Læsetid: 3 min.

Tillykke med hverdagen

DR Symfoniorkestrets fejring af Sibelius-året blev en fødselsdagsfest med præg af hverdag og hyldest til den rutinemæssige genopstandelse
Leonidas Kavakos

Stjerne-violinsolisten Leonidas Kavakos kastede glans overSibelius-ugens fødselsdagskoncert den 8. december.

11. december 2015

I tirsdags, den 8. december, fyldte Jean Sibelius 150 år, så i dette Sibelius-år var denne uge Sibelius-ugen. DR lavede en fødselsdagskoncert kun med fødselarens musik.

Det var violinsolisten Leonidas Kavakos, der bragte hverdagstemaet ind. Han er en stor violinstjerne, der allerede i 1985 vandt Sibeliuskonkurrencen i Helsinki netop med Sibelius' viollinkoncert. Græsk af oprindelse og med en meget tidlig international karriere. Af udseende ligner han én, nogen har glemt at hente på Suzukiskolen, så det er blevet til mange timers øvning, også når alle er gået hjem. Fødderne stikker skråt ud til hver side og ovenpå hviler en afslappet, langlemmet krop, håret har fået lov at gro og skjorten hænger udenfor. At nogen har flyttet ham ind på en scene, ser ikke ud til at påvirke musikeren. Det er vel både et kunstnerisk valg og en hverdagslig rutinerethed.

Kavakos har spillet denne koncert en million gange, så selv om den er uhyggeligt svær og anstrengende, falder det ham tilsyneladende nemt, så hvorfor ikke også lade det se nemt ud. Sibelius selv havde givet meget for denne virtuoisitet. Hans violinkoncert er det forfængelige resultat af en fejlslået drøm om selv at blive en stor violinist og så muligheden for i stedet at vride sine drømme ud i komposition.

Hvis der i resten af Sibelius musik hviler en universalisme, der altid overbeviser om det store i hans musik, mærker man i violinkoncerten også det småtte, den personlige stræben. Det dominerende virtuoseri har aldrig sagt mig så meget, men ved torsdagens koncert fik Kavakos i al sin afslappethed sagt mig en del om Sibelius' hverdag, om det hverdagslige i at lide og gå under og genopstå og om det sandsynlige i, at der i alle Sibelius selvdestruktive udsagn og suicidale drukture har eksisteret en rutinepræget hyldest til livet.

De lange violinkadencer syntes i dette lys mindre patetiske og mere som påkrævet, personlig mentalhygiejne.
Allersmukkest stod Kavakos' ekstranummer, andanten fra Bachs a-molsonate, der lød som den tristeste og smukkeste fødselsdagssang, helt, helt ren og helt helt pur lagde Kavakos hele tiden op til, at der efter hver tonale kadence kunne være brudt et orkester ind, men der kom ingen, og det skulle der heller ikke, selv applausen forstod Kavakos at holde tilbage og udvidede sin ensomhed med over ti sekunders stilhed, mens buen stadig hang ved violinen. 

Repetitionens kraft

Dirigenten Jukka-Pekka Saraste er lige så rutineret i sit Sibelius-repertoire og dirigerede hele koncerten udenad. Orkesteret arbejdede dygtigt og følte sig tilsyneladende trygge ved deres garvede, finske dirigent, der beherskede præcisionen, men så var mødet heller ikke mere intenst. 

Violinkoncertens hverdagsstemning gav perspektiv til både det forudgående og det efterfølgende værk. Det hverdagslige i at efterstræbe en ungmø, at skulle spalte et hestehår med en sløv kniv og hugge sig i knæet med en økse i stedet som i Pohjolas datters sagnverden. Sagnstof repeterer jo sig selv. Ligesom årets gang og naturens guddommelige strukturer gør det, som dem, den femte symfoni handler om.

Hvornår ved man, at man igen har overlevet og at livet er stort? Det gør man, når svanetemaet i sidste sats snigende starter i hornene for at gå videre til basserne, som om det hele tiden havde været der i resten af musikkens fortabende virvar, men i sin repetition bliver mere og mere hørbart og efterhånden overstråler hele musikken, som det store gyldne tema, der belyser alle de andre. Det var de 16 svaner, Sibelius ifølge et dagbogscitat så kredse over sig. En helt almindelig dag kl. ti minutter i elleve. Den symfoni fylder 100 år i år. Tillykke med alle fødselsdagene og tillykke med hverdagen.

DR Koncerthuset, Koncertsalen. Torsdag 10. december kl 19.30.
DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Jukka-Pekka Saraste. Solist: Leonidas Kavakos. Musik af Jean Sibelius.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu