Læsetid: 5 min.

Nyt magasin sætter fokus på kvindehistorie

Det nye magasin Historiskan vil slå et slag for ’ligestillet historieskrivning’. Det populærvidenskabelige bidrag til kvindehistorie falder på et tørt sted, omend man skal være varsom med at ville bruge historieskrivning til bestemte formål – hvor fornuftige de formål end er
Et af det svenske magasin Historiskan stærkeste bidrag er en artikel om kvindefodboldens historie fra det 19. århundrede og frem. Damefodbold tiltrak et stort publikum som her, hvor kvindehold i 1912 spillede i Tottenham for fulde tribuner.

Getty Images

15. december 2015

Det Tredje Rige og Den Kolde Krig, seriemordere og videnskabsmænd, korstog og svundne imperier. De populærvidenskabelige historiemagasiner kører i båndsløjfe med de samme temaer pakket ind i larmende skør, skør verden-æstetik og fiktionsefterlignende fortælleteknikker, som også anvendes i visse typer skolebøger for at gøre historien »levende«. Det fupagtige udtryk og den begrænsede underholdningsværdi forstærkes af, at historien i disse magasiner – i endnu højere grad end inden for disciplinen generelt – stort set udelukkende befolkes af mænd. Altså en slags historieforfalskning.

Et nyt magasin har vendt den bøtte på hovedet og vedkender sig – modsat mainstreamhistorieskrivningen, når den påstår universalitet – at have anlagt et helt bestemt perspektiv på historien: Malmö-initiativet Historiskan er »Sveriges första kvinnohistoriska tidning«. Fuld af damer af alle køn og seksualiteter.

En sjælden gave

Efter en succesrig crowdfunding-kampagne lander første nummer af Historiskan i handlen den 15. december med ambition om fire årlige numre i samme glatte og visuelle format som de traditionelle populærvidenskabelige magasiner, omend væsentligt mindre ugebladskaotisk i layoutet (og tak for det). Historien er i det første nummer befolket af blandt andet kvindelige pirater, bryster gennem kunsthistorien, den republikanske 1700-talsfilosof Mary Wollstonecraft, og dykes, trannies & queers omkring Stonewall 1969.

Et af de stærkeste bidrag er en artikel om kvindefodboldens historie fra slutningen af det 19. århundrede og frem; her kunne man sagtens have brugt langt mere plads på at udfolde detaljerne om personligheder som Nettie Honeyball, der grundlagde Englands første fodboldklub for kvinder i 1894, og om f.eks. hvordan damefodbolden blev modtaget i offentligheden – ud over at den tiltrak et stort publikum. Her knap fire måneder efter det 11. nordiske kvindehistorikermøde måtte afholdes i Stockholm, fordi der ikke var institutionel opbakning i Danmark til det planlagte værtskab, er det en sjælden gave at få et magasin som Historiskan i hænderne lige ovre fra nabokvarteret Malmø.

Selv om en lang række af de danske pionerer inden for faget såsom Birgitte Possing, Bente Rosenbeck og Jytte Larsen nyder international og nordisk anerkendelse, bliver kvindehistoriske bidrag til disciplinen fortsat systematisk marginaliseret i Danmark. Det er et tab for fagligheden her til lands, at pionerarbejder som f.eks. 1991-antologien Søg – og I skal finde. Veje til kvinders historie i arkiver og samlinger ikke er fast pensum på historiestudierne.

Alt er langtfra bedre i Sverige – den slags nationalstatsromantiske forestillinger er generelt meningsløse – men det er ingen tilfældighed, at et magasin som Historiskan kommer derfra. Mange historikere og historiestuderende fra Danmark har de sidste årtier holdt deres faglighed og netværk i live ved at krydse Øresund.

Kvindelige forbilleder

Det første nummer af Historiskan læner sig imidlertid stærkere op ad en ligestillingsfeministisk dagspolitisk tradition end ad kvinde- og genushistoriens nybrud. Både i valg af temaer og perspektiver. Redaktør Eva Bonde taler i sin leder om behovet for »kvinnliga förebilder i historien«, og om »jämställd historieskrivning« som et vigtigt skridt mod »et jämställt samhälle«. Det giver sig bl.a. udtryk i en indholdsmæssig prioritering, hvor mainstreamhistoriens mandlige arketyper er erstattet af kvindelige ditto. Det har bestemt sin berettigelse at rykke ved forestillinger om køn i fortiden (og nutiden) ved at fortælle om kvindelige soldater i mandeklæder, kvinder i tjeneste på piratskibe, samuraiklassens kvinder, kvindelige magthavere i det mongolske kejserdømme, den første arabiske kvindelige pilot, marokkanske Touria Chaoui, og rekordindehaveren Gertrude Ederle, der svømmede fra Frankrig til England i 1926. Men det får paradoksalt nok også Historiskan til at minde en hel del om de etablerede populærvidenskabelige historiemagasiner. Man kunne også overveje helt at overlade historieskrivning gennem ’helte’ til mainstreamhistorien.

 Det første nummer af Historiskan læner sig imidlertid stærkere op ad en ligestillings-feministisk dagspolitisk tradition end ad kvinde- og genushistoriens nybrud. Både i valg af temaer og perspektiver

Totalitært selskab

Den destabiliserende effekt, der ligger i at vise, at kvinder altid – og mod alle odds – har kunnet gøre sig gældende på samme områder som mænd, stabiliserer i samme åndedrag de herskende samfundsstrukturer, hvor bestemte handlinger, egenskaber og positioner vurderes som mere (minde)værdige end andre.

Hvem kvalificerer som forbilleder, og hvem dømmes til fortsat glemsel? Og hvad sker der med historiefagligheden, hvis opbyggelighed – hvor mangfoldigt dette end forstås – bliver et kriterium for, hvordan historien skal skrives? Historiskan lægger op til at bruge historieskrivningen til at tjene et bestemt formål. Det lyder muligvis mindre foruroligende, hvis man er enig i det formål – i dette tilfælde »et jämställt samhälle« – men ikke desto mindre er det en historieforståelse, der, hvor udbredt den end er, trækker på det totalitære.

Museumsdirektøren ved Kvinnohistoriskt museum, Maria Perstedt, skriver i sin klumme i det første nummer af Historiskan:

»Kanske bör vi ställa oss frågan: Vilken historieskrivning behövs för att forma det samhälle vi vill ha, nu och i framtiden?«

Det er ikke vanskeligt at indse, hvor behovet for at stille det spørgsmål kommer fra. Men det er en farlig leg at ville bruge historieskrivning strategisk til at forme nutiden og fremtiden. Her kommer man i selskab med alt fra den franske stat, der i starten af 2000’erne indførte krav om, at de ’positive’ sider ved kolonialismen skulle gives mere plads i historieundervisningen for ikke at puste til vreden hos medborgere med migrationshistorie knyttet til f.eks. Algeriet, over Stalin, der ville udrense sine politiske modstandere med tilbagevirkende kraft, til VK-regeringen, der i 2008 ville have »fortrolighed med dansk kultur« skrevet ind i historiefagets formål. En ting er, at måden historien fortælles på, altid påvirker nutid og fremtid, og at historieskrivning derfor har politisk karakter i sig selv. Noget andet er, hvad der sker med historieskrivning, når den eksplicit spændes for bestemte politiske dagsordener.

Store forventninger

Kvindehistorie er en lang og vidt forgrenet tradition, der til stadighed udfordrer den øvrige historieskrivning med nye indsigter, modfortællinger og perspektiver, og bidrager med udvikling af nye metoder til historiefaget som disciplin. Et medie, der i glittet kortform kan formidle noget af alt dette til en bredere skare, falder på et tørt sted i disse år. Det er videnskabeligt og politisk problematisk – og helt unødvendigt – at legitimere Historiskan ved at frame det som redskab til konkrete dagspolitiske interventioner. Forhåbentlig skal ordene om historieskrivning i fremtidens tjeneste forstås mindre som programerklæring og mere som begejstring over, at det er lykkedes at få søsat projektet, og som udtryk for store forventninger til betydningen af et populærvidenskabeligt kvindehistorisk magasin. Det er da også helt på sin plads, og Historiskan vil med garanti finde sultne læsere også på denne side af Sundet.

Første nummer af ’Historiskan’ udkommer den 15. december og kan købes på i kiosker og i boghandlere i Sverige eller på www.historiskan.se

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ikke brug for anden historieskrivning end den vederhæftige, sande og ubesmykkede, lille De. Og ikke brug for vil-ha af andet samfund end det som en sådan befordrer.
Virkeligheden er at mænd har domineret udadvendt, progressiv aktivitet i civilisationen i mands minde og kvindes med.
Dette er udgangspunktet for enhver relevant diskussion deraf, men måske det eneste formål er at underholde og sælge ...?
Om klassiske eksempler på faglitterært opsat skønlitteratur (Carlos Castaneda, Georges Adamski etc...) så er skønlitteratur eller svindel er en smagssag, men 'det foregik ikke som beskrevet. så meget kan siges. .