Det er lighed, frihed og retfærdighed for palæstinenserne, som kampen handler om, når aktivistiske grupper opfordrer til boykot af alt fra israelske avocadoer til sikkerhedsselskabet G4S. For Israel skal presses i konflikten, der i denne tid optrappes, er der bred enighed om på venstrefløjen. Og boykot af kultur bruges som et vigtigt våben.
Så hvad sker der, når man er en kendt sangerinde med rødder i det venstreorienterede miljø og beslutter sig for at spille koncert i Israel? Så kommer man i seriøs modvind.
Sådan gik det for sangerinden Mø, da hun i maj besluttede at spille koncert i Tel Aviv. Da det kom frem, at sangerinden med den rebelske attitude og en fortid i det venstreorienterede miljø planlagde at optræde i Israel, blev det mødt af en mur af kritiske kommentarer. Næsten 5.000 mennesker deltog i et facebookevent, der opfordrede hende til at aflyse koncerten, og der blev startet en underskriftsindsamling, hvor 2.241 danskere skrev under på, at hun skulle droppe at spille i »apartheidisrael«.
»Det mest effektive, man kan gøre som kunstner, er simpelthen ikke at spille i Israel, før der er frihed, lighed og retfærdighed for alle,« siger Ronnie Barkan, der er israelsk aktivist og medstifter af protestgruppen Boycott from within, som er en gruppe af israelere, der taler for at boykotte Israel, og som er inspireret af Sydafrikas kamp mod apartheid. Protestgruppen kontaktede Mø for at få hende til at genoverveje sin beslutning om at spille i Israel, men uden held. Mø gennemførte sin optræden i Israel og forklarede valget på sin facebookvæg i et længere indlæg, hvor hun blandt andet skrev: »Min beslutning om at optræde for et israelsk publikum er ikke en blåstempling af den israelske stats handlinger. At jeg spiller koncert i Israel, betyder ikke, at jeg lukker øjnene for virkeligheden. Jeg spiller i Tel Aviv den 8. maj, fordi jeg mener, dialog er vejen frem.«
Møs beslutning ærgrer Ronnie Barkan, for han mener, at kulturel boykot er en af de mest effektive måder at ramme Israel på: »Kulturelle personer over hele verden har virkelig noget at sige i denne her situation, og mere end nogen andre kan de spille en central rolle,« siger han.
Men selvom målet er at få kunstnere til at droppe at spille i Israel, kan det modsatte også have effekt. Palæstina Aktion skrev på facebooksiden Mø, Boykot Apartheid – aflys din koncert i Israel, at Mø’s koncert i Israel gjorde, at der for første gang i Danmark var opmærksomhed på kulturel boykot af Israel. »Selvom vi ikke fik hende (MØ, red.) overtalt til at stå på de undertryktes side, fik vi startet en debat, som nærmest alle store medier i Danmark var inde over,« skriver de.
Kultur er magt
Jeg møder Ronnie Barkan i forbindelse med, at han er i København for at holde oplæg i Ungdomshuset om kulturel boykot af Israel.
»Når man boykotter kulturen, rammer man en nerve i Israel,« siger han, da han skal forklare, hvorfor netop kultur kan bruges i kampen mod Israel.
»Vi sætter fokus på palæstinensernes mangel på basale rettigheder og rejser dermed vigtige spørgsmål for kulturelle personer overalt i verden. Er deres kunst hævet over politik, hvis de vælger at låne deres legitimitet til denne kriminelle apartheidstat? Eller vil de stå på deres ret til at være på den rigtige side af historien og kræve basale menneskerettigheder for alle,« spørger han.
Ronnie Barkan er født og opvokset i Israel og beskriver opvæksten som hjernevaskende. Man måtte ikke sætte spørgsmålstegn ved noget, slet ikke konflikten mellem Israel og Palæstina, siger han. I 2008 var han med til at stifte Boycott from within, og han fortæller, at kulturel boykot er ekstra vigtigt netop i disse år, fordi Israel poster mange penge i »rebranding af sig selv« ved at bruge kultur som propaganda.
Det gøres ifølge Barkan blandt andet ved at bruge kunstnere til at »agerer som kulturelle apartheidambassadører, der hjælper Israel med at gemme alle forbrydelserne mod det palæstinensiske folk bag kultur.«
Og gør kunstnerne det, er der grund til boykot, mener Ronnie Barkan.
»Vi boykotter ikke nogen, bare fordi de er fra Israel eller på grund af deres politiske holdninger. Vi boykotter dem kun, hvis de bruger deres kunst til at promovere Israel.«
Det andet element i kampagnen er at boykotte internationale kunstnere, der skal spille i Israel.
»Vi beder internationale kunstnere om ikke at spille i Israel og give deres navn og legitimitet til den stat, før palæstinensiske rettigheder bliver respekteret,« siger Ronnie Barkan, som forklarer, at mange kunstneres argumenter for at spille i Israel er, at de vil skabe dialog. Men problemet er, at situationen ifølge ham er så politisk, at de, det øjeblik de vælger at spille i Israel, indgår i et politisk spil.
»Selvom de har en god agenda, vil de opdage, at de indgår i en propagandamaskine.«
Ronnie Barkan forklarer, at kunstnere som eksempelvis Leonard Cohen forsøgte at finde en gylden mellemvej ved at donere overskuddet fra sin koncert i Israel til en israelsk-palæstinensisk hjælpeorganisation, og at andre kunstnere prøver at omgås konflikten ved at snakke om dialog og kærlighed eller spille både i Tel Aviv og Ramallah for at veje op. Men det er ikke godt nok, siger Ronnie Barkan og kalder det »en nem vej ud, der gør situationen værre«, fordi de i stedet for at snakke om problemerne, stiller det op, som om der er to sider, der skal i dialog og finde en løsning.
»Det her handler ikke om dialog og kompromiser. Alt, Israel gør, er forkert. Skal jeg acceptere en halv lighed? Det er meget simpelt. Enten har folk basale rettigheder, eller også har de ikke.«
Ronnie Barkan fremhæver Pink Floyd-frontmanden Roger Waters som et andet eksempel på en kunstner, der forsøgte at gøre begge dele, da han valgte at spille med en agenda om at bringe et politisk budskab med sig.
»Han mente det altid godt, men han forstod ikke alvoren, før han selv var der,« siger han og fortæller, at Roger Waters er blevet en stor fortaler for boykotkampagnen, efter han spillede i Israel og blev opmærksom på, hvor forkert det var.
For nylig blev der lagt en video ud på YouTube, hvor han og andre prominente kulturpersoner opfordrer til kulturel boykot af Israel.
Og det er netop Ronnie Barkans pointe, at kultur og kulturpersoner er de bedste stemmer, fordi de kan nå længst ud, og interessen for boykotbevægelsen stiger især i USA.
»Hvis man ser på situationen i Sydafrika, skete det samme. Efter 30 år blev det pludselig mainstream at boykotte Sydafrika,« siger han og forklarer, at kulturelle personer har magten til at gøre en kampagne populær. Som med Fugees’ sangerinde Lauryn Hill. Da hun annoncerede en koncert i Israel, brugte aktivisterne blandt andet hendes sang »Killing me softly« til at beskrive israelernes politik. Det samt et massivt pres på de sociale medier, fik hende til at aflyse koncerten.
»Når en stor kunstner dropper en koncert, kommer det i medierne, og det gør, at støtten vokser.«
