Læsetid: 7 min.

Stemmen. Simpelthen

Han var det tyvende århundredes største fortolker af ’den store amerikanske sangbog’. I morgen ville han være blevet 100 år. Vi kigger på aspekter af manden, sangeren og legenden
Frank Sinatra var af mænd mindst lige så hadet og foragtet, som Justin Bieber er i dag, da han som ungt teenageidol gik under navnet The Voice. Men selv den største Sinatra-hader må indrømme, at swinge, det gør han.

Frank Sinatra var af mænd mindst lige så hadet og foragtet, som Justin Bieber er i dag, da han som ungt teenageidol gik under navnet The Voice. Men selv den største Sinatra-hader må indrømme, at swinge, det gør han.

Allstar/Polfoto

11. december 2015

De kaldte Bessie Smith for The Empress of the Blues. De kaldte Billie Holiday for Lady Day. De kaldte Ray Charles for The Genius. De kaldte Elvis Presley for The King of Rock’n’Roll. De kaldte Roy Orbison for The Big O. De kaldte Aretha Franklin for The Queen of Soul. Sådan er det bare. Nogle stemmer hæver sig over vrimlen, og på et tidspunkt sættes der navn på dette særpræg.

Men hvad så med Frank Sinatra, det tyvende århundredes måske største fortolker af det, vi har vænnet os til at kalde The Great American Songbook? Ja, han blev godt nok på sine ældre dage kendt som Ol’ Blue Eyes, men hånden på hjertet, hvad har det med den geniale sanger at gøre? Det lyder som noget, midaldrende mænd ville kalde en jævnaldrende, de holder af.

Og ikke for det – øjnene var blå. Gennemborende blå. Lige til det sidste kiggede de på verden med en særegen blanding af kynisme, nonchalance, morskab og sårbarhed. Måske.

Men da Frank Sinatra som ung var i gang med en karriere, ingen i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, hvordan ville ende, var han såmænd kendt som The Voice. Og det er ligegodt det vildeste tilnavn, nogen kunstner er blevet beæret med. Stemmen. Simpelthen. Jeg mener, hvad er der så at tilføje? Jo, jeg kunne jo haste med at tilføje, at det er så fuldt fortjent, at det nærmer sig det selvindlysende. Men det var der allerede delte meninger om, da han levede. Bare fordi man er et geni, kan man ikke forventes at blive elsket og respekteret af alle.

USA’s mest hadede mand

Da jeg var udvekslingsstudent i USA i de tidlige 1970’ere, boede jeg således under tag med en mand, der ligefrem hadede Frank Sinatra. Min amerikanske ’dad’ havde tjent i marinen i verdenskrigens sidste år og i Sydøstasien set ting »I try to forget every day«, som han udtrykte det. Han var rundet af big band-æraen og havde en flot pladesamling, men intet med The Voice. Det faktum, at Sinatra med myndighedernes velsignelse havde unddraget sig militærtjeneste for i stedet at blive hjemme og booste moralen, var i hans øjne fuldstændig utilgiveligt.

»But he’s a great singer,« forsøgte jeg. »No, he’s a coward and a jerk,« svarede ’dad’. Så talte vi ikke mere om det.

Der er dem, der mener, at Sinatra var krigens mest hadede mand i USA, mere end både Hitler og Mussolini. Der skulle en generation eller to til, før dette ’svigt’ blev glemt, og det igen blev muligt at høre Stemmen.

I sandhedens interesse er der mange ting ved personen Sinatra, der kan virke stødende. Helt sikkert. Og han blev værre med årene. Den første bog, jeg læste om ham, Kitty Kellys herostratisk berømte His Way (1986) gav mig lidt af et chok. Der var ikke meget overskudsagtig ring-a-ding ding-swinger over den mand, man mødte deri. Tværtimod fremstod han som en usympatisk egomaniker, der gjorde det ’his way’, uanset omkostningerne. For andre, vel at mærke. En gangstergnubber med det for kunstnere så karakteristisk uafklarede forhold mellem mindreværdskomplekser og storhedsvanvid. Og bla bla. Det skal med, at bogen på bedste boulevardpressefacon fuldstændig undgik at forholde sig til Sinatra som sanger, entertainer og skuespiller. For hvad havde det nu med sagen at gøre? Af med klunset, dit svin, vi vil se dig i al din hæslige nøgenhed.

Uptempo og udadvendt

Siden er der så kommet et hav af bøger om manden, der som bekendt døde i 1998, og de spænder fra røvslikkeri til mudderkastning. Begge dele er muligt, you know. Og der er sågar også en mellemvej, selvom den ikke er synderlig populær nu om stunder. Men de mest interessante er nu engang dem, der handler om … Stemmen. Simpelthen!

Så da Will Friedwald i 1997 udsendte Sinatra! The Song Is You: A Singer’s Art udstødte jeg et lettelsens suk, for her var der endelig en bog, som gik i dybden med nogle af grundene til, at jeg regner ham for en af populærkulturens allerstørste kunstnere. Sangeren Sinatra, mine damer og herrer. Den herre, hvis fraseringer, intonation, åndedrætsbeherskelse, rytmesans, tekstforståelse og fortolkningsevne kun matches af få. Om nogen.

Og som lige nu ligger på undertegnedes grammofon og sprinkler stjernestøv fra højttalerne. Det er Songs for Swingin’ Lovers, perfekt swingende musik at skrive til, uptempo, udadvendt og fuldstændig uimodståeligt.

Udsendt i 1956 er der tale om det fjerde samarbejde mellem Sinatra og arrangøren og orkesterlederen Nelson Riddle, et så blændende samarbejde, at det er blevet en milepæl i musikhistorien. Og et lysende eksempel på, at selv en sanger af Sinatras kaliber er dybt afhængig af de helt rette samarbejdspartnere. For at forløse sit iboende geni. For at få det maksimale ud af det givne materiale. Og ikke mindst for at få det fulde udbytte af de forskellige sangformer, han nu engang beherskede. Vi kigger på dem nedenfor og starter naturligvis med crooneren Sinatra, en genre, han gerne forbindes med, om end den primært passer til hans tidlige karriere.

Foragtet som Justin Bieber

At croone betyder direkte oversat at nynne og det ved vi alle, hvornår man gør. I ubekymrede øjeblikke, gerne optaget af noget andet. Mesteren over dem alle inden for genren er naturligvis Bing Crosby, der også bør kaldes dens skaber. Ingen besidder helt dennes evne til at få en sang til at lyde både naturlig og nem, lige meget hvor svær melodien i virkeligheden er. At han så ikke altid var lige heldig med repertoire og arrangører er en anden sag. Et superbt bokssæt kunne det ikke desto mindre snildt blive til, hvis nogen kunne tage sig sammen dertil.

Crosby var Sinatras første og største idol, og det høres tydeligt på sidstnævntes indspilninger fra de ti år (1942-1952), han var på Columbia Records. Altså tiden som splejset teenidol, hvor han satte ord og toner på datidens kvinders længsel efter fred og normalitet midt i verdenskrigens inferno. Og af mænd var han mindst lige så hadet og foragtet, som Justin Bieber er det i dag. Det lækre og misundelsesværdige ved croon er letheden og elegancen, til gengæld lyder det ikke altid, som om tekstindholdet stikker særlig dybt, lige meget hvor trist eller melankolsk det i øvrigt er.

Nu er det også en smagssag, hvordan man har det med de arrangører (Axel Stordahl især), som Sinatra betjente sig af i 1940’erne, men det har det med at blive lige lovlig cute indimellem. For min smag, i hvert fald. Det er tvivlsomt, om Sinatra alene med dette materiale i ryggen var blevet det ikon, han nu engang er. Men letheden slap Sinatra aldrig, lige meget hvilket materiale han kastede sig over, og derfor vil han altid først og sidst være synonym med netop croon.

Født i 1915 er Sinatra jævnaldrende med jazzen i alle dens afskygninger, og hvad der især karakteriserer den genre er størrelserne swing og improvisation, to ting Sinatra så at sige fik ind med modermælken. Selv den største Sinatra-hader må jo indrømme, at swinge, det gør han. Men det foldes først rigtigt ud i perioden på Capitol i årene 1952-1962, hvor arrangører som Nelson Riddle og Billy May satte messing til, så det synger i hypofysen.

I tresserne bliver det ydermere til flere vellykkede samarbejder med Count Basie og dennes orkester, ikke mindst livealbummet Sinatra at the Sands (1966) demonstrerer, hvilken fremragende jazzfortolker, Sinatra også er. Mht. improvisation er han den frækkeste lille olfert, hvad angår at lægge sig både bag og foran beatet, lege med melodilinjerne og i det hele taget udvise en forfriskende respektløshed for forlæggene. I en sådan grad, at hans fortolkninger i utallige tilfælde er gået hen og er blevet de definitive versioner af en række givne sange. Så jo, jazzsanger var han. Også.

Det diskuteres stadig, hvorvidt torch singing er en genre eller blot en niche. Jeg hælder til det første. Det er der, hvor de allersørgeligste kærlighedssange søger hen, når der ikke er andre steder for dem at være. Det er sange om den uigenkaldeligt mistede kærlighed, den uforsonligt ugengældte kærlighed, den fuldstændig uopnåelige kærlighed og om den dybe, ubodelige ensomhed disse forhold medfører. Sinatra mestrer som ingen anden på denne side af Billie Holiday at malke sange som disse for hver en følelsesmæssig nuance, og han har stået fadder til kanoniserede mesterværker som Where Are You? (1956) og Only the Lonely (1957), men også mindre berømmede værker som No One Cares (1959) og Sinatra & Strings (1962), der alle er med til at definere en genre, visse personager benægter eksisterer.

Yes, sir. Crooner, swinger, torch singer. Det mestrede han alt sammen. Satte standarden, så at sige. I en karriere, der strakte sig over mere end seks årtier, blev der skam også slået nogle skæve. Selvfølgelig gjorde der det. Det er ingen skam. Så ikke et ord om »My Way«, den lortesang. Den kan Søren Pind få at lege med til jul.

I anledning af 100-året er ’A Voice on Air 1935-1955’ blevet udsendt. Perfekt gave til manden, der tror, han har alt (med Frank Sinatra!)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Klaus Lynggaard

For rigtig længe siden – endnu før du var i USA på udveksling – så jeg en episode af The Joey Bishop Show, hvor en vis komiker medvirkede. Joey Bishop viste et billede af komikeren, der klemte om Frank Sinatras kinder med tommel- og pegefinger.

Historien bag billedet var den, at de begge havde optrådt for troppene under II Verdenskrig med komikeren som konferencier. Han kunne ikke introducere Sinatra, som f. ex. den unge sanger med X antal hits sidste år og en indtjening på så og så meget.

Så var Sinatra blevet pebet ud.

Så Sinatra måtte gå på scenen uden at blive annonceret under komikerens rutine, lægge hoved til en kind-rusker, og så ellers begynde at synge.

Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke forstår soldaterne, der lå pokker i vold ude i Stillehavet og for ringe betaling måtte sætte livet på spil i krigen mod Japan.
Mens Sinatra gav den gas hjemme med alle de kvindelige fans og alle de rare dollars.

Det var den franske sanger Claude Francois der skrev forlægget til "My Way", der på fransk oprindeligt hed "Comme D¨Habitude",

https://www.youtube.com/watch?v=bMoY5rNBjwk

Han var også med til at skrive en sang der hed "Le Telephone Pleure", der herhjemme blev et stort hit som "Telefonen"

https://www.youtube.com/watch?v=5zx3UPXg_eM

Det er selvfølgelig ikke Sinatras skyld, men verden er virkelig fuld af underlige sammenhænge.

Bjarne Bisballe

Jeg kan ikke læse mere end ti linjer,men det er ikke stemmen, det er rytmefornemmelsen, timingen, der er hel suveræn.
The king of timing

Herdis Weins, Hans Aagaard og Peter Nielsen anbefalede denne kommentar

Netop! Stemmen var ikke stor men det var hele pakken der gav en samlet oplevelse. Dengang var der adskillige bedre sangere, men ikke mange med samme udstråling, timing og feeling.

Det er skægt for i forhold til nogle af sine samtidige, som Nat King Cole, synes jeg ikke Sinatra swingede helt så ubesværet. Måske fordi han var i kamp med nogle af sine mange dæmoner. Hans stemme havde også en lidt tør klang. Min hals snører sig altid lidt sammen når jeg hører ham. På den anden side var det der gav Sinatra noget kant eller personlighed. Det er lidt ligesom Miles Davis der heller ikke altid lød helt ubesværet i forhold til f.eks.. Dizzy Gillespie, der bare fyrede den af fra hoften, men det var så noget af det der gav Miles Davis noget kant. Sinatra var også god til at vælge repertoire og arbejdede med nogle rigtig gode arrangører og sangskrivere. Jeg tror også at der på det tidspunkt var noget med, at dem der havde etableret sig som store stjerner fik tilbudt det bedste materiale, mens de andre sangere længere nede i hierarkiet så måtte slås om resterne..

Trond Meiring, olivier goulin, Hans Aagaard og Bjarne Bisballe anbefalede denne kommentar

Arne Lund - ja, kunsten er som sådan værdifri, idet det er op til den enkelte, hvad de får ud af et værk.
det rager mig personligt en bønnespire, hvem Sinatra personligt omgik. At Hamsun endte som nazist er mig også ligegyldigt for hans for hans evne til at skrive, ligesom Wagners musik nydes af mange jødiske musikelskere på trods af hans antisemitisme. Og mange kvinder, jeg selv inklussiv, nyder rockmusik, selv om meget af den er komponeret og udført af en flok stofmisbrugende, alkoholiserede, kvindeforbrugende mandschauvinister.
Kunst ER som sådan værdifri, det er kun, når den fortolkes som udtryk for sin tid, konteksten er interessant. Hvis man skulle følge dit ræssonnement, ville man ikke være i stand til at turde nyde musik, litteratur, film etc. uden først at have indhentet oplysninger om personen bag den.
Med hensyn til udtrykket husmoderpop, kunne du jo bare nøjes med at udtrykke din modvilje uden at nedgøre en persongruppe. Ellers er udtrykket "negermusik" om Louis Armstrongs musik jo okay, da den ikke kun går på at være udført af negre, men også at være så primitiv, at kun negre kan sætte pris på den. Eller kan du forestille dig at folk, der ikke sætter pris på Muddy Waters og lignende bluesmusikere skal affærdige musikken som "sort musik"?
Jeg forstår i øvrigt på ingen måde behovet for at forbinde musik, man ikke bryder sig om , med en bestemt persongruppe. Jeg forstår faktisk slet ikke behovet for at udtrykke foragt for musik, man ikke selv bryder sig om. Selv nøjes jeg med ikke at fatte, nogen kan udholde at høre f.eks. heavy metal, mongolsk strubesang, Hansi Hintersseer, Lars Lilholt eller Jetro Tull uden at jeg af den grund føler trang til at udtale mig nedsættende om denne musik.