Jeg er et Star Wars-barn

Jeg er barn af Star Wars. Jeg så godt nok ikke de to første film, Stjernekrigen og Imperiet slår igen, i biografen i 1977 og 1980 – jeg var blot hhv. fem og otte år gammel. Men jeg vidste godt, at der var noget særligt på færde, da den første film havde premiere.

Selv dengang hvor der intet internet og ingen sociale medier var, var George Lucas’ skaberværk noget, man talte om. Både på grund af alle de sideprodukter i form af legetøj og anden merchandise, som fulgte med – og som gjorde Lucas til en hovedrig mand – og fordi filmen og dens historie var noget, der talte til fantasien og legebarnet i mig og mine jævnaldrende.

Da den tredje film i den første trilogi, Jediridderen vender tilbage, havde premiere i 1983, var mit 11-årige jeg således godt inde i det omfangsrige univers, handlingen og alle personerne, og jeg kunne uden problemer se filmen i biografen. De to første film var formentlig allerede udkommet på video, men jeg kommer ikke fra et hjem med videomaskine og så dem formentlig først på tv senere.

En generation af fans

Jeg kan ikke komme i tanke om et tidspunkt, hvor Star Wars, Indiana Jones, Nærkontakt af tredje grad, E.T. og Tilbage til fremtiden – og mange af de andre film og filmserier, som vennerne George Lucas og Steven Spielberg lavede sammen eller hver for sig op gennem 1970’erne og 1980’erne – ikke var en del af mit liv.

Det var film fulde af action, spænding og humor; de handlede om antihelte og fjerne eksotiske planeter, kampen mellem godt og ondt og forne tider og glemte skatte; og de gjorde indtryk, fordi de tog eventyret og publikum alvorligt, uanset alder, og bagefter var der til timevis af sjov og leg i det, man havde set på det store lærred.

Men de fortalte også om familier, generationsopgør, forældre og børn og det at være skilsmissebarn. Det var jeg selv, og måske var det derfor, at Spielbergs E.T. ramte både mig og min mor så hårdt, som den gjorde, da vi så den i Bio i Silkeborg i julen 1982. Jo, filmen handler om et lille rumvæsen, som strander på Jorden og gerne vil hjem, men den handler lige så meget om drengen Elliott og hans familie, der er gået i opløsning.

Alle George Lucas’ og Steven Spielbergs film fra dengang har vokset sig store og har flere gange fundet sig et nyt og begejstret publikum. Men ingen af dem er blevet så betydelige og så uomgængelige i min og efterfølgende generationers bevidsthed, som Star Wars. Indtil videre er der kommet seks film, en syvende – og dermed en ny trilogi – har premiere om mindre end en uge, og på vej er endnu flere spin off-film, som skal udvide universet og mytologien.

Kulørt rumopera

Det stod ikke skrevet i sol og måne, at den filmskoleuddannede Lucas, der i 1971 debuterede med en nybølgeinspireret science fiction-film, THX 1138, og fulgte op med Sidste nat med kliken, en nostalgisk film om musik, biler og ungdom i de tidlige 1960’ere, skulle blive en af de mest kommercielt succesfulde filminstruktører og producenter i verden.

Eller at det skulle ske med en fantasifuld og kulørt dannelsesfortælling, familiekrønike og rumopera, der foregår i en fjern, fjern galakse for lang tid siden.

Kort fortalt handler de tre første Star Wars-film, Stjernekrigen, Imperiet slår til igen og Jediridderen vender tilbage (instrueret af hhv. Lucas, Irvin Kershner og Richard Marquand, red.), om Luke Skywalker og hans venners kamp mod den onde kejser og dennes højre hånd, Darth Vader – der i øvrigt viser sig at være Lukes og hans søster, Leias, far.

De næste tre film i sagaen, Den usynlige fjende, Klonernes angreb og Sith-fyrsternes hævn (alle instrueret af Lucas, red.), der blev lavet fra 1999 til 2005, og som kronologisk foregår før de første tre film, handler om Anakin Skywalkers forvandling fra ambitiøs og utålmodig jediridderlærling til den inkarnerede ondskab i skikkelse af Darth Vader.

Verdensbyggeren Lucas

George Lucas hentede sin inspiration mange forskellige steder fra, ikke mindst fra de science fiction- og eventyrfilm og -serier, han havde set på tv, da han var dreng, og fra alverdens mytologier, religioner og filosofier. Han ville blandt meget andet fortælle en arketypisk historie om helte og skurke, om sort og hvid, om godt og ondt og om de moralske, menneskelige, psykologiske og følelsesmæssige påvirkninger, vi alle udsættes for, og de valg, vi foretager, og hvordan de har betydning for vores videre liv.

En betydelig faktor i Star Wars-universet er således Kraften, som jediriddere kan lære at mestre, og som gør dem i stand til de mest utrolige ting. Kraften har en lys og en mørk side, og de to sider strides om magten over et stort univers med mange forskelligartede planeter og livsformer, lyssværd, dødsstjerner, rumskibe og laserblastere.

Verdensbyggeren Lucas’ ærinde var også et andet: Der er højt til loftet i Star Wars-universet, og kun fantasien satte grænsen for, hvad han præsenterede os for i sine seks film – og i de mange sidehistorier fortalt i andre medier. Det er lyset, som vinder; i hvert fald i de første tre film, der ramte verden oven på et noget dystert tiår med Vietnamkrig, Watergate, oliekrise, koldkrig og generel politisk og social uro på mange fronter, hvilket også afspejledes i datidens film.

Star Wars-trilogien var anderledes positiv, opbyggelig og sjov underholdning, og det var en stor del af attraktionen og en af nøglerne til filmenes øjeblikkelige succes. En anden vigtig forklaring var, at Lucas tog sit univers og dets mytologi alvorligt, men at filmene ikke af den grund blev selvhøjtidelige eller humorforladte. Og så var det hele akkompagneret af John Williams’ nu legendariske musik, der om noget satte scener og underbyggede øjeblikke.

Værdig arvtager

For et par år siden solgte 71-årige George Lucas for fire mia. dollars sit livsværk, altså det filmselskab, som Star Wars byggede, og de nye ejere, Disney, er i fuld gang med igen at udbygge universet, som nu også omfatter bøger, tegneserier, animationsserier, computer- og konsolspil, Lego og meget andet. Det er ikke helt forkert, at Star Wars for længst har fået eget liv, uafhængigt af sin skaber, hvilket også er en af grundene til, at de mest dedikerede fans har endog meget svært ved at acceptere, når Lucas eller andre piller ved især de tre første film.

Det er ikke længere Lucas’ ejendom; det er deres – det er vores.

Alligevel er der store og positive forventninger til den nye film, The Force Awakens, der er instrueret af J.J. Abrams. Det skyldes ikke mindst, at Abrams er en dygtig instruktør, som bedst er kendt for sine kringlede tv-serier, f.eks. Lost og Alias, men som i de senere år også har haft held med at give et andet stort univers, nemlig Star Trek, nyt og godt liv i to succesfulde film.

Nok så vigtigt har han lavet den charmerende og underholdende Super 8, der foregår i 1970’erne og er en hyldest til de familie- og eventyrfilm, som Lucas og Steven Spielberg lavede engang. Og endelig er 47-årige J.J. Abrams også barn af Star Wars og stor fan af universet, og han virker som den rigtige instruktør til at løfte arven efter Lucas.

Gammeldags effekter

Det hjælper selvfølgelig også på velviljen, at de trailere og klip, der indtil videre er blevet vist fra The Force Awakens, giver nogle af de samme frydefulde kuldegysninger, som vi alle fik, da vi så de tre første Star Wars-film. Den nye film foregår tre årtier efter afslutningen på Jediridderen vender tilbage, og det synes at være personerne, humoren, eventyret og kampen mellem den lyse og den mørke side af Kraften, der er i centrum. Og så byder den på både velkendte figurer såsom Luke, Han Solo, Leia, C-3PO og Chewie (Harrison Ford, Carrie Fischer og Mark Hamill, der spillede hovedrollerne i den oprindelige trilogi, vender alle tilbage, red.) og helt nye figurer.

De tre midterste film i sagaen, som Lucas lavede fra 1999-2005, var flotte at skue og bød på glittede, spektakulære, computerskabte sekvenser, der ikke var mulighed for i de første film – som dog også havde utallige utrolige scener at prale af. Men de manglede til gengæld noget af den uskyld, enkelhed, uhøjtidelighed og det nærvær og hjerte, der gjorde de første film så gode. Det var et godt eksempel på, at det er menneskene bag, ikke de teknologiske muligheder, der får en film og en historie til at fungere – noget, som den amerikanske filmbranche har det med at glemme.

Heldigvis har J.J. Abrams valgt at gå mere taktilt, lavpraktisk og gammeldags til effekterne i The Force Awakens; i stedet for at lave det hele i en computer har han og filmholdet bygget modeller og lavet så meget som overhovedet muligt med kameraet, præcis som George Lucas og hans folk gjorde for 30-40 år siden.

Det kan ikke undgås at have en effekt på den færdige film – og ikke mindst på følelsen og fornemmelsen af den færdige film, fordi det både bliver en mere fysisk oplevelse, og fordi det fordrer opfindsomhed og kreativitet af folkene bag ikke bare at kunne trykke på en knap, når en illusion skal skabes.

Alting er muligt

Det lover alt sammen godt, og på dette tidspunkt i næste uge ved vi så, om The Force Awakens for alvor kan leve op til den hype, der er blevet bygget op gennem de seneste mange måneder, og som selvfølgelig vil have en vis betydning for, hvordan Star Wars-universet udvikler sig fremover.

Selv om Star Wars efterhånden er blevet så massivt et fænomen, at det stort set sælger sig selv – det nye legetøj, der blev lanceret for nogle måneder siden, fløj ned af hylderne – har Disney immervæk investeret fire mia. dollars i sagaen. Det er penge, som gerne skulle tjenes ind igen.

I det seneste nummer af det britiske filmmagasin Empire siger J.J. Abrams om sin film, at han vil have publikum til at »forlade biografen på samme måde, som jeg gjorde, da jeg var dreng, og føle, at alting er muligt.«

Lykkes det, vil jeg og mange andre i min generation forlade biografen som glade og lykkelige mennesker. Det vil være som at genopleve vores barndom, hvor endnu intet var hugget i sten, og, ja, alting var muligt.

Jeg kan næsten ikke vente.

’Star Wars VII: The Force Awakens’ har dansk premiere den 16. december og bliver anmeldt her i avisen