Den bagstræberiske avantgarde

Flere nutidige forfattere dyrker en forældet æstetik, hvor formel dekonstruktion synes at vøre et fremherskende princip, og hvor slagord som ’at gøre det private politisk’ uophørligt runger. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at man på mystisk vis var landet med en tung page i en 60’er-tidslomme. Kan det virkelig være sandt, at vores generations forfattere savner et selvstændigt litterært projekt, en særegen stil?
23. januar 2016

I 1913 lagde wienerarkitekt og kulturkritiker Adolf Loos vejen forbi det københavnske Studentersamfund, hvor han afholdte sit berømmede såvel som berygtede foredrag Ornament og forbrydelse. Et foredrag, der på polemisk vis sammenkæder ornamentik og barbari, og som således erklærer kulturkrig mod den følelsesfulde udsmykning med arkitektoniske arabesker, svulstige motiver og andet gods fra en forgangen tid. Begæret efter ornamenter og symboler anses som udtryk for kulturel degeneration; en stadig stræben efter en forloren skønhedsrus. »Tiden er vokset fra ornamentet,« erklærede arkitekten og foreslog i samme nu en nøgtern og renskuret moderne æstetik uden for megen romantisk schwung og overflødige krummelurer. »Ingen skueretter, tak – jeg spiser roastbeef!«

Læs også: Nissemanden og avantgardisten

I Loos’ samtid var dette ikke så lidt af en proklamation. Arkitekten, som for mange nok mestendels er kendt for det forkætrede Looshaus aus Michaelerplatz – huset uden øjenbryn, som det i folkemunde hed – delte i den grad vandene. Nok forstod den kontroversielle Loos at lange ud efter sin tids forbryderiske ornamentikere, men endnu oftere stod han selv for skud, når krigen om den gode smag rasede i begyndelsen af det 20. århundrede. De stringente geometriske linjer og homogene hvide facader havde lige så megen charme som offentlige toiletter, sagde man.

Wiener-arkitekten var ubønhørligt omstridt. Han var en polemisk skarpretter, der formastede sig til at forlange råt kød frem for pompøs gastronomi – og så sågar kalde det kultiveret. Men først og fremmest formåede han at bryde med sin samtids stilistiske dekreter i en ellers nok så stilforvirret brydningstid, som efterdønningerne af fin de siècle-perioden viseligt var. Loos var foregangsmand; han var avantgarde. I dag står vi atter over for en sådan formgivningens brydningstid. Eller gør vi?

Litterær roastbeef

Har man fulgt med i den seneste kulturkritik, vil man vide, at selvsamme æstetiske principper, som Loos gjorde sig til talsmand for ved forrige århundredskifte, til stadighed hersker som dogme for kunsten af i dag. Vi ser det især i litteraturen. Her hyldes en sproglig diskretion grænsende til det asketiske og antiornamentale. Der er tale om, hvad den tyske filosof Theodor W. Adorno kaldte ’egentlighedens jargon’, hvormed litteraturen afklædes sin opulente komposition af sproglig ornamentik: stilfigurer, stringent syntaks og voluminøs metaforik. I stedet herfor dyrkes et nutidigt og henkastet hverdagsligt sprogbrug. En art litterær funktionalisme.

Digterne af i dag kaster vrag på bedaget broderi som rim og strofiske versemål. For ikke mange måneder siden udtalte den unge digterinde Asta Olivia Nordenhof til Information, at hun med sit sprog forsøger »at demokratisere skriften«. Med dette mente hun bevidst at bestræbe sig på at skrive, så alle føler, at de selv kan skrive. Tror man de nye forfattere, er det altså sprogets fornemmeste funktion at udtrykke tilgængelighed igennem enkelthed, naturlighed og transparens. En æstetisk strategi snublende nær Loos’ gammelkendte krav om arkitektonisk ’råt kød’.

Det interessante ved denne kunstneriske tendens er imidlertid, at den hverken er ny eller nytænkende; vor tids påståede litterære avantgarde trækker tydelige tråde tilbage til tidligere tiders avantgarde.

Hvad der dengang dog var kontroversielt og farligt, fremstår i dag på paradoksal vis lettere bedaget og bagstræberisk. For nylig præsenteredes kandidaterne til Politikens Litteraturpris i en luftig skysovs af kunstneriske klicheer om ’at gøre det private politisk’ og ’nedbrydelsen af den ophøjede poesi’. Litteraturredaktør Jes Stein Pedersen kvalificerede udvælgelsen med, at der i den nye generations lyrik er tale om et såkaldt ’modsprog’, hvormed grænsen mellem fin- og massekultur nedbrydes.

Modkulturens medløbere

Jeg skal ikke kunne sige, hvor Stein Pedersen har befundet sig de seneste godt og vel 50 år, men dette er vitterligt ikke nogen ny og for vor tid unik kunstnerisk tilbøjelighed. Til eksempel domineredes 80’er-lyrikken af samtidsfænomener som betonjunglen, lysstofrør og neon – pro tempore lydløst erstattet af Facebook, hashtags og Youtube. Dengang besang man i høje toner, hvor vildt og vovet det var, at poesien nu åbnedes over for dagligdagens trivialiteter og gjordes til allemandseje.

I dag … gør vi præcis det samme. Som sommer traditionen tro følger vinter, er kultur alle dage blevet repliceret af en såkaldt modkultur. Når ’modsproget’ i disse dage således for længst er blevet mainstream, sker der en løjerlig forskydning. At poesien qua sin sproglige anti-ornamentale demokratisering ikke længere indtager en ophøjet og ekskluderende position, må efterhånden siges at være en særskilt gammel sang. Som æstetisk princip fejler dette i sig selv ikke noget. Men når samtidslitteraturen erklærer det for sit særlige karakteristika og tillige baserer sin identitet herpå, er det beviseligt forkert.

Der synes i litteraturdebatten at eksistere en principiel præmis om, at abonnerer man ikke på det vedtagne diktum om sprogets mundrette tilgængelighed, får man på pukkelen for at være forfalden til æstetisk eklekticisme og historisme – ja, sågar pastichemageri.

Men er vores generations fremherskende lyrik da selv stort andet end en aldersstegen 60’er-modernisme behændigt camoufleret i tidens tern? Uanset hvad man måtte mene, savner kulturkritikken en kvalificeret debat af en selvfølgelig forherligelse af nogle overleverede æstetiske strategier og stilistiske normer. I så henseende lukker det litterære Danmark sig beklageligvis i en mæt selvtilfredshed.

For variationens skyld; stik mig et stykke med højt belagt!

Kathrine Maria Amann er cand.mag. i litteraturvidenskab

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu