Læsetid: 7 min.

‘Udvikling er et andet ord for afvikling’

’I dag er vi så frygteligt bange for udviklingen, i den forstand at vi frygter, at den løber sin vej uden os, og derfor finder vi os i alt,’ siger Ida Jessen. Hvad ville der ske, hvis vi tænkte det hele helt anderledes?
I september i år udkom Ida Jessens ’En ny tid’ . Og det er en bog, der skal læses langsomt, for vi længes efter ro, mener forfatteren.

Ulrik Hasemann

12. december 2015

For hundrede år siden var vi fulde af tro på fremskridtet. I dag har vi nærmest helt mistet denne tro. Hvad skyldes det, og hvad er det, vi har mistet? Det er spørgsmål, der omfatter næsten hele vores liv, men det er ikke desto mindre dem, der optager forfatteren Ida Jessen.

Jeg besøger hende til en samtale om fremskridtstro og nutidens mangel på håb for fremtiden. I sin seneste bog, En ny tid, udforsker hun fremskridtstroen ved at beskrive, hvordan det var engang, for bare hundrede år siden. Ude på landet, i det lille landsbysamfund, hvor mange af Ida Jessens bøger foregår.

»I de små samfund bliver eksistensen så at sige sat på spidsen ... Der er noget fortættet over udkanterne, et sus af stilhed, og en tidløshed,« har hun forklaret om sin interesse for de miljøer, der i dag så prosaisk afskrives som Udkantsdanmark.

»Det lyder bagstræberisk, men jeg tror fremskridtet har toppet,« erklærer Ida Jessen, da vi har anbragt os ved hendes tebord. Vi sidder ved vinduet i Vartov Kirkes embedsbolig, en fornem ældre lejlighed med lyset strømmende ind ad vinduerne og udsigt til gården med statuen af Grundtvig. Gadelarmen er fjern her, det er kun rådhusuret, der med regelmæssige mellemrum minder om, at tiden heller ikke her er sat i stå.

»Hvis det stadig skal gå fremad, mister vi så meget andet, nemlig den bund, at vi har det godt. Samfundet vil implodere, det kan ikke holde sammen indadtil,« mener hun.

»Det er, som om vi sætter dét over styr, som folk i deres virketrang skabte, da de lagde primitiviteten bag sig. Nu er vi på vej tilbage på de individualistiske hedebønders stade, ganske vist i en mere sofistikeret udgave, men hvor hver enkelt er fanget i sine egne behov og fornemmelser og opstød.«

»Vi er i færd med at miste tiltroen til vores egne evner, samtidig med at vi skamroses og pumpes fulde af falsk selvtillid. Vi mister den tillid, der ligger i, at ikke alt er til forhandling, i stedet må vi hele tiden kigge os omkring for at være sikre på, at vi lever op til forventningerne,« konstaterer Ida Jessen.

Rådhusuret slår.

»Jeg vil nødigt lyde som en sur gammel kone, men som en kvinde sagde: »Jeg havde svoret, at jeg ikke ville blive en sur gammel kone, men jeg kunne jo ikke vide, at det blev så slemt,« griner hun.

Vi bliver livsgrådige

»I dag er vi så frygteligt bange for udviklingen, i den forstand at vi frygter, at den løber sin vej uden os, og derfor finder vi os i alt,« fortsætter hun. »Man behøver bare at sige: ’Vi er jo nødt til at følge med udviklingen’, og så bøjer folk nakken. Men man kunne også kalde udviklingen en eufemisme for afvikling.« Mens den tid, Ida Jessen beskriver i sin bog, vægtede arbejde, fællesskaber og sundhed.

Hun tager sundheden som eksempel. I dag er sundhedssektoren blevet underlagt den teknologiske udvikling med nye, dyre medicinpræparater, nye behandlingsmetoder og stadig nye eksperimenter.

»Der bliver plantet en form for livsgrådighed i folk, de vil leve videre for enhver pris, også selv om det koster én lang lidelse. Og hvis folk alligevel dør af den kræft, de er blevet behandlet og behandlet og behandlet for, hedder det, at de har ’tabt kampen’ mod kræften. Vi bliver manipuleret, vi siger ikke, hvad vi gerne vil have, vi tror på det, vi hører og handler frygtsomt derefter.«

Læs også: Sindig ro og pludselig vending

»Hvis jeg får kræft, vil jeg ikke ’kæmpe’, det ville stresse mig helt enormt at se sygdommen som en fjende, som jeg skulle overvinde!«

»Vi er så bekymrede for ikke at nå at ’springe på toget’, men ’stå tilbage på perronen’, at vi kaster os ud i ødelæggende eksperimenter.«

Ida Jessen tænker sig lidt om og spørger så: »Hvad ville der ske, hvis vi tænkte det hele 180 grader anderledes? Det lader sig altid gøre! Man får udstukket nogle rum.«

– Hvordan ville du tænke eksempelvis sundhedssektoren 180 grader anderledes?

Ida Jessen overvejer atter lidt, så svarer hun, at det jo ligger i lægeløftet, at livet skal reddes om muligt, men det, at det er blevet at tabe en kamp at dø betyder, at man fornægter, at døden har sin plads, dø er noget vi skal, det er ikke at tabe en kamp.

»Vi kunne tænke det 180 grader rundt ved at spørge, hvordan vi dør bedst muligt i stedet for. Har man haft et godt og meningsfuldt liv, så fri for helbredsmæssige lidelser som muligt, kan vi også dø på en måde, som ikke gør os uværdige og klagende og grådige over, at vi ikke får mere. Vi er blevet amerikanske i vores tænkemåde, alt drives til ekstremer. I stedet kunne vi leve på et så minimalt niveau som muligt. Alt med måde.«

Det unødvendige

Da En ny tid udkom i september i år, skrev Informations Tue Andersen Nexø om »den diskrete måde, det nye ligesom siver ind i landskabet og byen, lige så meget som en stemning i luften, en forestilling om at tingene gennem årenes arbejde bliver bedre, end de var før«.

Med tilføjelsen, at dette »føles genuint fremmed i dag, i vores bekymringsramte nutid«.

Stemningen af fremskridt er lige så stille sevet bort igen. Hvad er det, bortset fra den teknologiske udvikling, der har ødelagt troen på fremskridtet?

»Eksempelvis er de ting, der findes dér, hvor mennesker mødes, blevet ikke-nødvendige. Nu har vi genbrugsbutikker og cafeer i småbyerne, mens de steder, hvor man tidligere var nødt til at gå hen, forsvinder: købmanden, posthuset, folkeskolen ... Man møder ikke hinanden, man møder kun sine valgslægtskaber. De ikke-ressourcestærke slægtskaber, de forsvinder. Så bliver man retningsløs og føler sig alene.«

Og så vokser selvoptagetheden. Ida Jessen synes, det er mærkeligt med denne optagethed af sig selv, siger hun.

»Man ser forældre, der går med deres børn i hånden, mens de sms’er på smartphonen, og nærmest ikke er til stede. Mange forældre bruger deres børn som et smykke! Som et bevis på deres uselviskhed, for sådan skal man helst fremstå, som nogen der har omsorg for andre.«

For hundrede år siden var tiden sådan, at man var nødt til at handle i fællesskab, hvor man nok havde sin egen vilje, men alligevel vidste, at man var nødt til at have de andre med, forklarer hun og fortæller, at det på en måde også er sådan, hun har skrevet sin seneste bog.

»Vi længes efter ro, efter ikke hele tiden at skulle træffe beslutninger og ’gøre en forskel’, være ’synlig’. Min bog skal læses langsomt, man behøver ikke mene noget om den. Det er en stemme, der fortæller. Jeg vil gerne have, at folk skal få en rolig stund med den.«

»Derfor findes den heller ikke som e-bog,« fortæller hun og tilføjer, at det gør ingen af hendes bøger i øvrigt.

Og vist var det en tid, hvor den sociale kontrol var voldsomt stærk i så små samfund som det Thyregod, romanen beskriver, medgiver Ida Jessen, »men der har altid været folk, der trådte ved siden af. De har fundet deres plads, hvad der er meget sværere for dem nu. Dengang kunne de få en kost i hånden, i dag bliver de sandsynligvis medicineret«.

Individualisme

»Jeg tror, vi er på vej nedad mod mindre – og ikke mere – fremskridt. Med mindre vi mobiliserer evnen til at skelne væsentligt fra uvæsentligt. Væsentligt for den enkelte foregår inden for døren, kærligheden især bag en lukket dør, væsentligt udenfor er arbejdet, det fælles, det vil sige det, vi laver sammen, også med folk der er anderledes end os selv.«

– Sagde forfatteren, der har et af de mest individuelle arbejder i verden?

»Det er rigtigt. Der findes ikke noget mere individuelt. Jo længere man er i det, jo mere dresseret bliver man af det. Indtil jeg var omkring de fyrre, tænkte jeg, at jeg til enhver tid kunne gå ud på en arbejdsplads og tage et hvilken som helst arbejde. I dag ville jeg have svært ved det.«

»Min individualisme er ikke finere end andres, men jeg har tid til at tænke over den. Bøger er produkter af rigtig god tid. Også til at vende ens egne svagheder og give dem en form, der har noget at sige andre – hvis det er godt nok skrevet. Så selv om processen er individuel, har jeg altid et håb om, at sagen ikke er individuel.«

»Jeg kunne aldrig drømme om at skrive så moralsk, som jeg snakker nu, litteratur svajer for vinden. Men En ny tid skiller sig ud fra mine øvrige bøger, hvor tingene er endnu mere flydende. I denne her har jeg villet fortælle om en historie, hvor ikke alting er i drift. Jeg har villet fortælle om fremskridt og virketrang. Men opgangstider og nedgangstider skifter. Alting er flydende, ingenting ligger nogen sinde fast. Hedebøndernes lave niveau lå ikke fast, og vores nedgang og forsumpning behøver heller ikke være permanent. Vi har jo retten til at sige nej, for eksempel til udviklingsmonsteret. Selv manipulation har vi ret til at gennemskue og sige nej til. Hvis den ret ikke er der, så er friheden borte. Men den ret har vi endnu.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Anne Schøtt
  • Carsten Mortensen
  • Per Jongberg
  • Jørgen Steen Andersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • odd bjertnes
  • Anne Eriksen
  • Leo Nygaard
  • Jørn Andersen
  • Anker Nielsen
  • Torben R. Jensen
  • peter fonnesbech
  • Ejvind Larsen
  • Jørgen M. Mollerup
David Zennaro, Anne Schøtt, Carsten Mortensen, Per Jongberg, Jørgen Steen Andersen, Lise Lotte Rahbek, odd bjertnes, Anne Eriksen, Leo Nygaard, Jørn Andersen, Anker Nielsen, Torben R. Jensen, peter fonnesbech, Ejvind Larsen og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spændende artikel med nogle gode tanker, der kan reflekteres over. Tak.

David Zennaro, Carsten Mortensen, Troels Brøgger og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Spændende indblik i en stor gruppe intellektuelle kvinders verden af endeløse ligegyldigheder.

"Alting er flydende, ingenting ligger nogen sinde fast"........javel javel.

Henrik Brøndum

Når Ida Jessen som billedet dokumenterer - nyder en livsstil som kun de øverste 1-2 pct af den danske befolkning er forundt - kunne jeg godt ønske mig en noget mere generøs attitude til det teknokratiske maskinerum der skaber disse værdier.

Helene Kristensen

Det er vel også når der ikke er mere at kæmpe for, at man sætter sig ned og nyder stilheden. Jeg synes der stadig er meget at kæmpe for, måske ikke for mig personligt - men der er dælme masser at kæmpe for når det gælder dem der skal komme efter. Man kan resignere og sige, alt var nu bedre før, og intet fungerer i dag - men det ændrer jo ikke noget. Jeg tror jeg venter 20 år mere, inden jeg sætter mig hen og vegeterer og overlader kampen til andre.

Skønt, at der tænkes tanker om udvikling, der ikke er basseret på navlepilleri og/eller effektivitet og økonomisk optimering, men udelukkende på vores livskvalitet.
Udvikling af livskvaliteten har i al for lang tid været skudt i baggrunden, fordi den i neoliberalismen, betragtes som værende lig med bedre økonomi og højere forbrug. Der skelnes desværre ikke mellem mål og midler.

Jørn Andersen, Anne Schøtt, Steffen Gliese, Sven Elming, Jørgen Steen Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Ida Jessen falder selv i den sproglige fælde : " Jeg tror, vi er på vej nedad mod mindre – og ikke mere – fremskridt."
Hele artiklen (og sikkert bogen) går netop ud på at opdage, hvad der er fremskridt. Ikke bare forandring, men til det bedre. Hvad er det så ?
Jeg anskuer samfundet som styret af eliten/eksperterne/den herskende klasse inkl. politikerne, som vil gøre deres bedste, men som savner et ideelt pejlemærke.
Det går ud over vi andre.
Er der f.eks. nogen, der har taget stilling til lægevidenskabens uhæmmede forskning og udvikling ?
Etisk råd har travlt.
Er der afholdt en folkeafstemning om det - og om himmerige ligger for enden af den stigende materielle vækstkurve. Kunne være nyttig for tiden efter COP21, når klimaklokkerne for alvor bimler og bamler. Hvornår er middelalderen overstået.
Gammel overtro, at skatten ligger for enden af regnbuen.

Med vores nej, har vi stadig friheden - men det bliver sværere og sværere at få lov til at sige nej...
Det er f.eks. meget svært at sige nej til "sundhedssystemet", der pakker os rundt i manegen og er udvikling og forskning i mere medicin for vores skyld - eller for profitten.
Helbredelse via non-profitmidler forbydes og nedgøres af samme grund.
Stadig større politisk kontrol og grænser for almindelige mennesker, uigennemskuelige love og handlingslammelse i klageregi.
Den dag, det hele falder til jorden bliver der måske plads til mere livskvalitet, kan man håbe.

David Zennaro, Jørn Andersen, Jørgen Steen Andersen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

@Henrik Brøndum.
Der så meget respekt i verden for dit såkaldte maskinrum at det er til at brække sig over! Det er befriende at der er en der tør se tingene anderledes, dit skide maskinrum skal s'gu nok klare sig, som du så rigtigt siger, lægger det jo grunden til meget andet, så måske behøver det ikke at blive hevet frem og pudset ved enhver given lejlighed.

Troels Brøgger

Det samme gælder den så ivrigt dyrkede økonomiske "videnskab"

Kim Houmøller, Jørn Andersen, Carsten Mortensen, Einar Carstensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Henrik Brøndum,

Hvad skaber du egentlig - andet end dit eget billede? Lad evt. ordene bundfælde sig lidt. Overvej hvad de betyder. Hvad de kan betyde. Leg - bare et øjeblik - med tanken om, at du ikke skaber noget som helst af absolut værdi?

Henrik Brøndum

@Kristian Rikard

Jamen uanset hvordan denne bolig er finansieret er den produceret og vedligeholdt af det danske samfund og kan kun bebos af en person. Jeg mener ikke man samtidig kan nyde frugterne af den effektive blandingsøkonomi (kapitalisme/velfærdsstat) og så samtidig påpege at dette output skal reduceres væsentligt.

Jeg synes, at Ida Jessen blander nogle forhold på en måde, jeg ikke ganske er enig i.
Selvom jeg godt forstår det, der må være hovedanlliggendet her: den manglende fornemmelse af fremskridt, så foregår det jo hele tiden, men udenfor den offentlige bevågenhed, det fik for blot et par årtier siden.
Opgøret med velfærdsstaten har netop vendt tingene 18 grader - så det, der er et offentligt andragende, nu skjules i private virksomheders hemmelighedsfuldhed, og det, der er privat: den enkeltes relation til statens institutioner, brages ud for alle at forarges over.
På sundhedsområdet giver det sig for mig at se udtryk i en markedslogik, hvor det ikke i sig selv er en opgave at kurere lidelse, men at fjerne en hindring for at vende tilbage til den enkeltes bidrag til værdiskabelsen. Eksistentielt kan man selvfølgelig når dertil, hvor accept af døden som det mindste onde er at foretrække; men man mangler den overordnede position, der handler om at kurere mennesker for at øge deres velfærd, fordi man kan, og fordi enhver er det værd.
Det andet er en perversion, kapitalismens perversion, hvor intet nogensinde har en værdi i sig selv, men altid skal forbi en bedømmer, der skal bestemme, at det er godt nok til formålet - et formål, som aldrig er at løse opgaven, men at optimere et andet sted.
Det er dehumaniseringen i vor tid.
Og den vokser, desværre! For tiden er mandlige forfattere åbenbart optaget af, hvad nazismen og dens fører kunne forføre folk med, udfra en indlevelse. Dette er selvfølgelig livsfarligt, hvad de tolv år med det tredje rige beviste udover al tvivl: at der er en forlokkelse, som mennesket som masse kan forfalde til. Når det bliver løst fra sine moralske forpligtelser, vel at mærke. Sådan som det netop sker i vores samfund, hvor man bilder sig ind, at nogle få tusinde flygtninge skulle sætte alting over styr. Det, der sætter alting over styr, er at mene, at man ikke kan rumme og hjælpe nogle få tusinde flygtninge.

Kristian Rikard

Steffen Gliese,
Det er vel ikke værdiskabelsen per se, der er problemet. Uanset regnemetode sker der en værdiskabelse i ethvert samfund. Problemet (eller diskussionen) er vel nærmere under hvilke
forhold den skabes (og hvad de såkaldte offeromkostninger er!)
Og derefter hvorledes den bruges og fordeles..