Blot et par korrektioner og et lille hjertesuk i forbindelse med Tue Andersen Nexøs anmeldelse af min doktorafhandling Den ny mimesis i Information den 9. januar 2015.
Jeg skriver ikke, at Michel Foucaults begreb ’heterotopia’ direkte oversat betyder ’flygtige smagsfællesskaber’. Begrebet betyder – direkte oversat – steder, hvor der hersker en mangfoldighed af betydninger og relationer. ’Flygtige smagsfællesskaber’ er min (kritiske, javel) Zygmunt Bauman-inspirerede viderefortolkning af det.
Det er rigtigt, at udviklingen af konkurrencestaten eller konkurrencesamfundet, som jeg kalder det, for alvor tog fart op igennem 1990’erne. Men der er vel næppe nogen, heller ikke Ove K. Pedersen går jeg ud fra, der vil benægte, at fundamentet til konkurrencestaten blev støbt op igennem 1980’erne med de helt signifikante begivenheder som afsæt, at Ronald Reagan blev valgt til præsident i USA, Margaret Thatcher til premierminister i England – og Poul Schlüter i øvrigt til statsminister i Danmark. Netop samtidig med at velfærdssamfundet herhjemme begyndte at skrante alvorligt på grund af økonomisk lavkonjunktur, og siden vel mere eller mindre bare har været en parodi på sig selv.
Turèlls livsstil
Går vi til mine læsninger er fanden åbenbart også løs i Laksegade. Eller er han? Om Dan Turèll skriver Andersen Nexø korreksende, at han var »optaget af at skabe sin egen, individuelle skrift- og livsstil, som han nok er forpligtet på, men som ikke er bundet til værket som kunstnerisk enhed eller forestillingen om en indre dybde i jeget«. Sjovt nok hedder mit afsnit om Dan Turèll i afhandlingen lige præcis, hvad han ikke får nævnt, »Den personlige livsstils groove« (hallo?).
Endelig er der begrebet ’mimesis’. Og, uha, den er alvorlig. Tue Andersen Nexø skriver, at mimesis normalt defineres som »’efterligning af praksis’, dvs. repræsentationen af menneskelige handlinger og det fælles liv, ikke som billeder af selvet«. Det er ret smart at bruge det lille uskyldige ord ’normalt’, for så har man jo ligesom dækket sig ind i forhold til, at det ellers må siges at være en temmelig grov insinuation af total faglig inkompetence fra min side. Her har jeg lyst til at sige: Undskyld, men jeg er jo nok ikke en komplet sinke, vel? Jeg skriver selvfølgelig ikke en hel afhandling uden at vide, hvad mit hovedbegreb betyder. Mimesis betyder simpelthen bare ’efterligning’. Punktum. Basta. Hverken noget med praksis, handlinger eller selv, for den sags skyld.
At bruge det, sådan som jeg gør, er en aldeles hævdvunden praksis siden Erich Auerbach, der i sidste kapitel af sit berømte værk Mimesis netop ser det, der sker hos Virginia Woolf, som en mere moderne form for mimesis, hvor det interessante ikke så meget er, hvordan virkeligheden gengives i banal udvendig form, men hvordan virkeligheden filtreres gennem en menneskelig, subjektiv bevidsthed. I efterskriftet til den danske oversættelse af Poetik skriver Judy Gammelgaard da netop også om, hvor oplagt det er – i en moderne kontekst, har jeg lyst til at tilføje – at oversætte Aristoteles’ teori til psykologiske begreber.
For øvrigt, kære anmelder og kollega, hedder Gergen altså Kenneth til fornavn og ikke David, og han er psykolog, ikke sociolog. Når nu vi er i gang med den smålige fejlfinderpegefinger.
Ærgerlig anmelderpraksis
De tolkningsmæssige uoverensstemmelser, som er og bliver langt de mest interessante at diskutere, tager vi en anden gang. F.eks. når Tue Andersen Nexø – vistnok snart – udgiver sin egen bog om dansk samtidslitteratur. Det skal blive spændende at se, hvordan han læser den. Ud fra hans anmeldelse at dømme bliver det jo nok på en lidt anden måde.
Hermed også antydet, at jeg, sådan helt overordnet, ser Tue Andersen Nexøs anmeldelse af mit værk som den mest ærgerlige form for anmelderpraksis. Den nemlig, hvor man forsøger at dække en uenighed om tolkninger og vurderinger ind under en sønderlemmende kritik for at have taget helt ravruskende fejl efter en rent objektiv målestok. Her ville virkelig være noget for en socialkonstruktivistisk magtanalyse at gå efter i sømmene.
Tillykke, Marianne, med doktortitlen. Blot dette: Tue henviser klart nok, men indirekte, til Aristoteles, der i begyndelsen af Poetikken definerer 'mimesis' som en fortolkende eller stiliseret efterligning af virkelige handlinger. Hos Platon er der til forskel herfra i Staten bog X - som du ved - givet et velkendt bud på to slags mimesis, hvor en litterær eller billedlig fremstilling af et stof eller en genstand er en falsk/slet/forførende mimesis 2, da den er en efterligning af mimesis 1. Mimesis 1 kan være en snedkers omsættelse af stolens almene ide til en snedkereret Wegenerstol, som så kan gengives litterært (Mimesis 2) i en kulturradikal roman fra 1960erne. Den principielle poetiske (enthousiastiske) variant af relationen mellem mimesis 1 og 2 overvejer Platon i Phaidros. Auerbach benytter på en helt anden måde end Aristoteles og Platon 'mimesis' som et begreb, hvis epistemologi ikke vedrører psykologi, handling eller falsk efterligning, men fortolkende litterær virkelighedsgengivelse og dennes stilistiske forandringer fra Homer og Bibelen til hans egen samtids litteratur. At psykoanalytikeren Judy Gammelgaard evt ikke er helt skarp i beskrivelsen heraf i sin efterskrift, skal vi bestemt ikke her gå i rette med, da vi kke har læst den, blot konstatere, at man altså ikke kan henvise til dette som garanti for at man har defineret sit hovedbegreb korrekt i en 1200 sider lang doktordisputats. Hvis der menes efterligning kan man jo bare skrive efterligning. Betegnelsen 'mimesis' er så filosofisk, kulturelt og ide-, kunst- og litteraturhistorisk kompleks/belastet/beriget, at der naturligvis i din mimesisdisputats (der jo ikke er et efemert essay, men en tung akademisk afhandling) må findes en klokkeklar begrebskritisk definition af den, som ikke er hængt op på efterskiften til en oversættelse af Auerbachs litteraturhistoriske hovedværk om mimesis, der i øvrigt forstås i perspektivet af figural interpretation. Tue har åbenbart ikke fundet denne definition.
Nå, undskyld, det er Gammelgaards efterskrift til Aristoteles' Poetik der henvises til. Her er der så vidt jeg husker tale om mimesis-katharsis-tætføring. Det er i hvert fald diskutabel, og det ændrer ikke ved, at Auerbachs begreb om mimesis er stilhistorisk tænkt, kke psykologisk.
Kære Jørn,
Jeg havde overset dit svar på min kommentar d. 16/1 og får derfor først svaret nu.
Først: Tak for lykønskningen!
Dernæst: Om mimesisbegrebet skriver jeg i afhandlingen (s. 10), at "der i forlængelse af Auerbach og andre opereres med et mimesisbegreb, som angår den indre virkelighed, dvs. virkelighedsoplevelsen, eller bedre: Virkelighedstolkningen, i lige så høj grad som den eksterne, ydre virkelighedserfaring." På baggrund af denne definition vil jeg heller ikke, som jeg skriver, "sætte lighedstegn mellem mimesis og realisme i snæver forstand". Senere (s. 641) skriver jeg præciserende, at "når ordet 'mimesis' og 'mimetisk' bruges i det efterfølgende, er det [...] afgørende at understrege, at begge betydninger [både mimesis forstået som 'ren' efterligning og mimesis forstået som kreativ genskabelse af virkeligheden i det kunstneriske værk (for det er jo fuldkommen rigtig, at der er forskel på, hvordan begrebet defineres af hhv. Platon og Aristoteles - de to vigtigste mimesis-debattører i antikken)] spiller med. Ligesom det er vigtigt at betone, at mimesis ikke kun refererer til gengivelsen af den ydre, objektive virkelighed, men nok så meget til gestaltningen af den indre, sjælelige virkelighed - jævnfør også Judy Gammelgaards efterskrift til 1981-udgaven af den danske oversættelse af Aristoteles' 'Poetik'." Endelig skriver jeg, at jeg ikke i øvrigt vil gå ind i en dyb begrebsdiskussion, men slet og ret bruge begrebet sådan som jeg har defineret det til at få undersøgt en stor mængde litteratur gennem en lang periode. Det, der er hovedærindet med afhandlingen. (Dog har jeg, i bd. 1, kapitel 7, et helt afsnit, hvor jeg sætter begrebet 'mimesis' i forhold til begrebet 'kontekst', som munder ud i en redegørelse for den metode, jeg benytter i mine konkrete læsninger).
Mht. Auerbach er det måske svært at være alt for skråsikker. Som jeg skrev i min kommentar til Tue er det jo fuldkommen indlysende, at han bruger det i en psykologisk drejet tolkning i sidste kapitel af sin bog, nemlig af Virginia Woolfs 'Til fyret'. Og på den måde er med til at skabe en mere moderne mimesis-forståelse. Som jeg så forsøger at arbejde videre i forlængelse af. Idet jeg er interesseret i at undersøge, hvordan den ændrede senmoderne virkelighed fortolkes i litteraturen efter Anden Verdenskrig. Altså undersøge hvilke bevidsthedsmæssige spor, denne virkelighed afsætter i værkerne. Skulle jeg have tilføjet noget i forhold til det begrebslige var det snarere en skærpelse af det med det psykologiske (jævnfør min indledende doktorforelæsning d. 11/12)
Når det gælder Auerbachs egen definition af mimesis skal man nok være en kende forsigtig. Han fik som bekendt selv tonsvis af tæsk for bogen, da den udkom, bl.a. for ikke at have klare og koncise begrebsdefinitioner. Hertil anfører han (citeret efter hukommelsen, da jeg - ligesom Auerbach selv, da han skrev 'Mimesis' - p.t. sidder et sted uden adgang til det relevante materiale), at det han frem for alt har lagt vægt på er 'ideernes elasticitet'.
Det vil jeg ikke gøre (selvom jeg også er stor tilhænger af ideers elasticitet). Som Jørn Erslev rigtigt siger må man i en doktorafhandling kunne forvente en klar begrebsdefinition. Den håber jeg at have dokumenteret er der. Omend jeg gerne tager på min kappe, at det primære formål med min afhandling er at bruge mimesis-begrebet i en konkret undersøgelse af en masse litterære tekster. Frem for at lave en lang teoretisk udredning af begrebets skiftende betydninger fra pygtagoræerne og frem til Tue Andersen Nexø.
PS: Grunden til at jeg bruger ordet 'mimesis' og ikke 'efterligning', tænkte jeg ville være ret indlysende for litterater. Det handler selvfølgelig om, at det i moderne tid er blevet signalordet for, hvor man befinder sig i forhold til den grundlæggende forståelse af littertur. Ser man den som noget, der handler om mennesker og verden - under ét: virkeligheden. Eller ser man den som en tom leg i sproget. Ved at kalde min afhandling det, den hedder, har jeg - forhåbentlig - klart markeret, hvor jeg står i dén diskussion (jævnfør også hele første del i bind 1). Jeg står på mimesis-siden, som jeg så prøver at nytænke. Det handler altså primært om at markere tilhørsforholdetet til en lang litteraturvidenskabelig tradition og diskussion: Mimesis - Anti-mimesis - Den ny mimesis. Hvis man nu skal stille det lidt firkantet og forenklet op.