Læsetid: 1 min.

Bogfolk

Der er tale om en nysat bog ligesom førsteudgaven, der var skrevet på skrivemaskine, hvor også de håndsatte accenter er bevaret
Kultur
2. januar 2016

Dan Turell

Den berømmede erindringsbog Vangede billeder om forfatterens kærlighed til sin hjemby Vangede udkom første gang i 1975. Den gang ønskede forfatteren på bogens omslag inderligt at trækronerne skulle være grønne. Det var der imidlertid ikke råd til, men nu har han her 40 år efter fået sit ønske opfyldt, da den nye jubilæumsudgave af bogen lige er kommet med grønne trækroner fra Vangede, som pryder forsiden. Ellers er der tale om en nysat bog ligesom førsteudgaven, der var skrevet på skrivemaskine, hvor også de håndsatte accenter er bevaret. Gyldendal udgiver, og bogen koster 200 kr.

Elisabeth Friis

Litteraturlektoren med base i Lund er den ene, der er blevet udpeget til den danske bedømmelseskomité for Nordisk Råds Litteraturpris. Den anden er Peter Stein Larsen, professor i litteratur fra Aalborg Universitet. Som suppleant er Lise Vandborg, chefredaktør for Litteratursiden.dk, blevet udpeget. Den foregående komité havde trukket sig fra hvervet på grund af uenighed om aflønning af den krævende opgave og havde endda opfordret alle kolleger til at takke nej, hvis de blev spurgt. Spørgsmålet er derfor om Kulturministeriet har fået ny billig arbejdskraft, eller om der er fundet nye midler.

Joseph Roth

»Denne bog giver afkald på bifald og billigelse, men også på indsigelser og sågar på kritik fra dem, der ringeagter, foragter, hader og forfølger østjøderne. Den henvender sig ikke til de vesteuropæere, der tror, de har ret til at fortælle dårlige vittigheder om rumænske væggelus, galiziske lopper eller russisk utøj, blot fordi de tilfældigvis er vokset op med elevatorer og vandkloset.« Det er sådan den ene bog, Joseph Roths Jøder på vandring, i en ny omgang små lækre bøger fra Forlaget Virkelig sælges. Det sker i Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads oversættelse. De har også skrevet efterskrift.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her