Jeg står ikke alene på denne talerstol … Rundt om mig er der stemmer, hundredvis af stemmer, de er altid med mig. Lige siden min barndom. Jeg boede i en landsby. Vi børn elskede at lege udenfor på vejen, men om aftenen blev vi trukket hen mod bænkene, som om det var magneter, hvor de trætte koner samledes uden for deres hjem eller kháta – bondehus – som man siger hos os.
Der var ingen af dem, der havde mænd, fædre eller brødre, jeg kan ikke huske nogen mænd i vores landsby efter krigen – under anden verdenskrig i Hviderusland døde hver fjerde hviderusser ved fronten eller i partisankrig. Vores barndoms verden efter krigen var en verden af kvinder. Jeg husker bedst af alt, at det ikke var døden, kvinderne talte om, men kærligheden. De fortalte om, hvordan de havde sagt farvel til deres elskede den sidste dag, hvordan de havde ventet på dem, hvordan de stadig ventede på dem. Der var gået mange år, men de ventede: ”Om han så kom tilbage uden arme og uden ben, så ville jeg bære ham på hænder og fødder.” Uden arme … uden ben … Jeg tror, at jeg, siden jeg var barn, har vidst, hvad kærlighed er …
Hele talen kan ses her:
Her er bare nogle få bedrøvelige melodier fra det kor, jeg hører …
Den første stemme:
”Hvad vil du vide det for? Det er så trist. Jeg mødte min mand i krigen. Jeg var kampvognssoldat. Jeg kom helt til Berlin. Jeg kan huske, at vi stod der, dengang var han ikke min mand endnu, vi stod ved Rigsdagen, og han sagde til mig: ’Lad os gifte os. Jeg elsker dig.’ Men jeg blev så vred over de ord – hele krigen havde vi været snavsede, støvede og blodige, og det eneste, man hørte, var eder og forbandelser.
Jeg svarede ham: ’Du må først gøre mig til kvinde: Giv mig blomster, og sig noget kærligt til mig, og når jeg så bliver demobiliseret, så vil jeg sy mig en kjole.’ Jeg havde endda lyst til at slå ham af bare vrede. Han kunne mærke det alt sammen, og hans ene kind var forbrændt og fyldt med ar, og jeg kunne se, at der løb tårer ned i arrene. ’Godt, jeg gifter mig med dig.’ Jeg sagde det bare … jeg troede ikke selv på, at jeg havde sagt det … Omkring os var der sod og murbrokker, der var simpelthen krig omkring os …”
Den anden stemme:
”Vi boede i nærheden af Tjernobyl-værket. Jeg var konditor og bagte kager. Min mand var brandmand. Vi var lige blevet gift, og selv når vi skulle hen og købe ind, gik vi med hinanden i hånden. Lige nøjagtig den dag reaktoren eksploderede, havde min mand vagt på brandstationen. Da de blev tilkaldt, kørte de ud i skjorter og almindeligt tøj, der var sket en eksplosion på atomkraftværket, og de fik ikke udleveret noget specialtøj.
Sådan var det dengang … Men det ved De jo … Hele natten forsøgte de at slukke branden og fik radioaktive doser, der ikke var forenelige med livet. Om morgenen blev de fløjet til Moskva med det samme. De havde fået akut strålesyge … så lever man kun i nogle få uger … Min mand, han var stærk, han dyrkede sport, han døde som den sidste. Da jeg kom, fik jeg at vide, at han lå i en særlig boks, hvor ingen måtte komme ind. ’Jeg elsker ham,’ bad jeg. – ’De bliver passet af soldater, hvad vil du derinde?’ – ’Jeg elsker ham.’ – De forsøgte at overbevise mig: ’Det er ikke længere din elskede, det er en genstand, der skal dekontamineres. Forstår du det?’
Læs også: Så gribende som stor skønlitteratur
Men jeg blev ved med at gentage det samme over for mig selv: Jeg elsker ham, elsker ham … Jeg gik op til ham ad brandtrappen om natten … Eller bad vagterne, jeg gav dem penge, om slippe mig ind om natten … Jeg forlod ham ikke, jeg var sammen med ham til det sidste … Efter hans død … nogle måneder senere fødte jeg en pige, hun levede bare i nogle dage. Hun … vi havde glædet os sådan til hende, men jeg slog hende ihjel …
Hun reddede mig, hun tog imod al strålingen. Hun var så lille … så bittelille … Men jeg elskede dem begge to. Kan man virkelig slå ihjel med kærlighed? Hvorfor er det ved siden af hinanden – kærlighed og død? Det er altid sammen. Hvem kan forklare mig det? Jeg ligger på knæ på graven …”'
Den tredje stemme:
”Hvordan jeg første gang slog en tysker ihjel … Jeg var ti år, og partisanerne tog mig allerede med ud på opgaver. Tyskeren lå og var såret … Jeg fik at vide, at jeg skulle tage pistolen fra ham, jeg løb hen til ham, men tyskeren greb fat i pistolen med begge hænder og holdt den op foran mit ansigt. Men han nåede ikke at skyde først, det gjorde jeg …
Jeg blev ikke forskrækket over, at jeg havde slået ham ihjel. Og under krigen tænkte jeg heller ikke på ham. Rundtomkring var der mange dræbte, vi levede blandt de dræbte. Jeg blev overrasket, da jeg, mange år senere, pludselig begyndte at drømme om den her tysker. Det havde jeg ikke regnet med … Drømmen blev ved med at komme til mig … Enten flyver jeg, men han lader mig ikke slippe væk. Jeg letter … jeg flyver … flyver … Han indhenter mig, og jeg falder ned sammen med ham. Jeg styrter ned i et eller andet hul. Eller også vil jeg op at stå … rejse mig … Men han lader mig ikke gøre det … På grund af ham kan jeg ikke flyve min vej …
Læs også: ’Jeg skriver ikke kendsgerningernes, men menneskesjælenes historie’
Det er den samme drøm … Den har forfulgt mig i årevis …
Jeg kan ikke fortælle min søn om den drøm. Da min søn var lille, kunne jeg ikke, jeg læste eventyr for ham. Nu er min søn voksen – men jeg kan alligevel ikke …”
Flaubert kaldte sig selv et pennens menneske; jeg kan kalde mig selv et ørets menneske. Når jeg går på gaden, og nogle ord, sætninger eller udbrud når mig, tænker jeg altid på, hvor mange romaner der mon forsvinder sporløst i tiden. I mørket. Der findes denne del af menneskets liv – talen – som vi ikke er i stand til at få ind i litteraturen. Vi har endnu ikke lært at værdsætte denne del, vi er ikke overraskede eller begejstrede over den. Men mig har den fortryllet og gjort til sin fange. Jeg elsker, hvordan mennesket taler … Jeg elsker den ensomme menneskestemme. Det er min største kærlighed og lidenskab.
Min vej til denne talerstol er næsten fyrre år lang – fra menneske til menneske, fra stemme til stemme. Jeg kan ikke sige, at jeg altid har kunnet overkomme denne vej – mange gange har jeg været rystet og forskrækket over et menneske, jeg har følt begejstring og afsky, har ønsket at glemme det, jeg havde hørt, og vende tilbage til den tid, da jeg stadig befandt mig i uvidenhed. Og mange gange har jeg haft lyst til at græde af glæde over, at jeg fik at se, hvor skønt mennesket er.
Læs også: Om at læse og oversætte Aleksijevitj
Jeg levede i et land, hvor de lærte os at dø, fra vi var børn. De oplærte os i døden. Vi fik at vide, at mennesket eksisterer for at give sig selv bort, for at brænde op, for at ofre sig selv. De lærte os at elske et menneske med gevær. Hvis jeg var vokset op i et andet land, kunne jeg ikke have fulgt denne vej. Ondskab er skånselsløs, den skal man vaccineres imod. Men vi voksede op mellem bødler og ofre. Selvom vores forældre levede i angst og ikke fortalte os alting, som regel fortalte de os faktisk ikke noget, så var selve luften i vores liv forgiftet med dette. Ondskaben lurede hele tiden på os.
Jeg har skrevet fem bøger, men jeg har en fornemmelse af, at det alt sammen er én bog. En bog om en vis utopis historie …
Varlam Sjalamov skrev: ”Jeg har deltaget i en kæmpemæssig, tabt kamp for en virkelig fornyelse af menneskeheden.” Jeg genskaber denne kamps historie, dens sejre og dens nederlag. Om hvordan man ville bygge himmerige på jorden. Paradiset! Solstaten! Men det endte med, at der kun var et hav af blod tilbage og millioner af ødelagte menneskeliv. Men der var engang, hvor ikke en eneste politisk ide i det 20. århundrede kunne måle sig med kommunismen (og med Oktoberrevolutionen som dens symbol), ingen anden ide tiltrak vestlige intellektuelle og mennesker i hele verden så stærkt og klart.
Raymond Aron kaldte den russiske revolution for ”opium for intellektuelle”. Ideen om kommunismen er i hvert fald to tusind år gammel. Vi finder den hos Platon i læren om den ideale og rigtige stat, hos Aristofanes i hans drømme om en tid, hvor ”alting bliver fælles” … Hos Thomas More og Tommaso Campanella … Senere hos Saint-Simon, Fourier og Owen. Der findes et eller andet i den russiske sjæl, som gjorde det nødvendigt at forsøge at gøre disse fantasier til virkelighed.
For tyve år siden tog vi afsked med det ”røde” imperium med forbandelser og tårer. I dag kan vi roligt se på den nylige historie som på et historisk eksperiment. Dette er vigtigt, for diskussioner om socialismen er stadig ikke stilnet af. En ny generation er vokset op, og den har et andet verdensbillede, og der er ikke så få unge mennesker, der igen læser Marx og Lenin. I russiske byer bliver der åbnet museer for Stalin, der bliver rejst mindesmærker for ham.
Læs også: Hun skriver om mennesket bag historiebøgerne
Det ”røde” imperium er væk, men det ”røde” menneske er der stadig. Det fortsætter.
Min far, han døde fornylig, var troende kommunist indtil det sidste. Han havde gemt sin partibog. Jeg kan aldrig udtale ordet sovók – et negativt udtryk for sovjetmennesket – for så ville jeg være nødt til at kalde min far sådan, mine ”nære”, mine bekendte. Venner. De stammer allesammen derfra – fra socialismen. Blandt dem er der mange idealister. Romantikere. I dag kalder man dem noget andet – slaveriets romantikere. Utopiens slaver.
Jeg tror, at de allesammen kunne have levet et andet liv, men de levede et sovjetisk. Hvorfor? Svaret på det spørgsmål har jeg søgt længe – jeg har rejst på kryds og tværs af hele det enorme land, som fornylig hed USSR, og optaget tusindvis af bånd. Det var socialismen, og det var bare vores liv. Smule for smule, gran for gran har jeg indsamlet den ”hjemlige”, ”indre” socialismes historie. Sådan som socialismen levede i menneskets sjæl. Jeg har været tiltrukket af dette lille rum – mennesket … et enkelt menneske. I virkeligheden er det der, det hele foregår.
Lige efter krigen erklærede Theodor Adorno rystet: ”At skrive digte efter Auschwitz er barbarisk.” Min lærer Ales Adamovitj, hvis navn jeg vil nævne med taknemmelighed i dag, mente også, at det var blasfemisk at skrive prosa om mareridtene i det 20. århundrede. Man skal ikke finde på. Man er nødt til at give sandheden, sådan som den er. Der er brug for en ”superlitteratur”. Det er vidnet, der skal tale. Man kan også mindes Nietzsche med hans ord om, at der ikke er en eneste kunster, som kan udholde virkeligheden. Som kan løfte den.
Læs også: Følelsernes historiefortæller
Det har altid pint mig, at sandheden ikke kan rummes i ét hjerte eller i ét sind. At den er fragmenteret, at der er meget af den, at den er forskellig, og at den er spredt ud i verden. Et sted hos Dostojevskij er der en ide om, at menneskeheden ved mere, meget mere om sig selv, end den har nået at nedfælde i litteraturen. Hvad gør jeg? Jeg indsamler følelsernes, tankernes og ordenes hverdagsagtighed. Jeg indsamler min egen tids liv.
Jeg er interesseret i sjælens historie. I sjælens hverdag. Det, som den store historie som regel udelader, som den holder sig for god til. Jeg beskæftiger mig med den udeladte historie. Jeg har hørt mange gange og hører det også nu, at det ikke er litteratur, det er et dokument. Men hvad er litteratur i dag? Hvem kan svare på det spørgsmål? Vi lever hurtigere end før. Indholdet river formen itu. Ødelægger og forandrer den.
Alting flyder ud over sine bredder: Både i musikken og billedkunsten, og i dokumentet forsøger ordet at trænge ud over dokumentets grænser. Der er ingen grænse mellem kendsgerning og fantasi, det ene glider over i det andet. Selv et vidne er ikke upartisk. Når et menneske fortæller, skaber det, det kæmper med tiden som en billedhugger med stenen. Mennesket er skuespiller og skaber.
Jeg er interesseret i det lille menneske. Det lille store menneske, sådan ville jeg sige, for lidelserne gør mennesket større. I mine bøger fortæller mennesket selv sin lille historie og sammen med sin egen historie også den store. Hvad der skete og sker med os, har vi endnu ikke erkendt, det skal siges højt. Til en begyndelse skal det i det mindste siges højt. Vi er bange for det, vi er endnu ikke i stand til at håndtere vores fortid. I Dostojevskijs Onde ånder siger Sjatov til Stavrogin før deres samtale: ”Vi er to skabninger, som mødes i grænseløsheden … for sidste gang i verden. Læg Deres tone bag Dem, og tal som et menneske! Tal i det mindste en eneste gang med en menneskelig stemme.”
Nogenlunde sådan begynder mine samtaler med mine hovedpersoner. Selvfølgelig taler et menneske ud af sin egen tid, man kan ikke tale fra et tomrum! Men det er svært at trænge igennem til menneskets sjæl, den er tilsmudset af århundredets fordomme, dets lidenskaber og bedrag. Af fjernsyn og aviser.
Jeg vil gerne tage nogle sider fra mine dagbøger for at vise, hvordan tiden gik … hvordan en ide døde … hvordan jeg fulgte dens spor …
1980-1985
Jeg skriver en bog om krigen … Hvorfor om krigen? Fordi vi er krigsmennesker – enten har vi været i krig, eller også har vi forberedt os på krig. Hvis man kigger efter, så tænker vi alle sammen krigsagtigt. Hjemme, og når vi er ude. Derfor er et menneskeliv så lidt værd hos os. Alting er, ligesom i krig.
Jeg begyndte med at være i tvivl. Altså, én til bog om krigen … Hvorfor dog?
På en af mine rejser som journalist mødte jeg en kvinde, hun havde været sanitetssoldat i krigen. Hun fortalte om, at de havde været på vej over Ladoga-søen til fods om vinteren, fjenden havde opdaget deres bevægelser og begyndte at skyde. Heste og mennesker gik igennem isen. Det hele skete om natten, og hun havde fået fat i en såret, troede hun, og gav sig til at trække ham ind mod land. ”Jeg slæbte af sted med ham, han var våd og nøgen, jeg troede, at tøjet var blevet flået af ham,” – fortalte hun. – ”Men inde på land opdagede jeg, at jeg havde trukket af sted med en kæmpestor, såret belugastør.
Og så bandede jeg det hele langt ind i helvede – en ting var, at mennesker led, men dyrene, fuglene og fiskene – hvorfor skulle de lide?” På en anden rejse hørte jeg fra en kvinde, som havde været sanitetssoldat i en kavalerieskadron, hvordan hun under et slag havde slæbt en såret tysker ned i et bombekrater, men at det var en tysker, havde hun først opdaget i bombekrateret, hans ben var knust, og han var ved at forbløde. Det var jo fjenden! Hvad skulle hun gøre? Deroppe var hendes egne kammerater ved at dø!
Men hun forbinder den her tysker og kravler videre. Kommer slæbende med en russisk soldat, han er bevidstløs, da han kommer til bevidsthed, vil han slå tyskeren ihjel, og tyskeren, da han kommer til bevidsthed, han griber efter automatgeværet og vil slå russeren ihjel. ”Først gav jeg den ene én på hovedet, så den anden. Vores ben var helt smurt ind i blod,” – mindedes hun. – ”De havde blandet blod.”
Dette var en krig, som jeg ikke kendte. Kvindernes krig. Den handlede ikke om helte. Ikke om, hvordan nogle mennesker heltemodigt slog andre mennesker ihjel. Jeg kan huske en af kvindernes klage: ”Jeg gik hen over engen efter slaget. Og der lå de … Alle sammen unge og så smukke. De lå og kiggede op i himlen. Jeg havde ondt af både vores egne og de andre.” Det var dette ”både vores egne og de andre”, der sagde mig, hvad min bog skulle handle om. Om at krig – det er drab. Sådan havde det fæstnet sig i den kvindelige hukommelse.
Lige før var der en, der smilede og røg – og pludselig er han væk. Kvinderne taler allermest om det, der forsvinder, om, hvor hurtigt alting forvandles til ingenting i krig. Både mennesket og den menneskelige tid. Ja, de bad selv om at komme til fronten, da de var 17-18 år, men de ønskede ikke at slå ihjel. Men de var parate til at dø. Til at dø for fædrelandet. Og de var også parate til at dø for Stalin – det kan man ikke slette fra ordenes historie.
I to år kunne bogen ikke udgives, den blev ikke udgivet før perestrojka. Før Gorbatjov. ”Efter Deres bog er der jo ingen, der vil gå i krig længere,” blev jeg belært af en censor. ”Deres krig er forfærdelig. Hvorfor har De ingen helte?” Jeg ledte ikke efter helte. Jeg skrev historie ved hjælp af fortællinger fra dens vidner og deltagere, som ingen lagde mærke til. De var aldrig blevet udspurgt af nogen.
Hvad mennesker, helt almindelige mennesker tænker om de store ideer, ved vi ikke. Lige efter krigen ville en person havde fortalt om én krig, en snes år senere selvfølgelig om en anden; noget ville have forandret sig for ham, fordi han samler hele sit liv sammen i erindringer. Hele sig selv. Hvordan han levede i de år, hvad han læste og så, hvem han mødte. Hvad han tror på. Og ikke mindst, om han er lykkelig eller ulykkelig. Dokumenter er levende væsner, de forandrer sig sammen med os …
Men jeg er fuldstændig sikker på, at der aldrig mere vil komme sådan nogle piger som de piger, der gik i krig i 1941. Det var den tid, hvor den ”røde” ide stod allerhøjest, endda højere end under revolutionen og Lenin. Deres Sejr overskygger stadig GULAG. Jeg elsker de piger uendelig meget. Men man kunne ikke tale med dem om Stalin, eller om at der efter krigen kørte tog til Sibirien med sejrherrerne, med dem, der ikke kunne tie stille. Resten vendte hjem og tav. Engang hørte jeg en sige: ”Frie var vi kun i krigen. Ved frontlinjen.”
Vores vigtigste kapital er lidelse. Ikke olie, ikke gas, men lidelse. Det er det eneste, som vi bliver ved med at udvinde. Jeg leder hele tiden efter svar på spørgsmålet: Hvorfor bliver vores lidelser ikke konverteret til frihed? Er de virkelig forgæves? Tjaadajev havde ret: Rusland er et land uden hukommelse, den totale amnesis rum, en jomfruelig bevidsthed hvad angår kritik og refleksion.
Men vi kan vælte os i stor litteratur …
1989
Jeg er i Kabul. Jeg ville ikke skrive mere om krig. Men nu er jeg i en rigtig krig. Et citat fra avisen ”Pravda”: ”Vi hjælper vores afghanske broderfolk med at opbygge socialismen.” Krigens mennesker, krigens ting er overalt. Det er krigens tid.
I går ville de ikke have mig med i kamp: ”Bliv på hotellet, lille De. Det er mig, der får balladen, hvis der sker Dem noget.” Jeg sidder på hotellet og tænker, at der er noget umoralsk ved at iagttage, hvordan andre udviser tapperhed og udsætter sig selv for fare. Jeg er her på anden uge og kan ikke frigøre mig fra den følelse, at krig er skabt af den mandlige natur, som jeg ikke begriber. Men krigens hverdag er storladen.
Jeg har opdaget, at jeg synes, at våben er smukke: automatgeværer, miner, kampvogne. Mennesket har tænkt meget over, hvordan man bedst kan slå et andet menneske ihjel. Den evige diskussion mellem sandhed og skønhed. Der var nogen, der viste mig en ny italiensk mine, og min ”kvindelige” reaktion var: ”Den er smuk. Hvorfor er den smuk?”
Jeg fik forklaret præcist og på militær facon, at hvis man kørte hen over minen eller trådte på den, sådan her … i den og den vinkel … så ville der kun være en halv spandfuld kød tilbage af det menneske. Her taler man om det unormale som om det er det normale, noget, der giver sig selv. Vi er jo i krig, ikke … Ingen går fra forstanden af at forestille sig, at lige der ligger et menneske på jorden, som ikke er dræbt af elementerne eller af skæbnen, men af et andet menneske.
Jeg så til, mens de var ved at laste en ”sort tulipan” (et fly, der flyver zinkkister med de omkomne til Rusland). De døde bliver tit klædt i gamle militæruniformer tilbage fra fyrrerne, dem med spidsbukser, men det sker, at der heller ikke er nok af den slags uniformer. Jeg hørte en soldat sige til en anden: ”De har lagt nye døde i køleboksen. Der lugter af gammelt ornekød.” Det vil jeg skrive om. Jeg er bange for, at de ikke vil tro på mig derhjemme. Vores aviser skriver om de venskabsalléer, som de sovjetiske soldater planter.
Jeg taler med de unge fyre, mange af dem er kommet frivilligt. De har bedt om at komme hertil. Jeg lagde mærke til, at de fleste kommer fra familier med uddannelse – børn af lærere, læger og bibliotekarer – med andre ord, bogmennesker. De havde en oprigtig drøm om at hjælpe det afghanske folk med at opbygge socialismen. Nu ler de ad sig selv. Jeg fik lov til at se det sted i lufthavnen, hvor hundredevis af zinkkister stod og skinnede gådefuldt i solen. Den officer, der fulgte mig, kunne ikke beherske sig og sagde: ”Måske står min kiste også der … måske skal jeg ned i en af dem … Og hvad er det, jeg kæmper for her?” Så blev han forskrækket over sine egne ord: ”Det skal De ikke skrive.”
Om natten drømte jeg om de dræbte, de havde alle sammen overraskede ansigter: Hvordan er det gået til, at jeg er blevet slået ihjel? Er jeg virkelig blevet slået ihjel?
Sammen med nogle sygeplejersker besøgte jeg et hospital for civile afghanere, vi havde gaver med til børnene. Legetøj, slik, småkager. Jeg havde omkring fem plysbamser. Vi kom hen til hospitalet, det var en lang barak, af sengetøj var der kun et tæppe til hver. Der kom en ung afghansk kvinde hen til mig med et barn på armen, hun ville sige noget, i løbet af de ti år havde alle lært at tale en lille smule russisk, jeg gav barnet en bamse, og han tog den med tænderne. ”Hvorfor tager han den med tænderne?” spurgte jeg forbavset. Kvinden trak tæppet væk fra den lille krop, drengen manglede begge arme. ”Det er dine russere, der har bombet.” En eller anden greb mig, jeg faldt …
Jeg så, hvordan vores ”Grad”-raketter forvandlede afghanske landsbyer til pløjemarker. Jeg var også på en afghansk kirkegård, der var aflang ligesom deres landsbyer. Et eller andet sted på kirkegården stod en gammel afghansk kvinde og skreg. Jeg kom i tanke om engang i en landsby uden for Minsk, hvordan en zinkkiste blev båret ind i et huset, og moren hylede. Det var ikke et menneskeskrig og heller ikke et dyreskrig … Det lignende det, som jeg hørte på kirkegården i Kabul …
Jeg indrømmer, at jeg ikke blev fri med det samme. Jeg var oprigtig over for mine hovedpersoner, og de havde tillid til mig. Hver af os havde vores egen vej til friheden. Før Afghanistan troede jeg på socialismen med et menneskeligt ansigt. Jeg vendte hjem derfra befriet for alle illusioner. ”Tilgiv mig, far,” sagde jeg, da jeg mødtes med ham, – ”du har opdraget mig til at tro på de kommunistiske idealer, men det er nok én gang at se, hvordan de, der var sovjetiske skoleelever i går, og som du og mor underviser (mine forældre var lærere i provinsen), slår mennesker, de ikke kender, ihjel på fremmed jord, før alle dine ord bliver til støv. Vi er mordere, forstår du det, far!?” Min far gav sig til at græde.
Mange vendte hjem fra Afghanistan som frie mennesker. Men jeg har også et andet eksempel. Der, i Afghanistan, var der en fyr, der råbte til mig: ”Hvad kan du forstå om krigen, kvinde? Dør folk måske i krig som i bøger eller på film? Der dør de smukt, men i går blev min ven dræbt, han fik en kugle i hovedet. Han blev ved med at løbe ti meter mere og forsøgte at gribe sin hjerne …” Syv år senere elsker den selvsamme fyr, som nu er en succesrig forretningsmand, at fortælle om Afghanistan. Han ringede engang til mig: ”Hvad skal dine bøger til for? De er alt for uhyggelige.” Han var blevet et andet menneske, ikke den, jeg mødte midt i døden, og som ikke ville dø som tyveårig …
Jeg spurgte mig selv, hvilken bog om krigen jeg gerne ville skrive. Jeg ville gerne skrive om et menneske, som ikke skyder, som ikke kan skyde på et andet menneske, hvem selve tanken om krig bringer lidelse. Hvor er det menneske? Jeg har ikke mødt det.
1990-1997
Den russiske litteratur er interessant ved, at det kun er den, der kan fortælle om det enestående forsøg, det engang så enorme land har deltaget i. Jeg bliver tit spurgt: Hvorfor skriver De hele tiden om det tragiske? Fordi det er sådan, vi lever. Selvom vi bor i forskellige lande nu, findes det ”røde” menneske overalt. Som kommer fra det liv og har de erindringer.
I lang tid ville jeg ikke skrive om Tjernobyl. Jeg vidste ikke, hvordan man kunne skrive om det, hvilket værktøj man skulle bruge, og fra hvilken vinkel man skulle tage fat. Navnet på mit lille land, som var godt gemt væk et sted i Europa, og som verden nærmest ikke havde hørt noget om før, blev pludselig udtalt på alle sprog, og vi hviderussere blev til Tjernobyl-folket. Vi var de første, der kom i berøring med det ukendte.
Det stod klart, at der ud over de kommunistiske, nationale og nye religiøse udfordringer forude ventede os endnu frygteligere og mere totale udfordringer, som indtil videre var skjult for øjet. Der var noget, der åbnede sig på klem efter Tjernobyl …
Jeg kan huske, hvordan en gammel taxachauffør bandede frustreret over en due, der ramte bilens forrude: ”I løbet af en dag er der to-tre fugle, der slår sig ihjel. Og aviserne skriver, at situationen er under kontrol.”
I byens parker blev bladene revet sammen og kørt uden for byen, hvor bladene blev begravet. Jorden blev skrabet af de forurenede pletter og blev også begravet – jorden blev begravet i jorden. Tømmer og græs blev begravet. Alles ansigter var en lille smule vanvittige. En gammel biavler fortalte mig: ”Jeg gik ud i haven om morgenen, og der var noget, der manglede, en eller anden velkendt lyd. Der var ikke en eneste bi ...
Man kunne ikke høre en eneste bi. Ikke én! Hvad? Hvad foregår der? Næste dag fløj de heller ikke ud, og heller ikke næste dag igen … Bagefter fik vi at vide, at der havde været en eksplosion på atomkraftværket, og det lå lige i nærheden. Men i lang tid vidste vi ikke noget. Bierne vidste det, men vi gjorde ikke.” Avisernes information om Tjernobyl bestod udelukkende af militære ord: eksplosion, helte, soldater, evakuering …
KGB arbejdede på selve kraftværket. Man ledte efter spioner og sabotører, der gik rygter om, at ulykken var en aktion, der var planlagt af vestlige efterretningstjenester med det formål at underminere den socialistiske lejr. Krigsmateriel og soldater bevægede sig i retning af Tjernobyl. Systemet fungerede militært, ligesom det plejede, men en soldat med et helt nyt automatgevær var en tragisk figur i denne nye verden. Det eneste, han kunne gøre, var at optage store doser radioaktiv stråling og dø, når han kom hjem.
For øjnene af mig forvandlede det før-tjernobylske menneske sig til Tjernobyl-mennesket.
Man kunne ikke se, røre eller lugte den radioaktive stråling … Det var en på samme tid kendt og ukendt verden, der omgav os. Da jeg tog til zonen, fik jeg straks at vide, at man ikke måtte plukke blomster, ikke måtte sætte sig på græsset og ikke måtte drikke vand fra brøndene … Døden skjulte sig overalt, men nu var det en anden slags død. Den havde en ny maske på. Et andet væsen. Gamle mennesker, som havde overlevet krigen, blev igen evakueret. De så op mod himlen og sagde: ”Solen skinner … der er ingen røg, ingen gas. Der bliver ikke skudt. Skulle det virkelig være krig? Og alligevel skal vi være flygtninge.”
Om morgenen greb alle sultent efter aviserne og lagde dem straks skuffede fra sig igen – der var ikke blevet fundet nogen spioner. Der blev ikke skrevet om folkefjender. En verden uden spioner og folkefjender var også en fremmed verden. Noget nyt var begyndt. Tjernobyl umiddelbart efter Afghanistan gjorde os til frie mennesker.
For mig blev verden udvidet. I zonen følte jeg mig hverken som hviderusser, russer eller ukrainer, men som repræsentant for en biologisk art, som kunne udslettes.
Det var to katastrofer, der faldt sammen: en social – det socialistiske Atlantis sank i havet – og en kosmisk – Tjernobyl. Alle var bekymrede over imperiets fald, folk var urolige over deres hverdag og tilværelse, hvad skulle de leve for, og hvordan skulle de klare sig? Hvad skulle de tro på? Hvilke faner skulle de nu melde sig under? Eller skulle de lære at leve uden nogen store ideer? Det sidste var ukendt for alle, for sådan havde vi endnu aldrig levet. Det ”røde” menneske stod over for hundredevis af spørgsmål, og han gennemlevede dem i ensomhed. Han havde aldrig været så ensom som i frihedens første dage. Rundt om mig var folk rystede. Jeg lyttede til dem …
Jeg lukker min dagbog …
Hvad skete der med os, da imperiet faldt? Før var verden opdelt i bødler og ofre – det var GULAG – i brødre og søstre – det var krigen – og i vælgere – det var teknologien og den moderne verden. Før var vores verden også opdelt i dem, der var spærret inde, og dem, der spærrede andre inde, nu går opdelingen mellem slavofile og tilhængere af Vesten, mellem landsforrædere og patrioter. Og så mellem dem, som kan købe, og dem, som ikke kan købe. Det sidste er, efter min mening, den mest grusomme prøvelse efter socialismen, for indtil for nylig var alle lige. Det lykkedes ikke for det ”røde” menneske at træde ind i det frihedens rige, som han tidligere havde drømt om i sit køkken. Rusland blev delt uden ham, han sad tilbage med ingenting. Fornedret og plukket. Aggressiv og farlig.
Hvad jeg har hørt, når jeg har rejst rundt i Rusland …
- Vores samfund kan kun moderniseres ved hjælp af tvangsarbejdslejre og henrettelser.
- En russer ønsker egentlig ikke at være rig, han er endda lidt bange for det. Men hvad ønsker han så? Han ønsker altid det samme: at der ikke er andre, der bliver rige. Rigere end ham selv.
- Ærlige mennesker finder man ikke her hos os, men der findes helgener.
- Vi kommer ikke til at opleve generationer, som ikke har fået prygl: En russer forstår sig ikke på frihed, han har brug for kosakken og pisken.
- De to vigtigste russiske ord er krig og fængsel. Man stjæler, har det sjovt og ryger i spjældet … så kommer man ud igen og ryger i spjældet igen …
- Livet i Rusland skal være ondt og elendigt, for så løfter sjælen sig, den erkender, at den ikke hører til i denne verden … Jo mere snavset og blodigt, jo mere plads får sjælen …
- Vi har hverken kræfterne eller den nødvendige form for vanvid til at lave en ny revolution. Vi mangler kurage. Russerne har brug for en ide, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen …
- Sådan dingler vores liv frem og tilbage mellem galehuset og fængselsbarakken. Kommunismen er ikke død, liget lever.
Jeg vil driste mig til at sige, at vi har forpasset den chance, vi havde i 90’erne. På spørgsmålet om, hvilket land vi ville have – et stærkt eller et værdigt, hvor det er godt for mennesker at leve – valgte vi det første: et stærkt. Nu er det igen magtens tid. Russere kæmper med ukrainere. Med vores brødre. Min far er hviderusser, min mor er ukrainer. Sådan er det hos mange. Russiske fly bomber i Syrien …
Håbets tid er blevet erstattet af frygtens tid. Tiden er rullet tilbage … Tiden er secondhand.
Nu er jeg ikke sikker på, at jeg er færdig med at skrive historien om det ”røde” menneske.
Jeg har tre hjem: min hviderussiske jord, min fars fædreland, hvor jeg har levet hele mit liv; Ukraine, min mors fædreland, hvor jeg er født; og den store russiske kultur, som jeg ikke kan forestille mig at leve uden. De er mig alle sammen dyrebare. Men det er svært i vores tid at tale om kærlighed.
Copyright: Nobelstiftelsen 2015
Oversat af Trine Søndergaard
Stærkt !