Læsetid: 7 min.

Overbærenhedsteatret

Når flygtninge vandrede, og miljøet blev sjoflet, væltede kvinderne ud af sminkerummene. Teateråret 2015 bød i hvert fald på stærke følelsesforestillinger med stædig kampgejst og femipower
Medfølelsen brænder igennem i Teatret Zeppelins forestilling ’Under Haady’s skjold’ om fem flygtningebørn.

Anders Rimhoff

21. december 2015

2015 var ikke kun det store, smertefulde flygtningeår rundt om i Europa og på togstationer og motorveje i Danmark. Det var også flygtningeår i teaterrepertoiret.

Børneteatret førte an. Stærkest var Under Haady’s Skjold på Teatret Zeppelin på Vesterbro. Her havde dramatikeren og instruktøren Mie Brandt skabt en historie om fem børn, der tilfældig mødes undervejs væk fra krigen. Vi fik ikke at vide, hvorfor de var blevet væk fra deres voksne, men vi fandt da ud af, at en af dem havde været barnesoldat – og at en anden havde set familien blive dræbt ...

Så fulgte vi ellers disse fem børn på deres farlige vandring i mørket – uden mad og uden penge.

En af dem havde et Europakort og havde hørt, at landet Danmark har en dronning, der er god ved børn. Så derfor traskede de nordpå … Ind og ud mellem nogle træstammer, som scenografen Johanne Eggert fik forvandlet til hegn og højhuse og lastrumsspær undervejs.

Forestillingen spillede for de syv-14 årige, der blev stille på tilskuerrækkerne.

Og fordi forestillingen faktisk endte i et asylcenter ved Frøslevlejren, så kunne børnene også pludselig forstå, hvad vi skal være med til at give disse børn, som kommer så forfærdeligt alene. Hvis vi altså vil …

Asylangst

Koreografen Ingrid Tranum Velasquez fulgte efter med dokumentardanseforestillingen Vi ses Rafiq-e-man for kompagniet Next Door på Københavns Musikteater. Denne forestilling var udsprunget af nogle danseworkshops, som Ingrid Tranum havde afholdt i flere asylcentre.

Og hun havde fået to uledsagede teenagere til at være med i forestillingen – en 17-årig dreng fra Syrien, som fik opholdstilladelse undervejs i prøveforløbet og en 17-årig pige fra Rusland, som blev sendt tilbage til Rusland et par dage efter, at forestillingen var slut.

Disse alt for tidligt voksne børn lod til at være parate til at danse hvad som helst, hvis de bare fik lov til at blive her i Danmark.

Det var frygteligt at se deres angst, men også opløftende at se dansens kraft og poesiens nødvendighed for dem. De havde jo haft mareridt hver eneste nat, siden de flygtede hjemmefra.

Bare en firkant

Voksenteatret fulgte efter med forestillingen Rose på Team Teatret i Herning. Teksten var en stedløs og universel fordanskning af en tekst af den walisiske dramatiker Hywell John fra 2011.

Og den var en eksistentiel tolkning af flygtningens uhelbredelige traumatisering – og flygtningebørnenes næsten umulige forsøg på at forhindre forældrenes smerte. Her var det en far, der var flygtet til landet med sin kone og sin datter. Men konen døde, og så sad han alene med datteren, som han slet ikke kunne tage sig af.

Den unge instruktør Anja Behrens og scenografen Mie Riis havde ladet forestillingen foregå på en enorm, sort kube, der lå midt på scenen i en masse jord.

Faderen lå på toppen af kuben i undertøj og traumatiserede øjne, mens datteren knoklede rundt nede i jorden. Og langsomt begyndte man at forstå konsekvenserne af de krænkelser, som faderen havde været udsat for i sit hjemland og under sin flugt. For han havde besluttet sig for at udslette sin egentlige identitet i forsøget på at beskytte sig selv og datteren mod yderligere misbrug.

Men resultatet var desværre også, at han ikke længere vidste, hvem han selv var – og at datteren ikke kunne få lov til at lære hans fortid at kende. Det var råt.

Åbent teater

For mig var disse tre flygtningeforestillinger nødvendige teaterafspejlinger af den ustyrlige og desperate situation i Europa. Her blev jeg præsenteret for den flygtningevirkelighed og den umenneskelighed, som min fantasi og min avislæsning ikke magter at skabe alene.

Men selvfølgelig var der meget andet teater, der også var vigtigt og vellykket. Og fysisk legende og betagende og bevidsthedsudvidende omkring, hvad det vil sige at være menneske i verden lige nu.

Teater V’s forestilling Rød kanin, hvid kanin skabte en sjælden magnetisme mellem performer og publikum, simpelthen fordi hverken performeren eller vi andre vidste, hvad der skulle ske.

Handlingen stod nemlig i et manuskript i en kuvert, som denne performer skulle åbne og læse op af. Og sådan vil det også være ved hver eneste forestilling på turneen det kommende forår, for selvfølgelig kan hver ’engangsperformer’ kun bruges én gang i dette koncept.

Teater Momentums Lige om lidt bliver alting meget sjovere viste sig til gengæld at være en forrygende teaterpoetisk danseforestilling, hvor Lone Hørslevs digte om hverdagens tvivl løftede sig og blev til en legende flugt med længsel og lokken omkring en slikbod i et ingenmandsland. Uden forklaring eller forherligelse. Og uden fordomme.

Kongelige kroner

Netop denne kunstneriske åbenhed var velgørende i et teaterår, hvor teaterpolitikken ellers hovedsagelig har budt på et begrænset teatersyn med nedskæringer og forringelser. Det Kongelige Teater får størst støtte og skal derfor også skære mest. Men selvfølgelig kan 50 mio. kr. ikke spares væk, uden det går ud over ’kerneydelserne’, som det hedder i det sære, kulturministerielle djøf-sprog …

’Kerneydelserne’ skal åbenbart forstås som ’forestillingerne’. Men det holder ikke, for forestillingerne skabes jo af nationalscenens mange afdelinger tilsammen.

Derfor virker det også så kortsigtet, at Scenografisk Værksted nu nedlægges, og at scenografier åbenbart fremover skal produceres ’ude af huset’; som om hovedstaden vrimlede med scenemalere med ekspertise i bagtæppeperspektiv.

Lige så slemt er det, at Det Kongelige Teaters Balletskole fremover vil opkræve forældrebetaling. Hele 1.870 kr. om måneden skal det koste for en elev at gå på skolen. Det strider mod hele princippet med at lade statslige kunstneruddannelser være gratis. Det vil formodentlig også begrænse antallet af ansøgere til skolen, nu hvor balletskolen ellers har brugt så mange penge på at få flere elever ved at skabe satellitskoler i Odense og Holstebro – og talentcentre i Sønderborg, Aarhus, Esbjerg og Hjørring.

Den nuværende bestyrelse og ledelse har dog ikke valgt at se på balletskolens samlede danserproduktion. Der går omkring 110 elever på skolen, men der optages kun et-tre nye dansere i kompagniet hvert år. Til gengæld hyres der udenlandske dansere i stribevis. Mon ikke der kunne spares penge ved at mindske dette elevspild i stedet for?

Cool kvinder

Ser man på mikroteatret – altså projektteaterforestillingerne, som egentlig kun skabes på vilje og banklån – så var der flere lysende teateroplevelser. Da teatret Five Feet Tall spillede Mit mørke på Bådteatret, blev forestillingen et stærkt møde med en frivillig, dansk sygeplejerske i Hitlers Tyskland – som en vellykket dramatisering af Peter Tudvads bog.

Da teatret Powerplay sammen med Teater V på Husets Teater spillede klimaforestillingen No Planet B, lykkedes det for skuespillerne Maibritt Saerens og Sidsel Agensø at bruge teatret som en kunstnerisk undersøgelse af det dilemma, de fleste af os føler: Vi ved, at vi burde handle mere aktivt mod miljøproblemerne, men alligevel spiser vi en burger og går op i et fly …

Og da teatret Frit Fald sammen med Teater Grob viste feminismeforestillingen Hår på den, blev forestillingen ganske vist kun en begrænset hyldest til samfundets behandling af kvinder i dag her 100 år efter kvindernes stemmeret.

Til gengæld blev forestillingen en forrygende fremvisning af feminin performerhumor af mest uforfængelige slags – med Tilde Maja Frederiksen som macho-brutalis med overskæg og Barbie-prinsesse i samme shorts. Aldeles uimodståeligt!

Her var noget af det ukuelige, feminine dødsdromspil, som også prægede Tove, Tove, Tove med Sort Samvittighed på Skuespilhuset. Elisa Kragerup havde omsat Tove Ditlevsens sortsynspoesi til en tordnende kraftfuld dødslængselsforestilling for fem kvinder med skrigblå mascarastriber – og en brud, hvis brudeslør blev hamret i væggen med søm. Så kunne hun lære det. Måske.

Ligesom de seks, kække skuespillere i Lillys Danmarkshistorie, som Teatret Fair Play og Folketeatret har sendt rundt på turné med abortstatistikker og ’Smilende Sussi’ som opmuntringsmelodi.

Apokalypse

Men hånden på hjertet: At dømme efter de replikker, der har sat sig i min erindring, så er det Peter Asmussens to forestillinger, der blev til mine personlige teaterfavoritter i 2015.

Først Det Der eR på Husets Teater, hvor Karen-Lise Mynster spillede kvinden, der sidder i Østberlin lige inden Murens fald i 1989 og skriver breve til den danske mand, som hun er blevet stormende forelsket i. Fordi denne monolog viste et helt kvindeliv og en komplet sjæledrøm om den store kærlighed – udtrykt af en nærmest urørlig kvinde på en stol i et sort rum i Simon Stahos kompromisløst nøgne iscenesættelse. Det var drama i den allermest intense form.

Og for et par uger siden blev jeg så overmandet af replikkerne i Asmussens stykke Soli Deo Gloria, hvor menneskeheden skildres og ydmyges og elskes i 12 usammenhængende scener.

Asmussens beske ord på Betty Nansen Teatret sidder stadig som sorte silhuetter i min hukommelse – sat fast med vulkaniseringsklister i Thomas Bendixens iscenesættelse og Julian Juhlins apokalypseverden af sorte bænke og et dødt træ. Og alligevel var der en helt ny overbærenhed, som lagde sig over hele forestillingen som et overrumplende bud på forsoning.

Måske er det netop overbærenheden, der skal være teatrets bidrag til en forståelse af de makabre politiske strømninger i 2015. Året, hvor ordet ’flygtningestrømme’ blev årets ord – men hvor ’befolkningskløft’ og ’politikerlede’ lige så godt kunne have været det.

Overbærenhedsteatret var det, der skulle til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har du nogensinde hørt om Taterkorpsets: 'I Afghanistan skyder man med vandpistoler', der i al ubemærkethed har trukket fulde huse - med god grund - på snart alle kaserner i landet og i masser af teaterforeninger igennem de sidste par år (sågar opført i uddrag på Operaen og i fuld længde på Stærekassen i selveste København, skrevet og spillet af kvinder?