Der er så meget snak i tidens litterære debat om, hvad litteraturen kan og skal, hvad den bør være, og hvad den forfalder til. Snart savner man den store samtidsroman; snart er det udkanten, det er galt med. De unge skriver ikke nok om udkanten, hvor den så ellers ligger! Forfatterskolen har både grønne og gamle meningsmagere haft held med at skælde ud på, og så er der kvinderne! Dem er der for mange af, og de skriver om sig selv. Sådan blev det sagt i 10’erne, og sådan blev det sagt i 40’erne, altså 1840’erne! Af og til hævdes det, at den etiske vending er i fuld gang, eller at den politiske digtning er på fremmarch. Hvad politisk digtning er, kommer man sjældent ind på; men man kan da altid sætte et par forfatterskaber i bås under den overskrift. Og så kan de digtere barberes. En af de forfattere, som ofte er blevet kaldt politisk, er Lars Skinnebach. Han har våndet sig, og det med god ret, for begrebet er nærmest blevet intetsigende, ja, man fristes til at sige misvisende. Skinnebach har selv forklaret, at han foretrækker den svenske kritiker, Jenny Tunedals, term ’demonstration’, når det gælder hans digte.
Gelsteds reklameskib
Men måske kan man også finde hjælp til at tale om Skinnebachs poesi ved at huske på Per Højholts diskussion af kunst og politik i tidsskriftet MAK, helt tilbage i 1969. Her leverer Højholt sine Mindst 18 punkter om kunst og politik. Mindst!, som han indleder med at hævde, at kunst ikke har en skid med politik at gøre, og at al kunst er politisk, eftersom den får det bestående til at bestå på nogle nye vilkår, blot ved sin fremkomst. Herfra fortsætter Højholt med en række vittige udfald mod socialrealismen for så at komme frem til sin pointe: Politik er det muliges kunst, og kunst er det umuliges politik. Kunst tager vare på det umulige, så det ikke forfalder og bliver muligt. Den er samfundets salt. Jeg tror, at man kan blive klogere på Lars Skinnebachs digtning og dens paradokser ved at huske på Højholts tese om kunsten som det umuliges politik. Skinnebachs digtning har en linje tilbage til Højholt og umulighedspoetikken. Men også Erik Knudsen, Otto Gelsteds reklameskib og midttressernes digtere er gode at have i baghovedet, når man læser Skinnebach.
Lad mig begynde med Skinnebachs begyndelse, debutbogen, Det mindste paradis (2000). På omslaget er billedet af en havelåge, der står på klem. Foran ser vi noget af en græsplæne og bagved et vildnis med træer og buske. Billedet illustrerer den verden af sommer og forelskelse, der er digtenes scene. Vi er i sommerhusets mindste paradis med grillmad, børnebassiner, sommervejrudsigter, sodavand og hvepse på verselinjerne: »– Det er dejligt at tænke på, at du elsker mig, sagde du – Ja, nogle gange ender det bare lykkeligt, sagde jeg,« hedder det som en art besværgelse af den paradistilstand, de to har oplevet. Det er rart og sart. Men som allerede den lillebitte forskel på ordene rart og sart antyder, skaber sproget forskelle og afstande; den paradisiske havelåge er også en port, der markerer forskellen mellem indenfor og udenfor. Digteren begynder at se forskellene i en sådan grad, at der overalt er øjne, der kigger ind i både himmel og helvede. Børnenes badebassin er et stirrende kæmpeøje, hotellets sommergardin er et nervøst øjenlåg, og træernes blade falder som tårer. Græshoppen, som kæresten har fanget i en flaske, stirrer på digterens øje og ser ham som en græshoppegud. Forholdet mellem op og ned, mellem det mindste og det største, forrykkes i det blik, som digtene har fået. Forskellen på ordene »døden« og »døren«, som digteren anså for næsten usynlig, bliver synlig og tydelig, og hyggen med den duftende grillmad gennemskues som en invitation til at fejre mordet på familien! Men midt i det hele er der kærlighedssætninger, som ikke forsvinder ud af Lars Skinnebachs forfatterskab, selv om paradiset må forlades, hvis digtningen skal fortsætte.
Digtproduktion som luksus
I 2004 udkommer I morgen findes systemerne igen, hvor de elskende er filtret ind i en krigerisk og ødelæggende modernitet. Som kattens øjne kilede sig ind i digterens blik i debutsamlingen, forsøger han at kile sig ind i systemernes sætninger med sin tale og sine spørgsmål. Spørgsmålstegnene, som Skinnebach bruger lige så flittigt som i sin tid Ole Sarvig, holder digtene åbne. De bliver åndehuller i velfærdsideologiens kvælende såkaldte mulighedsfelter, hvor man kan glæde sig til at dø, for så har man da overstået sine samfundspligter! Men spørgsmålene er også stressende og lammende. At læse I morgen findes systemerne igen er at blive vævet ind i et net, hvor man gisper efter vejret.
»Deponer din vejrtrækning her« – lyder det i starten af en af teksterne, og hvis man fortsætter læsningen, bliver man nødt til at give sig hen til de skiftende replikkers hæsblæsende rytmer, der suser ind på linjerne både indefra og udefra. Er der en udgang af det labyrintiske velfærdssystem? Ja måske, i besværgelser og afsværgelser. Men det skal ikke forlede nogen til at sætte en særlig lid til digterne. I afsnittet »besværgelser« hedder det: »De tager pis på dig/ digterne når de siger at talentet er en særlig egenskab/De tager pis på dig/ det er de privilegerede der forsvarer deres privilegier.«
I I morgen findes systemerne igen har digteren malet sig selv op i et hjørne, hvor digtproduktion, som det hedder, »er en samfundsmæssig luksus som sker på bekostning af andre, mere fattige samfund«, men som han alligevel må bruge som en mulighed for at lytte og besværge. Digtsamlingen begyndte som en invitation til den »skeløjede ven«, læseren, om at komme indenfor i digterens verden og møde ham i hans rene, lyseblå skjorte, men den ender med den spand bræk, som de privilegerede hælder ud over deres »du«.
Kvinde-porno-gud
Når digteren på den måde har afskrevet digtningen, er det ikke sært, at hans følgende samling hedder Din misbruger (2006), en karakteristik, der gælder både læseren og digteren, som simpelthen ikke kan holde sig fra digtningen, selv om den karakteriseres som »et tarveligt erhverv«. Undervejs tænker man på Erik Knudsens afsky og vrængen af lyriske stemninger, der er »flygtigere end æter, finere end silke«, som Knudsen skrev i Blomsten og Sværdet (1949). Tonen er selvparodisk og aggressiv, indimellem hakkende, og grammatikken knager. Sproget bliver til flager af udsagn uden nogen reference, og digteren ender som sin egen kvinde-porno-gud i sin rejse mod noget, der ligner Tom Kristensenske skibskatastrofer og pludselig død. Rundt om i digtene ligger, som andre steder hos Skinnebach, ord og vendinger fra Paul Celans ’Dødsfuga’ (1945). De sarvigske spørgsmål er der stadig, men udråbstegn og gentagelser tager over. Stedsadverbiet ’dér‘ mister sin retning og flagrer mellem ordene.
Skinnebachs digte bliver mere og mere desperate både i forhold til digtningen og den forrykte verden. Digtene buh’er af sig selv, men digteren hverken kan eller vil stoppe det misbrug, der bliver en dødssyg, men nødvendig genre og tænkeform. Misbruget efterfølges af mislyde i den følgende samling, Enhver betydning er samtidig en mislyd (2009).
Digtenes spærrende replikker og sætninger er her forladt til fordel for en brug af mange forskellige genrer, roman, notater, katalog, erindring og popsang. Bogens undertitel er netop ’Genrer’. At arbejde med ordkunst er for Skinnebach ikke at følge den moderne digtnings poetiske veje til erkendelse og betydning, men at konfrontere sig med uvidenhed og mislyde, skingre vokaler og sin trang til verbale overfald på læseren. Der er til gengæld tomme linjer og linjerede sider, hvor læseren får plads til verbalt at give igen og skaffe sig ørenlyd!
Demonstrativ digtning
Det er karakteristisk for Skinnebach, at han i hver af sine udgivelser fører sit arbejde med sproget og tanken så konsekvent igennem som overhovedet muligt. Vi fanges i paradokser, hvor digtet både er den eneste mulighed for at udtrykke sig og samtidig helt må afskrives. Det er ikke en avantgardistisk overskridelsespoetik, men en nutidig politisk, demonstrativ digtning, som konsekvent prøver sig selv af og bliver ved med at ville til orde trods de påbud og offentlige formaninger, den krigsretorik og porno, som sproget er fanget af. Efter Enhver betydning er også en mislyd vælger Skinnebach at forsætte i en anden retning dels med nogle mindre udgivelser, dels med Øvelser og rituelle tekster, som udkommer i 2010, først som en håndskrevet udgave og senere i 2011 som en trykt folkeudgave. Den håndlavede bog, hvis eksemplarer er forskellige, kunne man i sin tid kun erhverve mod en tillidserklæring om at gøre en personlig indsats mod klimakrisen ved at nedsætte sit kødforbrug i et vist antal dage. Kort sagt at udføre en politisk handling. Folkeudgaven sælges på mere almindelige vilkår.
Sproghandling
Øvelser og rituelle tekster er henlagt til en grønlandsk verden, og Skinnebach praktiserer her det kunstsyn, at en digtning, der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel, klimakrisen, ikke er værd at beskæftige sig med. Alt andet er, som der står i bogen, »at spille violin mens skibet går ned«. Det er hans pointe, at han vil tabe sin fremtid på dette kunstsyn. Hvis det ikke lykkes at ændre vores adfærd og stoppe krisen, mister kunstsynet sin gyldighed, når de store krige og sulten sætter ind. Hvis klimakrisen ikke eskalerer, mister det også sin gyldighed, for så har grundlaget for kunstsynet ikke været sandt. Som vanligt skriver Skinnebach bedst i et umulighedsfelt, hvor teksterne gentager sig selv og veksler mellem lange og korte forløb. Øvelserne er prosatekster, der forbereder ritualet, og de handler om en jagt, som digteren og hans far var på. Faderen skød på et dyr, som rejste sig, efter at det var ramt. Scenen gentages flere gange, og det fremgår, at dyret ikke blev såret. Geværets sigte var ikke skudt ind, og faren ramte kun dyrets takker. Selv om teksterne bliver ved med at beskrive omstændighederne og forløbet, og selv om forløbet har en naturlig forklaring, er dyret, der ubegribeligt rejser sig af sin død, stadig en realitet for digteren. Hændelsen er en af de naturreligiøse oplevelser, digteren har haft. I disse oplevelser kommer han ind i en tilstand, som er uafhængig af sine forudsætninger. Han forbinder den med sit arbejde med sproget, der ikke går ud på at ødelægge sproget og digtene, men ødelægge forudsætningerne. Sproget har som sin forudsætning, at det at navngive er at begrænse, og at det at fortælle og beskrive er at skabe afstand og privilegere et jeg og dets synsvinkel. Tilstanden søges virkeliggjort i ritualet, som følger efter de otte øvelser. Ritualet danner en cirkel mellem fødsel, død og genfødsel; det tager udgangspunkt i kvindens køn og krop og er uforståeligt som andet end et udkast af rytme, klang og billedstykker. Det er ikke karakteriseret ved nogen særlig koncentration eller dyb indsigt; teksten er en sproghandling. Skinnebachs digte er hverken naturromantik, symbolisme eller vitalisme – de er utopiske handlinger midt i nutidens kapitaliserede sprog og dystopiske verden. Kunst kan være det umuliges politik.
Teksten blev holdt som motiveringstale for Lars Skinnebach, da han sidste uge modtog Det Danske Akademis Otto Gelsted Pris 2015
