Læsetid: 6 min.

’Vi redder ikke liv, men det er fandeme også vigtigt at lave Alice i Eventyrland’

På Refshaleøen ligger Scenografisk værksted, hvor Det kongelige Teaters scenografier tænkes, tegnes og bygges. Men 1. august nedlægges værkstedet, og arbejdet udliciteres til private. Information er taget på besøg for at forstå, hvad der laves, og hvad det betyder, at det forsvinder
I de 11.500 kvadratmeter haller i Scenografisk værksted arbejder snedkere, smede, tapetserere og malere side om side og i samarbejde med scenografer og instruktører på at lave scenografier til Gamle Scene, Skuespilhuset og Operaen. Nu skal værkstedet nedlægges.

I de 11.500 kvadratmeter haller i Scenografisk værksted arbejder snedkere, smede, tapetserere og malere side om side og i samarbejde med scenografer og instruktører på at lave scenografier til Gamle Scene, Skuespilhuset og Operaen. Nu skal værkstedet nedlægges.

Ulrik Hasemann

29. december 2015

To piger er i fuld gang med at male en kæmpe metaldør. De står på stiger, mens de spraymaler, dupper og kaster med maling for at få det helt rigtige rustne udtryk. Ved siden af dem ligger en stor halvkugle i flamingo.

»Alle, der arbejder her, er ansat på et teater. Vi er ikke ’bare’ smede eller malere. Vi fortæller historier. Som den der flamingoting derovre,« forklarer David Drachmann, mens han peger på den hvide halvkugle. «Det er ikke bare flamingo. Det er tepotten fra Alice i eventyrland, og det kalder vi den. Ligesom snedkerne aldrig bare ville kalde en kasse en kasse. Det er en voldgrav.«

Information er taget til Refshaleøen for at besøge Scenografisk Værksted, hvor David Drachmann er teatermaler. Det er her i de 11.500 kvadratmeter haller, at snedkere, smede, tapeserere og malere side om side og i samarbejde med scenografer og instruktører arbejder på at lave scenografier til Gamle Scene, Skuespilhuset og Operaen. Det er på en af de scener, metaldøren, de to piger maler, og tepotten, David Drachmann fortæller om, bliver til rekvisitter i en større scenografi.

Sådan har det været siden 2006, hvor den enorme bygning blev indrettet til samme formål, men snart er det forbi. Det Kongelige Teater skal spare 50 millioner årligt fra 2016 og de næste fire år, og en måde at gøre det på er ved at lukke værkstedet.

Bygningen er ikke blot 400 meter lang, der er også 25 meter til loftet. En lang metaltrappe fører til etager, der er bygget ind i det enorme rum og prydes af helvægsvinduer, der sender store mængder lys ind.

»Der foregår en krydsbefrugtning mellem håndværker og kunstner her,« fortæller David Drachmann, da han tager imod os i receptionen.

Sammen med endnu en teatermaler, Rasmus Brandt, og scenograf Christian Friedländer, vil han tage os igennem arbejdsprocessen i værkstedet. Vi føres op ad den lange metaltrappe, mod etagerne, der fører til kæmpe haller. Som en labyrint i flere etager. Hele kulisseproduktionen foregår her, helt fra ideen opstår hos en instruktør eller scenograf, til den færdige kulisse er klar til at blive sat op.

I det første rum vi havner i står en model af scenografien til Alice i Eventyrland, som skal køre på Gamle Scene næste jul. Det er i dette rum, det hele starter. Ideerne bliver formet og tegnet af et produktionshold og ud fra det bygges en model.

»Det er lidt dystert, at det sidste vi går i gang med, er Alice i Eventyrland,« siger Rasmus Brandt, og de andre nikker. »Men det er også et godt eksempel på, hvordan arbejdet i et hus som dette er en organisk proces,« forklarer David Drachmann, mens han skiller modellen ad og forklarer en masse teknisk om ben, der skal males på et sort bagtæppe.

»Præcis,« siger Christian Friedländer. »Det er et konkret eksempel på, at man som scenograf kan komme med en svær opgave og så vide, at de kan varetage opgaven her. Det giver tryghed, at jeg kan gå direkte ind med en stofprøve til en maler, der så ved, hvad jeg vil have. Tingene bliver bedre, fordi der er tid til at tale sammen, lege og tænke.«

En organisk proces

Fra modelrummet vi står i, kører vi op med en elevator med plads til en 40 fods container. Alle scenografier skal kunne klappes sammen og pakkes i sådan en, så kan de komme ind på alle scenerne. Fra elevatoren går vi gennem enorme haller, der ligger i forlængelse af hinanden og har forskellige formål. Mod smedjen, som er næste skridt på vejen fra idé til færdig kulisse.

»Hey, godt du er her, husk at nyde det, så længe det varer,« råber en mand, da han passerer os.

Christian Friedländer nikker mod ham. Sådan er det meget. I hvert et rum, vi træder ind i, bliver der hilst. Alle kender alle. Og netop det er en af de ting, der er så vigtige i arbejdet, forklarer Christian Friedländer.

»De folk, der er her, kender huset og hinanden ind og ud. Der er et enormt godt samarbejde, som skaber en organisk proces. Som scenograf ved jeg hele tiden, hvem der gør hvad og hvorfor. Den tryghed frygter jeg vil forsvinde nu,« siger han.

I smedjen bygges en god tung konstruktion, der kan bære scenografien, herefter ryger det videre ind i snedkerrummet ved siden af, hvor man bygger oven på konstruktionerne.

En duft af træ og savsmuld fylder rummet mens fire fyre bærer på et kæmpe stykke udskåret træ. »Det er labyrinten til Alice i Eventyrland,« udbryder David Drachmann. »Når den er færdig her, kommer den ind til os, og så maler vi lidt flotte blade på den.«

Når David Drachmann siger ’os’, betyder det teatermalerne. Det er dem, der maler labyrinter, døre eller bygger tepotten som Hattemageren i Alice i Eventyrland skal hoppe ud af.

Det er dem, der er med til at skabe rekvisitterne, så scenografien bliver som ønsket. Med lukningen af værkstedet frygter både Rasmus Brandt, Christian Friedländer og David Drachmann, at man må gå på kompromis med kunsten, fordi man mister den »samhørighed«, der er på værkstedet, hvor alle arbejder sammen og knokler for det bedste resultat. I fællesskab.

»Når de forskellige dele af scenografien, laves forskellige steder, skal alt udspecificeres, og det kommer til at skabe en ekstremt kontrolleret proces i modsætning til her, hvor der er tid og mulighed for at fejle, blive klogere og lave om,« siger Christian Friedländer og uddyber: »I fremtiden vil den første gang, man ser sin scenografi i det rigtige format, være når den står på scenen, og der ikke er mulighed for at ændre på noget. Det er en katastrofe.«

Han forklarer, at der altid er ting, der skal ændres og rettes, når man ser det færdige resultat. Og netop det fører os videre til det næste rum: Montagesalen.

Montagesalen virker større end alle de andre, fordi den er tom. Her opsætter man hele scenografien, så alle kan se den i det rigtige format, før den sættes ind på teatret. På den måde kan både smede, snedkere, malere og scenografer se hvad, der virker, og hvad der ikke gør.

Nuancer af sort

Det sidste rum er det største. Vi skal op ad en snørklet trappe, før vi træder ind i malersalen. 70 meter lang fra ende til anden, og med plads til at man kan sprede seks bagtæpper til Gamle Scene ud på gulvet.

På gulvet står to personer og maler et gigantisk bagtæppe, der skal ligne en kæmpe betonmur.

»Det ser tilfældigt ud, men det er det ikke,« forsikrer Rasmus Brandt mig og fører os op ad en lille vindeltrappe og op på en bro. Herfra kan man kigge ud over hele malersalen og de forskellige projekter, der ligger på gulvet.

»Jeg kender ingen steder, hvor man har den her mulighed for at se det hele oppefra,« siger Christian Friedländer, mens vi kigger ud over det, der nede på gulvet mest bare lignede grønlige nuancer på et lagen, men som heroppefra faktisk ligner en betonmur.

Da jeg kravler ned ad de mange trapper, går gennem de store haller og forlader Scenografisk Værksted er det med følelsen af at forlade en hel verden, jeg ikke anede eksisterede. Hvor det ikke er mærkeligt at diskutere, hvilken nuance af sort, der skal bruges, eller have lange snakke om en tepotte. For som David Drachmann forklarer: »Vi er en hel flok nørder samlet under et tag her. Det kan virke tosset, når mine børn spørger, hvad jeg har lavet i dag, og jeg svarer, at jeg har diskturet, hvordan en kæmpe tepotte, skal laves. Vi redder ikke liv, men det er fandeme også vigtigt at lave Alice i Eventyrland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helene Kristensen

Sådan er det overalt ude i virkeligheden. Alle mulige gode mennesker, med alle mulige vigtige funktioner, bliver fyret og deres arbejde lægges på private hænder. Når så det private alligevel ikke kan klare opgaven med det overskud som det private kræver - går man bare fallit og overlader det til det offentlige at betale dyrt for at redde "forestillingen". Så er politikerne glade og de har igen sparet en masse penge, som kan sendes til EU for at redde forestillingen der.

Estermarie Mandelquist, Niels Duus Nielsen, Tue Romanow og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Man taler så meget om rationalisering, men i realiteten er der tale om accept af sjusk og ringe arbejde for at spare nogle penge - men til hvad?

odd bjertnes og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Det er jo til skattelettelser, Steffen!
Er du klar over, hvor mange penge, der skal spares for at fjerne/lette topskatten?
"U ain't seen nothing yet!" - Ultraliberal Alliance skal til at støbe kugler sammen med de "ansvarlige" radikale og deres "nødvendige" reformer og K's grundskyld + lidt mere velfærds-"slagtning" sammen med DF, V og måske S?
Hvis du og andre tror, at det er "slemt" nu, så bare vent - det går kun hurtigere, når "kuglen" løber ned ad skråplanet!

Estermarie Mandelquist og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Nu er det jo rigtigt morsomt at inddrage "Alice in Wonderland". Især da den er skrevet at en person samtidigt med at vedkommende havde fuldtidsbeskæftigelse ved siden af.

Man bør altid, når man går fra at eje til at 'lease', eller privatiserer som det hedder i den offentlige servicering (herunder så marginale fænomener som statsscenens kulisser), om man kan leve med kvalitetsforringelser, først formelle, hen ad vejen uomtvisteligt reele.
Grundlæggende er det tosseri af en stat at 'udlicitere' ! Det er tungt at få hevet i land igen senere, fortrydelsen før eller siden er så sikker som unge Lykketofts karriereplan, men der er vitterligt INGEN i det private erhvervsliv som tilgodeser samfundsinteresser før egne. Ej heller deres ansatte. Privatisering af offentlige services er at sætte ræve til at passe høns - ræve med uendelige netværksmidler til advokater. Emnets primære problem er muligvis den blotte evne hos en beslutningstager til at kunne tænke tanken,
...... men det er vist et affaldsprodukt af et humant 'artskarakteristika' :-)