Interview
Læsetid: 11 min.

’Der er blevet skældt alt for meget ud på 68’erne’

Thomas Vinterberg ønskede med sin nye film ’Kollektivet’, at folk skulle forlade biografen med en længsel efter langbordets fælles- og vildskab. Men om det er lykkedes, er han ikke så sikker på
Kultur
15. januar 2016
 ’Jeg mener, at børn skal flytte ind i vores liv, når de bliver født, det er ikke os, der skal flytte ind i et børneliv.’ Thomas Vinterberg mener, at 68’erne på mange måder havde fat i den lange ende.

 ’Jeg mener, at børn skal flytte ind i vores liv, når de bliver født, det er ikke os, der skal flytte ind i et børneliv.’ Thomas Vinterberg mener, at 68’erne på mange måder havde fat i den lange ende.

Ulrik Hasemann

»Jeg synes, at alle andre end mig skal flytte i kollektiv!« Thomas Vinterberg griner. Han ved godt, at den næppe holder i retten. Men det er der, vores snak er endt.

For den konstante dobbelthed i forhold til det hjem, det sociale eksperiment, som den danske filminstruktør er vokset op i, har været et gennemgående tema i vores samtale. Ligesom den er det i hans nye film Kollektivet. Og i hans liv.

»Jeg har været ved at flytte i kollektiv flere gange, men det er ikke blevet til noget, og det er sikkert meget godt. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg kunne forholde mig til så mange mennesker oven i et socialt ekstremt krævende arbejde og samtidig være der for min familie. Jeg tror, at jeg ville blive sindssyg,« siger Thomas Vinterberg og tilføjer: »Og det er her, min far ville afbryde mig og sige, at jeg har misforstået det hele. At det faktisk er en aflastning at flytte sammen med andre.«

Jeg har vist aldrig talt med Thomas Vinterberg før. Men vi er vokset op sammen.

I perioder i geografisk forstand, en spytklat fra hinanden på villavejene i Hellerup, hvor kollektiverne lå skulder ved skulder i det, der gik under navnet ‘Landsbyen’. Nordkrog, Maos Lyst, 100 Blomster. Ja, der blev ikke sparet på noget, når det gælder navnene.

Og vi deler mennesker. Alle dem, der flyttede ind og ud af de forskellige kollektiver og efterlod varige indtryk hos de børn, de flyttede ind til og fra.

Men primært er vi vokset op sammen i en tid med en bevægelse, der troede på, at man kunne skabe bedre liv, hvis man skabte dem sammen. Og jeg forstår hans ambivalens. For intet er gratis, heller ikke fællesskab. Det ved selv et barn.

Elektriciteten

Omkostningsfrit bliver det heller ikke for karaktererne i Kollektivet, der havde premiere i går. Her danner det veletablerede akademikerægtepar Anna (Trine Dyrholm) og Erik (Ulrich Thomsen) et kollektiv i Eriks barndomshjem – han, i starten, med henvisning til en lidt hamper husleje. Hun med ordene: »Jeg trænger til at høre andre tale end dig.«

De samler en flok og bevæger sig ud i et eksperiment, der blomstrer, beriger og boner ud. Men hvad mener Thomas Vinterberg, at de helt store styrker ved kollektivbevægelsen var?

»At bo så mange mennesker sammen skabte en ektricitet, som i virkeligheden er noget af det, der står allerstærkest for mig, når jeg tænker tilbage.«

Jeg kan mærke, at Thomas Vinterberg kløjes lidt i ordet ‘fællesskab’– »Det virker så fortærsket,« siger han flere gange.

Han vil hellere snakke om den energi, det skabte.

»Det er den, der opstod, når man samledes rundt om bordet om aftenen, også på alle andre tidspunkter af døgnet, men primært om aftenen, når der var kommet et par øl på bordet, og snakken startede. Det var fuldstændig fantastisk.«

Og så var alt nyt:

»De gjorde noget, der ikke var prøvet før, derfor var det lidt forbudt. Det var en jomfrurejse, og det skabte så meget energi. OG det var på første klasse. Følelsen af at gå ind i sådan en gammel patriciervilla, der havde tilhørt de stenrige kapitalister og brække egetræsparkettet op og smide det ud i haven. Det var jo vildt.«

Og så var der solidariteten. Det har f.eks. indprentet sig som en stor oplevelse for den unge Thomas, at en bedre stillet medkollektivist foreslog, at beboerne skulle betalte husleje efter indtægt.

»Det fordoblede jo hans egen husleje. At det kunne lade sig gøre. Den mand findes ikke mere.«

Men det var ikke kun galskab og kammeratskab. Det var også den klogskab, der tegnede tiden og venstrefløjen, som Thomas Vinterberg tænker tilbage på med længsel.

»Der var jo en egentlig intelligentsia dengang – der står Carsten Jensen lidt alene i dag. Dengang var det moderne at vide noget. Det betød, at folk gjorde sig umage. Det kunne betale sig at læse og forstå verden,« siger Thomas Vinterberg og tilføjer: »Hey, mænd kunne score på at være kloge.«

Jeg må afbryde:

– Kunne kvinder også?

»Jeg er sgu’ lige ved at tro det.”

Børnene

Men det var de voksnes leg, hvad med børnene? Det har jo ikke skortet på kritik af de selvrealiserende voksne, der gjorde 70’erne til et eksperimentarium i sex og verdensrevolution med børnene som blinde passagerer. Hvad synes Thomas Vinterberg om den udlægning?

»Jeg synes, at det er uretfærdigt at stille den tid til ansvar for de røvhuller, der ikke kunne finde ud af at passe deres børn,« lyder det korte svar.

»Det er jo ikke kollektivets skyld. Prøv at forestil dig, at de børn, der blev svigtet af deres forældre i kollektiverne eller på Christiana skulle vokse op i en kernefamilie uden andre voksne, der kunne tage over.«

Thomas Vinterberg kan uden problemer nævne børn, han mødte under sin opvækst, der kunne have brugt mere forældreomsorg.

»Hjemme hos os var der også børn, der flød lidt rundt. Men så var der andre voksne, der kunne sørge for, at de fik morgenmad.«

Og han føler med de børn, der kom i klemme.

»Jeg forstår virkelig godt, at der er mange børn af tiden, nu voksne, der er kede af det. Deres berettigede vrede vil jeg på ingen måde negligere. Men at gøre det til en hel generations skyld, til et ansvar, der ligger hos en idé om at leve anderledes, synes jeg er forkert.«

Thomas Vinterberg beskriver sine forældre som nogle af de bedste, man kunne forestille sig, men det ændrer ikke ved, at tiden og boformen også har efterladt ham med følelsen af et savn.

»Den klaustrofobi, som mine skolekammerater måtte opleve i deres små kernefamiliefængsler, blev for mig erstattet af en lille smule længsel efter mine forældre. Det var også prisen,« siger Thomas Vinterberg.

Skæld ud

– Har vi i vores generation generelt været for hårde ved 68’erne?

»Ja, for helvede. Der er blevet skældt så sindssygt meget ud på 68’erne, og jeg synes, at det er forkert. For selvfølgelig var en del af dem selvoptagede, men de var meget mere end det. De var også vildt optagede af, at drømme på deres børns vegne. De ville sætte børnene fri og skabe et andet børneliv baseret på en stor respekt for og tro på børnenes evner til at indgå på lige vilkår med de voksne,« siger han og henviser til en scene i filmen, hvor Freja, den præpubertære datter af kollektivet, skal være med til at stemme om vigtige beslutninger, der direkte berører hende forældres kærlighedsliv.

»Det kan man jo ikke kræve af et barn. Og på mange måder tog de da fejl. Noget af det hjerteskærende ved at kigge tilbage på den tid var, hvor dybtfølte og ægte, men også hvor forfejlede de her eksperimenter var. Men de prøvede da i det mindste noget.«

Og han synes bestemt heller ikke, at vore dages overbeskyttende forældre har skabt optimale børneliv.

»Min generation har jo gudeliggjort ungerne og sat dem i centrum for alt. Børn skal have al den kærlighed, der findes i verden, men jeg tror, at det er misforstået at sætte dem og deres behov allerforrest. Jeg mener, at børn skal flytte ind i vores liv, når de bliver født, det er ikke os, der skal flytte ind i et børneliv.«

– Men vores forældre var vel også helt vildt optagede af den store verden, al dens uretfærdighed og mulighederne for et andet samfund. Det energi blev vel i en eller anden grad taget fra det nære, fra børnene?

»Ja da! Men nu er det bare blevet erstattet af arbejde. Og undskyld, hvad er det, der er så pissevigtigt ved det arbejde? Der er jo opstået en absurd gesjæftighed i det her samfund. Det må da være endnu mere mærkeligt for børn at skulle komme overens med, at ‘uh, det er meget, meget vigtigt, at min far holder sin grafiske virksomhed kørende’, end hvis det var en politisk agenda, der stjal noget af opmærksomheden.«

Det ‘politiske’

Men så har jeg en kritisk note. For er filmen netop ikke lidt apolitisk, i betragtning af hvilket årti den foregår i?

»Den er 100 procent apolitisk,« medgiver Thomas Vinterberg.

– Men dine karakterer er jo drevet af psykologiske eller økonomiske motiver. Hvor er deres ideologiske drivkraft? Er det fordi, du synes, at de politiske paroler mest var en fernis?

»Det er et valg, vi har taget – om det er det rigtige valg, ved jeg ikke. Ideologien var jo en meget markant farve i tiden, så det er lidt vildt, at vi har taget det ud. Men hvis der er en ting, jeg har lært om mennesker, så er det, at det altid er noget, du vil vise til verden, og noget du vil skjule. Ideologi og paroler er effektive at skjule sig bag – og i øvrigt oftest virkeligt kedsommelige. Vi ville helt ind til det nøgne menneske, forbi al deres snak, og lave en film om kærlighedens vilkår og forgængelighed.«

Derudover udviklede Vinterberg og hans medforfatter Tobias Lindholm et ’klichéfilter’.

»Vi sagde blandt andet: ’Ingen fællessang, hampplanter eller Che Guevara.’ Vi ville se mennesket bag og var som sådan ikke så interesseret i det politiske aspekt – men der er sikkert nogle gamle kollektivister, der vil være uenige i det valg.«

– Tænker du over, hvordan de vil tage imod filmen?

»Hmm.« Thomas Vinterberg tænker lidt. »Når man laver historiske film har alle ret til at sige ‘sådan var det’ eller ‘sådan var det ikke’. Det er jo vilkårerne. Men det måtte jeg vælge at skide på. Der var en, der engang sagde til mig, da jeg boksede med de her ting: ‘Thomas, it’s not based on at true storie. It’s based on a true feeling.’ Den her film er baseret på en sand følelse. Og jeg har været meget ærlig over for den følelse.«

Begyndelsen

Thomas Vinterberg har, siden han begyndte som filmskaber, »på en måde« vidst, at han ville lave en film om sin kollektivopvækst. Men der kom først rigtig kød på ideen, da lederen af den østrigske nationalscene (efter teaterforestillingen Begravelsen, der var en fortsættelse af Festen, havde trukket fulde huse) bad ham skrive et stykke med udgangspunkt i kollektivopvæksten.

»Først sagde jeg nej, men så fortalte han, hvad de ville betale, og så ændrede jeg mening,« griner Thomas Vinterberg.

Og oplevelsen i teatersalen overbeviste ham om, at han skulle gøre den gamle drøm om en film til virkelighed.

»Jeg så publikums reaktioner under forestillingen, hvordan de grinede og græd. Og jeg kunne mærke en særlig varme, en slags længsel,« fortæller han.

– Men skyldes timingen udelukkende din egen udvikling? Da jeg hørte, at den var på vej, slog det mig, hvor oplagt det var, at den kom netop nu, i en tid, hvor en hel masse af de store spørgsmål, som vi som samfund går og bokser med, kunne finde svar i nye måder at organisere os på?

»Ja, det har jeg også tænkt på. Men først bagefter – det er sådan noget, journalister hjælper til med. Processen starter et helt andet sted for mig. Som en følelse, i hjertet eller kønsdelene, eller hvor sådan én sidder. I den proces er analyseapparatet slået helt fra,« understreger Vinterberg.

»Men det er jo rigtig: Vi lever i en tid, hvor vi nærmest ikke ville kunne komme længere væk fra kollektivet. Jeg synes, at det er interessant at spejle de værdier fra dengang i en tid, hvor de synes at være helt tabt.«

Men der er sprækker, hvor der skinner nyt lys ind, konstaterer instruktøren.

»Jeg fornemmer, at noget gryer, at noget nyt er på vej. Jeg ser det f.eks. hos min datters venner. De finder faktisk i stigende grad nye måder at bo sammen på. Fordi der ikke er lejligheder at få, men også fordi deres sociale mønstre er anderledes. De evner det, man også kunne i 70’erne: De er friere. Drikker af lyst, ikke desperation. Og kysser med tre på en aften. Men er på samme tid dybt ambitiøse. Der er klare lighedspunkter.«

Prøv det da!

Men alting har en ende.

»Det er jo primært 70’erne, jeg har beskæftiget mig med i filmen. I 80’ene kom jo rengøringskonen, og folk delte sig op i mindre enheder og blev der, fordi de var glade for haven. Det var stadig kollektiver, men der var noget forstemmende over det hele, fordi man kunne mærke enden på det nærme sig.«

– Skulle det have en ende?

»Det fik det i hvert fald. De blev jo også ældre, og det koster, det der med at dele. Det koster tid og kræfter at skulle diskutere det hele,« siger Thomas Vinterberg.

Og enden på alting er et gennemgående tema i Kollektivet, fortæller han.

»Det er på mange måder en film om, at alting ophører. At kærlighed ender. At vi kan skifte hinanden ud. Og om prisen ved at gøre det. Om visheden om altings forgængelighed, der jo også skaber energien, mens det står på.«

Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte: ved længslen.

Ønsker Thomas Vinterberg, at folk længes efter fællesskabet, når de forlader biografen?

»Jeg vil virkelig gerne have, at folk går ud af biografen med en lyst til at flytte i kollektiv. Men jeg er ikke sikker på, at det er tilfældet. Det er jo et drama, og det har vi kørt helt ud – også i tragedien. Men jeg har lyst til, at folk ser det her bord: det store fællesbord, og den samhørighed, der gør, at de kan overleve alt. Hvis det smitter lidt af på folk, er jeg glad.«

Og så har han den, løsningen på sin konstante ambivalens i forhold til kollektivtanken: Vi skal alle – undtagen Thomas Vinterberg selv – flytte i kollektiv.

Thomas Vinterberg, drengen fra Nordkrog, der flyttede ind i fællesskabet som syvårig og først flyttede ud, da han var 19 – efter at hans forældre var blevet skilt, og kollektivets hund var død. Fordi alting forgår.

»12 år som kollektivist. Jeg synes faktisk, at jeg har aftjent min værnepligt. Men hey! Her er noget, vi kan spejle vores liv i. Her er en opskrift på noget andet. Prøv det da!«

Læs også: Referat fra Informations kollektivanmeldelse af ’Kollektivet’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her