Bogfolk

23. januar 2016

Henrik Stangerup

Klaus Rifbjerg er skarp, selv efter sin død. I erindringsbogen Til rette vedkommende, der udkommer i næste uge, står en række forfattere og kritikere for skud, bl.a. grandfætter Henrik Stangerup: »At det gik så dårligt for Henrik Stangerup var en tragedie. Han var glad for Poul Henningsen, men valgte i sidste ende Victor Andreasen og alt det forgiftede skab omkring Ekstra Bladet. Men selv V.A. fik nok og lod Henrik sejle i sin egen sø, indtil han druknede. Det var vel egentlig kun Elsa Gress, der havde overskud nok til at tage sig lidt af ham, men hun blev selv syg.«

Karen Blixen

Om baronessen hedder det i samme erindringsbog: »Jeg har læst lidt Blixen i et par dage eller fem, og det slår mig endnu engang, hvor underligt det er, at voksne mænd i den grad har ligget under for hendes manipulationer. En anden én havde vel taget frakken på og sagt tak for i aften og lukket døren bag sig ... Når jeg læser Bjørnvig og Aage Henriksen, og hvad de har skrevet til baronessen, svimler det. Magen til atamonforstærket åndsmarmelade skal man lede efter.« Rifbjerg taler også om Blixens »egomane forfængelighed« og »utålelige uforskammethed«.

Poul Borum

Den tidligere rektor på Forfatterskolen og kritiker ved Ekstra Bladet får også ord med på vejen af Rifbjerg: »Det var på det tidspunkt, Poul Borum lagde de første stave til det kritiske rædselsregime, som kom senere. Han opfattede sig selv som en slags modernismens overlæge, og de, der ikke fulgte hans anvisninger, måtte enten sygne hen eller dø. Et særligt horn i siden var reserveret mig.« Og han fortsætter: »Han troede også, at Inger (Christensen, red.) gik og bagte på mig i al hemmelighed, hvilket ikke fremmede sagen. Slagene faldt regelmæssigt.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu