En ny forpligtelse over for verden

Det danske litteraturår 2015 fortæller den store historie om tabt uskyld og en virkelighed, der gradvist melder sig med ubønhørlig realitet
Carsten Jensen

Carsten Jensen

19. december 2015

Set her fra slutningen af året er det som om litteraturen på bare én sæson har ændret sig grundlæggende fra en tilstand af uskyld og private undersøgelser til en ny forpligtelse over for verden. Som om verden har vendt vrangen ud, og litteraturen derfor har bevæget sig fra det mindste og nære til det største og fjerne. Sikkert ikke mindst fordi store skelsættende begivenheder som de store flygtningestrømme til Europa og terroristiske angreb på vores hovedstæder sætter sig mentale spor hos forfatterne.

I den sammenhæng åbnede foråret nærmest i en uskyldstilstand, hvor intet var for småt eller privat til at blive til litteratur. Ina Munch Christensen debuterede særegent og sitrende med romanen Nielsine om en ung kvinde i krise, venskaber, køn og identitet. En anden debutant, Liv Sejrbo Lidegaard, skrev digtsamlingen Fælleden med en poetisk hyldest til menneskets forbindelse med naturen og til hinanden. Signe Gjessing sendte med sin anden digtsamling Blaffende rum nænnende alt læseren på en rejse i en kosmisk uendelighed, mens Katrine Grünfeld derimod i Stormskader skrev stærkt om en uperfekt mor og om kampen for retten til at være den, man er, og skæve, finurlige Adda Djørup landede en ny samling noveller, Poesi og andre former for trods, om ganske almindelige menneskers hverdage, der løftes af særlige øjeblikke og hændelser og mystiske begivenheder.

Senere på året i den boldgade så man titler som Ida Holmegaards debutroman Emma Emma med en lille og spinkel historie om en kvinde, forelskelser og venskab hen over en sommer. Og man så Cecilie Linds gurleske langdigt Strunk, der går tæt på kroppen og handler om selvopholdelsesdrift på en legende og rastløs måde. At skrive tæt på kroppen og ud fra en nær erfaringsverden kendetegner en stor del af årets unge litteratur. Men at det var et rent kvindeligt anliggende at skrive sådan, var derimod en stor misforståelse. Mændene fulgte fint trop. Rolf Sparre Johansson skrev digtsamlingen Søvn, om hvor hårdt det er at blive far, mens Bue P. Peitersen skrev digtsamlingen Black box om at forelske sig i en sexarbejder. Daniel Dalgaard Larsen leverede med digtsamlingen Spejlkamel en form for barndoms- og ungdomserindringer, mens Caspar Eric skrev langdigtet Nike.

Det knækprosaagtige fejrede sit fornyede indtog i dansk litteratur, hvor trivielle, hverdagslige oplevelser gøres til litteratur, og hvor den højlitterære metafor er forbudt adgang. I Caspar Erics tilfælde sker det i en særegen diktion eller rytme, som ikke umiddelbart lader sig efterligne. Det ligner ikke litteratur, men er en ny måde at skrive på, som er med til at flytte grænserne for det litterære. Og den udgivelse var samtidig kulminationen på den inspiration, der havde pågået dansk litteratur fra amerikanske digtere som Mira Gonzales, hvor man er digter i en virkelighed, hvor det liberalkapitalistiske samfund er blevet til et eksistentielt grundvilkår.

Kønnet litteraturdebat

Et andet ord for tidens bestræbelse på at tage afsæt i den egen lille erfaringsverden gjorde med ordet ’navlebeskuende’ fornyet karriere i den danske litteraturdebat i foråret. Kvinden bag var litteraten Mette Høeg, der i et debatindlæg i Weekendavisen anklagede en stor del af den danske nutidslitteratur for at lide under kvindelige forfattere, som insisterer på et kedsommeligt krops- og kønsfokus og lider af en piget selvoptagethed. Dermed var scenen sat for årets heftigste litteraturdebat.

I bagklogskabens ulideligt klare skær er det indlysende, at der var noget om snakken om, at dele af den danske samtidslitteratur er for lille og selvoptaget, men selve den måde, anklagen blev fremført på, var groft forenklet og skete helt uden mellemregninger og på baggrund af dårlige litterære læsninger af de enkelte værker. Høegs indlæg fremtvang imidlertid en række interessante indlæg, fremfor alt Christina Hagens essay »Hvert køn, sin karikatur« i Information og Cecilie Linds kronik »Selvfølgelig må jeg være vred« i Politiken, men dybest set efterlod debatten én med fornemmelsen af, at den blev fremført i fraværet af en helt anden og vigtigere debat.

Umiddelbart forud for Høeg var gået Peder Frederik Jensens essay i Information »Jeg ønsker mig en mindre snobbet romankunst« med en appel om en litteratur, der kigger bredere ud. På mange måder var Peder Frederik Jensens kritik af en indadvendt litteratur til fordel for en verdensvendt og socialt orienteret litteratur ikke fuldstændig ulig den kritik, Mette Høeg fremførte, men den blev ført uden samme skingre kønsforagt. Karakteristisk for de litterære debatter fik det mest skingre også mest opmærksomhed; ikke desto mindre var debatterne et tydeligt tegn på, at litteraturen og kritikken igen gradvist blev rettet mod samfundet og engagementet.

Undervejs var der udkommet en række markante romaner, der nok havde rod i den jegdyrkelse, som Høeg havde kritiseret, men som udgjorde en kvalitativ forskel fra de øvrige forårsudgivelser. Det gælder Stine Pilgaards vellykkede roman Lejlighedssange, hvor forfatteren med sarkasmens muntre tone får skrevet en kollektivroman om de mennesker, der befolker en andelsforening. Kamilla Hega Holst skrev På træk, en stærk bog om en kvindes deroute, og Kirsten Hammann skrev en af sine mest vellykkede romaner, nemlig Alene hjemme, hvor hun kulturkritisk hudfletter hele selvhjælpsbølgen og får tegnet et sort og morsomt portræt af vores jagt på lykken. Olga Ravn romandebuterede med Celestine om en ung kvindes indre kamp med sorg og vrede. Metaforerne stak af fra romanen, som aldrig blev rigtig vellykket, men som alligevel var klasser over så meget andet, der skrives i disse år.

Bogen viste også, at autofiktion ikke er forsvundet fra den litterære dagsorden i 2015, men det er, som om den har fundet sig mere naturligt til rette blandt de forskellige litterære tendenser. Eller også er det bare blevet åbenlyst, at meget litteratur er autofiktion.

Den litterære skammekrog

Litteraturen består aldrig af én strøm og bevægelse, er aldrig et entydigt fremskridt. Derfor er det værd at fremhæve, at Tove Ditlevsen med flere genudgivelser og et udvalg af klummer i år blev hevet ud af den litterære skammekrog, fordi hun i det uklare felt mellem realisme og modernisme til stadighed inspirerer nye generationer af forfattere. Nutiden er litterært set aldrig kun et afgrænset nu, men skal også ses i sammenhæng med, hvilke klassikere der hives frem og sættes i scene i en ny kontekst.

2015 satte også nye politiske skel i det litterære miljø. Angrebet på Krudttønden og den jødiske synagoge i København førte sammen med det brutale drab på flere medlemmer af redaktionen af satiremagasinet Charlie Heb-do i Paris til en genopblusning af ytringsfrihedsdebatten og bragte ny splittelse blandt danske forfattere og førte til fraktionering og krise i Dansk Pen. Krisen gentog sig i endnu stærkere grad i Amerikansk Pen i forbindelse med deres tildeling af en ærespris til det franske satiremagasin og stribevis af udmeldinger fra foreningen.

Et tema, der fyldte hos forfatterne, var flygtningestrømmen. Thomas Boberg var, lige før den store strøm op gennem Europa tog til, taget til Calais i Nordfrankrig, hvor han for Information i to store reportager skrev om den selvbestaltede flygtningelejr »The Jungle«. I de forgangne uger har Madame Nielsen fyldt spalterne med sine grænsevandringer, hvor hun har fulgt flygtningestrømmens veje op gennem Europa og givet det ny form. Og i Østrig skrev den tidligere nobelprismodtager Elfriede Jelinek et nyt teaterstykke om flygtninges vilkår, der nåede til Danmark i november. Anne Lise Marstrand-Jørgensen blev via sin rolle i Venligboerne og tilstedeværelse i medierne et vigtigt symbol på en ny humanisme og forfatterengagement til fordel for en anden politik i forhold til flygtninge – et engagement som flere forfattere blev inspireret af. Samtidig udgav hun sin store historiske roman Dronningen af Saba & Kong Salomon.

Prosaen står utrolig stærkt i hele 2015. Som året skrider frem, bevæger vi os i prosaen fra det nære til den store historie. Yderpunkterne kunne her være Ina Munch Christensens Nielsine fra en lille trist dansk hverdag og så Carsten Jensens forrygende roman Den første sten, hvor konsekvensen af det at være i krig og krigens nye komplekse verdensbillede afspejles direkte i romanformen.

I virkeligheden blev det udadvendte prosafokus allerede i midten af april intoneret af Kim Leine, der som optakt til sin nye roman i essayet »På vej mod ny episk roman« slog et effektivt slag for den lange romanform. Efterfølgende beviste forfatteren i den historiske roman Afgrunden om første halvdel af det tyvende århundrede og dens krige skildret gennem to brødre, hvordan man skriver dæmonien frem.

Carsten Jensens og Kim Leines to store murstensromaner om krigen vil stå tilbage som centrale litterære begivenheder i 2015. Blandt de øvrige hovednumre inden for prosaen fra sommeren og sidste halvdel af året må Harald Voetmanns historiske roman Syner og fristelser om benediktinermunken Othlo af St. Emmeram og hans rejse mod en sandere verden nævnes sammen med Ida Jessens uforglemmeligt smukke portræt af en kvinde i Thyregod i starten af 1900-tallet i romanen En ny tid. Ursula Scavenius har med fortællingerne Fjer begået en stærk debut, der indvarsler indslaget af noget fremmed i dansk prosa. Et par herrer har også gjort sig bemærket i år, henholdsvis Ib Michael, der har stået bag en stærk genkomst med romanen En anden sol, og Niels Lyngsøs encyklopædiske roman Min ukendte bror om køn, kærlighed og menneskelig længsel. Her sidst på året har han fået følgeskab af Jens Smærup Sørensens stærke roman Feriebørn om en barndom, man aldrig helt slipper fri af, og ikke mindst Dorrit Willumsen, der med romanen Nær og fjern har skabt et helt forunderligt univers af eksistenser, der længes efter kærlighed og at nå den anden, uden at det aldrig helt lykkes. Den verden har hun fanget i det mest fantastiske og flygtige sprog. Romanen vil stå tilbage måske som dette års største litterære bedrift.

På de indre linjer er det markant, når to af efterkrigstidens største forfattere går bort. Klaus Rifbjerg døde i april og Tage Skou-Hansen i november. Begge var store samtids- og samfundsskildrere, som på hver deres måde har sat sig dybe spor i dansk litteratur og efterfølgende præget generationer af forfattere. Især Rifbjerg har været normgivende for et dansk modernistisk litteratursyn. Mens Tage Skou-Hansen desværre ikke har udgivet i flere år, så udkom posthumt i foråret Rifbjergs novellesamling Besat med en samling nye noveller om besættelsestiden sammen med vedvarende rygter om, at der stadig ligger en del færdige manuskripter i pengeskabene på hans to forlag Gyldendal og Tiderne Skifter.

Syd for grænsen døde i år også både Günter Grass og Siegfried Lenz, der begge har præget dansk litteratur og litteratursyn. De fire forfattere repræsenterede især et stærkt samfundsengagement og en litterær tradition, hvor den nyere historie tydeligt afspejles i de litterære værker. Med deres bortgang slutter på en måde også en æra, samtidig med at der levnes bedre plads til andre typer litteratur og måder at reflektere samfundet på.

Andre genrer

I dette fokus på prosaen forsvinder en række andre genrer let. Selvfølgelig har der også været vægtig poesi i året. Først og fremmest slog Bjørn Rasmussen alle omkuld med den stærke samling digte MING, mens Ursula Andkjær Olsen var tilbage i vanlig sort stil med bogen Udgående fartøj. Også Thomas Boberg gjorde sin Hesteæder-trilogi færdig, ligesom der var nyt stort værk af Klaus Høeck, Legacy, og Marianne Larsen var igen stærkt repræsenteret med Hændelser i stresset melankoli. For nu blot at nævne nogle af de bedste værker.

I den mere formelle prosa vendte Jonas Rolsted tilbage med sin anden bog, Abandon Green Language, hvor han på grænsen mellem prosa og poesi får optegnet hele den poetiske tænknings felt.

Essaybogen har det stadig svært, men der var gode essays af Jens Christian Grøndahl med det smukke Europa-essay Hjemme i Europa, som samtidig var et rørende portræt af forfatterens mor. Den gode essayist Niels Frank var også på banen med essaysamlingen Tristhedens historie, som var en række portrætter af forskellige karaktertyper, der fremstilles med stor præcision.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Stine Pilgaard

Ina Munch Christensen

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu