionnaire« – hvor Asso havde skrevet teksten til »Hymne à l’amour«, »Milord« og »Les amants d’un jour«.

Legenden slås fast

»Hymne af l’amour« er i øvrigt fordansket af Bamse med sangen »Til dig«. Den handler måske mere om kærlighedens nødvendighed, end om nødvendigheden af en bestemt elsket, et bestemt ’dig’. »Jeg er ligeglad med hele verden / så længe kærligheden fylder mine morgener« synges der på fransk, hvis man skærer et stykke tekst ud, lidt anderledes end man plejer. Det ubestemte ’dig’ er enhver kærlighedssangs hemmelighed. Hos Piaf bliver det konkret livsbetingelse. Og ikke mindst en del af legenden.

For det er herfra Piaf som kunstner skriver sin historie, ikke mindst bagud i de utallige interview, hvor legenden slås fast.

Samtidig lever Piaf en symbiose mellem karriere, kærlighed og sange. Op gennem trediverne konsolideres hendes karriere. Tiden under besættelsen tilbringes blandt andet i et bordel, hvor hun har lejet en hel etage, nærmest ved siden af Gestapos hovedkvarter. Hun frikendes efter krigen for samarbejde med fjenden, men havde som mange andre sangere fra den tid sunget for nazisterne. Hendes bedste veninde har været veninde med en Gestapochef.

I 1944 møder hun den unge Yves Montand. Han skal ikke blive den eneste, hvis karriere hun sender mod stjernerne, samtidig med at han er hendes elsker. Måske er de chauffører eller sekretærer som Charles Aznavour, som George Moustaki og som Sapiro, der blev den sidste, men sangere bliver de. Hun gifter sig i 1952 med en i dag ukendt sanger, Jacques Pills, to dage efter det sidste kærlighedsbrev til en anden elsker.

Men hun tror på det hver gang, som hun synger det til det sidste, hun tror på kærligheden, fordi det er den, som holder hende. Den helt store kærlighed er så måske, ud over den første, bokseren Marcel Cerdan. Han var gift og havde tre børn. Et år efter de har lært hinanden at kende i 1948, dør han i et flystyrt på vej over til Piaf, hvis karriere havde taget fart i New York.

For Piafs sekretær livet igennem, Danielle Bonel, er der ingen tvivl. Der er et før og et efter Cerdan. Cerdan var på højde med hende, hun havde ikke selv skabt ham, som hun gjorde med så mange af de andre – altid med et sikkert øje for talent. Men så døde han. Atter var Piaf midt i et kæmpe tab. En anden veninde konstaterede kynisk, at Cerdans død så også ganske behændigt sikrede det evige i den kærlighed. Hvad skulle de have talt om lidt senere, boksning?

En historie om et misbrug

Men det bliver så for Piaf et uafvendeligt ’efter’. Og det bliver en historie om et misbrug, der nok altid var der, men i mindre grad. Af alkohol, af morfin og af al den anden medicin, hun var nødt til at tage på grund af den invaliderende gigtsygdom og smerterne derfra, der tog fart efter 1949. Og derfor er der så sangen »Non, je ne regrette rien« – jeg fortryder intet – men på fransk betyder det også »jeg savner intet«. For pointen er jo: »fordi jeg starter forfra i dag med dig«. Piafs ’dig’, det ubestemte jeg, med kærligheden, det er altid kærligheden, som er fremtiden. Og Piaf tvang sig videre.

Musikken er skrevet af Charles Dumont, som hun ellers adskillige gange havde tilbagevist, og den blev indspillet i 1960. Dumont fortæller, at sådan er det bare med Piaf.

Det er ikke tilfældigt, at hun synger denne testamentesang og så dør. Jo, jo, ikke lige efter. Men efter de totalt udmattende år, hun så pålagde sig selv. Den lille spurvekrop, som hun udsatte for umenneskelige, kunstneriske bedrifter.

Det var »Non, je ne regrette rien«, som reddede Olympia i 1960. Det hele er i denne sang, og man skal lytte godt efter, for der er kun Piaf, som kan synge den som Piaf.

Det er en drivende sentimental sang, og det er det, som gør coverversioner forkerte. Piafs patos er præcis. Der er kun denne dybe vibratorstemme med den præcise franske rullen på r’erne, der er alt det, hun lærte af Asso og aldrig glemte.

Det er ligesom, når Piaf synger »La vie en rose«. »Når du tager mig i armene, ser jeg livet lyserødt«. Og man ved, at alt andet er sort. Men det er sunget prunktløst, usentimentalt, stærkt. Kun med selve det franske sprogs virkemidler og så stemmen. Der er intet indsmigrende. Kun den rene stemmekraft.

Det var derfor, den var der, mængden, i 1963 til begravelsen. Mængden som kan løfte. Det var derfor, hun blev fulgt til graven Edith. Piaf. Alt for tidligt og lige præcis på det tidspunkt, hvor hun lod sig falde ind i udmattelsen, ind et koma, i døden.

Fordi hun var en eminent stor kunstner. Som nej, bien sûr, selvfølgelig ikke blev 100 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Ejvind Larsen
Niels Duus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her er lidt underlægningsmusik til denne artikel, Her ruller Edith Piaf virkelig med r'erne

https://www.youtube.com/watch?v=kouTi-0csLg

jeg kendte ikke meget til " La Foule", i det hele taget kender jeg ikke meget til Edith Piaf, men jeg er overrasket over at hun indspillede den så sent i sin karriere, den er virkelig "street"

https://www.youtube.com/watch?v=Fgn8gZHJZzA

Har aldrig været specielt vild med "Non, je regrette rien", det er lidt march-musik. måske håbede hun at få Æreslegionen, men fik i stedet folkets hyldest. Den lyder lidt som en forløber til Frank Sinatras "My Way".

Maj-Britt Kent Hansen

Prøv denne, Søren:
https://www.youtube.com/watch?v=rzeLynj1GYM

Teksten er her:
Des yeux qui font baisser les miens,
Un rire qui se perd sur sa bouche,
Voilà le portrait sans retouche
De l'homme auquel j'appartiens

Quand il me prend dans ses bras
Il me parle tout bas,
Je vois la vie en rose.

Il me dit des mots d'amour,
Des mots de tous les jours,
Et ça me fait quelque chose.

Il est entré dans mon cœur
Une part de bonheur
Dont je connais la cause.

C'est lui pour moi, moi pour lui dans la vie,
Il me l'a dit, l'a juré pour la vie.

Et dès que je l'aperçois
Alors je sens en moi
Mon cœur qui bat

Des nuits d'amour à ne plus en finir
Un grand bonheur qui prend sa place
Des ennuis, des chagrins, s'effacent
Heureux, heureux à en mourir.

Quand il me prend dans ses bras
Il me parle tout bas,
Je vois la vie en rose.

Il me dit des mots d'amour,
Des mots de tous les jours,
Et ça me fait quelque chose.

Il est entré dans mon cœur
Une part de bonheur
Dont je connais la cause.

C'est toi pour moi, moi pour toi dans la vie,
Il me l'a dit, l'a juré pour la vie.

Et dès que je t'aperçois
Alors je sens dans moi
Mon cœur qui bat

Songwriters
PIAF (EDITH GASSION), EDITH / LOUIGUY (LOUIS GUGLIELMI

Read more: Edith Piaf - La Vie En Rose Lyrics | MetroLyrics

Tak, jeg har prøvet denne her sang i alt fra versioner med Louis Armstrong til Grace Jones. Men god live-version fra Edith Piaf i egen levende person.