Præcisering: I en tidligere version skrev vi, at Danmark var den syvende største slavehandlernation. Det er ikke korrekt. Vi var den syvende største slavehandlernation, der deltog i den transatlantiske slavehandel.
Man skal vide det. Eller måske kan man godt regne ud, at en stor del af Frederiksstaden i København er bygget på ryggen af slaver.
Den indre bydel mellem Bredgade, Toldbodgade og Sankt Annæ Plads med Amalienborg Slotsplads 1 og rytterstatuen 2 som et prominent centrum er fyldt med palæer.
Man bygger jo ikke palæer i en velfærdsstat. Det gør man under en enevældig konge i et stærkt hierarkisk samfund, hvor nogle har privilegier, der i vor tid opfattes som moralsk anløbne – og i midten af 1700-tallet, hvor Frederiksstaden er bygget, var slavehandel en forretning, man fik monopol på gennem et kongeligt privilegium.
I dag står jeg sammen med seniorforsker Erik Gøbel fra Rigsarkivet og betragter Det Gule Palæ i Amaliegade 4, et velholdt og skønt hus bygget, lige da rokoko blev til klassicisme.
»Det er en af de smukkeste bygninger i København efter min mening. Men det har en grim fortid. Og den kan man jo ikke se. Det skal man vide,« siger Erik Gøbel.
Han har sagt ja til at vise mig rundt i København i jagten på sporene efter Danmarks tid som slavehandlende nation.
Netop den periode har skabt særlig debat i år, da Nationalmuseet som konsekvens af regeringens besparelser aflyste en særudstilling om Dansk Vestindien i anledning af 100 året for salget af øerne i 1917.
Og Dansk Folkeparti fik siden sikret, at markeringen af 100-års-dagen kom på finansloven. Men hvorfor er det, der skal insisteres på det – hvorfor har vi ikke som det mest naturlige tildelt vores tid som kolonimagt i Caribien samme kritiske opmærksomhed som besættelsestiden, Første Verdenskrig og krigen i 1864?
»Det skyldes, at det ikke var en fælles erfaring blandt danskere,« siger forsker i erindrings- og historiekultur ved DIIS, Astrid Nonbo Andersen. »Vi kan ikke se det, vi ved ikke, hvad vi skal lede efter, og vi kender ingen, der kan fortælle os det,« siger hun.
Overhofmarskallens privilegier
Men nu vil jeg se det. Det er derfor jeg har aftalt mødet med Erik Gøbel. Han har beskæftiget sig indgående med historien om De Dansk Vestindiske øer, og har sammen med kolleger gennem de seneste år arbejdet med at scanne millioner af dokumenter fra dengang.
Rigsarkivet har en helt enestående samling fra tiden som transatlantisk slavehandlernation og kolonimagt.
»Den står på UNESCO’s liste over verdensarv,« siger Erik Gøbel og tilføjer: »Det kunne jeg tale længe og begejstret om.«
Da USA i 1917 købte De Dansk Vestindiske øer af Danmark overdrog de samtidig denne samling dokumenter til de tidligere koloniherrer, fortæller han. »Det manglede da også bare, når de fik øerne for en slik,« indskyder jeg.
»Ja, det ved jeg godt, at mange tror, de gjorde, men det beløb, USA betalte os (25 mio. dollars, red.), svarede faktisk dengang til en tredjedel af statens samlede indtægter i et finansår. Det var bestemt en god forretning for Danmark at komme af med de øer,« siger Erik Gøbel, og det skal vise sig, at øsalget blot er én af flere myter, som jeg får afkræftet af den erfarne forsker.
Erik Gøbel har ikke bare flyttet rundt med papirer i Rigsarkivet. Han har også flere gange i forskningssammenhæng og som rejseleder for Folketingets Kulturudvalg besøgt de amerikanske Jomfruøer med de hvide, varme sandstrande. Men i dag mødtes vi i den københavnske vinterkulde på Amalienborg Slotsplads.
Det er stedet at starte, hvis man skal se sporene efter den danske slavehandel: Lige ved Dronningens hoveddør. Faktisk helt inde i den del af Amalienborg, der i dag fungerer som regentens repræsentationsbygning.
Christian IXs palæ hed engang Moltkes Palæ, og det bliver ikke meget større end Adam Gottlob Moltke. Hans indflydelse på den inkompetente Frederik V gjorde det før så personlige enevælde til et bureaukratisk enevælde med overhofmarskal Moltke som administrator.
»Frederik V var jo så fordrukken, at han intet kunne, så A.G. Moltke byggede palæet her og regerede i realiteten landet. Han var præsident for vestindisk kompagni, der handlede med slaver, og som i gåseøjne ejede De Dansk Vestindiske øer – i hvert fald administrerede de det på statens vegne. Han var den, der sikrede slaveejerne det gode forhold til kongen, så de kunne opretholde deres privilegier.«
Det hvide guld
De slaveejende velhaverfamilier skulle ikke gå langt. Vi bevæger os ikke meget mere end 20 skridt væk fra Moltkes Palæ og ned ad Amaliegade til den bygning, som kaldes én af de smukkeste i København.
Familien Bargum byggede og boede i Det Gule Palæ i slutningen af 1700-tallet, hvor de nærmest havde monopol på den transatlantiske slavehandel mellem de danske besiddelser på Guldkysten (i dag Ghana) og De Dansk Vestindiske Øer.
Frederik Bargum fik den idé i lighed med andre kolonimagter at indkøbe slaver i Guinea og fragte dem til De Vestindiske Øer, sælge dem til sukkerplantagerne og bringe det hvide guld, råsukkeret, med tilbage til København. I dag ligger kongehusets administration i det smukke hus med den grimme fortid.
»Når man ved det, findes der spor overalt i København, her i Frederiksstaden og på Christianshavn, ja også uden for København. De fleste af de, der kom hjem med formuer fra sukkerplantagerne, byggede jo også landsteder. Statsministerens embedsbolig, Marienborg, er for eksempel bygget af direktøren for Asiatisk Kompagni, der også tjente godt på slavehandel. Men det er jo ikke noget, man skilter med. Der er jo ikke skulpturer af slaver, der vrister sig fri af lænkerne ligesom i Frankrig. Det kan jeg ikke vise dig,« siger han.
Men hvorfor egentlig ikke? Gang på gang har Nationalmuseet måttet svare på kritik af, at deres bidrag til formidlingen af historien om tiden som koloniherre i Vestindien, på Guldkysten og på Tranquebar er forsvindende lille i museets permanente udstilling.
Da de valgte at aflyse særudstillingen sagde museumsinspektør Camilla Mordhorst til Information:
»Det er meget beklageligt, at vi er blevet nødt til at aflyse særudstillingen, men det betyder ikke, at vi slet ikke kommer til at markere jubilæet. Vi er bl.a. ved at digitalisere 1.600 vestindiske fotografier, som vil blive tilgængelige online, og vi arbejder også på at få gjort en stor arkæologisk samling fra Dansk Vestindien tilgængelig, og vi er med til at lave en udstilling ude på Jomfruøerne.«.
Erik Gøbel fortæller, at på øerne er den danske forhistorie helt tydelig i gadebilledet. Men ikke her. Der er ikke plaketter på relevante bygninger som det ellers er tilfældet med f.eks. besættelsestidens historie, eller bare de steder Ludvig Holberg har boet.
Men ifølge Astrid Nonbo Andersen er det ikke en bevidst fortrængning.
»På et tidspunkt svarede Per Stig Møller som kulturminister på hvad grunden kunne være til, at denne fortid som slavehandlende koloniherre ikke fylder noget i den kollektive bevidsthed, og han svarede, at det nok handlede om fornægtelse. Det virker selvfølgelig oplagt – det er jo ikke ligefrem noget at være stolt af, men det er ikke hele forklaringen. Mindst lige så vigtigt er det, at den historie simpelthen mangler de elementer, der skal til for at skabe en kollektiv erindring,« siger hun.
Husker du?
At erindre er noget man kan beslutte sig for at gøre. Samfund hverken husker eller fortrænger på samme måde som individer. Der skal en aktiv indsats til.
Man skelner netop mellem social erindring og kulturel erindring, forklarer Astrid Nonbo Andersen. Den sociale erindring består af erfaringer. Minder der overleveres fra generation til generation af de, der selv har oplevet det.
Det er for eksempel det, der skaber en meget stærk social erindring om de krige, der har hærget Danmark. Her er mange efterkommere af øjenvidner, der bærer fortællingen med sig.
Der var reelt set meget få danskere i kontakt med De Dansk Vestindiske Øer. Det fortæller Erik Gøbel, mens vi bevæger os ned ad Bredgade 7:
»Da den danske tilstedeværelse på øerne var på sit højeste udgjorde de kun omkring to procent af befolkningen. Og der var enormt stor dødelighed blandt de danskere, der tog afsted. Grundtvig havde for eksempel to ældre brødre, der også var præster og rejste til kolonierne som missionærer. De døde begge af tropiske sygdomme. Den ene af dem havde knap sat fod på Guldkysten, før han faldt om. Grundtvig betakkede sig, da han fik chancen. Det var nok klogt,« siger han.
Samtidig var der ikke mange vestindere, der kom til Danmark. De, der gjorde, var ofte enlige mænd, der kom med deres herre hjem som kammertjenere. Af folketællingerne fremgår de typisk som »Peter, Neger« fortæller Erik Gøbel og de har ikke efterladt sig mange spor i form af efterkommere eller andet.
Grønland er til gengæld tilstede i danskernes bevidsthed på en helt anden måde, påpeger Astrid Nonbo Andersen:
»Grønlænderne ser vi i gadebilledet, mange danskere har boet og arbejdet i Grønland, og Grønland har altid haft en plads på tv, i skolen og på museerne. Det betyder meget for den mindekultur, der skabes, at det er en social erindring med bund i personlig erfaring. Det er en mere flygtig mindekultur, men til gengæld stærkere forankret i en gruppe med erfaring. Hvis du sammenligner med Frankrig og England, er befolkningsgrupper fra deres gamle kolonier med til at forme og udfordre fransk og britisk national mindekultur. Det er ikke tilfældet med efterkommere fra de danske tropekolonier,« siger hun.
Selvom grundlaget for social erindring er spinkelt, kan der stadig skabes en kulturel. Men det indebærer, at der tages ansvar for det.
»Det er derfor, at man med rette er kritisk overfor, at for eksempel Nationalmuseet ikke gør mere ud af De Dansk Vestindiske Øer. En kulturel kollektiv erindring er afhængig af at blive stimuleret og skal holdes i live. Men det er selvfølgelig ikke nok med museer. Det handler om at blive mindet om det fra mange kanter: Via tv, bøger, kunst, avisartikler, i skolen og i det offentlige rum, så det bliver en fortælling, man er fortrolig med. Men det er noget, der skal træffes beslutning om for når den sociale erindringer ikke er der, så sker det ikke af sig selv,« fortæller Astrid Nonbo Andersen:
»Man kunne jo sagtens lave København til en slags Open Air Museum om slavehandel, men det har man valgt ikke at gøre,« tilføjer hun.
Det handler blandt andet om, at man fik behov for at skrive danmarkshistorien om, da landet gik fra at være enevælde med mange territoriale besiddelser til folkestyre med fokus på nationalstaten og folket. Det var danske bønder, der fik definitionsretten.
»Dermed blev de oversøiske territorier, sø- og handelsfolk og slavernes historie marginaliseret og næsten glemt,« siger Astrid Nonbo Andersen.
Odd Fellow
Dronningens Tværgade fungerer som en eksklusiv allé for Odd Fellow Palæet 6. Erik Gøbel og jeg betragter det imposante bygningsværk, som ligger bag et smukt gitterværk og en port, der passer sig for en lensgreve.
Her boede Ernst og Charlotte Schimmelmann, og de spillede en ikke ubetydelig rolle i formningen af dansk kolonihistorie. Faktisk var det i 1792 netop i disse dage, at daværende Ernst Schimmelmann brugte al sin politiske indflydelse på en lov, der sikrede ham en plads i historiebøgerne.
»Det var Schimmelmann, der som finansminister egenhændigt fik afskaffet slavehandlen. Både han og Charlotte var optaget af Oplysningstidens nye tanker, og de var uforenelige med slavehandel.«
Danmark var det første land, der ulovliggjorde den transatlantiske slavehandel. En begivenhed, der optræder i grundskolens historiekanon som et af 29 punkter, danske skoleelever skal igennem i løbet af skoletiden.
Ophævelse af slavehandlen er det eneste punkt, der omhandler Dansk Vestindien og den transatlantiske slavehandel. »Og det kan man jo godt undre sig lidt over,« siger Erik Gøbel:
»Det lyder flot, men Danmark var bestemt ikke de første, der afskaffede slaveriet. Det gjorde vi først i 1848. Og ophævelsen af slavehandlen blev indført med 10 års varsel. Loven blev vedtaget i december 1792, men først implementeret i januar 1803. I de 10 år handlede danskere med flere slaver end på noget andet tidspunkt i historien. Man skulle jo sørge for, at slavebefolkningen kunne reproducere sig selv.«
Derudover var det kun den transatlantiske slavehandel – altså indførslen af slaver, der var omfattet af den lov, Schimmelmann fik vedtaget i 1792. Der blev stadig handlet med slaver på De Vestindiske Øer.
Og den mand, vi fejrer som afskaffer af slavehandlen, var ikke bedre selv. Han var måske nok kulturmæcen for navne som Bertel Thorvaldsen og Schiller og optaget af nye strømninger fra Frankrig, der talte om rettigheder for borgere og mennesker, men afskaffelsen af slavehandlen var for ham mest af alt motiveret af den dødbringende rejse mellem Guldkysten og Vestindien.
Her døde hver sjette slave i skibenes bug. Menneskerettigheder og frihedsidealer var ikke noget, der gjaldt for mennesker fra det afrikanske kontinent – heller ikke dem Schimmelmann ejede.
»Han havde omkring 1.000 slaver beskæftiget på familiens sukkerplantager på St. Croix, og han lå og konkurrerede om at være Danmarks største slaveejer med familien Mac Evoy, der boede længere nede ad gaden,« siger Erik Gøbel og peger ned mod Amalienborg.
På hjørnet af Bredgade og Frederiksgade ligger Dehns Palæ 5, der er en central del af de arkitektoniske visioner i Frederiksstaden. Man skal helt ind på Amalienborg Slotsplads for at finde en flottere placering.
»På et tidspunkt kørte Mac Evoy rundt i karet trukket af seks hvide heste, indtil der kom en pæn henstilling fra kongen, der gerne så, at han afstod fra det. Mac Evoy var sikkert rigere end kongen selv, og det var ikke noget, befolkningen skulle se,« fortæller Erik Gøbel og tilføjer, at inden Marmorkirken blev bygget, etablerede Mac Evoy sit eget gasværk på grunden. Familien Mac Evoy var de første i København, der fik gaslys i stuerne.
Deres helt, vores helt
Mens vi bevæger os ned ad Bredgade, siger Erik Gøbel flere gange »og dér boede von Scholten i en periode« mens han peger op mod mondæne herskabslejligheder.
Selvom Schimmelmanns afskaffelse af slavehandlen i 1792 er en sandhed med motifikationer, kan vi vel fejre generalguvernør Peter von Scholten, der satte slaverne fri i 1848?
»Aha, ja, det er jo så ham, der får æren for at afskaffe slaveriet. En slags nationalhelt, trods alt,« siger jeg. »Ja, men for hvem,« spørger Gøbel retorisk:
»På Jomfruøerne er han bestemt ikke en helt. De har deres egne helte. Oprørslederen General Buddo for eksempel. I virkeligheden afskaffede von Scholten jo slaveriet, fordi et voldeligt oprør blandt slaverne var under opsejling. Men han gjorde det – også imod kongens vilje, og det er da værd at huske. Men det er bare interessant at se, hvem der er helt i de tidligere koloniherrers øjne, og hvem der er det blandt slavernes efterkommere.«
Historien om von Scholtens rettidige omhu, der i danskernes øjne blev til en heltegerning, viser også ifølge Astrid Nonbo Andersen, at det ikke er ligegyldigt, om man formidler kolonihistorien.
»Vi betragter det som utrolig længe siden og kender kun historien overfladisk og har ikke en etableret mindekultur omkring det, men på Jomfruøerne synes de ikke, det er længe siden. Det er en erfaring, der fylder meget, og for mange er General Buddo en ægte nationalhelt.«
På de tre tidligere Dansk Vestindiske Øer arbejder en organisation for at få en officiel undskyldning fra den danske stat: »Allerhelst fra dronningen,« fortæller Erik Gøbel, der flere gange har taget imod delegationer fra Jomfruøerne. Men af hensyn til den nuværende koloniherre på øerne, USA, har Danmark afstået fra at indfri det ønske.
Men det handler mere om geopolitik, end det handler om ikke at ville se fortiden i øjnene, siger Astrid Nonbo Andersen:
»Man kunne godt give en undskyldning, men det undlader man af politiske hensyn. Men jeg vil sige, at selv om historieformidlingen er mangelfuld, er det en overdrivelse at sige, at det er en historie, der er helt fortrængt. Den bliver genbesøgt med jævne mellemrum. Et kritisk blik blev dog først anlagt med Thorkild Hansens slavetrilogi fra 1967. De seneste 5-10 år er der endelig begyndt at udkomme skolebøger og børnebøger, der forholder sig kritisk til det og inddrager slavernes perspektiv. Det er den slags, der er vigtigt,« siger Astrid Nonbo Andersen. At fortællingen bliver en del af vores kulturelle referenceramme.
For når vi bliver fortrolige med den, er der også større sandsynlighed for, at der opstår det overskud, der skal til for at forholde sig kritisk til det. Med viden kommer opmærksomhed.
Sukkertoppen
I Nyhavn mellem julemarkedsboder, terrassevarmere, gløgg og frysende turister slutter Erik Gøbel sin introduktion til slavetidens København. Han peger på husfacaden til nr. 11.
»Det er den dér, jeg vil vise dig. Det er nok den, der mest tydeligt henviser til den del af danmarkshistorien,« siger han.
Jeg forsøger at finde det punkt, han peger mod, og der går mere end et øjeblik, før jeg får øje på det. En lille figur i jern måske 50 cm høj står lige over husets hoveddør. I venstre hånd bærer den, hvad Erik Gøbel fortæller mig er en sukkerform, og i højre en sukkertop.
Her lå Rømers Sukkerraffinaderi i 1700-tallet. Erik Gøbel havde allerede vist mig de to gamle pakhuse, der i dag udgør Admiral Hotel.
De blev bygget i 1787 af Det Østersøisk-guineiske Handelsselskab, og dér blev sukkermassen fra de vestindiske sukkerrør losset fra imponerende sejlskibe, der ofte havde sat en sending slaver af på øerne inden hjemrejse.
Sådan foregik trekantshandlen, der endte med sukker til Rømers sukkerraffinaderi. Og dér står figuren med sin lille sukkertop. Takket være kolonierne var Danmark dengang en af Europas største sukkerproducenter, og i 1798 var der 18 sukkerraffinaderier, der beskæftigede 500 mennesker.
»Det er også vigtigt at få med,« siger Erik Gøbel: »at det var ikke slavehandlen, man blev rig af.« Den var tværtimod forbundet med store tab.
»En stor del af slaverne døde på rejsen mellem Afrika og Vestindien, det samme gjorde sømændene, og ofte mistede man også skibe. Det var sukkeret, der skabte de store formuer. Men den formue var jo ikke blevet så stor, hvis man skulle betale sine arbejdere. Så på den ene side kan man sige, at slavehandlen var en dårlig forretning, på den anden side var det den, der gjorde det muligt for Københavns førende familier at skabe en særdeles god forretning.«
Sukker var en luksusvare lige fra starten, da det kom til Europa i 1100-tallet, og det var først i 1700-tallet, at det blev andre end samfundets allerrigeste, der havde råd til det hvide guld. Det var ubetinget de europæiske landes kolonier, der gjorde sukker tilgængeligt for en bredere del af befolkningen.
Mens vi står og betragter den lille figur over døren i Nyhavn 11 konstaterer jeg:
»Det er måske den eneste skulptur, der rent faktisk fortæller os, at bygningerne her i området har en stærk forbindelse til en ubehagelig tid i danmarkshistorien?«
Erik Gøbel bekræfter og tilføjer så: »Ja, og man skal vide det for at kunne se det.«
Danmark som kolonimagt
I Danmark erindres kolonitiden med nostalgi, hvilket blandt andet kan ses i den stædige fastholdelse af forskellige kolonialvarers emballager.
Information sætter i denne serie fokus på den mangelfulde historiske bevidsthed om, at Danmark har været kolonimagt og slavenation.
Seneste artikler
Vestindiens ’Nelson Mandela’ gør fortidens brutalitet lettere at bære
16. marts 2017På De Vestindiske øer fik General Buddhoe æren for at lede oprøret, der afskaffede slaveriet, og han er siden blevet kaldt ’den vestindiske Nelson Mandela’. Men historikere har sået tvivl om, at han var den oprørsleder, han bliver gjort til. Alligevel holder befolkningen fast i fortællingen, for heltebilleder gør det lettere at håndtere fortidenForsker: Plan for Vestindien-fejring overser øerne selv
2. december 2016Det er Danmark, der er i centrum i Kulturministeriets nye plan for markeringen af 100-året for salget af de danske besiddelser på Jomfruøerne. Planen fokuserer på at fremme bevidstheden om historien herhjemme, og selv om det er vigtigt, glemmer man ifølge forsker at fokusere på, hvad man kan gøre for øerneHuller i hukommelsen
7. oktober 2016Op til 100-året for salget af Jomfruøerne retter en bølge af bøger opmærksomhed mod Danmarks kolonitid og sætter spørgsmålstegn ved opfattelsen af Danmark som human kolonimagt. Opgøret med forestillingerne om koloniherredømmet er del af en europæisk tendens, som var bemærkelsesværdigt lang tid om at nå til Danmark
FNs verdenskonference mod racisme, Nkosazana Zuma kunne erklære konferencens slutdokument for enstemmigt vedtaget.
Fra link:
"I slaveri-spørgsmålet blev der langt om længe også enighed. Her besluttede konferencen bl.a. at erklære den transatlantiske slavehandel for en forbrydelse mod menneskeheden, som synderne heriblandt Danmark burde sige undskyld for.
Hertil kommer, at vestlige lande vil støtte og samarbejde med Afrika om at udvikle sig i en positiv økonomisk retning i fremtiden det indebærer bl.a., at det internationale samfund skal overveje gældsslettelse."
Link: http://www.information.dk/58502
Allerede få årtier efter Profetens Muhammeds død, blev de lokale herskere i det nuværende Sudan tvunget til hvert år at udlevere tusindvis af deres landsmænd som slaver til de indtrængende arabiske krigere. Det stod på uafbrudt fra omkring år 650 til omkring år 1910, og var starten på en bølge af slaveri og slavetransporter fra Afrika til de arabiske og lande, senere endvidere til de andre lande i Nordafrika og Asien, hvor muslimerne erobrede magten. Nogle forskere mener, at starten på den transatlantiske slavehandel blev inspireret af muslimernes systematiske slavehandel med afrikanere, som jo allerede havde varet i over 1000 år inden den transatlantiske kopi startede. Og over deres meget længere årrække hentede muslimske slavehandlere over dobbelt så mange slaver som europæerne i de 150 år deres slavehandel varede.
Derudover blev over 1 million europæere blev taget som slaver i de arabiske og i de nordafrikanske lande der var under muslimske herredømme. Selv helt i Island overfladt de muslimske købmænds tropper de lokale samfund, myrdede, plyndrede og tog slaver. Mange af de bygninger der bliver vist frem for turisterne i de muslimske lande, som f.eks. Tyrkiet er bygget af slaver fra Europa og Afrika, og/eller finansieret af overskuddet fra slavehandel. I de danske kirker samlede man systematisk penge ind til at frikøbe danskere der var blevet taget som slaver, og i Balkanområdet blev over 165.000 børn taget fra deres familie som en såkaldt blodskat
Pudsigt nok bliver slavehandlen fra Afrika til de muslimske lande aldrig fordømt, endsige diskuteret. På samme måde som Tyrkiets besættelse, fordrivelse af den oprindelige befolkning, konfiskation af land og ejendom samt ulovlige bosættelser i Nordcypern aldrig bliver kritiseret som aggression ellerracisme.
Tværtimod kræves det at vi viser respekt overfor en mand der personlig tog slaver, handlede med dem, mishandlede dem og prædikede til sine tilhængere at det var i orden at misbruge dem seksuelt, også når der var tale om børn.
Vi trænger til at få sat navn på nogle af de danske og europæiske slavers skæbne, og få analyseret det økonomiske udbytte af deres slaveri, og få afkrævet de relevante lande og foreninger en undskyldning. Kun at gøre det det for en gruppe og ikke for andre vil være en racistisk forskelsbehandling, som jeg er overbevist om Anita Brask Rasmussen og Informationen ikke vil gøre sig skyldig i.
Troels E. Lund
skal Danmark nu ikke feje for egen dør før, man fejer for andres.
Jo da, men det kan højest være inde i hovederne på nogle meget lærde mennesker at man ikke ved at DK var en slavehandlernation. Nu har der i guderne vide hvor mange år været fortalt slavehistorie i folkeskolen og alligevel påstår de lærde at vi ikke kender historien. Alle elever der har været en tur i Frederiksstaden er blevet tudet ørerne fulde af historier om trekantshandel. Når historien er langt mere nærværende i Frankrig og UK, så hænger det for pokker da også sammen med at disse stater først sagde farvel til de sidste afrikanske kolonier for 50 år siden. At Jomfruøerne ikke skulle være inde i hovedet på folk tror jeg simpelthen ikke på. I alle tilfælde inde i hovedet på dem der ved lidt om historie. Man kan da heller ikke have ophævelse af slaveriet som emne uden at omtale den grusomme forhistorie, vel . Min lærer i metode på historiestudiet på KU fortalte gerne om en studerende der skulle bedømme en dansk kilde fra 1865 og som ikke havde klaret det lydefrit. Han sagde så at man skulle huske på ophavssituationen og at det jo var lige efter krigen. Hvaffen krig, sagde den uskyldige. Hvad folk ikke ved om historie er en uendelig historie. Ved vi nok om de fattige og de fleste ? Jeg vil påstå er der er flere der har grædt over slavernes skæbne end over de tusindvis af danskere der levede på kanten af overlevelse med sult, tuberkulose og tidlig død som sikre vinderlod.
Jeg mener, at kunne huske, at trekantshandlen allerede var fast pensum i firserrne, da jeg gik i skole. Så helt ukendt er det altså ikke.
Men ja, der er langt mere fokus på Grønland, Færøerne, og også Island, der opleves som mere "nærtstående kolonier".
Mht. slaveri, så har langt de fleste kulturer og civilisationer på et tidspunkt udøvet dette. Araberne, grækerne og romerne havde f.eks. slaver.
Det eneste sted, jeg kan komme på, der ikke har haft slaveri i stor stil, er Østasien, i form af Japan og Kina. Der har man til gengæld haft fæstebønder og hoveri med så hårde vilkår, at det fik Danmark under hoveriet og stavnsbåndet til at se nådigt ud.
Dermed ikke sagt, at man ikke kan give en officiel undskyldning og/eller at man skal vente på at alle andre undskylder, før man selv snøvler sig sammen. For så sker der aldrig noget her i verden.
Lidt fra den humoristiske side her til sidst: For Mongoliets skyld håber jeg i øvrigt ikke, at krigsskadeerstatninger for fortidige krige begynder at få for fremtrædende plads i verdensoffenligheden ...:-)
Her er et par hårrejsende øjenvidneberetninger om vestindiske sortes ophold og behandling i København anno 1799. De stammer fra bladet Politivennen, hvor ganske almindelige borgere indsendte beretninger om uordener de var stødt på i deres hverdag:
Politievennen, no. 44, den 23 Februar 1799, s. 701-4:
”Beviser for at Politibetjenterne ere for faa.
Jeg har stedse troet at Kjøbenhavn ikke havde det tilstrækkelige Antal af Politibetjentere eller patrollerende Ordenskarle. Adskillige Tilfælde som jeg i disse Dage har bemærket har end yderligere bestyrket mig i denne Tanke. – Afvigte Søndags otte Dage, den 3 Febr., henimod 2 kom jeg igjennem store Fiolstræde hvor jeg mødte en Sort, som i gamle forrevne Hestdækkener slæbte sig med megen Møje hen ad Fortogene; jeg standsede, og med rørt Hjerte vendte jeg mig om efter denne stakkels Ulykkelige, som langt fra Ven og Fædreneland sukkende maae døje en lige haard Skæbne med sine Brødre blandt de hvide Christne. O [Matthias] Claudius! du har Ret naar du lader den Sorte sige:
Weit von meinem Vaterlande/Muss ich hier verschmachen und vergehn,/Ohne Trost, in Müh und Schande;/Oh! die weissen Männer! klug und schön!/Und ich hab den Männerne ohn Erbarmen/Nichts gethan./Du im Himmel! hilf mir armen/Schwarzen Mann!
Jeg saa ham frygtsom og angest liste sig ind i en Port, og med megen Møje at støtte sit Hoved mod Muren. Jeg gik hentil ham og saae saa medlidende til ham som jeg kunde, og da hans Frygt og Bedrøvelse noget havde lagt sig, kunde jeg af hans Gebærder tilslutte mig, at han maatte være bleven stødt overende. Det blev klarere for mig ved at opdage Spor af Snebolter paa hans Ryg. Med de stive forfrosne Hænder holdt han paa Hovedet, medens bittre Taarer under vedholdende Suk, fløde ned over hans udhungrede Kinder. Jeg gav ham hvad jeg kunde, men hvor lidet til Trøst i hans ynkværdige Skøbne.
Et Par Timer derefter faldt min Vej igjennem Vognmagergaden og ud af No. 14 fra Kælderen blev en Sort udkastet og i Faldet sparket i Ansigtet, han blev revet tilbage i en Hast, og Stuedøren islaaet. Der blev et Kvindemenneske tilbage i Kælderhalsen, der, efter Forespørgsel, hvad Ondt han havde gjort, med en skadefro Mine sagde, hun vidste det ikke; men han logerede der...”
Politievennen, no. 52, den 20 April 1799, s. 816-7:
”Vee og Klage over ubillig Medfart!
Om jeg husker ret, har jeg læst, i Deres Blad Politivennen, Klager over arme Sortes Mishandling af den ubarmhjertige Blanke; ja! jeg har læst det, men ikke uden at ynke de Mishandlede, og beklage de Uhyrer, der endnu i vore kultiverede Tider begaae sligt imod de Mennesker, der som oftest hos os, og især i denne strænge Vinter, ere i den ynkværdigste Tilstand; neppe vilde jeg og have troet, at Sligt kunde finde Sted, hvis jeg ikke selv havde været Øievidne til en lignendeAdfærd imod en af disse Ulykkelige, der den 31 Marts, blev af en Mængde kaade Drenge overfalden, ikke alene med Næveslag, men endog med en vældig Steenregn...”
Det er horribel læsning, og burde være en påmindelse om at mishandling og overgreb ikke blot fandt sted på de Vestindiske Øer, begået under ansvar af en lille klike superrige familier, men at de også foregik midt på gaderne i København, begået af ganske almindelige danskere. En anden tilgang til emnet end rigmandspalæerne, javist, men ikke desto mindre mindst lige så sigende og endda måske mere gribende end en blot økonomisk vinkling.
Dette er fra undervisningsvejledningen for faget historie. Ophævelsen af slaveriet er en del af kanon. Hvis man gider at læse den igennem, så synes jeg helt ærlig at slavehandelen og slaveriet får en ganske fremtrædende plads.
Ophævelse af slavehandel
Signalement
Den danske konge forbød slavehandelen på De Danskvestindiske Øer i 1792 med virkning fra 1803. Slaveriet kunne dog fortsætte mange år efter, idet de vestindiske plantageejere fik lån og præmier til køb af kvinder i den fødedygtige alder. Slaveriet blev først ophævet i 1848.
Faglig begrundelse
Undertrykkelse og handel med mennesker har eksisteret til alle tider. Slavehandelen i 1600- og 1700-tallet hører til et af Europas mørkeste kapitler. Det skønnes, at ca. en procent af de slaver, der blev sejlet over Atlanterhavet i perioden, blev transporteret på danske skibe. Den såkaldte trekantshandel var også god forretning for danske skibsredere.
Relevans for eleverne
Ved at arbejde med slavehandelen og begrundelserne for dens ophævelse kan eleverne få mulighed for at beskæftige sig med menneskesyn samt få en forståelse af, hvorfor og hvordan det har ændret sig.
Mulige perspektiveringer
•Slavers betydning i samfund i forskellige perioder og samfund
•De Danskvestindiske Øer og Guldkysten
•Merkantilisme, kompagnier og kolonier.
Forordning om Neger-Handelen
”Vi, Christian den Syvende, af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge etc., Gjøre alle vitterligt: At i Hensigt til de Omstændigheder, som følge med Slavehandelen paa Kysten af Guinea og med de der kiøbte Negres Overførsel til Vore Vestindiske Øer, ogsaa i Betragtning af, at det i alle Henseender maatte være velgiørende og gavnligt, om Tilførsel af nye Negre fra Guinea kunde undværes og Vore Vestindiske Øers Dyrkning i Tiden bestrides med Arbeidere, som, paa Øerne fødte og opdragne, vare fra Ungdommen af vante til Arbeidet, Himmelegnen [1] og dem, under hvilke de skulle arbeide, have Vi ladet undersøge, hvorledes og naar dette maatte blive mueligt.
Ved denne Undersøgelse er det blevet sat uden for Tvivl, at det kan blive mueligt og er fordeelagtigt for Vore Vestindiske Øer at undvære Indkiøb af nye Negre, naar Plantagerne engang ere blevne forsynede med tilstrækkeligt Antal i det for Formerelsen fornødne Forhold; naar Understøttelser for de Plantage-Eiere, som dertil trænge, kunne giøres muelige, og der sørges for at fremme Negrenes Ægteskaber, Oplærelse og Sædelighed.”
Mere her:
http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/forordning-...
Men der er nu ikke noget så godt som lidt selvhad og pisken sig selv med skorpioner. En sportsgren der er meget brugt i visse kredse. Det skal dog nævnes at det sjældent er selvhad, men mere - jeg er god men I andre bør dælme ha nogle tæsk.
Jeg synes det er uholdbart, at Information lægger spalteplads til en så etnocentrisk og potentielt racistisk artikel, byggende på forkerte fakta. Så jeg har skrevet følgende til artiklens forfatter:
Kære Anita Brask Rasmussen.
I artiklen "Slaveland Danmark" skriver du i underrubrikken, at "Danmark var verdens syvende største slavehandlernation".
Jeg tvivler imidlertid på at din påstand er korrekt. Danmark transporterede et antal slaver der estimeres til omkring 100.000. Sammenlignes det med f.eks. slavehandlen til de arabiske lande står der f.eks. på Wikipedia: "Historians estimate that between 650 and the 1960s, 10 to 18 million people were enslaved by Arab slave traders and taken from Europe, Asia and Africa across the Red Sea, Indian Ocean, and Sahara desert.
Andre historikere har anført at Danmark var den 7. største deltager i den del af slavehandlen der vedrører den transatlantiske slavehandel fra Afrika til Nord- og Sydamerika i perioden 1650 til 1800. Du er imidlertid den første, jeg har set der har påstået at Danmark var den 7. største slavehandlernation generelt. Der findes ikke pålidelige tal for meget andet end den transatlantiske slavehandel, og for de muslimske angrebsstyrkers tilfangetagelse og tvangsudskrivning af europæere til slaveri og tvangsarbejde. Ud fra de tilgængelige estimater rangerer Danmark på en 30-35. plads
Du må enten dokumentere eller i modsat fald tilbagekalde din påstand om en syvendeplads.
Alt dette ved vi jo godt.
Måske er færre klar over, hvilken undertrykkelse danske arbejdere blev udsat for under opbygningen af Danmark. Her kan man fx. læse Pelle Erobreren af Martin Andersen Nexø, blandt andet om køb af arbejdskraft på havnen i Rønne.
Slavehandel og vores imperialistiske fortid, som har skaffet os de store palæer etc. senere hen blev det lidt mere glattet ud, vha. af handels Konglomerater som bl.a. ØK i Fjernøsten og Sydamerika og ikke mindst vore stolte søfartsnation med bla. APM og andre. Sammenholder man denne artikel med de andre artikler på Information idag omkring hjemløshed. Desuden det faktum at 33% af vores samlede selskabsskat i DK oppebæres af kun 8 virksomheder/koncerner. Derudover er det almen anerkendt at EU der er størst bidragsyder til u-landsprojekter i afrika, altså indeholder EU virksomheder, der snyder Afrika for selskabsskat vha. lunkne skattely tricks - for et årligt beløb der er dobbelt så stort.
Kan vi i DK overhovedet klare os selv - på fair og lige vilkår? Og er det fundamentalt det der er galt, men politikerne tør ikke for tælle os det?
Troels,
Du havde ret i første linje. Men den slags etnocentriske fortalelser burde dog kunne rettes let ved venlig henvendelse, blandt tænkende mennesker ;)
Skulle ABR, mod forventning, afvise din velbegrundede kritik, kan du så rimeligvis kræve dokumentation for påstanden.
En dejlig artikel for den selvhadende informationslæser, der så kan plage sig selv med dårlig samvittighed gennem julen. Kunne man bare finde en kold våd sten at sidde på, mens man piskede sig med tornegrene.....
Jeg bærer ingen personlig skyld for fortidens synder. Jeg kræver heller ikke England, Rügen eller Skåne tilbage.
Glædelig jul.
Med venlig hilsen
Lennart
Interessant i denne sammenhæng er også at vores slavehandel fortsatte frem til 1917, da den radikale regering solgte de Dansk-Vestindiske øer til USA med efterkommerne af slaver..
OK - man havde ganske vist folket bag sig, da man jo afholdt en folkeafstemning - men var der ikke noget med, at det bla. var under parolen om at de mange millioner USD ville betyde, at der ikke skulle betales skat i DK?
Jeg synes ikke vi så tit hører de radikale bryste sig af denne heltedåd! :-)
Når nu Jens Peter Hansen og Michael Kongstad Nielsen er så venlige at minde os om, at vi også bør kigge på andre dele af hvad man kunne kalde de fattiges danmarkshistorie, så vil jeg bringe en af mine gamle kæpheste på banen:
"Sultegrænsen" af Peter Riismøller burde være mere kendt; den beskriver de kummerlige forhold, der herskede blandt almuen (i Himmerland), vel helt op i mellemkrigstiden, hvor sult og mangelsygdomme var ret udbredt.
Flagellantisme - den omvendte etnocentrisme
Menneskehedens historie er voldelig og blodig. Listen over forbrydelser mod menneskeheden og social undertrykkelse er uendelig. Næsten ingen kan undslå sig fra en historisk 'arvesynd' - på et eller andet tidspunkt i fortiden har vores egne forfædre opført sig forfærdeligt.
Det er værd at huske på, som det også respektfuldt kommer til udtryk i artiklen. er er nøgternt befriet for flommefed moraliseren.
Pyramiderne blev ikke bygget af friske fyre på overenskomstløn. De græske og romerske templer heller ikke. Europas overdådige kunsthistorie ville være utænkelig uden religiøse og verdslige mæcener, som akkumulerede deres rigdom på skuldrene af hårdarbejdende bønder, arbejder og borgere. Mange af nutidens bedste universiteter er blevet grundlagt - og videreføres - af kapital erhvervet ved udbytning af arbejdskraften. Museer, biblioteker, koncertsale, palæer og universiteter med nogle århundreder på bagen, ville være utænkelige uden den tids metoder til akkumulering af luksus. Selv et overdådigt antal billedkunstnere, forfattere og komponister, som i dag udgør en fast kerne i vores klassiske kulturarv, ville slet ikke have efterladt sig noget værk af betydning, hvis ikke de blev sponsoreret med midler, der i sidste ende stammede fra andre menneskers nød, møje og sved.
Det er, på godt og ondt, en del af vores historie, som vi formentlig næppe ville ønske jævnet med jorden eller forbudt. Vi skal naturligvis som tænkende mennesker huske på disse omstændigheder - bl.a. for selv at undgå dem. Men det himmelråbende misforstået nu at omdanne denne erkendelse til en form for arvesyndsbevidsthed.
Hvis vi indlader os på en sådan, så er det opskriften på uendelige konflikter i fremtiden. En form for intellektuel atavisme, hvor vi omdanner nutidige, sociale modsætninger til et spørgsmål om skyld, ansvar, undskyldninger, gengæld, hævn for handlinger begået for århundreder siden i adskillige generationer fremover.
(Vi skal heller ikke være blinde for, at nogle af dem, der nu kræver 'undskyldninger', har det nærliggende formål efterfølgende at indlede erstatningssager. Ikke mod konkrete personer, der har forbrudt sig, men mod den danske stat - dvs. nutidens danskere. Det er e t n o c e n t r i s m e med omvendt fortegn. Nutidens danskere er skyldige i, hvad deres forfædre har begået af ugerninger. Skal vi så også tage ansvaret for vikingernes røvertogter? Christian den 2.s blodbad i Stockholm? Og hvad med alle de bønder, fiskere og arbejdere, der har lidt under vores egne tyranner? Skal de nu også sagsøge den danske stat, fordi deres tip-tip-tip-tip oldeforældre led en krank skæbne?)
Troels E. Lund:
Ja, lad os endelig tale om noget andet, at danskere også i gamle dage var nogle dumme svin, det gider vi ikke hele tiden blive mindet om, vi risikere bare at føle os truffet. Så lad os hellere tale om arabisk slavehandel.
Mihail Larsen, vi har her i landet ikke tradition for at føre erstatningssager om alt muligt mærkeligt. Det er en amerikansk foreteelse. Så lad dem blot føre en sag, de får ikke et ben til jorden i Højesteret.
Troels: "...i en tid hvor DK var syvendestørste..."
Altså på et specifikt tidspunkt ikke akkumuleret over 1300 år. Udover det dækker dine millioner jo over flere lande. Udover det må det formodes at journalistens kilde er mere troværdig end din (wikipedia). Men hvis du mener vi mangler nogle flere artikler om de slemme muslimske arabere op gennem historien kan du jo skrive en, mon ikke Den Korte vil "trykke" den?
Troels E. Lund:
Så vidt jeg kan se det, fejllæser og -citerer du Anita Brask Rasmussen.
Hun skriver ikke, at ”Danmark var verdens syvende største slavehandlernation”, hvilket du citerer hende for.
Hun skriver derimod ”om tiden [min kursivering], hvor Danmark var verdens syvende største slavehandlernation”. Og det er noget ganske andet.
Det udsagn, du fejlagtigt tilskriver ABR, vedrører rent logisk set hele slavehandlens historie, hvor ABR kun udtaler sig om en bestemt og meget kortere periode i slavehandlens historie, nemlig den periode, hvor Danmark deltog i slavehandlen og mere specifikt den periode, hvor Danmark ifølge ABR var verdens syvende største handlernation. Eftersom hele slavehandlens historie strækker sig over mindst 1.300 år, nemlig den periode du selv angiver, hvor slaveri i den ene eller den anden form har eksisteret i den arabiske og/eller muslimske verden (og man kan tilføje, at slavehandlen går meget længere end 1300 år - det var jo ikke var muslimerne der opfandt slavehandlen), mens Danmarks deltagelse i slavehandlen næppe varede i mere end i 130-40 år, er der meget stor forskel på de to udsagn: hvad ABR rent faktisk siger, og hvad du fejlagtigt tilskriver hende.
Om Danmark så i øvrigt i en vis periode rent faktisk var verdens syvende slavehandlernation, skal jeg ikke her tage stilling. Men der er i alle tilfælde ingen grund til at bede ABR om at dokumentere eller tilbagekalde en påstand, hun ikke har fremsat.
PS: du påstår i øvrigt, at slavehandlen til de muslimske lande aldrig diskuteres. Må jeg hermed henvise dig til Malek Chebel, L’Esclavage en Terre d’Islam, Fayard, Paris 2007?
Rigtigt Mihail.
Omend det vel heller ikke er nogen skade til at blive mindet om, hvem der også var med til at sikre – fremskridtet. Som det jo hedder, i bestemt form ental. I Bredgade og omegn. Som du selv præcist anfører bygger fremskridtet nemlig også på »hårdtarbejdende bønder, arbejder og borgere ... og andre menneskers nød, møje og sved.« Eller som Michael Kongstad Nielsen erindrer: Undertrykkelsen af »danske arbejdere«, som man »fx. {kan} læse {om i} Pelle Erobreren af Martin Andersen Nexø, blandt andet om køb af arbejdskraft på havnen i Rønne.«
Henvisningen til disse kendsgerninger opfatter jeg ikke (som du vist heller ikke gør) som flagellantisme, men som sober, opbyggelig historieforskning og -fortælling. Plus ærlighed.
Og så bærer for resten verdens hårdest arbejdende bønder, arbejdere og borgere stadig den dag i dag nogle af de frygteligste omkostninger ved vores – Bredgades med videres –fremskridt de seneste århundreder. Hvad lige er blevet diskuteret et par uger i Paris...
Men da jeg selv bor kun 20 meter fra Bredgaden, nyder jeg på mine vandringer på bedste progressive, anti-flagellantistiske vis skam ganske ofte –ved bogstavelig gennemgang ligesom Anita Brask Rasmussen – fremskridtet.
God jul.
Troels Lund, en lille tilføjelse til Tyrkernes salvehandel i Balkan og blodskat.
Det er rigtigt at de Tyrkiske myndigheder (fyrste) tog hvert år små drenge og tog dem til Tyrkiet, men en del af dem blev assimileret, konverteret til Islam og ofte blev til soldater.
Tyrkerne var ikke særlig xenofobiske og racistiske i samme forstand som folk er det i dag. Mange af de små drenge blev til officer og endda til embedsmænd og fyrster, som i Sultans navn styrede hele regioner. Kvinder som endte som slaver i Sultans harem var faktisk hans kvinder og var med til at påvirke imperiets politik og Sultans beslutninger.
Det gør det umoralske i tvangsfjernelsen af børn ikke mindre, men giver alligevel et mere nuanceret billede af opfattelsen og brugen af slaveriet i forskellige kulturer.
Det som kendetegner det moderne europæiske slaveri er den samme rationalitet som er kapitalismens iboende. De vestlige slaver blev behandlet som dyr og havde status som dyr per default, eller som en aktiv (hvis de kunne producere mere end hvad de forbrugte).
Pointen er, selv om man genfinder slaveriets essens (magt misforholdet for at forenkle det) er billedet mere broget og spørgsmålet er så om man skal bedømme de forskellige former på samme måde.
Så vidt jeg har bemærke,t påberåber en ikke ubetydelig del af den national-konservative yngel her til lands sig retten til rigets værdier, netop med en henvisning til de tidligere generationers præstationer:
"Alt dette, vi her til lands har kæmpet for!"
Men gud forbyde da, at den slags bagateller forvandles til en form for arvesyndsbevidsthed! Så hellere rethaveriskhed! Det er meget bedre!
"Nationalkonservativ yngel"
Tænker du på sekulariseringen og oplysningsfilosofien? De borgerlige revolutioner? Bonde- og arbejderbevægelserne? Kulturradikalismen og ungdomsoprøret?
Du har naturligvis en pointe, Torsten. At vedstå arv og gæld betyder også, at man må tage det sure med det søde. Vi kan ikke blot afskrive gælden og modtage arven. Sådan set.
Men dit argument er alligevel lidt sofistisk. Taget i sin yderste konsekvens indebærer det nemlig, at vi intet kan foretage os. Vores overvældende gæld forhindrer os. Vi kan kun bøje hovedet, erkende vores ueftergivelige synd.
Men hov! Er det nu også 'vores' synd?
Ja, vil du så sige - i al fald i samme forstand som den kulturarv, vi gerne vil bryste os af, alt det 'vi' (dvs. vores umiddelbare forfædre) har kæmpet for: frisind, tolerance, demokrati. Den arv vil vi ikke alene bryste os af, men også have en historisk ret til. Men det er en logisk fejlslutning, siger du, når vi ikke samtidig vil vedkende os vores forfædres ugerninger.
Formelt ja. Men der er den afgørende forskel, at når vi i dag kæmper for bl.a. tolerance frisind og demokrati, så gør vi det ikke, f o r d i vi har en v e l e r h v e r v e t (traditionsbestemt) ret til det, men fordi vi har gode grunde til det, som u n d e r s t ø t t e s af en mangeårig, solidarisk kamp for social frigørelse.
Dit argument leder til moralsk relativisme, ja mere end det - kynisme. Dit argument indebærer, at man ikke kan blive klogere, eller - hvis man kan det - at man så alligevel skal forblive naglet til en fortid.
Jeg har modtaget et svar fra Anita Brask Rasmussen, hvor hun gentager påstanden om at Danmark på et tidspunkt har været den den 7. største slavehandler nation, dog uden mindste form for dokumentation.
Jeg har derfor igen bedt hende dokumentere påstanden:
Tak for svaret.
Alle de kilder jeg har konsulteret viser at Danmark var den 7. største af de nationer der deltog i den transatlantiske slavehandel
Men jeg har ikke kunnet finde en eneste kilde, der viser, at Danmark var den 7. største slavehandlernation i så meget som et eneste år, hverken i den periode den transatlantiske slavehandel foregik, eller på noget andet tidspunkt i historien.
Jeg har konsulteret endnu flere kilder, og er endnu mere overbevist om at din påstand ikke er rigtig.
I en periode på ca. 165 år transporterede danskere ca. 100.000 slaver, det er i gennemsnit 600 om året. Højeste antal var i 1778, hvor ca. 3.000 slaver blev tvunget over. De 6 andre europæsiske nationer der deltog i den transatlantiske slavehandel
Kan du angive i hvilket år, eller i hvilken periode du mener at Danmark var den 7. største slavehandlernation generelt, altså når man ikke anlægget et etnocentrisk syn og kun ser slavehandel som den transatlantiske slavehandel, men også tæller slavehandlen i de kinesiske kejserdømmer, i de arabiske lande, i de nordafrikanske muslimske samfund osv. med.
Generelt er det et stort problem, at forskellige folkeslag behandles forskelligt, når man taler om slavehandel.
I en avis rettet mod medlemmer af det afro-amerikanske samfund, The Atlanta Black Star, læste jeg sidste år en tankevækkende artikel om fakta der bliver fortiet, f.eks. at at antallet af afrikanske slaver der døde undervejs til de arabiske lande var ekstremt højt, estimeret til over 80 millioner. Se http://atlantablackstar.com/2014/06/02/10-facts-about-the-arab-enslaveme...
Dr. John Alembellah Azumah har i bogen The Legacy of Arab-Islam in Africa (2001) estimerat at omkring 20 millioner afrikanere blev ført til de arabiske slavemarkeder, og at over 80 millioner afrikanere døde undervejs. Den meget høje dødelighed skyldtes dels at rejsen var meget besværlig, dels at de arabiske slavehandlere kasterede de unge drenge, hvad kun 10-30% overlevede.
Ud fra det estimat, 100 millioner slaver over de ca. 1.200 år slavehandlen fra Afrika til kalifatet var aktiv, er det over 80.000 slaver hvert år i gennemsnit.
Jeg tror ikke du kan dokumentere blot et enkelt år, hvor Danmark var den 7. største slavehandlernation. Derfor må jeg forvente du trækker påstanden tilbage.
Mihail Larsen,
Det sidste først:
Nej, jeg tror ikke man kan blive klogere, hvis man ikke accepterer forbindelsen til fortiden. Ikke at man dermed for evigt skal nagles til korset, forpint og uden manøvrerum. Men et kors er der dog tale om - ikke blot formelt set - og det må man vel bære med sig, om man vil det eller ej? Med mindre man da fro vælger at kaste sig i den moralske relativismes bølger?
Men hvis du tror at jeg foreskriver en flagellantisk attitude i forhold til fortidens synder, så tager du fejl. Intet ligger mig fjernere. På præcis samme måde, som jeg ikke kunne drømme om at påkalde mig fortidens kæmper, til forsvar i nutidens kampe. Netop derfor er jeg ikke at regne blandt de nationalkonservative, som for mig at se ynder at høste ære og værdighed, hvor de ikke selv har sået. Den slags sofisteri forsøger jeg, efter bedste evne, at holde mig for god til.
Hvis det er kynisk at påpege, at Europas velstand i dag er opbygget på et fundament, hvori der indgår en massiv udbytning og undertrykkelse af de selv samme lande, som vi i dag med et hånligt skuldertræk betegner som 'mindre udviklede nationer', og som vi med slet skjult foragt beder venligst holde sig selv og deres problemer på mils afstand, jamen så er jeg såmænd - som vore engelske venner ville udtrykke det - guilty as charged!
Der mangler en "Darwin" I mennesket historie, en evolutionsteori, ikke som beskrevet ad "Darwin I evolutionsteori, hvor mennesket ha nået(rankstilling) men evolution af menneskets mentaltistand. Jeg tvivler på at mennesker har flyttet sig en tomme siden stenalderen. De 1% som var foran alle andre, har oplevet udmygelse , som Aristoteles blev mishandlet af sin kone og brugte ham som en æsel, Linkoln var domineret også af sin kone ved at misbruge alt hvad han tjente på sit embede. Og mange andre exempler. Jeg behover ikke nævne de 99% andre som de ved ikke engang hvad discrimination er for noget endu.
Den danske slave handel lever såmænd ganske glimrende den dag i dag og kommer til at ekspandere i 2016.....
Nu til dags bruges der bare andre termer som ; kontanthjælps modtager, østlands arbejder, syge dagpenge modtager, flygtning etc, etc.....
Mihail Larsen: "Men dit argument er alligevel lidt sofistisk. Taget i sin yderste konsekvens indebærer det nemlig, at vi intet kan foretage os."
Hvorfor dog i alverden det? Min bedstefar var alkoholiker, han tævede sine børn, jeg ser intet til hinder for, at jeg kan modtage og vedkende mig arven fra ham og alligevel lade være med at tæve mine egne børn. En ikke-handling er som bekendt også en handling, det er vi tidligere blevet enige om.
Jeg tror, at hele denne diskussion om fortidens synder lider af en misforståelse af, hvad dårlig samvittighed kan bruges til. Ideen med dårlig samvittighed - eller anger for at bruge et stort ord - er ikke at gå i stå i handlingslammelse, flagellantisme og selvhad, men derimod at tage ved lære af sine dårlige erfaringer med henblik på at fremover gøre det bedre.
Hvis en erkendelse af forfædrenes synder skulle resultere i en omfordeling af verdens goder ser jeg heller intet forgjort i det.
Slaveri har aldrig været mere udbredt, end det er idag...
Vi høster alle fordelene derved, men ignorerer det onde, vi således skaber.
http://anonhq.com/slavery-is-worse-than-ever-before-50-buys-the-life-of-...
Slaveriet, blev det egentlig nogensinde RIGTIGT afskaffet... eller formåede de tidligere slave-ejere at bilde os alle ind at vi nu endelig er helt frie?
Til de af jer, der måtte omtale jer selv som 'frie', prøv et lille morsomt eksperiment:
Undlad at betale jeres skat. Hold op med at betale af på realkreditlånet. Sig til jeres flinke chef at hans ideer er dybt åndsbollede.
Slave-Danmark findes skam stadig. Eneste forskel er, at slaverne i dag er lykkelige, fordi de har råd til et abonnement på den seneste iPhone.
Martin Hansen, en god pointe, dog måske lidt udenfor artiklens emnes rækkevide, hvilket skyldes at det er lykkedes, at opretholde den nominalistiske forskel mellem moderne og klassiske slaveri som noget reelt og det gjorde man i kraft af en lovgivning, men ikke i praksis.
Slaveriet lever i bedste velgående, det har bare andre former.
Man skal jo huske at både butleren og bomuldplukkeren er slaver, selvom deres levevilkår har værert markant forskelligt.
Der er en stor frygt for selvhad (autoodiofobi?) udtrykt i kommentarerne, selvom de fleste kommentatorer ikke er overraskede over Danmark handlede med slaver. Jeg har ikke brug for at hade mig selv, hvis jeg fx. fik at vide at min bedstefar tævede min bedstemor. Det ville være en udfordring, men mon ikke jeg klarede det? Måske var der nulevende familiemedlemmer der havde noget i klemme dér. Men hvem har noget i klemme i forhold til dansk slavehandel og kolonialisme? Det må være folk der hænger sygeligt i fortiden. Jeg mistænker den nationale selvglædeindustri, og dem som har investeret deres sjæl i den.
@Paul Hartvigson
I dag 98 år efter salget af rettighederne til USA, er apartheid en realitet, fortsat skal det lokale parlement på Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan stadigvæk spørge kongressen i USA om lov, i en række af beslutninger, men ingen af lokalbefolkningen på øerne, har stemmeret i USA.
Independent Citizens Movement of the Virgin Islands (ICM Party).
"The people of the Virgin Islands have a right to choose their own destiny. This includes, but is not limited to, their own constitution and laws regulating the relationship with their neighbors in the areas of trade, culture, and technology."
Link: http://www.icmparty.org/
https://www.facebook.com/pages/Independent-Citizens-Movement-of-the-Virg...