Læsetid: 7 min.

Hvad er det så, I vil?

Danmark er Europas Vollsmose. Ligesom ghettoernes underklasse tror, at man kan deltage i velfærdssamfundet uden at droppe de mest arkaiske vaner og springe ud i verdsligheden, sådan tror flertallet af danskere også, at man kan inkassere fordelene ved EU uden at integrere sig i fællesskabet med alt, hvad det indebærer af gensidig forpligtelse
Vi har det Europa, vi fortjener, mener forfatter Jens Christian Grøndahl, der undrer sig over, hvor frygten for at miste mere til EU, end vi vinder, kommer fra, når historien siden 1972 vidner om det modsatte.

Rune Aarestrup Pedersen

8. december 2015

Sejrherren sagde det meget klart efter folkeafstemningen forleden. Ifølge Kristian Thulesen Dahl var EU-forbeholdene den pris, de etablerede partier i sin tid måtte betale for, at vores nej til Maastricht-traktaten efterfølgende kunne konverteres til et ja. Et lunkent ja, en forbeholden tilslutning til et unionsprojekt, som flertallet af danskere aldrig har villet fuldt og helt.

Flertallet vil helst stå med et ben uden for det europæiske samarbejde. Flertallet vil hellere leve i et parallelsamfund. Et overvældende antal danskere synes at have de åndelige paraboler indstillet på drømmen om et Danmark, der ikke findes længere. Man ved godt, at man bor i Europa, man ved også godt, at man er borger i en globaliseret verden, men man vægrer sig mod at tage konsekvensen. Danmark er Europas Vollsmose. Ligesom ghettoernes underklasse tror, at man kan deltage i velfærdssamfundet uden at droppe de mest arkaiske vaner og springe ud i verdsligheden, sådan tror flertallet af danskere også, at man kan inkassere fordelene ved EU uden at integrere sig i fællesskabet med alt, hvad det indebærer af gensidig forpligtelse.

Har Thulesen Dahl så også ret i, at ja-partierne bør revidere den hidtidige Europa-politik? Er det på tide at gøre op med den tværpolitiske konsensus, der tilsiger, at Danmark skal placere sig stadig mere centralt i det europæiske samarbejde? Er det ikke en arrogant blindgyde, Kristian Jensen forskanser sig i, når han defensivt henholder sig til det eksisterende forlig? Graver udenrigsministeren ikke kløften endnu dybere mellem Christiansborg og den vrangvillige befolkning? Det er ikke til at vide. Thulesen Dahl og Pernille Skipper bliver jo aldrig noget troværdigt match, og deres vidtløftlige fortolkninger af vælgernes nej afspejler blot deres respektive politiske dagsordener.

Det virker barokt, at vælgerflertallet tilsyneladende foretrækker den meget omtalte parallelaftale om Europol – alle krydser fingre – selv om det i heldigste fald vil betyde, at Danmark bliver præsenteret for et fait accompli frem for at øve indflydelse på udformningen af fremtidens politisamarbejde. Hvad skal man mene? Et nej er så meget sværere at tolke end et ja. Hvor mange stemte nej til det hele? Hvor mange stemte blot nej til at afgive suverænitet på netop retsområdet? Hvor mange var alene imod, at regeringen havde bundtet Europol-samarbejdet, som alle gerne vil have, sammen med en lang række yderligere tiltag plus muligheden for, at et folketingsflertal ville kunne forlænge listen uden at spørge vælgerne først?

Det er tid til selvransagelse. Der er et indlysende behov for, at både danske politikere og forvalterne af EU-systemet spørger sig selv, hvordan man kan bringe samarbejdet i bedre overensstemmelse med de europæiske borgere. Alle os, der skal forestille at nyde godt af unionen, og som for alt for manges vedkommende aldrig har følt sig mere fremmedgjorte. Men der er også behov for, at vi danskere vender blikket indad og tager en hard talk med hinanden.

Se ud over vores eget flæsk

Mens dette skrives, hujer vinden om hushjørnet. Den flår i vinduernes hasper og får presenningen på stilladset længere henne ad gaden til at blafre og smække uheldssvangert. Man siger til sig selv, at det er normalt for årstiden, men det urolige vejr fører alligevel en dybere uro med sig. I ugerne omkring folkeafstemningen har den ene storm efter den anden hærget gennem Danmark, og deres gode danske navne formår ikke at narre os. Der er noget nyt og fremmed over det vejr, synes man, og tænder for nyhederne, hvor alverdens ledere er samlet i Paris for at gøre noget ved den globale opvarmning. Selv Den Europæiske Union er for klejn til dén udfordring, for der kommer ikke nogen løsning, uden at alle anerkender den fælles nødvendighed og forpligter sig, giver afkald, bringer ofre.

Sådan er det med ethvert samarbejde, enhver aftale, vi ved det. Vi danskere ved det måske bedre end så mange andre. Inde i hjertekammeret på ’den danske model’ lever en viden om, at det er i alles interesse at bøje sig mod hinanden. På nationalt plan har solidaritet og kompromisvilje bragt os vidt. I fagbevægelsen ved man det. Hver enkelt lønmodtager afgiver noget af sin individuelle suverænitet for til gengæld, med fællesskabets styrke, at kunne sælge sin arbejdskraft på de bedst mulige vilkår. Men hvorfor er det så svært at se fidusen i at gennemføre den samme øvelse, som nation, i det europæiske samarbejde? Hvorfor er så mange danskere så bange? Hvorfra kommer den indgroede frygt for at miste mere, end vi vinder, når historien siden 1972 ret beset vidner om det modsatte? Når vores økonomi og skæbne nu engang står og falder med Tysklands? Er det stadig spøgelset fra 1864? Den frygtsomme, indadvendte danskheds nærsynede provinsialisme? Eller er vi bare så lykkelige i al vores velfærd, med alle vores luksusproblemer, at vi har svært ved at se ud over vores eget flæsk?

Svaret blæser i vinden, og voldsom er den. Vindstød af orkanstyrke er blevet et hverdagsfænomen. Der går flygtninge på motorvejen. To tredjedele af alle indbrud begås af udlændinge. Det ene slagteri efter det andet bliver lukket, og medarbejderne sendt hjem, fordi det bedre kan betale sig at køre svinene over grænsen. Og så er der terrortruslen. Jeg var i Paris for et par uger siden og stod en aften i den tavse menneskemængde ved havet af blomster og lys foran La Belle Équipe. En ganske almindelig fortovscafé i et ganske almindeligt kvarter. Hvornår sker det i København? Man kan ikke lade være med at tænke tanken og forbyder i samme åndedrag sig selv at tænke videre.

Det er ikke alle problemer, der kan løses af EU. Det er slet ikke alle problemer, der kan løses, og somme tider ligner EU en del af problemet snarere end en del af løsningen. Hverken over for eurokrisen eller flygtningekrisen har den europæiske respons ligefrem været en opvisning i solidaritet og handlekraft. Over for den russiske bjørn ligner det den rene striptease, ambivalente som vi er i vores vaklen mellem interesser og idealer. Skal vi ikke bare ofre Ukraine? Ser man på det forløbne års opvisning i europæisk afmagt og lammelse, kan det godt undre én, at nejsigerne endnu en gang fik fremstillet EU som en almægtig mastodont, der kommer og tager os, hvis vi ikke stemmer hælene i. Sandheden er jo, at EU i lang tid har bevist sin svaghed snarere end sin styrke. Er konklusionen at lade projektet sande til af sig selv?

Flygtningestrømmen, den grænseoverskridende kriminalitet og den islamistiske terrortrussel vil være de samme. Hver dag æder de sig ind på vores suverænitet, ledsaget af frygt og rådvildhed. Hver dag kapitulerer vi en lille smule med vores stækkede handlekraft og kortsynede desperation. Ville det ikke være mere suverænt at investere suveræniteten i europæisk sammenhold, sådan som vi gennem Danmarkshistorien har stået sammen indadtil, når det var vigtigt nok?

Også i Europa er løsningerne på de fælles udfordringer en politisk afvejning, endda en kamp, om man vil. Der findes både et rødt og et blåt Europa. Herhjemme stejler venstrefløjen, når EU vil liberalisere økonomien yderligere, hvorimod de borgerlige afskyr bare tanken om den sociale union. Samarbejdets farve er ikke givet på forhånd, afgørelsen er politisk. Den er med andre ord op til borgerne i de europæiske nationalstater. Vi har det Europa, vi fortjener.

EU og offermyten

Demokratiet kom sydfra sammen med de tanker og værdier, der har gjort tilværelsen udholdelig også i Danmark: det enkelte menneskes værdighed uanset hudfarve, kultur og religion, ligeberettigelsen mellem mænd og kvinder, friheden til at tænke og udtrykke sig uden frygt. En civil, urban kultur uden kasket eller præstekrave. Den franske revolution var blandt de første politiske forsøg på at virkeliggøre Oplysningstidens ideer, men revolutionen druknede i blod, og da Napoleon tog over, forstenede frihedsdrømmen i imperiebyggerens megalomani. Reaktionen blev de nationalstater, der efter Wienerkongressen dannede rammerne om kontinentets langsomme demokratisering. Det var tysk romantik over for fransk universalisme, rødder over for rettigheder, folkelighed og Heimat over for den liberale individualisme. Vores egen Grundtvig er et eksempel på det europæiske paradoks, at vi fortrinsvis har været universalister indadtil. Det blev med nationen som horisont, at først bønderne, så arbejderne og endelig også kvinderne kom til at tage del i den politiske proces, og siden har ’nation’ og ’demokrati’ været synonymer.

Når man lytter til nejsigerne, er det en tilbagevendende oplevelse, at beslutningerne efterhånden tages for langt væk, og at Bruxelles bestemmer for meget. Følelsen af at være herre over sin egen skæbne rækker åbenbart ikke længere end til Kruså. Over for EU har man en selvforståelse, som om man var ofre eller potentielle ofre for en overmagt hinsides vores indflydelse. Det ville være for let at affærdige offermyten som et udslag af provinsiel paranoia. Det ville også være omsonst, nejsigerne fik jo deres vilje. Men hvad er det så, I vil?

Paradokset ved det demokratiske underskud er jo, at unionen aldrig vil få mere legitimitet, end vi giver den. Ritt Bjerregaard satte med veloplagt hån fingeren på det ømme punkt, da hun engang omtalte Folketingets europæiske pendant som et »Mickey Mouse-parlament«. Selvfølgelig er nationalstaterne kommet for at blive, selv om der i 1989 var fem minutter, hvor behjertede intellektuelle troede noget andet. Selvfølgelig tænker vores politikere nationalt, også i Bruxelles, det er jo ikke dér, de skal vælges. Men hvis vi mener noget med fælles løsninger på de fælles udfordringer, bliver vi også nødt til at give vores folkevalgte mandat til det i stedet for at trække i nødbremsen, hver gang det bliver alvor.

Hvis mistilliden til dem virkelig er så stor, vil det ikke være nok at melde os ud af EU. Så er det politik som sådan, man vender ryggen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • uffe hellum
  • Kurt Lindy Hansen
  • Erik Nissen
  • Gorm Lerche
  • Jørgen M. Mollerup
  • Michael Rasmussen
  • Niels P Sønderskov
uffe hellum, Kurt Lindy Hansen, Erik Nissen, Gorm Lerche, Jørgen M. Mollerup, Michael Rasmussen og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor er det så svært at forstå, at vi gerne vil samarbejde med vores naboer, men vi vil ikke underkaste os.

Steffen Gliese, Finn Thøgersen, Janus Agerbo, Alan Strandbygaard, Lilli Wendt og H.C. (Hans Christian) Ebbe anbefalede denne kommentar

Tør øjnene, det er ikke verdens undergang, vi har ikke meldt os ud af EU. Nejet betyder bare at vi som hidtil har vores retsforbehold, En dag vil ja-sigerne sikkert takke nej-sigerne, fordi de sagde nej. Bare tænk på euroen. Bare fordi man har meldt sig ind i et fællesskab er det jo heller ikke det samme som, at man skal sige ja og amen til alt. Specielt ikke hvis et fællesskab udvikler sig i en retning man ikke er enig i.

Finn Thøgersen, Janus Agerbo, Alan Strandbygaard og Lilli Wendt anbefalede denne kommentar

Endnu et surt opstød, her fra Jens Christian Grøndahl...
Men forfattere har jo også mange evner i retning af fiktion. Sejrherren var ikke et politisk parti - eller 2 - det var folket, der gerne ville have et ord med, når de næste beslutninger i EU og i det hele taget, bliver truffet!
EU har været en skuffelse for mange, nøjagtigt som folketingsvalgets resultat, der bringer Danmark tilbage 30-40-50 år i forhold til forurening og udvikling.
Jens Christian Grøndahl er tydeligvis en af ja-sigerne, som i fuldt alvor mener, at velfærdssamfundet er intakt og velkørende. Men han mærker det måske heller ikke, der hvor han er.
Det kunne være rart at høre lidt mere fra nej-sigerne - og her mener jeg ikke de politiske partier!

Jan Pedersen, uffe hellum, Janus Agerbo, Alan Strandbygaard, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Sikke et stinkende menneskesyn, det ligger til grund for denne artikel...
Både over for menneskene I Vollsmose og Nej-sigerne.

Tag en tudekiks eller rejs til et land, hvor den demokratiske sko ikke trykker så hårdt på ligtornene...

Jan Pedersen, Torben Selch og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
H.C. (Hans Christian) Ebbe

Der er da vist én der har misforstået det demokrati vi har besluttet stadigvæk skal være gældende i Danmark...

Taberne blev folket, der i strømmen af propaganda er blevet narret til at tro, at demokrati alene baserer sig på stemmeurner.
Danmark har med nationalromantisk pensel malet sig op i et hjørne, hvor det eneste vigtige er at være DANSK. Jeg vægrer mig ved at tro, at f.eks. de tyske socialdemokrater helt blindt mener, at alt, hvad EU-kommissionen barsler med er brillant. Jeg mener at vide, at der i de fleste EU-lande hersker politiske kampe om statsmagten og om eu-politikken, som på demokratisk vis udkæmpes med bl.a. det mål, at forholdene i Europa skal være gode. Jeg vil tro, at der blandt EU's 501.000.000 ikke-danskere er en del kvalificerede kritikere af TTIP, Af EU-Kommissionen, af EU-domstolen osv. Faktisk så synes jeg, at jeg tydeligt kan læse af hvad man på de forskellige politiske arenaer og i de politiske tidsskrifter rundt omkring i EU skriver, at man er laaangt mere kritiske, laaaangt mere konstruktive, laaaangt mere fællesskabsstræbende end jeg kan se nogen være i Danmark. De er der måske, men de er i al fald ikke synelige: De kritiske, konstruktive, fremadskuende. Hvad vi har er brokkehoveder, bagstrævere, nationalromantikere - som tilsyneladende lever i et komplet informationsvakuum, der er det væsentgliste tankegods til opretholdelsen af mantraet 'det er ikke vores skyld' det er eu's skyld. Ach Leute ihr seid erbärmlich!

Glenn Lynge Andersen, Jørgen Wassmann, Bent Gregersen, Herdis Weins og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Det er ret interessant, at der faktisk var masser af Ja-sigere, der var i tvivl helt op til afstemningen. Dette viser, at ligesom der er Nej-sigere, der er i tvivl, så er der Ja-sigere, der er i tvivl. Dette er noget, som helt glemmes i debatten her efter afstemningen. Rent faktisk betyder dette, at der er meget større tvivl i befolkningen om Danmarks rolle i EU, end det fremgår af medier og fra politiker og ekspertside.

Der går i øjeblikket en kold vind gennem Europa med store højredrejninger, der i høj grad bunder i den dårlige håndtering af finanskrisen kombineret med en manglende vilje til regulering af finansmarkedet og skattelytænkning, og også nu i den konstaterede uvilje til samarbejde om flygtningestrømme og migration. EU har masse arbejdsløshed og working-poors. Sydeuropa er økonomisk næsten hægtet af EU, Tyskland er i knæ pga. flygtningestrømme, England distancerer sig, og herhjemme døjer vi med social dumping, etc. Løsningerne står ikke ligefrem i kø og der er en meget udtalt tendens til at sende problemerne videre fra land til land. Når så Ja-sigerne hævder at Danmark vil få indflydelse på beslutninger ved bordet - vi skal bare overlade al magt til EU, ja, så er det som at sætte en letmatros i en robåd, der skal sikre at Titanic kan nå at ændre kurs.

Den danske befolkning er ikke dum, men tøvende. Vi opfører os pænt og bidrager til kassen, men vi ønsker ikke at afgive vores sidste ret af selvbestemmelse til skiftende regeringer (som endnu ikke kendes) og til et EU, som endnu ikke har vist at det ved hvilken by, det vil bo i, og som på for dårligt grundlag skabte euroen i blind tillid til at "problemer klarer vi nok hen ad vejen". Et EU, der endnu ikke har vist at det kan forbyde skadelige kemikalier, eller magter at lave landbrugsreformer. Et EU, der med de åbne arbejdstager-regler er med til at skabe social dumping og dårlige arbejds- og sikkerhedsforhold for arbejderne, et EU, der accepterer at virksomheder groft udnytter tilskudsordninger og flytter virksomheder fra land til land på grund af disse, og et EU der mangler at fremvise løsninger over for finanskrisens ofre.

Når man ser på aldersfordelingen af Ja-Nej-stemmerne, så er det interessant, at de unge stemmer nej, mens de gamle stemmer ja. Dette er noget, der bør undersøges.

Personligt mener jeg det er forståeligt, at mere end halvdelen af borgerne er skeptiske over for de politikere, der stod for DONG salget, for dagpengereformen og sygedagpengereformen m. tilhørende akutpakker og håndvask, og for Offentlighedsloven. I tillæg er der erfaringer fra Euroen, salget af TDC, og diverse personsager. Det er meget forståeligt, at man som borger ønsker at kunne anvende en nødbremse og vælge et andet folketing m. tilhørende ændringer af lovgivning, når man kigger på disse skræmmende eksempler.

Om afstemningen i øvrigt kan jeg kun sige, at Grundloven har sejret!

Jørgen Wassmann, Jan Pedersen, Niels Duus Nielsen, Søren Rehhoff, Torben Selch, Anne Boye, Janus Agerbo, Ann Thomsen, Anne Eriksen, Brian Jensen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar

Uden Danmarks tætte binding til EU'en havde vi i dag været på røven. Bare tænk på den spekulation, der for et år siden blev rettet mod den danske valuta.

Glenn Lynge Andersen og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar

JA - hvad er det så I vil?

Det har jeg ikke fået noget svar på i den ovenstående kommentarer.

Nej-partierne burde tilpligtes i fællesskab at skrive et nyt grundlag for Danmarks EU-politik - og sætte dette forslag til folkeafstemning.

Glenn Lynge Andersen, Lars Dahl og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar
Keld Albrektsen

Hvad vi vil?
Det er jo et frygteligt bredt spørgsmål, men jeg vil da gerne komme med et par bud:
- Vi vil have politikere, der i det mindste forsøger at føre den politik, de lovede os i valgkampen.
- Vi vil have politikere, der ikke lyver for os.
- Vi vil have politikere, der kan forklare os, hvorfor vi skal stemme for deres forslag, helst uden at skræmme os med alverdens ulykker.
- Vi vil have politikere, der svarer på det, de bliver spurgt om, i stedet for at snakke udenom med en remse, de har forberedt.
- Vi vil have politikere, der samarbejder for alles bedste, og ikke bare for deres egne interesser.
... jeg kunne godt blive ved, men det er vist ikke nødvendigt...

Jan Weis:
Det er allerede sat i værk ;-)
http://rokokoposten.dk/2015/12/06/eu-kommissionen-vil-udpege-nyt-dansk-f...

Steffen Gliese, Jan Pedersen, Niels Duus Nielsen, Jan Weis, Lilli Wendt, Mihail Larsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Kurt Lindy Hansen

Grøndahl har vel ret i, at flertallet af danskere ikke ønsker at integrere sig i fællesskabet, så sammenligningen med Vollsmose er ikke helt ved siden af. Men det gør ondt, kan man forstå på kommentarerne.

Hvad med et ordentligt valg ?
Det er mig fortsat fuldstændigt ufatteligt at de bærende politiske partier tør satse vores deltagelse i kritiske EU-institutioner og måske den generelle bevægelse mod fuld integration i det europæiske fællesskab, på en pervers parodi på et demokratisk valg.
Det er venligt at kalde mulighederne 3. dec. et valg mellem pest og kolera, men ganske rammende.
Nej'et var dumt og frygtsomt med uoverskuelige konsekvenser. Ja'et, apatisk underkastelse med uoverskuelige konsekvenser.
At det lykkes at få, hvad,, >70% - af stemmeberettigede danskere til faktisk at foretage dette valg, på et tvivlsomt oplyst grundlag, vil gå over i historien som en af de mere bemærkelsesværdige demokratiske fadæser.

Men Keld, ...

de punkter, du nævner, er der vel ingen, der er uenig i. De er ganske almene, og burde være selvfølgelige.

Dét, jeg efterlyste, var nogle politisk substantielle og strategiske ønsker til en fremtidig Europa-politik, der kan forene teori og praksis.

Glenn Lynge Andersen, Lars Dahl og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar

Mihail Larsen
Du har igen spurgt hvad nej-sigerne vil.
For mit vedkommende ville det være et EU i flere tempi, gerne med Tyskland/Frankrig der holder hinanden i skat i forkromede udgave.

Jeg ville hellere knytte Skandinavien sammen, som vi har været før, og have en handelsaftale med EU. Jeg mener helt klart at med et skandinavisk Norden - på økonomisk, kulturel, handel, udenrigspolitik og delvis-fælles militærsamarbejde, stadigvæk kan arbejde på global åbenhed og samtidig ønsket om at bevare vores gode egnstræk. Skandinavien bør være - især på det velfærdsmæssige - en stærk modpol til det centrale EU (tyskland/frankrig ) og sydeuropæiske model.
Skandinaviske Norden - skulle igen markere sig ultra stærkt på fredsbevarende udtryk og indædt frabedelse af deltagelse i krige uden FN opmuntring.

Skandinavien Norden - skulle indgå i en samarbejdsaftale mellem Nato/Rusland - med henblik på udmeldelse/nedlæggelse af Nato. Også mht. opretholdelse af den gode orden der har været omkring Arktisk Råd.

En fælles nordisk grænseråd - som gør at Norden har fælles holdning til flygtning - og hjælper hinanden. Fællesskabet, eller mangel på samme, i det nuværende Europa/EU mht. at hjælpe Grækenland og Italien i en trængt situation, har været påfaldende og afslørende nationalistisk.

Skandinavien skulle stå for Fred og øget fokus på at hjælpe 3. lande med at komme op og stå - istedet for eksempelvis TTIP's protektionistiske lukkethed - hvor er 3. verden med der, Afrika f.eks.
Vi skulle have regler for GMO, kemikalier i fødevarer og andet, der desværre lader EU noget tilbage.

Nærværende er ikke gennemtænk og struktureret - bare strøtanker. Lokal forankret i orden, med global udsigt

uffe hellum, Keld Albrektsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

En nordisk union - er det et muligt alternativ til EU?

Det har været foreslået før og har bestemt et både rationelt* og sympatisk indhold. Men er det dét, Enhedslisten vil? I så fald undrer det mig, at det ikke er kommet frem.

Bortset fra det, så vil en sådan union kræve, at de involverede lande selv er interesserede. Ja, endnu nærmere: Kan der overhovedet skaffes flertal for en sådan idé bare i Danmark? Er der noget, der tyder på det?

En af de aktuelt påtrængende problemer, der i givet fald vil skulle tages stilling til ved dannelsen af en sådan union, er statsborgerskabet og flygtningeproblemet. Er der noget, der tyder på, at de nordiske lande (inclus. Færørerne, Grønland og muligvis Baltikum) vil kunne adoptere svenskernes politik på disse områder? Det er nok ikke gjort med 'udsigten'; det vil vel også kræve indbyrdes justeringer og harmonisering af den fælles politik (på mangfoldige områder) - og dermed i et eller andet omfang suverænitetsafgivelse?

Hvis forestillingen om en nordisk union imidlertid er dødfødt, så tjener det ikke noget fornuftigt formål at bruge den som 'alternativ' til EU. Det er kun at holde illusioner ved lige og bruge dem som undskyldning for at udskyde handling (praksis).

Men som sagt: Allerførst må vi vide, om det er, hvad Enhedslisten ønsker, og om de overhovedet vil kunne finde et flertal for ideen i den danske befolkning. Jeg mindes ikke at have hørt nogen af de politiske partier synge med på skandinaviske sange til deres årsmøder; men flere af dem føler sig ganske tiltrukket af engelsk-amerikansk folk- og rockmusik - selv Dansk Folkeparti.

Kunsten gennemfører sine egne meningsmålinger.

__________
* Den amerikanske retshistoriker, John Henry Merryman, tildeler i sin bog "The Civil Law Tradition" (Stanford 1969/1985) en særlig rolle til "the Scandinavian legal systems [som] are apart from both the civil law [der er dominerende på det europæiske kontinent] and common law tradition [der er fremherskende i England og USA]. For interesserede hurtiglæsere henvises til internettet under 'nordisk ret'. Man kan også læse nogle af mine publikationer, selv om det tager lidt længere tid.

En dag skal de "eurofile" aflægge etisk regnskab over for deres børn og børnebørn... Spørgsmålet er, hvordan de vil forsvare deres opbakning til en organisation, der er nepotistisk, antidemokratisk, og som har et helt kontinents fattigdom, samt destruktion af miljøet på samvittigheden?

@Jan Weis:
Jeg tror, man skal passe på med at sige det til eliten - for så har vi en dag politi og militær på gaden i arbejderkvartererne, der pløkker os (befolkningen) ned... Det er jo fordelen (altså for eliten) ved den stigende segregering, at de lettere undgår at ramme deres egne. Var det ikke tæt på 70 % der stemte ja i Gentofte, mens det var tæt på 70 % der stemte nej i Brøndby og Hvidovre?

Dennis,
Du må have øjnene fulde af blår, eller tænke meget lavt om dine efterfølgere, hvis du tror at EU udgør det største grundlag for kritik fra fremtidige generationer.

@Torben Selch

Jeg tror ikke, vi kommer ud af EU, så det næstbedste er at flytte den progressive politik og idealet om lokaldemokrati ind i EU.

De dyder, du kalder nordiske er vistnok en slags højskole-socialdemokratisk konservatisme fra midten af sidste århundrede. Segmentet findes, men vi er ikke flertallet af danskere. Vi er dinosaurer, og vi er i mindretal.

Danskerne må og skal forstå, at det demokratisk set er spild af tid at kæmpe om nationaløkonomi og flygtningepolitik og militær strategi i det lokale byråd. En optimistisk fremtid ville være, at vores segment kan etableres indenfor et europæisk parti, og ikke som landsbypartierne S og O og SF.

Landsby-dyderne har stor værdi for mange af os, og de skal forhandles i EU, ikke ved gadekæret eller i folketinget.

En nordisk økonomisk union kræver jo at de øvrige nordiske lande vil være med - ellers er det jo psykotisk (at tro at vi kan skabe en verden i vores billede). Og som jeg læser politikken i såvel Sverige som Finland, så er der ikke mange tegn på, at de vil foretrække en nordisk union med Norge, Island og Danmark (Grønland) frem for deres nuværende placering i EU.
Jeg ser det som et stort problem, at mange danske vælgere ikke ved f.eks. hvad socialdemokratierne i det øvrige Europa står for. Jeg tror næppe, at én eneste af dem er enige med det danske nationalsocialdemokrati, hvis politik på bedste højrepopulistiske vis lefler efter laveste fællesnævner.
Så. Jeg giver Mihail Larsen ret. Også på den måde, at jeg tror, at Enhedslisten hurtigt ville løbe ind i problemer, når de skal italesætte deres socialisme i en nationalistisk ramme.
Og jeg mener, at Uffe Hellum har rigtigt fat, når han tager fat i højskole-socialismen, som jo bygger hårdt på Grundtvigs-nationalisme, og hans propagandistiske evner i hans tid.
Jeg finder det også tydeligt, at det vi højsynger som Grundloven ikke primært er en demokratisk grundlov, men en grundlov, der skulle begrænse vores tyske konges magt - OG - samle de dansktalende i den nordlige del af kongens rige (stort set det vi i dag kalder Danmark) mod de nationalistisk sindede tysk-talende i den rige sydlige del af kongens rige (Schleswig-Holstein og Lauenburg), som jo allerede var medlemmer af det tyske forbund.
Så er ny international dansk politik - om Enhedslisten nu også tør formulere en sådan - må nødvendigvis gøre op med store dele af det dybt nationalistiske tankegods, som vi ikke har gjort op med.
I mine øjne er den økonomiske og politiske situation i Danmark ustabil. Økonomien vakler mere end vi tror, og hørjepopulismen har hårdt fat. Jeg anser det ikke for utænkeligt at vi får en politisk overgang a la Polen eller Ungarn og en økonomisk situation a la Grækenland.

Gorm Lerche, Herdis Weins og uffe hellum anbefalede denne kommentar

Det handler om en erfaring af, Mihail Larsen, at danskerne må opgive de fordele, som de med flid har indbygget i deres demokratiske samfundsmodel. Selvfølgelig ønsker de ikke at opgive velfærdssamfundet med en klog blandingsøkonomi til fordel for en konkurrencestat, der er regression til alles kamp mod alle.
I et par årtier har EU simpelthen kæmpet sig den stik modsatte retning af det, som vi traditionelt har opfattet som det gode liv. Og i modsætning til al erfaring: små lande er dem, der står stærkest i verden, fordi de netop ikke behøver at kodificere alt liv, men kan leve med en høj grad af informalitet. Og et par hundrede tusinde indvandrere vil absolut ikke ændre på det.

Steffen Gliese jeg ved ikke hvor du bor, eller hvor mange almindelige mennesker du kender rundt om i Europa.
Jeg har ikke en fornemmelse af, at folk rundt omkring i EU-landene mener, at de - i modsætning til danskerne - bor i en konkurrencestat, der er regrederet til alles kamp mod alle.
Der er i de europæiske lande klassekamp, og den bølger frem og tilbage - også i det globale rum. Se med sådanne brille - her lidt borte fra Danmark (af):
Danskerne lever i et sygeligt kontrolsamfund, hvor man ikke kan leje en rystepudser uden at slippe nøglen til sine helbredsdata og bankoplysninger.
I Danmark har et højreradikalt parti den reelle politiske magt, men gemmer sig bag en marionetregering af halsløse levebrødspolitikere.
I Danmark er der ingen kritisk presse.
I Danmark er de såkaldt socialistiske partier så nationalistiske, at de overgår mange andre landes højrenationale.
Wake up Steffen Gliese, wake up!