Læsetid: 6 min.

Tag ingen fanger

Information ser tilbage på den rygende slagmark og blomstrende jungle, der er den internationale musikscene år 2015. Herunder at FBI har spillet en uventet rolle i dagene op til jul
Britiske Adeles varemærke er den autentiske middelklassepige, der holder begge ben solidt plantet på jorden. Hendes seneste album ’25’ solgte fem mio. eksemplarer alene i USA de første tre uger

Britiske Adeles varemærke er den autentiske middelklassepige, der holder begge ben solidt plantet på jorden. Hendes seneste album ’25’ solgte fem mio. eksemplarer alene i USA de første tre uger

Polfoto

31. december 2015

Det har været – endnu – et stort år for teknologien. Ikke nok med at den leverer afgørende klang- og rytmekilder til nutidens pop. Ikke nok med at den overvåger og analyserer vores smag. Det er også den, der fortæller os, hvad vi kan lide.

Helt arrogant, men med stadig større præcision. Faktisk ofte mere pålidelig end user reviews, der jo også ofte bare er et udtryk for, hvem der har den mest dedikerede fanskare. Og som det parlamentariske demokrati har bevist, så er mennesker ikke super pålidelige, når det kommer til at vælge det bedste – eller det mindst onde.

Så hvorfor ikke stole på maskinerne i stedet? Eller måske på en kombination? Kan vi glæde os til cyborg-anmelderen? Eller RoboCritic?

Kuratering var et kodeord på streamingtjenesterne og i musik generelt. Vi har brug for at filtrere os til overskuelighed, ja, vi har brug en kuratering af kuratorerne.

Tiden kalder på punch

På Spotify kan du for eksempel allerede finde 1,5 milliarder playlister ... Dem med den bedste smagsanalyse kommer til at vinde. Og med algoritmernes stadigt stigende finesse fremstår vi alle stadigt mere kvantificerbare og gennemskuelige.

Vi er jo trods alt også bare kød, calcium og vand. Hvilket også står klart under indflydelse af årets pop, der med hidtil uhørt slagkraft formår at pumpe kroppen til bristepunktet – i fuldfedt og hårdt mejslede, transparent detaljerede og perfekt klingende elektroniske produktioner.

Enhver, der har dj’et til en fest, ved, hvor svært det er at søge tilbage til de håndspillede instrumenter og/eller lidt ældre produktioner, når først man er gået i gang med Drakes »Hotline Bling«, Justin Biebers »What Do You Mean?« eller The Weeknds »I Can’t Feel My Face«.

Der er simpelthen ikke den samme punch i (langt de fleste) ældre produktioner. Og punch, dét kalder tiden og vores kroppe på.

Og i disse dage vil vi åbenbart kun have pop, hiphop, EDM og r&b, mens der stort set ikke er skyggen af rock på hitlisterne. Hvornår kommer den mon tilbage?

Britiske Neil Lonsdale har ikke opgivet rocken, og han startede en underskriftindsamling i protest mod Kanye Wests optræden på Glastonbury Festivalen. Han afleverede 136.081 underskrifter til festivalen, der heldigvis sad dem overhørig.

Sarah Sahim påpegede hos Pitchfork, at indsamlingen – og indierock-kulturen som helhed – var udtryk for en racisme, hvor hvid er normen og musikere af anden race typisk falder uden for kategori alene på grund af hudfarven. »The Unbearable Whiteness of Indie«, hed artiklen meget passende.

Seksualitet og fuckfinger

Popmusikken – og herunder indie – er fortsat en kampplads for alt dét, der optager os allermest. Race, køn, seksualitet.

Miley Cyrus sprænger rammerne for køn og krop.

Polfoto

Og herfra skal der lyde et gigantisk shoutout til Miley Cyrus, der er i færd med et fascinerende selvrealiserings- og frigørelsesprojekt. Til Papermag.com fortalte hun i år at hun var 14, da hun fortalte sin mor, at hun var biseksuel.

Og til Time lød det, at hun ikke anså sig selv for hverken at være kvinde eller mand, men indtil videre tager til takke med at betegne sig selv som gender fluid. Og så har hun også leveret flere fotosessions, hvor hun har givet en fuckfinger til den erotisk passive og traditionelt kønne iscenesættelse af kvindekroppen. Wauw.

Og lidt mere queer seksualitet: Efter omkring 20 år i branchen formåede canadiske Peaches at levere endnu en video, der føltes seksuelt forfriskende. »Rub« var med sine liderlige og helt normalt bulende og hængende kvindekroppe en livsalig besyngelse af kvinde- ja, menneskekroppen.

Ét eneste eksemplar

I Los Angeles er der til gengæld gang i en moderne og vidt åben fortolkning af jazz med nogle forrygende krydsbefrugtninger med hiphop, funk, electronica – drevet frem af så forskellige og alligevel åndsbeslægtede og indbyrdes samarbejdende mestre som Kendrick Lamar, Kamasi Washington, Flying Lotus og Thundercat?

Dét var i hvert fald en afgørende opblomstring og scene i år 2015, der endda kastede to mesterligheder af sig, Lamars To Pimp A Butterfly og Washingtons The Epic.

Så står det lidt mere bizart til med hiphop-legenderne Wu-Tang Clans album Once Upon A Time In Shaolin. Det findes kun i ét eneste eksemplar og blev tidligere på året solgt til medicinalentreprenøren Martin Shkreli for to millioner dollar.

Han blev så siden udnævnt til årets douchebag, fordi han købte rettighederne til medicinen Daraprim, der bruges af aids- og kræftpatienter, og 55-doblede prisen. Da Wu-Tang fandt ud af hvilket røvhul, han var, donerede de pengene til godgørende formål.

Men det bliver bedre endnu: Den 17. december blev Shkreli arresteret af FBI for mistanke om bedrageri. Og Bloomberg.com påpegede, at det kan ende med, at myndighederne beslaglægger alle hans værdier for at indefryse dem.

Altså kan Once Upon A Time In Shaolin falde i myndighedernes hænder og siden sættes til salg igen – måske til den gruppe af fans, der oprindelig forsøgte at crowdfunde købet af pladen for at gøre den frit tilgængelig.

Alt sammen medmindre Wu-Tang og/eller skuespilleren Bill Murray stjæler albummet for næsen af alle. Angiveligt står der nemlig i købskontrakten, at de har ét forsøg til at lykkes med dét forehavende. Som sagt: Bizart.

Den immaterielle indhegning

Og musikbranchen: Tilbage til udgangspunktet. De multinationale musikselskaber har genetableret kontrollen over markedet.

Ifølge Forbes har de tre giganter: Warner, Sony, Universal været ferme til at sikre sig anparter i de nye profitable musiktjenester såsom SoundCloud, Spotify, (nu lukkede) Rdio og Beats.

Forbes vurderer, at trioen har sikret sig anparter til en værdi af tre milliarder dollar – en femtedel af deres samlede markedsværdi.

Det handler om store bagkataloger og funklende superstjerner. Med deres ejerskab over enorme mængder højt elsket musik vurderes det, at de har kunnet forhandle sig til meget billige andele i nævnte selskaber.

Dermed kan de nu profitere fra begge sider af bordet, altså både på afspilning af deres kunstnere og på stigende værdi af deres anparter i selskaberne, der afspiller dem.

I det hele taget er vi i gang med at opleve en ny fase i The Second Enclosure Movement, som den skotske juraprofessor James Boyle har kaldt de store rettighedshaveres immaterielle indhegning af deres ophavsretlige værdier.

Man ser det også i klassedelingen mellem superstjerner og underklassen. Førstnævnte – såsom Adele, Sam Smith, Taylor Swift – betjener sig af windowing. Altså et vindue eller en tidsramme, hvor musikken udelukkende kan købes, ikke streames.

Nogle foreslår at alle musikere skal have lov at betjene sig af denne model, for at tjene bare en smule penge. Således at der kan skabes en middelklasse (p.t. næsten fraværende) af musikere.

I mellemtiden kan man se giganterne tage ved lære af Netflix og begynde at producere eget indhold. Som Music Business Worldwide påpeger, så har Apple Music lavet nye aftaler med Taylor Swift og Coldplay i form af videoproduktioner, hvilket de også tidligere har gjort med Pharrell Williams, Drake og Eminem.

Og Amazon har udgivet endnu et julealbum, Indie For The Holidays. Helt andre giganter begynder altså at opføre sig som pladeselskaber i kampen for at kunne præsentere eksklusivt indhold, som man skal betale for. Der tages ingen fanger. Og internettet er ikke, hvad det har været.

Til gengæld er sangen »Happy Birthday« blevet vristet fri af musikforlaget Warner/Chappell Musics greb, fordi de ifølge dommeren George H. King helt enkelt ikke kunne redegøre for deres ophavsret.

Så nu kan man endelig synge den i fuld offentlighed uden at risikere at skulle betale for det. I hvert fald indtil videre.

Og fik jeg nævnt britiske Adele? Well, hendes retur til rampelyset var en succes og hendes nye album, 25, og den første single »Hello« har slået en række salgsrekorder – på mange måder kun overgået af hendes eget foregående album 21 fra 2011.

2015 var også året, hvor den efterhånden legendariske svenske producer og sangskriver Max Martin fik sine 20. og 21. nummer et-placeringer på den amerikanske singlehitliste – kun overgået som sangskriver af John Lennon med 26 og Paul McCartney med 32!

Den ene var The Weeknds »I Can’t Feel My Face« og den anden Taylor Swifts »Bad Blood«.

Adele fik også sangen »Send My Love (To Your New Lover)« medproduceret og -komponeret af Martin på 25. Det var dog en langt mere afdæmpet Martin, man kunne høre her, sammenlignet med Taylor Swifts Martin-producerede og ret så syntetisk pumpede hitalbum 1989.

Det indikerer en afgørende forskel mellem de to konkurrerende superstjerner: Adeles varemærke som den autentiske middelklassepige, der holder begge ben solidt plantet i jorden og tæt på sit udgangspunkt. Swift som den mere omstillingsparate popkamæleon, der som bekendt først blev superstjerne, da hun afsvor sig sine countryrødder.

Begge har deres kvaliteter. Men Adele elskes af flest, hvis man skal tro på salgstallene. Hvad det så end er værd. Altså andet end $-tallene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu